Vi mødtes første gang d. 27. december 2001. Han stod der i min entre og strålede med sine 188cm og 103 kg. Lange arme og sommerfugle i maven. Knald sorte krøller, brune øjne og det dejligste smil man kan tænke sig. Uha han var sød. Han havde blomster, parfume, øl, og vin med. Efter at have skrevet sammen i 10 dage skulle vi endelig mødes.
   Det blev en forrygende aften og nat. Under middagen sagde han:
   "Du tror måske jeg er åndsvag, men jeg fik en besked lige inden jeg kom herop, beskeden var at, jeg var sendt som svar på dine bønner."
   Han havde også tidligere sendt mig kortet "døden" fra tarot hvilket kan betyde ny begyndelse.
   vi blev kærester selv om han ikke var skilt. Det ville han altså og afleverede papirerne sidst i januar. Gud, jeg havde fundet min drøm af en mand. SØD dejlig, opmærksom, opløftende og alt det jeg havde længtes efter. Jeg var vildt forelsket.
   Efter ca. 1½ mdr. var han for det meste hos mig om natten, da konen og børnene jo havde huset derhjemme og der var ikke ro sagde han. Vi gik lange ture med mine børn, hyggede os, gik i biffen, bowlede og gik ud at spiste.
   I februar begyndte jeg at blive bekymret for ham synes at drak for meget og han var temmelig frustreret. Men jeg slog det hen og gav skilsmissen skylden... Herregud, han havde været gift i 22 år og det kunne man vel ikke lige glemme. Jeg havde spurgt ham flere gange om han havde fortrudt eller han savnede det men nej det skulle ske, de var vokset fra hinanden og de havde besluttet allerede i sommeren før, at de ville skilles.
   Jeg syntes jeg kunne mærke der var noget der trykkede ham, men jeg kunne ikke få det ud af ham, og jeg hver gang jeg havde noget på fornemmelsen, passede det ikke. Nå, det var nok min usikkerhed og angst for at miste ham, der spillede mig et puds.
   I maj var konen flyttet fra huset og vi rykkede ind... Det var dejligt for ham at "komme hjem" det var tydeligt. Han havde også fået job i et firma, så han skulle ofte til KBH. Men hver dag blev mere og mere ulidelig. Og hans drikkeri fortsatte. På trods af at vi havde mange gode stunder flyttede jeg hjem i min lejlighed i september sammen med mine børn, jeg turde ikke være der mere. Han havde et par gange forgrebet sig på mine drenge hvilket jeg havde undskyldt. Jeg var dybt ulykkelig og ked af det, for jeg elskede ham og kunne intet gøre. Jeg kunne bare stå og se på at han ødelagde sit liv og alt det dejlige han indeholdt. Vi holdt en pause og begyndte igen i december. Han fortalte at nu havde han styr på sit forbrug og han ville ikke lade bajerne komme i vejen for ham, det kunne han se de havde gjort.
   Men der var ikke sket noget, han var den samme og eftersom jeg elskede ham vildt og inderligt lod jeg 7 og 5 være lige.
   I løbet af næsten hele 2002 havde vi haft "MANGE PAUSER" jeg stoppede hver gang jeg blev bange og følte mig svigtet. Pauserne holdt fra et par dage til max 14 så var vi sammen igen, vi var uadskillige.
   I august 2002 flyttede jeg og drengene til et andet sted og midt under flytningen gik det igen galt. Aftaler der ikke blev holdt, fornærmethed fordi jeg ikke ville lukke ham ind når han havde drukket, diskussioner, angst, svigt og hvad der ellers følger med.
   Da vi havde boet der i 14 dage fik jeg en mail:
   "Jeg har tænkt en del på hvad der skete. Jeg vil skrive det i den rækkefølge det er kommet. Der er selvfølgelig tanker på kryds og tværs.
   Nå, lad mig kaste mig ud i det. Først vil jeg sige, at du har en stor plads i mit hjerte. Så intet af hvad jeg skriver er ment negativt.

Bruddet er hver gang kommet over samme tema, alkohol.
   I begyndelsen efter, troede jeg at det havde noget med din far at gøre. Det har det naturligvis også. Jeg tror, du er meget vred på ham over at han tillod sig at give op.
   Så tænkte jeg på mig selv. Hvordan mine reaktioner var, i forhold til din indstilling til alkohol. Jeg havde drukket på et niveau, men pludselig begyndte jeg at forøge forbruget efter vi var sammen igen.
   Samme reaktion de to sidste gange vi forsøgte. Det funderede jeg en del over. Det virkede som en trods reaktion imod din indstilling. Det var en trods indstilling, jeg ville accepteres, selv den værste del af mig, ville jeg have accept for. Det fik jeg en tid, men den udløb.
   Samtidig tænkte jeg på alle andre ting. Jeg skulle have tænkt på os. Jeg var en rigtig kujon, jeg kunne ikke træffe en beslutning om mine tidligere forhold. Det overskyggede alt i mine tanker. Lige pludselig så jeg mig selv som en træl. En slave af mammon. Det var ligesom når man drømmer, man skal skynde sig, og ingen vegne kommer.
   Jeg er ked af at jeg var sådan et skrog. At jeg bare lod det overskygge dit og mit forhold. Ok, bedre sent end aldrig.
   Vi skulle have brugt tiden på, at finde ud af hvordan vi kunne have etableret os et andet sted. Hvordan vi kunne få det hele til at virke til gavns for alle.
   Vi skulle have fundet et afslappet forhold til alkohol, sådan at vi sammen kunne sidde og nyde et glas vin sammen. Det savnede jeg meget.
   Der er noget forkert ved det her. Jeg vil hellere sidde og fortælle dig det.
   Jeg sender denne mail nu, hvorefter jeg sender en sms og beder dig om at komme tidligere hjem."
   Puha en dejlig mail. Nu måtte der da være sket et gennembrud, så jeg mailede tilbage at han kunne komme dagen efter. Vi aftalte at bruge dagen sammen med mine børn, ved stranden. Og det var den dejligste dag i mit liv.
   Hvorfor?
   Fordi han var ædru og drak sodavand.
   Lykken varede kort.
   Om aftenen da ungerne var kommet i seng, begyndte fortroligheden at nærme sig. Han fortalte at han havde snakket med "en anden" som havde fortalt at det kunne være problemer i hans ægteskab der gjorde at han drak så meget. Nysgerrig og vagt som jeg altid er, spurgte jeg om hvem det var, jeg kendte jo de mennesker han omgikkes med og de kunne tælles på en hånd... min fornemmelse sagde at han ikke havde rent mel i posen.
   Ganske rigtig som jeg kunne mærke på ham var det en date, med efterfølgende natligt samvær der havde fået ham på disse tanker.
   Jeg brast fuldstændig i gråd og rystede son jeg ved ikke hvad. Jeg var dybt chokeret.
   mindre end 48 timer efter at han havde været på natligt besøg hos en anden sad han her og erklærede mig sin endegyldige kærlighed. Jeg MÅTTE vide det hele så jeg spurgte ind til det og han svarede.
   følgende var så sket, tirsdagen før, hjalp han med at flytte det sidste og vi stoppede forholdet. Onsdag og torsdag skrev og ringede han så i mange timer med denne nye og de aftalte at de skulle ud og spise lørdag med efterfølgende natligt samvær. Søndag da han kommer hjem skriver han så den flotte mail og vi mødtes så tirsdag og tager til stranden.
   En million tanker fløj igennem mit hoved, havde han da ikke pli? Var han følelsesmæssig færdig med mig når han kunne gå i seng med en anden? Hvor var hans tanker, når han kunne være sådan?
   Jeg var dybt ulykkelig og fattede ingenting... Jeg havde aldrig haft en sådan reaktion før og jeg var bange for hvad der ville ske. SÅ jeg begyndte at slå på ham og lydene der kom ud af min mund var mærkelige, hæse og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.
   Ganske langsomt fald jeg til ro og min tanke var nu og jeg over hovedet kunne gå i seng med ham. Det kunne jeg og jeg måtte jo bide i mig at han havde haft ret til at gøre det han havde gjort men det gjorde fandeme ondt. Havde der så bare gået et langt stykke tid, men der var reelt kun gået 8 dage. Fra slut til han sad her og betroede mig sin kærlighed. Jeg fattede ingenting mere.
   Vi aftalte at NU skulle vi være seriøse. Det skal siges at huset stadig ikke var solgt og stod for en tvangsauktion. Hans ting var ikke pakket og der var ingenting sket derhjemme hos ham.
   Jeg hjalp til med at få ham installeret her hos mig. Nu var jeg glad. jeg elskede den mand så det gjorde ondt og nu havde jeg endelig fået ham, og han var sober og ædru, yes, mit arbejde med at få ham til at forstå hvor ond han blev når han drak og hvor uligevægtig han havde været, havde båret frugt.
   Det gik godt i ca. 1 mdr. så begyndte problemerne. Drikkeriet tog fat igen og jeg forsøgte at snakke med ham om det, men han sagde at han ikke ville høre bebrejdelser og anklager hele tiden, underlige ting skete hen ad vejen. og min mistanke til at han måske havde "noget" i gang blev vakt. Hans arbejde var afsluttet et par mdr. før, så han havde intet arbejde, jo herhjemme hvor han lavede noget for andre på sin pc.
   Jeg var begyndt på seminariet. Jeg kunne ikke få ham til at samarbejde omkring vores familie og vores økonomi, han var tilbage i forsvaret og drikkeriet, dum som jeg var, tjekkede jeg hans pc når han sov, han havde sgu stadig ALLE breve og billeder liggende fra de sidste 3 år og det gjorde ondt. Jeg spurgte om han ikke ville slette det, for jeg var lidt jaloux og det foruroligede mig at det var vigtigt at de lå der. Det ville han ikke. Det var hans!!
   Han fik af og til sms på sin tlf. fra en tidligere lejer som han påstod ikke at have set siden foråret og når jeg spurgte hvorfor hun stadig skrev. svarede han, at det vidste han ikke. Med sund fornuft kunne jeg godt sige mig selv at hvis han ikke havde haft noget med hende at gøre siden foråret ville hun da ikke pludselig begynde at skrive til ham, hvad skulle hun det for?
   Mine frustrationer tog selvfølgelig til og jeg begyndte at være oppe om natten. kunne ikke sove for tanker, så jeg sad ved min pc og spillede. En aften omkring klokken 24 kom der en besked på hans pc over messenger, han var gået i seng og dum som jeg var kikkede jeg, det var en kvinde som skrev tak for musikken og det kunne måske bruges næste gang de mødtes? Endnu en mærkelig oplevelse.
   Jeg spurgte næste dag hvem det var men han nægtede kategorisk, det måtte være én af hans børns venner, sagde han. Efter at være gået ham på klingen vidste det sig at det var én han havde skrevet sammen med og endda mødtes med under én af vores pauser, men han havde IKKE haft gang i noget med hende mens han havde boet her og han vidste ikke hvorfor hun havde skrevet. Beskeden måtte være fejlafsendt?
   En morgen i november ville han køre med mig ind til Seminariet. Jeg kører hjemmefra kl. 7.30. Han ville gå tur i byen og kikke på forretninger. KLOKKEN 8 OM MORGENEN?
   Jeg var ganske paf og frustreret, jeg var sikker på der var noget i gære, ingen med respekt for sig selv eller partneren, går på shopping kl. 8 om morgenen. Han vendte bilen om i raseri og vi kørte tilbage til det fælles hjem og begyndte at skændes.

I december flytter han så. Det er kørt for langt ud og jeg er brændt psykisk ned og totalt ødelagt... På trods af at han flytter, er vi alligevel sammen mere eller mindre. Vi stopper mange gange og begynder ligeså mange gange, giver aldrig helt slip, vi går hver for sig på Dating, lusker hinanden af, skyder med dumme ord og beskylder hinanden for det værste. Åh... gud hvorfor er det gået så galt. Vi holder jul og nytår sammen. Jule aftens dag kom han og lugtede meget af grillmad, jeg spurgte om han havde været på grillbar, det var bare for at drille. Men det havde han ikke. Han havde gjort hovedrent hjemme og det måtte være ajax han lugtede af sagde han? Kan man ikke lugte forskel på grillmad og ajax ? Ja jeg spør bare.
   Nytårsaften skriver den fremmede lejer igen til ham og ønsker ham godt nytår. Jeg var rasende for hans påstand om at de aldrig sås eller skrev kunne ikke være rigtig. Han kørte hjem klokken 5 om morgenen i den stiveste brandert. Det var han vant til. Han kører altid når han har drukket. Han kørte fordi "jeg havde anklaget ham" for at være utro og ikke havde taget nok hensyn til ham. Der sad jeg så, endnu engang dybt ulykkelig og meget ked af det, følte jeg var blevet taget ved næsen og misbrugt på det groveste.
   Jeg ville ikke denne gang lade ham ødelægge mig så jeg skrev ikke til ham i de følgende dage.
   Men det gjorde han. OG det VAR min skyld han var kørt hjem ifølge ham. Han havde ingen anger overhovedet for han havde ret til at være en han var!! Og til at drikke det, han ville.
   Vores skænderier tog til og ville ingen ende tage. Selv når vi chattede eller skrev mails og han kom her max 2 gange om ugen.
   Det skal siges at når han var her drak han ikke. Dette var nyt og godt men når han så tog herfra endte han som regel med at være fuld inden for 4 timer efter, tog gerne på værtshus eller pub - besøg. Hvis jeg spurgte ham om han skulle lige hjem sagde han altid ja, men overholdt det aldrig. Jeg begyndte i terapi for jeg var ved at blive sindssyg, min intuition blev ødelagt totalt og jeg fattede ingenting mere. Jeg søgte efter hjælp på nettet, gik til møder og fik ret i min påstand om at han var alkoholiker, og jeg forsøgte virkelig at hjælpe ham, tale med ham, give min omsorg for ham. Al min form for hjælp blev optaget som styrende, manipulerende, kontrollerende, anklagende, bebrejdende og jeg fik så meget puttet ind i hovedet at jeg til sidst måtte reagerer. Da jeg normalt ikke er en person der er udad reagerende forbavsede det mig meget at jeg pludselig kunne begynde at smide med ting, sparke og slå hvad der stod i nærheden. Intet gik ram forbi, heller ikke ham, jeg slog på ham, græd og hulkede, men han stod bare der og gjorde ingenting. Han lignede en dreng på 10 år som ingenting forstod. Han lod mig være med min vrede og frustration. Dette var sket flere gange og jeg havde spurgt ham om han dog ikke ville holde om mig, for jeg var bange for mig selv og vidste ikke hvad der skete, men det gjorde han kun én gang. De andre gange "mit anfald" kom over mig var han ligeglad. Jeg var ved at ødelægge mig selv og ham og var så langt ude at jeg ikke engang turde køre bil i angst for hvad jeg kunne finde på. En dag havde vi aftalt at han skulle komme om eftermiddagen og jeg glædede mig meget. Blot få timer inden mailede han og sagde at han ikke kom alligevel. Han skulle til kortspil. Jeg blev så ked af det. Han valgte kammeraterne i stedet for mig og vi snakkede i telefonen, Jeg blev så vred og ked af det og syntes virkelig han var en lort. Han gav ikke engang en undskyldning, for han havde RET til at gøre det han ville. Altså drikke sig fuld og være ligeglad med hvad han havde lovet. Dette er blot et af de svigt jeg oplevede med ham.

Hvad der først er gået op for mig, bagefter, er at det er normalt når man kommer fra en familie som jeg vil man altid støde ind i det som voksen.
   Jeg havde mistet min far i år 2000 af druk og hele min familie var drukkenbolte så jeg ville ikke miste ham fordi han var fanget i en fælde han ikke selv kunne komme ud af... Jeg ville have ham ud af det så vi kunne få det liv sammen som vi ind i mellem skænderierne havde haft. Vi elskede hinanden. Det vidste vi men på grund af skyderierne kom vi ingen vegne. Det var forsvar mod forsvar og ødelæggende for begge.
   Jeg blev rådet til at fagfolk at give slip på ham, for det er den eneste måde hvorpå alkoholikeren kan lave om på sig Han SKAL sidde alene tilbage og miste ALT før han forstår hvad det er han har gang i.
   Min uddannelse har jeg stoppet i februar 2003, har taget orlov så jeg kunne komme tilbage til mig selv. Og vi er sammen nogle gange om ugen. Forsøgte MANGE GANGE at stoppe helt, går igen på Dating begge to og forsøger at finde den store kærlighed. I marts 2003 kommer jeg til at save mig i min finger i en rundsav. Blot et par minutter før havde jeg sendt ham en mail endnu engang "med løftet pegefinger" tja, det gik kun ud over mig selv, den blev savet næsten helt over og jeg måtte på sygehus og blev opereret om aftenen.
   Han ringede straks til mig og ville køre ned og tage sig af mine børn. Og så ville alle 4 komme om aftenen og besøge mig.
   (vi havde et par dage for inden aftalt at holde en reel pause så vi hver især fik lidt ro til at tænke)
   Alene den handling gjorde mig SÅ lykkelig. Ingen havde nogensinde før "hjulpet" mig på den måde og jeg gav udtryk for min glæde og havde tårer i øjnene. HAN var IKKE modtagelig, men derimod kold, han havde været inde på min pc om eftermiddagen og læst ét brev til en mand jeg havde skrevet sammen med kort. Plus han fandt én profil jeg havde hentet.
   Det var nok til at jeg var lagt på køl af ham og ond jeg var utroværdig sagde han og han var MEGET skuffet over min handling. Han havde vist glemt at i al den tid vi havde været sammen, boet sammen her og der, havde HAN haft over 20 billeder og mange breve fra tidligere dates, liggende som jeg ikke skulle blande mig i.
   Han kom og hentede mig dagen efter og kørte mig hjem. Spillede den meget forurettede og gik i vrede. Mine frustrationer over den behandling fik mig til at ramme en gryde med sovs og sovsen fløj rundt i køkkenet, min arm var bundet op og jeg kunne ikke engang tage tøj på selv eller komme i bad. Jeg var SÅ ked af det og samtidig gal fordi jeg syntes han var uretfærdig. Og jeg sad med 3 unger og kunne ingenting, og så gik han bare fra mig fordi HAN følte sig uretfærdig behandlet af mig.
   Vi var sammen og ikke sammen med få dages mellemrum. Skænderierne tog stadig mere og mere til. Jeg kunne ikke stå af. Hver gang jeg gjorde det, kom tankerne tilbage. Jeg elskede ham hvorfor var han så ond? Hvorfor ville han ikke forstå at han i den grad var blevet offer for alkoholen med alle dens mekanismer. De mekanismer der gør at man bliver manipulerende, utro, løgnagtig, får dårlig søvn, svedeture, svingende humør, ustabil og hvad er ellers kan fyldes på den konto og det er ikke så lidt skulle jeg hilse at sige.

Han inviterede mig til påskefrokost i april 2003. For første gang skulle jeg siden han var flyttet, se hans nye hjem, og være sammen med hans børn igen. Jeg havde virkelig brug for at komme væk et døgns tid så jeg glædede mig meget. Herhjemme havde tiden stået på gloende pæle fordi jeg skulle have konfirmation d. 4. maj og jeg var alene om det, så det passede mig og glædede mig at jeg måtte komme i hans hjem. Fra påskefrokosten tog vi hjem til mig for jeg havde fødselsdag dagen efter og hele min familie var samlet fra morgen til aften. Det var en dejlig dag. Vi var 4 tilbage da klokken var 21 og vi sad og snakkede og drak nogle øl. IGEN ud på natten havde jeg åbenbart ikke taget nok hensyn og han sad der som en lille dreng der var blevet uretfærdig behandlet og jeg vidste IKKE hvad jeg havde gjort. Gudskelov gik han med i seng, han kørte ikke som han ellers havde gjort tidligere.
   Vi havde endnu en pause fra min fødselsdag og til hen i juli. Han kontaktede mig og fortalte at NU ville han ikke længere have alkohol til at styre. Han ville prøve mindst en mdr. UDEN alkohol. Det var den dejligste måned. Vi tog på ferie i Nordjylland. Vi havde det pragtfuldt i den mdr. det varede. I starten af august 2003 begyndte det hele forfra igen. Denne gang blev jeg så vred på mig selv over at jeg ikke havde kunnet gennemskue ham. Min vrede gik ud over ham og jeg bad ham om ALDRIG mere om at komme i mit hjem. Han skulle hverken skrive, maile, eller ringe. DET VAR UIGENKALDELIGT SLUT!
   Jeg skubbede ham faktisk ud af døren mens jeg græd som en pisket. Han var dybt chokeret over min reaktion og virkede meget bange. Han gik duknakket fra mig og græd selv.
   Jeg fik 2 mails fra ham som jeg IKKE besvarede og siden har jeg ikke hørt fra ham.

Tænk sig, at jeg i den grad elsker ham, og jeg ved vi hænger mentalt sammen, og vi vil gerne hinanden men alkoholens virkninger har sit greb i ham, og jeg kan så bare sidde her og læse hans historie og tænke at hvem mon bliver den næste han prøver af? Hvorfor alle de løgne?
   Der er kun én som må tage sig af smerten. Min smerte som gør så ondt at jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af den, jeg har mange gange haft lyst til at være meget ond fordi jeg er SÅ frustreret og mine følelser er i kog. Bitterhed, sårethed, uforståelighed, mindreværd. En operation i juni, et næsten opløst hjem med børn der er bange for at deres mor skal gå til grunde fordi hun ikke har mere at tære på eller at give af
   På trods af det er jeg på Datesiderne. Må jo komme videre, men det gør ondt at alkoholen skal bestemme over den jeg elsker så højt.


* * *
   Hvorfor er det så lige jeg fortæller denne historie?
   Ondskab?
   Bitterhed?
   Jalousi?
   Ja, jeg kunne fristes til at tro at det bl.a. er derfor jeg har skrevet som jeg har. Jeg turde ikke køre indtil byen, gå ud og spise, bowle, gå i storcenter (hvor jeg ved han kommer meget) i angst for at jeg skulle møde ham med en ny, Jeg var meget bange for mine egne reaktioner, hvis jeg så ham. Jeg tør dårlig være på Datingsiderne, men gør det alligevel, selv om jeg ved at han lurer mig og holder øje med hvor meget jeg er herinde. JEG VIL videre, og selv om hans ting står her endnu, ikke inde, men ude og i oplagsrum, så ved jeg at vi først er helt færdige med hinanden den dag det er væk og jeg kan se ham uden at få følelser i klemme. Der var måske en ubevidst grund til at jeg valgte "DEN SOCIALE ARV" til min 1. årsopgave på sem. Den er ikke ubevidst længere!!
   Med min version af historien vil jeg selvfølgelig gøre andre opmærksomme på at de hurtigt kan falde i hos en evt. ny kæreste og hurtigt blive "medmisbruger".
   Jeg har været modbydelig ond og meget led. Det er frygtelig frustrerende at være medmisbruger, det ved de, der har været det. Man siger at det man kommer fra, også er det man tiltrækkes af. Og ja mine forældre VAR/ER alkoholikere. Men jeg er IKKE og bliver det aldrig. Og ja jeg har et problem med alkohol hver dag, eller 4 dage ud af en uge på 7 dage, for jeg mener ikke, at det er rigtigt at skulle bedøve sig med øl eller rødvin næsten hver aften, det er IKKE en normal hverdag... i al fald ikke for mig, dertil elsker jeg mine børn for højt.
   Jeg har en masse smerte, U-forståethed, bitterhed, SKYLD, som bliver bearbejdet hos terapeut, og tak for det. Mit selvværd endnu ikke i top og jeg skulle nå bunden ind i mellem fordi jeg lod tingene ske og ikke stod fast på min intuition som sagde at jeg skulle have stoppet for lang tid siden. Men hvad gør man når hjertet banker for et menneske og det menneske er ved at slå sig selv ihjel?
   En god bog og ny opdagelse af mig som individ. En ny indsigt der fortæller mig hvorfor jeg reagerer som jeg gør, hvorfor jeg har den væremåde, hvorfor jeg analyserer ting, hvorfor jeg har de problemer jeg har, hvorfor jeg er som jeg er. Nu kan jeg gøre noget ved det, det kunne jeg ikke før da jeg ikke vidste bedre. Det gør jeg nu !!
   Jeg har netop læst bogen "At kæmpe for nærhed" af JANET GERINGER WOITITZ Som jeg fik på ambulatoriet da jeg var med kæresten deroppe. Ambulatoriet og han ville fortælle mig, at han ikke havde et problem med alkohol og jeg blev ganske forundret. Da jeg spurgte hende (som havde lavet hans undersøgelse) om hvordan DE forholdt sig til det psykiske misbrug, sagde hun at det forholdt DE sig ikke til. DE forholder sig kun til antal af genstande pr. uge. De mennesker der ved hvad det vil sige at være i psykisk misbrug kan til hver en tid skrive under på hvad der sker med misbrugeren. Desværre, så er der ikke fokus på medmisbrugeren i offentligheden, det er kun misbrugeren som er dygtig når han kommer ud af sit misbrug. OG DET ER SGU SKIDE GODT GÅET FOR DEN SOM SÅ OGSÅ GØR DET!! Den mand/kvinde som er kommet ud af det, ved hvad jeg snakker om. Men i mellem tiden så MÅ det være mig, der ser spøgelser, for jeg får nok aldrig ret i min påstand om at min eks. Er alkoholiker og i hans øjne er jeg urimelig, krævende, styrende, ond og uansvarlig. Jeg har skrevet til tv2 i et håb om at man kunne begynde at se på hvilke konsekvenser det har for pårørende og de børn som er indblandet, for de er meget glemt. Der er vel også en grund til at vi har alle de døgninstitutioner og opholdsteder som vi har her i DK. Størstedelen af disse børn, er børn af alkohol/stofmisbrugere og man gør ikke noget ved det, ud over at beklage at det koster samfundet et sted mellem 20.00 og 100.000 kr. pr. barn i anbringelse.

Jeg håber at jeg bliver optaget på DAC - uddannelsen til september 2004 så jeg kan være med til at hjælpe den gruppe af medmisbrugere der har brug for det. Arbejder p.t. på at få hold op at stå i dagregi - 30 timer om ugen og jeg vil gøre hvad jeg kan for at "vi" skal blive synlige og blive accepteret for "vores" måde at være på. Også så vil selv kan tage vare på vores liv uden at skulle være afhængig/medmisbruger.
   I dag kan jeg meget bedre se hvilke mønstre og vaner jeg har og har haft, men der er et stykke vej endnu, det ved jeg.