Assurandør Enrico Ernst ligger i dobbeltsengen, det er morgen. Vækkeuret har netop afsluttet sin infernalske brølen. Enrico Ernst kan mærke hvorledes vækkeurscomputeren er ved at lade op til næste udløsning. Han puffer til sin kone,
"Norma - har du slået det fra?"
"Najahh," lyder det.
Enrico Ernst kan ikke selv nå vækkeuret, han har endvidere sovet dårligt om natten.
Assurandøren valgte at tælle ulykkesforsikringer med begrænset ansvar og sorterede dem dernæst i kundegrupper, et omstændeligt, men søvnfremmende arbejde. Assurandøren har til tider anfald af søvnløshed, og policetælling er det mest probate middel herimod, på nær piller, udover børnemagnyl ønsker Assurandøren ikke at forgifte sit legeme med piller.
"Norma!" Enrico Ernst puffer igen til sin kone, "vækkeuret."
Hans kone vender sig i sengen, smækker benene ud over kanten, bukker sig fremover for at få balance til at komme op. Norma er fyldig, nogen ville kalde hende en stor pige, Enrico Ernst har været gift i mange år, men han undrer sig stadigt over ægteskabets mange mærkelige facetter. Nu fascineres han af den bølgende ellipsoide der rejser sig op fra sengens dybder, han strækker hånden frem for at give den et nap på vej. Så kommer en vældig lyd, Norma prutter, med et sæt trækker han hånden til sig,
"Norma?" siger han skarpt.
"Jamen sødeste Enno," siger Norma, "jeg kunne virkeligt ikke holde mig."
Norma kender sin ægtemands holdninger til de fleste naturlige ytringer -, han bryder sig ikke om dem. Norma har et lidt viltert fordøjelsessystem, og hun døjer ofte med at undgå at dette bemærkes af hendes ægtemand.
Norma er kommet op, Assurandøren mærker en anden nuance blande sig med den normale sengeodeur. Så er det tilstrækkeligt. Han springer ud af sengen, gør sine 20 armbøjninger medens Norma vejer sig på vægten i badeværelset. Man kan godt få den til at vise noget forskelligt. Så ser han ud af vinduet, joe fint vejr. Den grå forårshabit er lige hvad der passer. Enrico Ernst er ikke nogen stor mand, der er noget præcist, rapt, over hans bevægelser, man kunne få den tanke, at han hørte til den slags mennesker, der ville egne sig til soltørring, ligesom rosiner. Og han ved, at habitten klæder ham, og han nyder det. Han finder den frem i skabet, næh den er der ikke. Assurandøren rynker panden.
"Norma -, den grå habit,"
"Jae? Den er til rensning," siger hans frue.
"Det har du haft et halvt år til," siger Enrico Ernst, "du tager dig god tid må jeg sige."
Sagen er at Norma godt kan lide sin mand, men ikke når han er pakket ind i en grå habit. Faktisk kan hun bedst lide ham uden tøj, så hun plejer at gå hans garderobe igennem med jævne mellemrum og smide det væk, hun slet ikke kan lide, for plettet, hullet eller hvad det nu er. Og lægge andet til vask eller rensning, faktisk er det anden gang dette forår, at den grå habit er til rensning, og Assurandøren er ellers noget pillen med ikke at snavse sig til. Habitten har i øvrigt hængt fredeligt i skabet mellem de to rensninger, den ser desværre ud til at kunne tåle adskillige rensninger endnu.
Assurandøren kan mærke at dagen er en dårlig dag,
"Enno!" siger Norma, hun har siddet i sin housecoat på sengekanten og beundret sin ægtemands slanke ben med de glatte sorte hår,
"Enno, kom her over." Hendes ansigt kæntrer i et stort huldsagligt smil.
"Jeg har ikke tid til det nu, Norma, det ved du."
Assurandøren er ved at kæmpe sig ned i sit noget tunge vinter jakkesæt og overvejer, om han skal tage vesten på, så det bedre går at smide jakken. Han beslutter sig til at lade være. Konen rejser sig, og går ned i køkkenet, hun kan ikke lide, når Assurandøren er morgensur.
Enrico Ernst er nu iført sit forretningsimage. Assurandør med eget distrikt ansat hos A/S STANDARDSIKRING, forretningside: "Risiko er styrke." Han går ud i gangen. I dens halvmørke ser han en skikkelse komme glidende imod sig, den har en næsten
gennemsigtig natkjole på, og dens bryster gynger, som ledte de efter et sted at komme ud.
"Hvad er det siger han."
"Det er din datter," siger hun.
"Nej, det du har på."
"Nåh det er en jeg har lånt af Kurts storesøster, er den ikke flot?" og uden at vente svar fortsætter hun. "Er du færdig i badeværelset?"
Han nikker og kanter sig forbi hende, lige før hun drejer om hjørnet til badeværelset, ser han, at den tynde natkjole er kravlet ind mellem hans datters endeballer. Den bliver jo slidt, tænker han instinktivt, og det er endda lånt tøj. Hun burde passe bedre på.
Assurandøren går ned ad trappen, på det næstnederste trin træder han på noget der knaser, hans fod skrider, han fanger halvt gelænderet og sætter sig med et bump, medens et kaos af legoklodser springer til alle sider. Gaven, tænker han, jeg glemte at tage den op i går. Hans 6 årige søn sidder med ymer om munden og kigger ud på ham fra køkkenet.
"Far siger 'for satan', mor, må han det?"
Norma kommer frem i døråbningen:
"Hvad sker der?"
På vej op i stående stilling hører han sin søn:
"Han sparkede til legohuset og det var endda hans gave."
Der er ved at komme nogle ord ud af munden på Norma, men da hun ser Ennos ansigt tøver hun.
"Fik du benzin på bilen i går?" spørger Enrico.
"Ja," svarer hun.
"Godt," siger han.
Så sætter Assurandøren sig med sin kaffe og sin avis.
"Jeg kan da bare lave det igen, ikke mor?" hører han sin søn sige.
"Ja, ja," hysser Norma, "spis nu din ymer, far er træt."
"Så skulle han da sove igen ikke?" forsøger sønnen.
"Skal du ha' mere ymer," siger Norma.
Assurandøren ser fascineret på bollen på sin tallerken, det er en slags dobbeltbolle, smeltet sammen under bagningen, i perspektiv er der noget ved revnen, der hvor de to boller er groet sammen, forsøgsvis lader han kniven glide gennem revnens fure. - Pænt? nænner næsten ikke at spise den. Så beslutter han sig resolut til at skære dobbeltbollen over på den anden led, så har han to i stedet for en, men kniven magter det ikke og kunstværket går i smulder for ham. Assurandøren fisker en kvart sammenhængende bollestump frem og giver sig til at spise den, imens løber han gennem overskrifterne i avisen. - Hov - fabrik nedbrændt! Thøger og Thøger og CO. Den blev jo omforsikret i sidste måned, interessant opgave. Enrico kan godt lide de aspekter ved jobbet der bringer ham i kontakt med det virkelige liv.
"Husk altid," siger han til sine medarbejdere, "husk at bag hver forsikrings begivenhed, der ikke er helt banal, der ligger en skæbne, og den kræver respekt."
"Ja, jeg ved det lyder opstyltet, men det er sandt, det vil I opdage, og det er det, der gør jobbet så spændende."
Den virksomhedsskæbne, som nu ligger foran Enrico Ernst, har han selv været med til at ændre. Gennem en rutine undersøgelse kunne han konstatere, at den var underforsikret. Det var ret nemt at få økonomidirektøren til at indse det samme, og de fik en fornuftig nyforsikring for firmaets driftsmidler på plads. Gennem STANDARDSIKS ventureselskab KVIKSIK fik de også ordnet nogle eksportgaranti forsikringer. Nu er driftsmidlerne væk, men firmaet reddet, i hvert fald rent genopbygningsmæssigt. Der kommer en lille orm frem i Enrico Ernst's tankeverden, den har et skilt på ryggen, forsikringssvindel står der? - Tja, siger Enrico Ernst ved sig selv - aftalen er der heldigvis ingen problemer med, og engagementet er genforsikret.
"Er klokken ikke mange, skat?" forsøger Norma sig.
Assurandøren hører en stemme og ser instinktivt på sit ur.
"Hov, jeg skal gå," siger han.
Bilen bakker langsomt ud gennem carporten, han kigger ud af bagruden. De har fået nye genboer. Der er hængt gardiner op. Assurandørens øjne dvæler lidt ved deres bløde kurver, - Pænt - . De er vist ved at komme på mode igen. Et par bildæk hyler, og en sorthåret mand i en varevogn ruller vinduet ned.
"Hvad med at få ansat en chauffør? Hva'!? Jubelklovn -!"
Bilen bakker og kører uden om Assurandørens sorte Mazda, der er halvt ude på vejbanen. Frækt, tænker Assurandøren, og så - Mærkeligt, jeg så ham slet ikke. Der løber nogle bølger af forvirring, fra tæerne og op til hovedet og tilbage igen. Gennem sideruden ser han pludseligt to børn stå hånd i hånd og tålmodigt vente på at komme forbi. Så får han bilen vendt og kommer af sted til kontoret.
"Godmorgen Enrico," siger hans sekretær, og fortsætter, "Thøger og Thøger er brændt i nat, jeg har lagt sagen frem. Deres advokat har bedt om et møde på hans kontor kl 14, jeg har accepteret, for du er jo ledig, det er vel i orden?"
"Jaja," siger Enrico, "der er ikke noget i formiddag, vel?"
"Nej, det er der ikke."
"Kan du så ikke finde Nordby sagerne frem, vi skal jo have dem gennemgået i næste uge. Jeg tager ud til fabrikken og ser hvor slemt det ser ud."
Det er slet ikke hans job. Det er en stor sag, hovedkontoret kræver en speciel taksator på den slags opgaver.
"Så er jeg forberedt til mødet."
"Javel," siger hans sekretær.
Hun ved også at mødet med firmaet Thøger og Thøger's advokat ikke vil komme til at dreje sig om andet end formalia, men hun ved også at Enrico elsker at vandre rundt på brandtomter og så finder han ikke på at koste rundt med hende så længe.
"Spiser du så frokost her?" siger hun.
"Ja, jeg er tilbage her senest kl 12.30. "Hvorfor han er det, ved han ikke, men han ynder at give klare svar. Hans sekretær havde netop tænkt sig at ordne Nordby sagerne i dag, så hvad kan hun nu finde på ? Det er egentligt for dårligt, at han bare kan gå rundt og nyde det fine forårsvejr.
"Det er godt," siger hun, "så kan du også nå posten før mødet med advokaten."
"Jaja," siger Ernst. "Jamen så går jeg med det samme, farvel."
"Farvel," siger hans sekretær.
Han lukker døren og går ned i parkeringshuset. Hun rejser sig, går over til kaffemaskinen, tager avisen og sætter sig med en kop kaffe.
Assurandør Ernst drejer om hjørnet til industrivej, kører ud til ventilsædet og drejer ned ad motorblokken, han undrer sig hver gang over de besynderlige navne, som de industrivenlige dele af teknisk forvaltning finder på. Man skulle tro det var en fritidspædagog der havde fundet på de navne. Nåh, men her er det, motorblokken 25. Jae, det ser voldsomt ud, Ernst mærker spændingen i maven. Bygningen er på 2 etager. Men der er kun stueetagen og lidt af første sal tilbage hist og her. Lagerhallen, med de flotte limtræsdragere, er faldet sammen som
et korthus. Der er vådt endnu efter slukningsarbejdet. Administrationsbygningen, en stor gammel villa, ligger helt nede ved indkørslen, den er uskadt. Økonomidirektøren står udenfor sammen med to værkmestre, Ernst hilser,
"Jamen, I må da i det mindste kunne rydde op i det," siger direktøren til værkmestrene.
Økonomidirektøren er en kraftig ung mand, hans hals er helt rød ovenover slipset. Henvendt til Ernst siger han:
"Falck kommer om en time og dækker det over, der er af værdi, det er jo efter kontrakten?" "Brødrene," det er kælenavnet for de to direktører Oluf- og Peter Thøger, "er i Amsterdam, men de kommer i eftermiddag. - Ja, De er jo også tilsagt til mødet hos advokaten?"
Ernst nikker. Det er helt klart at Økonomidirektøren ikke helt kan overskue situationen. Ernst føler sig tilfreds med kontrakten. Havde den ikke været i hus, så ville Økonomidirektøren senest ved mødet i eftermiddag have set en afgrund åbne sig foran ham.
"Ja," siger han, "De har jo nok travlt, jeg ser mig bare lidt om, det er vel i orden?"
Økonomidirektøren er glad ved at have en ligemand ved sin side.
"Jae," siger han, "det er jo en frygtelig redelighed, de timelønnede er sendt hjem, der er kun funktionærerne her. Og jeg er jo den eneste, der er tilstede af direktionen."
"Ja," siger Ernst, "funktionærerne må jo vejlede Falck, når de kommer."
"Ja," siger direktøren glad, "jo, men se de dem bare om."
Og han vender sig mod de to medarbejdere. Ernst går over mod brandtomten -.
Tomten er afspærret af politiet, der holder en enlig politibil. En betjent står med ryggen til og snakker med en lærling. De peger ud over tomten. Enrico Ernst er nået hen til afspærringen, han skræver over den for at gå over til lagerhallen, der ligger og stritter med sine ribben som en stor rådden hval.
"Hov de der," lyder en kvindestemme bag ham.
Forbløffet vender Assurandøren sig om. Betjenten er en kvinde og hun råber. Assurandøren går adstadigt hen imod hende. Udover at hun råber, er der noget dristigt ved hendes bevægelser. Hun ligner en der holder krokodiller i svømmebasinnet, og kommer i Se og Hør.
En kvindelig betjent, ja, hvorfor ikke, Enrico Ernst føler pludselig at han er med i et karneval, lærlingen glor, - smiler han?
Ernst er nået helt frem til ordensbetjentinden, eller hvad titlen nu måtte være.
"Kan de ikke se at der er afspærret," siger det uniformerede hunkønsvæsen.
"Assurandør Enrico Ernst A/S STANDARDSIK," siger han og rækker hånden frem.
"Clarence Åkerson, ordenspolitiet," siger hun og gør mine til at ville hjælpe ham tilbage over afspærringen. Hun har en varm og kraftig hånd, men er højst 25.
"Jae, jeg har jo ansvaret for assureringen hos Thøger og Thøger" siger han, og ser betydningsfuldt på hende. Det er helt klart, at hun er lidt i vildrede.
"Og jeg må jo inspicere stedet før krisemødet hos Advokaten," føjer han til, så er der tavshed. I tavsheden bemærker de begge, at deres hænder holder godt fast om hinanden og synes at holde af det. Lærlingen iagttager spændt de to samfundsstøtter. Som ved et trylleslag giver de slip på hinanden. Assurandøren stryger sig over håret, Clarence Åkerssons hånd lander på afspærringen.
"Jae, det må de vel," siger hun tøvende, - "men vær opmærksom på huller og løsthængende genstande og gå ikke ind i bygninger!"
"Selvfølgeligt ikke," nikker Assurandøren. Han vender sig og går over mod lagerhallen, han mærker at 2 par øjne følger ham. - Sådan -, siger en stemme inden i ham.
"Netop," siger Assurandøren højt og sparker til en sten.
Han går igen over mod det pragtfulde hvalskelet. Der er en del pløre efter slukningsarbejdet, nogle steder har der også været ild i asfalten, slidlaget er væk, og man kan se stenene i underlaget stikke op som kaotiske bjergkæder. Helt henne ved lagerhallen mærker han lugten af brand. Han snuser kraftigt ind, det lugter af harpiks, træ og plastic og nogle andre tiltrækkende og ubestemmelige lugte, brændt radio, tænker han, og mindes sin drengetids eksperimenter med nogle af de mærkelige ting man kunne finde inde i kasserede radioer. Så får han øje på betontrappen ned til kælderen, en murstensskillevæg er faldet ned over dens ene side, men trappen er næsten fri, han træder prøvende ned på den, han kan se nogle revner, hvor armeringsjernet kigger frem, rustrødt efter nattens prøvelser.
Den er da vist solid nok, for enden er der en jerndør ind til kælderen, hvordan mon den har klaret sig? Han træder et skridt til ned. Betjentinden råber noget, lærlingen er væk, han vinker til hende og dukker ned i trappeskakten. Holder man sig inde ved væggen, så skulle det nok gå. Den kildrende spænding af eventyr kommer igen i maven.
Da han er halvt nede hører han en skarp stemme fra trappens top.
"Vil de straks komme op -."
Han kigger op. Hun ser vred ud, har sikkert været en hidsigprop som barn.
"Så, så, bare rolig," siger han, og fortsætter nedad, ordensmagtens repræsentant tager resolut et par skridt ned ad trappen, den gynger under ham.
"Hov pas på," råber han og laver et skråt spring ned udover trappen. Trappen ophører med at være trappe, den klapper sammen og falder ind mod væggen. Med et elegant afsæt springer ordensbetjenten over mod den modsatte side og lander i en dynge murbrokker, trappen gynger lidt i sin nye uvante stilling, det sidste armeringsjern giver op og med en knagende piben synker den sammen. Den minder ham om en bændelorm. Knæene dirrer svagt under ham og han lægger mærke til at han trækker vejret hastigt.
"Kom de noget til" siger han, hun sidder på hug og gnider sit ene ben,
"Næh" siger hun, og fortsætter i, skolelærerindetone, "kan de nu forstå, hvorfor stedet her er afspærret?"
"Tjae," siger han og kigger op af deres fangehul, der er en 4 meter op hele vejen rundt, måske lidt mindre hvis man stiller sig op på trappens rester, eller på en dynge murbrokker. Hun følger hans blik.
"Hvis de stiller dem op ad væggen derovre," siger hun og peger, - "og jeg så står på deres skuldre, så tror jeg, at jeg kan komme op, og så bliver de roligt her, til vi får fat i en stige." Han ser lidt på hende, hun ser tung ud. Skal hun så også stå på hans hoved?
"Næh," siger Assurandøren, "vi skal vist ikke have flere cirkuskunster her. Døren der henne fører ind til sikringskælderen under hallen, og i bygningens anden ende er der en kørselsrampe op, så vi kan roligt spadsere ud i friheden."
"Er de sikker på det?" siger betjenten, hun ser tvivlende ud, men der er noget i hendes stemme, der fortæller Enrico Ernst, at han har overtaget ledelsen.
Han går hen til døren, skraber nogle betonrester til side og prøver at åbne den. Dørrammen har slået sig, og døren er tung at åbne. De kanter sig indenfor og går et par skridt frem. De står på en mørk trappeafsats og ordensbetjenten går tøvende et trin ned.
"Er det denne vej?" siger hun og vender sig. Døren smækker tungt i bag dem og efterlader dem i bælgmørke, der lyder en klingende lyd, - dørhandtaget -, det er faldet af!
Assurandøren dukker sig og famler efter det. Øjeblikkeligt eksploderer noget hvidt i panden på ham, han har stødt hovedet mod en betonklods. Herefter sker tingene i hastig rækkefølge. Enrico vakler bagud, falder over ordensmagtens ben og slår en baglæns kolbøtte ned ad trappen og lander med et mægtigt plask i vand -. Hele underkælderen er fyldt med slukningsvand. Han kommer op, kan ikke bunde og plasker forvirret rundt mellem opblødte papkasser.
"Hallo," råber betjenten, "svøm her over." Men Enrico har mistet orienteringen og plasker i den gale retning. Medens ekkoet stadigt runger mellem betonvæggene, og Enricos plasken får det til at lyde som sælernes fodringstid, tager betjenten en rask beslutning, hun smider støvlerne og uniformsbukserne og springer i. Vandet er iskoldt. Hun kommer op og tager pejling af Enrico efter lyden. Enrico har været under vandet et par gange, han mærker, hvordan hans krop er ved at stivne. Griber med valne fingre efter endnu et forræderisk stykke pap, spjætter med benene og synker. Clarence Åkersson svømmer med raske tag hen over ham, opdager det, dykker og får fat i ham. Bakser ham på plads i bjergningsstilling, træder vande indtil bølgeskvulpene røber, hvor trappen befinder sig, og lidt efter har Clarence Åkerson igen bund under fødderne og en besvimet Assurandør i armene.
Vandet er koldt. Clarence både mærker og ved, at her kan de ikke blive meget længere, hun får fat i trappe gelænderet, lirker sig ind under Assurandøren, så hun har ham på skulderen og får hevet sig op af trappens første trin. Enrico Ernst vågner ved at han brækker vand op, han opdager at hans kind i en gyngende bevægelse smækker ind mod en både fyldig og muskuløs bagdel.
- Han bliver båret? Skal jeg ha' smæk? farer det igennem ham! Nej! - og hugger hele gebisset ind i kødet. Med et skrig smider Clarence Åkersson ham på trappeafsatsen og sætter sig på enden. Idet samme brager kælderdøren op og en overbetjent står i åbningen. Hans blik fejer over de 2 mennesker indenfor, så fæstner det sig ved den halvafklædte ordensbetjent.
"Han bed," hvæser Clarence Åkersson, og peger mod Assurandøren.
"Betjent Åkersson, kunne de ikke holde deres stævnemøder udenfor tjenesten," siger overbetjenten og drejer hovedet.
"Og hvem er så De?"
"Det ved jeg ikke," siger Enrico Ernst.