Prolog
   

“What moon songs do you sing your babies?
   What sunshine do you bring?
   Who belongs? Who decides who’s crazy?
   Who rights wrongs where other cling?”
   - Billy Corgan

   ”Visse mennesker siger, at kærligheden er lunefuld og jeg ved - af egen erfaring - at disse mennesker ikke er pessimister, men fortalere for en af virkelighedens store sandheder. Jeg fandt mig selv i en situation, hvor alt omkring mig mistede sin betydning. Alt på undtagelse af en pige.
   Det hele startede en varm dag i august i 1999, da jeg mødte op på Avedøre Gymnasium for at tage hul på to års HF uddannelse. Det var den dag, jeg så hende for første gang og det jeg så, var en engel.
   Hun havde lyst hår og krøller, der slangede sig ned over hendes skuldre og en ansigt der skinnede i solen, som var det det fineste porcelæn. Jeg kan ikke huske, hvad hun havde på den dag, men når jeg ser tilbage, forestiller jeg mig en blændende hvid kjole. En af den slags kjoler man kan forestille sig, at englene i himmelen går med.
   Der gik en uge, allerhøjest to, før jeg forelskede mig i hende og det var både dejligt og forfærdeligt på en gang. Hvis du kan forstille dig en følelse af at svæve rundt blandt de blødeste skyer, med en byrde der tynger en ned. En uendelig tung byrde der truer med at flå ens krop fra himmelen og slynge en hovedkulds tilbage mod jorden, for at blive knust mellem høje bygninger og smukke enge.
   Kærligheden er en underlig størrelse. Hvis man er alene om at bære den, er den tung som bare fanden, men hvis man er to, bliver den let som en fjer. Let som skyerne i Guds rige.
   Hun hed Stine.
   Pigen jeg med glæde ville have tilbragt resten af mit liv sammen med, hed Stine. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har haft lyst til at fortælle hende om mine følelser, hvor mange gange jeg har haft lyst til at flå hjertet ud af mit bryst og give det til hende, så hun kunne tage det og holde det tæt ind til sig og gøre med det, hvad hun havde lyst til. Jeg ønskede inderligt at sige de berømte ’tre små ord’.
   Og når jeg så lå på knæ foran hende med mit bankende hjerte i mine skælvende hænder, ville jeg være ligeglad med, hvad hun gjorde med det. For min skyld kunne hun tage det og smide det til jorden og trampe på det. Jeg ville bare have løftet vægten fra mit brust. Men jeg turde ikke sige noget og jeg hadede mig selv for det. Jeg hadede mig selv så inderligt.
   På et tidspunkt ønskede jeg faktisk at hun ville komme hen til mig og fortælle mig hvor meget hun hadede mig. Så ville jeg da i det mindste ikke rende rundt med håbet. Det giftige håb jeg bar rundt på og som - for hver dag der gik - spredte sig lidt mere i min krop. På et tidspunkt ønskede jeg faktisk at dø hurtigt og smertefrit, så jeg ikke behøvede at føle giften æde sig igennem mig. Så jeg ikke behøvede at føle smerten og håbet.
   Men jeg døde ikke og mens jeg svævede rundt blandt skyerne med min byrde sikkert fastspændt på ryggen, nærmede jeg mig det tidspunkt, hvor tyngdekræften ville overtage og slynge mig mod jorden, så jeg kunne blive knust og dø ved siden af min engel.
   Så jeg kunne tage mine sidste åndedrag, mens jeg badede mig i lyset af hendes sølvblanke kjole og vindende smil.
   Så jeg kunne dø under månen sørgmodige skær.”


Kapitel 1
   

”I’ll sing for you if you want me to
   I’ll give to you
   And it’s a chance I’ll have to take
   And it’s a chance I’ll have to break”
   - Billy Corgan

   Vinden hev legesygt i mit hår og dansede hen over mit tøj, mens jeg med ivrige skridt nærmede mig AG. Det var en kølig fredag aften og en aften jeg havde set frem til i nogle uger. Jeg havde bestemt mig for, at denne fest ville blive anderledes. Jeg havde indgående lovet mig selv at jeg ville tale med Stine. Fortælle hende min hemmelighed.
   Over mig var himlen mørk bortset fra en stribe af rød i horisonten og jeg vidste, at månen inden længe ville stige op og indtage nattens rige. Den sølvgrå skive jeg havde forelsket mig i. Den sølvgrå skive der mindede mig om Stine, selv om jeg endnu ikke helt havde fundet ud af hvorfor.
   Mine sko knasede mod asfalten og gennemtrængte den dybe stilhed, som de tidlige aftentimer havde bragt med sig. På Byvej kørte en enkelt bil forbi og kort tid efter blev bilens motor overdøvet af aftenens stilhed. Jeg trak vejret dybt og forsøgte at nyde stilheden og den friske luft - bare et øjeblik - inden festens musik, lys og kvælende røg indtog mine omgivelser og satte en stopper for den kortvarige frelse, jeg havde fundet under den åbne himmel. Jeg ville komme til at savne det og det eneste der trak mig mod festen, var min engel - min Stine.
   Da skolen dukkede op og jeg drejede ned mod indgangen, forsvandt iveren i mine skridt og et spørgsmål invaderede mit sind: ”Ville det være en fejl af fortælle hende det?” Der gik ikke mange sekunder inden jeg havde overbevist mig selv om, at det var det ikke.
   ”I aften,” mumlede jeg og stoppede op et øjeblik. Henne ved indgangen stod der to personer og snakkede. Han smed et skod fra sig og grinede hjerteligt af noget, hun havde sagt. Jeg trak vejret dybt, tog mine cigaretter frem og tændte en smøg uden at flytte blikket fra de to. Et jag af forhåbning for gennem min krop, da han lænede sig frem og kyssede hende blidt. Jeg lukkede øjnene et øjeblik og nød køligheden en sidste gang, inden jeg gik hen og åbnede en af skolens røde hoveddøre.
   Vandrehallen var fyldt med festglade mennesker, der snakkede højlydt og drak deres øl og sodavand. Jeg tog mig tid til at tage min pung op af jakkelommen, mens jeg lod cigaretten dirre mellem mine læber. Kort fra mig var der en pige, der tabte sin øl, til stor underholdning for Jonas og to andre jeg ikke kendte. Jeg smilede kort, tog min pung i baglommen og gik over mod den nye ølsø, der langsomt spredte sig mere og mere på gulvet. Jonas opdagede mig, da jeg var et par meter fra ham. Han løftede hånden til hilsen og gik mig i møde.
   ”Jonas,” sagde jeg og greb hans hånd. Pigen der havde tabt sin øl, daskede en af drengene på skulderen. Jeg smilede og pegede på hende. ”Alkoholmisbrug.”
   Jonas grinede højt.
   ”Ja, Kenneth,” svarede han og henvendte sig så til hende. ”Nogle ved bare ikke, hvordan man skal behandle øl.”
   Jeg klappede ham på skulderen.
   Pigen gav ham fingeren.
   Han gengældte hendes hilsen med et smil.
   ”Jeg går lige ned med min jakke.”
   Han nikkede og vendte tilbage til sine venner. Jeg kørte en fraværende hånd gennem håret og gik ned til garderoben, hvor jeg afleverede min jakke, betalte og fik udleveret mit bøjlenummer.


* * *
   Jeg sad alene i spisesalens halvmørke og drak langsomt af en lunken øl, jeg egentlig ikke havde lyst til. Mit blik gled omkring nede foran scenen, hvor folk dansede. Det levende hav af mennesker var badet i farvet - rødt, gult, blåt, grønt - lys, der sprang rundt i lokalet. Jeg kunne ikke se Stine nogen steder. Måske var hun ikke kommet endnu. Mit blik forsøgte at fange et glimt af uret til højre for scenen, men selv om luften pulserede af farver og lys, kunne jeg ikke se hvad klokken var. Et nummer sluttede og et andet startede. Det var for mig ret ligegyldigt. De lød alle ens i mine ører.
   Jeg lod min halve øl stå og rejste mig.
   Vandrehallen var ikke nær så fyldt, som den havde været, da jeg ankom. Kun området ved baren var proppet og folk maste venligt for at komme frem og få noget at drikke. Blandt dem stod Michael og Tilde.
   Jeg kiggede mig omkring og fik øje på Jonas. Han sad sammen med en eller anden og drak en øl. Med langsomme skridt gik jeg over mod dem. Bare for at gøre et eller andet.
   ”Kønæd.”
   Stemmen kom fra højre og jeg drejede hovedet. Mikkel, en stor fyr fra min klasse, stod nogle meter væk. Han var i færd med at stoppe en pakke cigaretter tilbage i sin jakkelomme og begyndte så at gå mod mig.
   ”Jeg foretrækker ’Hr. Æfæd’,” svarede jeg, for at holde trit med den indbyrdes vittighed. Den stammede fra en engelsktime hvor Peter, Mikkel og jeg arbejdede sammen om et projekt i PowerPoint. Da Peter skulle skrive mit navn, gik det fuldstændig galt og det endte med at opgaven var lavet af Peter, Lobo og Kønæd Æfæd. Undskyld. HR. Æfæd.
   ”Er du i Party-humør?” spurgte Mikkel og tændte sin smøg.
   ”Selvfølgelig! Hvad med dig?”
   ”Altid,” kom det muntert fra ham og han sugede dybt på sin smøg. ”Jeg skal lige ned med min jakke. Køber du noget øl?”
   Jeg nikkede. ”Yes.”
   ”Godt nok. Jeg er tilbage lige om lidt.”
   Han gik ned mod garderoben og jeg tog min pung frem for at finde penge til to øl. Af en eller anden grund havde jeg pludselig fået lyst til en øl. En kold øl.
   Henne ved baren hilste jeg på Michael og Tilde og stillede mig afventende i kø. Oppe i baren stod Svenning Svenningsen, en af skolens matematiklærere og en mand, der havde tæsket mig i skak flere gange end jeg kunne lide at huske. Manden var en rent skakgeni, mente jeg. Eller også var det bare fordi jeg var dårlig.
   Jeg købte to øl og stillede mig ved kantinen. Kort fra mig stod der to og kyssede. Jeg vendte mig fra dem. Min egen smerte tvang mig til det. Jeg ønskede ikke at se andre mennesker lykkelige, når jeg ikke selv kunne være det. Jeg havde lyst til, hvor egoistisk det så end må lyde, at dele min smerte med alle andre. Jeg havde lyst til at se andre mennesker lide. Jeg ville se deres smerte.
   Så ændredes alt pludselig.
   ”Hej Kenneth.”


Kapitel 2
   

”I go along just because I’m lazy
   I go along to be with you
   And those moon songs that you sing your babies
   Will be the songs to see you through”
   - Billy Corgan

   Stine smilede varmt til mig.
   Jeg fik lyst til at kaste mig på knæ foran hende og kysse hendes ben og fødder. Jeg fik lyst til at slynge armene omkring hende og knuge hende tæt og aldrig give slip. Jeg fik lyst til at gribe hendes smukke ansigt mellem mine hænder og overstrø hende med blide kys. Jeg fik lyst til at give hende mit hjerte og bede hende om at elske mig og tilbede den skønhed og renhed og uskyld jeg så i hendes øjne.
   I stedet smilede jeg bare tilbage.
   ”Hej.”
   ”Har du set nogen af de andre?” spurgte hun rettede på sit hår. Jeg skulle lige til at fortælle hende, at hun ikke skulle rette på det perfekte, men tog mig selv i det.
   ”Kun Michael og Tilde,” svarede jeg og tog hænderne i lommen. Igen fik jeg en umådelig lyst til at kysse hende. ”Og Mikkel. Han er nede og aflevere sin jakke.”
   “Okay.” Hun rettede på sin bluse. “Jeg køber lige en øl. Vi ses.”
   Jeg nikkede.
   “Ja.”
   Hun gik over til baren og stille sig i kø. En eller anden fyr kom til at skubbe til hende og sagde undskyld. Hun smilede og et jag for gennem mit hjerte. En tanke jeg aldrig før havde tænkt, tonede frem i mit sind. En forfærdelig tanke.
   Hvad hvis hun allerede har en kæreste?
   Det havde aldrig rigtigt faldet mig ind, at hun også havde et liv, ud over når jeg så hende. Og hun var en smuk pige. Det var ikke umuligt at hun allerede havde en. En der kyssede hende, som jeg ønskede at gøre det. En der elskede hende, som jeg gjorde. En der mærkede hendes krop mod sin. En der…
   “Fuck,” hviskede jeg sagte.
   “Hvad er der?”
   Jeg snurrede forskrækket rundt og var nær faldet. Mikkel stod med en smøg i flaben og kiggede indgående på mig. Så gik der noget forbi os, der pludselig fangede hans opmærksomhed og mit udbrud var glemt.
   “Ohh,” gnækkede han, mens hans øjne langsomt vrikkede i takt med en bagdel, der forsvandt ned mod toiletterne. “Røv.”
   Jeg lænede mig lidt frem for at fange et glimt af den føromtalte legemsdel, med pigen var allerede forsvundet. Jeg trak kort på skuldrene, da Mikkel igen kiggede på mig og rakte ham en kold øl. Han tog glædeligt imod og førte glasset op mod munden.
   “Yeah. Ned med lortet.”
   Jeg nikkede.
   “Ned med det,” svarede jeg og drak.


* * *
   Aftenen forløb stille og roligt, alt imens folk indtog alkohol og humøret blev bedre og bedre. Samtaler steg i styrke, mens folk fik sværere og sværere ved at snakke rent og høre efter. De første nye par havde allerede fundet sammen og flere gamle havde forladt festen, for at søge stille og rolige steder, hvor de kunne være alene. Andreas var ankommet med sin kæreste, Tilde var gået hjem, Christina og Pernille var ankommet, Jonas var gået hjem, Peter var ankommet og en eller anden putte-G’er havde ørlet i et af vandrehallens askebægere og var gået hjem.
   Jeg var personligt godt beruset, i dårligt humør og jeg følte mig meget alene, på trods af Mikkel og Peters forsøg på at få mig i bedre humør. De vidste begge to at jeg havde følelser for Stine. Faktisk, tror jeg nok, vidste det meste af klassen det. Måske vidste Stine det endda.
   Kantinens mørke indhyllede mig og jeg sad, for anden gang den aften, med en lunken øl, jeg ikke havde lyst til. Ved bordet sad også Mikkel, Peter, Andreas, Pernille og (suk) Stine. Jeg fulgte med i de spredte samtaler uden rigtig at høre efter og mit blik gled konstant hen til min elskede engel.
   Jeg elsker dig, tænkte jeg og sukkede uhørligt.


* * *
   ”Hey.” Det var Mikkel. ”Prøv at se.”
   Jeg kiggede, men min interesse lå andre steder.
   Vandrehallen var ikke så fyldt, som den havde været. De fleste var trukket ind i kantineområdet eller var gået hjem, og Mikkel og jeg sad på trappen ned til garderoben og drak. Jeg havde egentlig ikke lyst til det, men et eller andet skulle jeg jo tage mig til. Så jeg drak. Mikkel slukkede en cigaret på trappen og kørte en hånd hen over sit hår.
   Pigen (eller rettere: pigens røv) som Mikkel havde udpeget for mig gik langsomt ned af trappen. Hun havde meget lave bukser på og det sted på hendes krop hvor lænd bliver til baller, var synligt. Mellem buksekanten og en tynd sølvkæde der hang på hendes hofter baskede en tatoveret sommerfugl med sine vinger.
   Men - som sagt - lå min interesse andre steder.
   ”Ja.” Min stemme var spag og nedtrykt.
   ”Hvad er der galt?”
   I mine ører lød han ret ligeglad, men jeg var glad for at han havde spurgt. Det bedste ville være at fortælle Stine at jeg elskede hende, men jeg kunne vel også fortælle Mikkel det. At jeg elskede Stine, vel at mærke. Bare få det ud. Sige det højt.
   ”Jeg er ikke videre interesseret i hendes røv,” svarede jeg. Det var ikke helt sandt – hun havde en meget lækker røv – men det var en røv, jeg ville glemme inden længe. ”Min interesse ligger et andet sted.”
   ”Jeg begynder lidt at frygte for dig,” sagde Mikkel og et eller andet i hans stemme fortalte mig, at han forsøgte at være morsom. ”Jeg mener, hvis du ikke er interesseret i kvinder.”
   Jeg smilede kort.
   ”Okay. Jeg er ikke interesseret i hende.” Jeg pegede mod pigen, der forlængst var forsvundet. Mikkel kiggede først ned af trappen og tog en tår af sin øl. Så kiggede han på mig. Et seriøst udtryk var gledet over hans ansigt. Så sagde – spurgte – han et enkelt ord.
   ”Stine?”
   Jeg nikkede langsomt.
   ”Tal med hende.”
   Jeg stillede min øl fra mig og kørte en hånd gennem håret. Ja, det ville være så let, ikke? Tal med hende. Kræng dit bryst op og lad hende tage dit hjerte. Jeg rystede kort på hovedet.
   ”Hvis du vidste hvor tit, jeg har sagt det til mig selv.”
   Han tog en tår af sin øl. Ikke langt fra os var der en der begyndte at grine. Vi kiggede begge to mod latteren kortvarigt.
   ”Jeg ved godt, det ikke er let,” sagde Mikkel så. ”Jeg havde ikke været sammen med min kæreste, hvis det ikke havde været fordi jeg var fuld den aften. Det har jeg vist fortalt dig før, ikke?”
   Jeg nikkede.
   ”Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige,” sagde han og drak. ”Jeg kan kun sige: tal med hende. Resten er op til dig.”
   Jeg nikkede.
   Omkring os festede folk videre. Mit humør var sunket endnu lavere, på trods af Mikkels ord og jeg tror, at Mikkel også mærkede det, for han tog det ikke op igen. Han sad bare og drak og lod mig få orden på rodet i mit hoved. Tal med hende. Ja, hvorfor ikke? Hvad havde jeg at tabe? Det var jo trods alt det eneste grund til, at jeg var taget til fest. Tal med hende. Tal med hende.
   Jeg kørte en hånd igennem håret og tog en tår øl. Pludselig var jeg opsat på at tale med hende. Fuldstændig opsat på det. Det havde jeg ikke været da jeg ankom til festen, selv om jeg – på det tidspunkt – havde forsøgt at bilde mig selv det ind. Det var alt sammen noget lort, men jeg kunne rette op på det. Hvem ved, måske ville hun sige ja. Måske var hun forelsket i mig. Måske.
   ”Jeg elsker hende.”
   ”Undskyld?” Mikkel vendte sig mod mig.
   ”Jeg elsker hende,” gentog jeg.
   Mikkel klappede mig på skulderen.
   ”Så tal med hende.”
   Jeg nikkede... og rejste mig.


* * *
   Jeg havde nikket og jeg havde rejst mig. Nu skulle jeg bare finde hende. Gå imod lyset, hviskede en stemme i mit hoved og jeg smilede. Find lyset fra hendes kjole. Kærligheden kan gøre en vanvittig.
   Jeg tændte en smøg og gik ind i kantineområdet. Der var mørkt og fyldt med mennesker og larmende af helvede til.
   Jeg finder hende sgu da aldrig, tænkte jeg, men fik straks øje på hende. Hun var nede på dansegulvet og stod og dansede med en eller anden fyr. Straks skød et eller andet gennem min krop. Jeg vil umiddelbart gætte på, at hvad det end var, så havde det grønne øjne.
   Jeg er glad for, at jalousien kom. Ellers ville jeg aldrig havde fundet mod, til at gå hen til hende. Da hun endelig stod mindre en to meter fra mig, var modet der bare og jeg prikkede hende på skulderen. Hun vendte hovedet og jeg gik tættere på hende. Da jeg sagde noget, rystede min stemme ikke det mindste.
   ”Kan vi snakke sammen?”
   ”Hvad?”
   Hold kæft, hvor er hendes stemme smuk, tænkte jeg.
   ”Kan vi snakke sammen?”
   Hun kiggede tilbage på fyren, der stod afventende og så lettere irriteret ud. Så kiggede hun tilbage på mig.
   ”Nu?”
   Jeg nikkede, men nåede kun halvvejs gennem det første.
   ”Jamen, jeg danser.”
   ”Jeg vil stadig gerne snakke med dig.”
   ”Ikke nu,” svarede hun og vendte tilbage til dansen.
   Jeg elsker dig, tænkte jeg, men det blev ved tanken.


Kapitel 3
   

”I’ll hear your song if you want me to
   I’ll sing along
   And it’s a chance I’ll have to take
   And it’s a chance I’ll have to break”
   - Billy Corgan

   ”Jeg elsker dig,” hviskede jeg stille til aftenen, der langsomt blev til nat, og til månen, der smilede ned mod mig. Da Stine havde afvist mit ønske om at tale med hende, havde jeg mistet håbet og havde hentet min jakke. Der skulle dog kun den kolde vind til at få mig på bedre tanker. Eller også var det månens sørgelige blik.
   ”Tal med hende,” hviskede månen til mig og i dens stemme hørte jeg også Mikkels ord. ”Jeg kan kun sige: tal med hende. Resten er op til dig.” Resten var helt op til mig.
   Jeg gik langsomt om til ruderne, der vendte ind mod kantinen og stillede mig tæt ved et af dem. Det regnede let og enkelte dråber løb ned af det kolde glas. Bag ruden, omringet af lys og musik, dansede Stine. Mine øjne fulgte hendes krops bevægelser og håbet steg i mig. Jeg tog hvert eneste øjeblik til mig og nød at kunne se på hende. Bare se på hende.
   Hendes lange krøllede hår, hendes arme, hendes ben, hendes bryster, hendes krop. Det hår jeg længtes efter at dufte til, de arme og ben jeg længtes efter at have rundt om mig, de bryster jeg længtes efter af massere blidt, den krop jeg længtes efter at holde tæt til min.
   En enkelt tåre forlod mit højre øje og bevægede sig langsomt mod min hage, hvor den hang et øjeblik, inden den blev offer for tyngdekraften og faldt mod jorden.
   ”Jeg elsker dig,” hviskede jeg igen.


* * *
   Det regnede stadig 20 minutter senere, mens jeg stod udenfor skolens hoveddøre og ventede på at hun skulle komme. Jeg havde intet imod regnen og tid var en ting jeg havde masser af. Jeg skulle bare vente og så ville hun være hos mig. Bare lidt endnu. Bare lidt.
   Jeg vendte ryggen mod skolen og kiggede ud i det tiltagende mørke. Regndråber løb langsomt ned af mine kinder og indimellem også en tåre. Mit blik gled op mod himlen og hvad der end måtte være deroppe. I et kort øjeblik følte jeg en stor trang til at falde på knæ og bede Gud om at gribe ind. Bede Gud om at få Stine til at elske mig. Så kiggede jeg i stedet ned i jorden og tørrede mit ansigt.
   ”Kenneth.”
   Stemmen kom bagfra og jeg vendte mig langsomt om. Fra de rødmalede hoveddøre kom Mikkel gående imod mig. Han tændte en smøg og stoppede op ved siden af mig.
   ”Fik du talk med hende,” spurgte han.
   Jeg rystede på hovedet.
   ”Ikke endnu, hva’?” spurgte han så og tog et hiv af sin cigaret. Jeg kiggede på ham og sukkede dybt. Hvor må han være glad, tænkte jeg. Han har en kæreste og han har Gud på sin side.
   ”Nej,” svarede jeg. ”Jeg venter på hende.”
   ”Hun er på vej ud,” sagde han og et velkendt stød for gennem min krop. ”Jeg så hende nede ved garderoben.”
   Jeg sagde ikke noget. Følte ikke at der var nogen egentlig grund til det. Trods alt kunne jeg jo ikke få mere hjælp fra Mikkels side. Han havde allerede hjulpet mere end rigeligt. Han havde givet mig mod og i det øjeblik – uden for AG’s grimme bygning, under nattens himmel – gik det op for mig at jeg faktisk så op til ham. Uanset hvad Stine så end sagde, så havde jeg ham at takke. Mikkel brød stilheden.
   ”Nå, nu vil jeg gå hjem og få noget fisse.”
   Jeg smilede kortvarigt. Hvor upassende det sætning så end var, på grund af min position, fandt jeg den ret morsom. Helt ærligt troede jeg ikke på, at han ville kunne få den op og stå i sin tilstand. Jeg tror ikke, at nogen ville kunne få den op og stå i den tilstand.
   ”Jamen, så må du hygge dig, Mikkel.”
   Han nikkede.
   ”I lige måde, du.”
   Og så var han væk og jeg stod endnu engang alene, og endnu engang hviskede månen til mig og endnu engang hørte jeg Mikkels stemme og stemmerne der tilhørte alle de andre jeg havde fortalt om mine følelser til Stine. Martins, Pers, Jespers, min mors.
   ”Tal med hende,”hviskede de. ”Tal med hende.”
   Jeg kiggede op mod den sørgmodige måne og nu lod jeg tårerne løbe som de ville. Jeg vidste hvad jeg ville gøre og jeg havde i høj grad tænkt mig at gøre det. Everything else be damned!
   ”Det kan i lige tro jeg vil.”


* * *
   Det regnede stadig 20 minutter senere, da Stine stod foran mig. Festen var slut, de sidste gæster var ved at få udleveret deres tøj, musikken var blevet slukket og lyset tændt, og foran mig stod Stine. Min engel. Jeg vidste hvad jeg ville sige og jeg vidste hvordan jeg ville sige det. Jeg vidste at min stemme ville ryste og nervøsiteten var allerede begyndt at sætte tænderne i min rygrad, men jeg ville sige det. Endelig.
   Måske ville hun bære byrden sammen med mig, måske ikke. Det var ikke det, der var det vigtigeste. Det vigtigeste var, at hun fik det at vide, at jeg fik det sagt, at jeg fik sagt det højt.
   Månen smilede, Stine smilede, jeg smilede og i det øjeblik, lige før jeg sagde de tre små ord, var der fred i min sjæl. Jeg vidste, at jeg kunne fortælle hende om mine følelser og hendes svar kendte jeg ikke til. Det var en perfekt situation, som jeg ville – og stadig vil – ønske at jeg kunne leve i for evigt. Viden bag mig, uvished foran mig.
   Og mens jeg stod der, undefor AG, under himlen, i nattens rige åbnede jeg munden og talte. Det var så fredsfyldt og perfekt, og jeg talte. Stine smilede, jeg smilede og jeg talte. Jeg talte.
   ”Jeg elsker dig. Jeg elsker dig, Stine.”


Epilog
   

”I’m in love with you
   I’m in love with you
   I’m in love with you”
   - Billy Corgan

   ”JEG ELSKER DIG. Findes der andre sætninger, der indeholder lige så meget magt som disse tre ord? Findes der andre sætninger, der kan vække så mange følelser til live i det menneskelige sind?
   Kærlighed, jalousi, sorg, glæde, had.
   I mit tilfælde bragte de tre små ord en indre fred, fordi jeg fik løftet en enorm byrde fra brystet. Jeg havde sagt det. Jeg havde fortalt hende om mine følelser. Jeg havde endelig fået giften ud af kroppen. Men de bragte også noget andet. Et svar.
   NEJ. Et enkelt ord med mindst lige så meget magt som de elskendes sætning. Dette ord kan virke som et slag i ansigtet og indeholder så meget kraft, at det - i mit tilfælde - slog mig fra himlen og sendte mig hovedkulds mod jorden, på trods af at min byrde var væk. Smerten var ulidelig, men det må man tage med. Jeg ville ikke ønske det på nogen anden måde. Smerten viste mig, at jeg virkelig elskede hende.
   Elsker hende.
   La Luna, månen, min sørgmodige ven. Jeg så ikke Stines ansigt i månen, men mit eget. Den forvarslede mit fald. Den forvarslede min smerte, min sorg. Den lærte mig en månesang, der kørte inde i mit hoved og som jeg inderligt ønskede at Stine ville synge med på. Nu ved jeg at det var min sang og min alene. Hun vil aldrig synge den. Hun vil aldrig blive min. Aldrig. Aldrig.
   La Luna.
   Månen.
   Min sørgmodige ven.
   Farvel.”