Vinden føles dejlig mod hans varme hud og han sukker svagt, mens den kærtegner hans ansigt og hænder. Solen skinner fra en skyfri himmel og folk har lagt hverdagen til side for at nyde varmen og sommeren, der for en gangs skyld er kommet lidt før tiden. Det er kun april - starten af april endda.
   ”Det må jeg sgu sige,” havde han selv udbrudt, da han åbnede gardinerne til sit værelse. ”Solen skinner sgu.”
   Og det gjorde den sgu; men visheden om at den kunne forsvinde, lige så hurtigt som den var kommet, havde fået ham til at tage sig en fridag. Et lille forskud på den sommer, der var mødt op lidt før tiden og sikkert også gik lidt før tiden. Det gjorde den jo normalt. Gik før tiden, altså.
   Han havde forladt sin lejlighed lidt over ni og var gået ned til sin stambodega for at få sig en kold øl. Normalt ville han ikke drikke øl så tidligt, men det var jo heller ikke en helt normal dag… vel? Solen skinnede jo. Så han havde brugt 2 timer på at drikke en enkelt øl, mens han nød vejret og Dittes selskab.
   Hun havde set ham fra den anden side af gaden og var kommet over til ham. De havde kendt hinanden et par år og han kunne godt lide hende - meget godt endda - men hun havde kæreste på, så han havde ikke på noget tidspunkt jagtet hende. En eller anden form for moral har man da, havde hans far altid sagt og ja, det havde han.
   Ditte var 22 år – 2 år yngre end han selv – og hun var en af den slags kvinder, der kunne få havnearbejdere og truckere til at savle og råbe alskens frække ord og opfordringer. Det havde hun efterhånden lært at leve med. Som hun altid sagde: ”Man er kun forfængelig om sit udseende, hvis man selv siger at man ser godt ud. Hvis andre gør det, er det dem der er forfængelige.” Det var måske ikke korrekt, men hun havde alligevel taget det til sig som sit motto.
   Hun så godt ud. Ingen tvivl om det. Hun havde langt mørkebrunt hår, der slangede sig ned over hendes skuldre og hendes ansigt lignede mest af alt porcelæn. Det var smalt (lidt for smalt, sagde hun altid) og hun havde høje kindben, der gav hende et meget ungt udseende. Blå øjne, skinnende røde læber (selv om hun ikke brugte makeup), en smal næse og den pæneste hud, han nogensinde havde set. Personligt ville han slå ihjel, hvis han kunne få hud, der bare mindede lidt om hendes. Hans øgenavn gennem tiende klasse og hele gymnasiet havde været charmerende ord som ’kraterfjæs’ og ’månelanding’.
   Det var ikke fordi han havde haft en forfærdelig barndom og skoletid, langt fra. Øgenavnene var hovedsaligt kommet fra hans rigtig gode venner og var generelt ikke andet en venligsindede drillerier, hvor ondskabsfulde de så end måtte have lydt i andres ører. Han havde personligt aldrig taget dem alvorligt. Han havde da også opdigtet diverse navne til de andre.
   Han sagde farvel til Ditte og modtog glædelig hendes venlige kindkys. Så tog han en tur ned i parken og fandt en enlig bænk, der stod under skyggen af et stort egetræ. Mens fuglene sang omkring ham sad han og slappede af, mens han prøvede at forstille sig sin tilværelse, hvis Ditte havde været hans kæreste.
   Ja, hans kæreste. Ha! I hans egne ører, lige meget hvor meget han så gerne ville have det, lød selve tanken absurd. Han var ikke en mand de smukke piger forelskede sig i og hans længste forhold havde varet lidt over 3 uger. Det havde for resten også været hans eneste. Nej, smukke piger valgte smukke fyrer og han ville engang blive gift med en kvinde, der – som han selv – kun ejede et middelmådigt udseende. Hvis han da overhovedet blev gift nogensinde.
   ”Alting bevæger sig så hurtigt,” mumler han.
   Ja, alting havde altid bevæget sig hurtigt. Det var sådan Gud havde forestillet sig den verden han skabte. Fremadstræbende, i konstant bevægelse og forandring. Evolution, var hvad de kloge hoveder kaldte det. De skulle også altid bruge store ord.
   Han var ikke intellektuel og havde aldrig været det. Fine ord som misantropiske, abbreviation og obediens fandtes simpelthen ikke i hans ordbog. Han havde altid været lidt bagefter i skolen og efter gymnasiets sidste eksamen havde han da også kun haft et gennemsnit på lidt over 7. Efter gymnasiet havde han droppet alt og havde fået et job i den første og bedste Nettobutik. Der havde han arbejdet i 3 år nu.
   Han forlod parken da klokken var omkring halv 1 og han var i godt humør. Der havde været et kort øjeblik, mens han sad på den falmede bænk og kiggede på et par der lå og solbadede, hvor et indædt had var kommet over ham. Et irrationelt had og ønske om at gå over til de to og vredt spørge pigen om, hvordan hun bare kunne have valgt ham fyren, når han selv ikke havde nogen kæreste og ikke havde fået sex i snart 3 år. Han tog sig selvfølgelig i det. Irrationelle følelser kom jo nu en gang væltende en gang imellem og så var der jo ikke andet at gøre, end at se bort fra dem.
   Kort tid efter var hadet og sorgen vendt tilbage. Det var mens han langsomt bevægede sig op af trappen til sin lejlighed, at han pludselig havde fået en mærkelig ide. Hvor den kom fra vidste han ikke, men da han nåede sin hoveddør på 5. sal, fortsatte han forbi den, op mod taget.
   Oppe på det flade tag, 12 etager over jorden, var vinden frisk og solen endnu varmere. Han gik langsomt ud mod kanten og kiggede ned mod gaden, hvor små mennesker og små biler levede livet og nød vejret. Der var så langt ned, at han et øjeblik blev svimmel og måtte tage et skridt tilbage, af frygt for at besvime og skvatte ud over taget. Da han havde samlet sig, gik han hen mod kanten igen.
   ”Hvad nu hvis jeg springer,” hviskede han til sig selv og tørrede sig over panden. Sveden efterlod en mørk plamage på han højre ærme. ”Vil nogen overhovedet savne mig?”
   Det troede han ikke. Hvis han endelig valgte at tage springet, ville han ikke blive savnet. Hans kammerater ville nok komme til begravelsen og hans familie ville nok fælde tårer for ham, men når alt kom til alt, var de ligeglade med ham. Det var det ingen tvivl om.
   ”Hvad nu hvis jeg springer,” hviskede han igen…
   …og rammer asfalten med 120 kilometer i timen.