“Sous les nuages de la nuit
   Je marche vers la clairière
   D’un éclat argenté je la vois
   La lune

Elle porte les voiles de l’éternité
   Son auréole embresse les étoiles
   Ma lune”

- Anna-Lena Strasse -

Jeg vågnede pludselig i min seng, i det lille sommerhus vi havde lejet i Marielyst og var øjeblikkeligt fuldkommen vågen. Jeg trak vejret tungt og forsøgte at genkalde mig drømmen, men kun brudstykker dukkede op til overfladen af søen i min underbevidsthed.
   Et enkelt spørgsmål dunkede i min hjerne: Hvem var hun? Jeg kunne huske følelsen af hendes bløde læber mod mine, hendes hænders blide kærtegn på min egen overkrop, bølgernes brusen og vindens leg i klitterne og i vores hår, men jeg kunne ikke huske hende. Jeg kunne ikke fremkalde mig hendes ansigt.
   Forsigtigt, for ikke at vække min far og lillebror, svingede jeg benene ud af sengen og lod min højre hånd glide hen over gulvet, i et forsøg på at finde mine bukser. Jeg fandt dem og trak dem hurtigt på. Så fandt jeg min bluse og tog den på. Jeg rejste mig og forlod værelset. Min lillebror rørte på sig, men han vågnede ikke.
   Jeg tog en nøgle med mig og forlod huset, hvor jeg stod lidt under den klare himmel og kiggede på stjernerne og en enkelt sky, der gled over nattenhimlen i enlig majestæt. Månen badede mine omgivelser i sølv. Den friske luft tvang tårer frem i mine øjne, men jeg gad ikke tørre dem væk. De kommer alligevel bare igen, tænkte jeg og begyndte at bevæge mig mod stranden, som lå knap en halv kilometer derfra.
   Vinden lagde sig, da jeg var nået cirka halvvejs til stranden og jeg tørrede mine øjne. Det gik op for mig, at jeg faktisk regnede med at pigen ville være på stranden. Jeg regnede med at hun ville stå i vandkanten og vente på mig. Jeg undslap en svag latter over min egen dumhed og var lige ved at vende om, men så kom jeg på bedre tanker. Jeg håbede – dybt og inderligt, med hele mit hjerte – at hun ville være der, og håb kan flytte bjerge. Derfor vendte jeg ikke om.
   Jeg bevægede mig hen over diget og nærmede mig de første klitter, som lå ubevægelige i den kølige nat og ventede på morgerdagen og solen. Da jeg tog det første skridt i den bløde strandsand, stoppede jeg og tog mine sko af. Sandet var koldt, meget koldt, og jeg skuttede mig, mens jeg bevægede mig hen over klitterne, der var den sidste modstand mellem mig og havet. På toppen at dem stoppede jeg op, åndeløst, og kiggede med tårer i øjnene mod strandbreden.
   Hun stod i vandkanten og kiggede ud over havet, iført et par mørke bukser og en tynd silkebluse. Jeg burde ikke kunne se at det var en silkebluse, ikke på den afstand, men jeg vidste det bare. Præcis som jeg vidste at jeg inden længe ville stå tæt ved siden af hende.
   Med samme elegance som en giraf på piller, græs – ja, det man ryger – og sprut hoppede jeg ned fra klitten og landede akavet i det bløde, kolde sand. Jeg rejste mig forslået op og begyndte at gå ned mod strandkanten. Da jeg var 5 meter fra pigen, vendte hun sig om. Hendes silkebluse var ikke knappet og blafrede blind i vinden, så jeg nu og da kunne se hendes velskabte bryster. Så smilede hun.
   ”Hej,” hviskede jeg med frygt i stemmen, som om jeg var bange for at hun skulle falde fra hinanden, hvis jeg talte for højt. Hun vendte sig igen og kiggede atter ud over havet. Jeg gik de sidste 5 meter og stoppede ved siden af hende. Bølgerne brusede ind over stranden og ramte i ny og næ vores sko.
   ”Kunne du heller ikke falde i søvn?” spurgte hun pludselig og kiggede på mig. Et kort øjeblik anede jeg ikke hvad jeg skulle svare.
   ”Nej,” hviskede jeg.
   ”Drømte du?”
   Jeg kiggede på hende.
   ”Ja,” svarede jeg, ”og det gør jeg stadig.”
   Hun rystede på hovedet.
   ”Nej. Du sover ikke.”
   Hendes stemme kærtegnede mig. Jeg nikkede og kiggede ud over havet. Pludselig blev der næsten vindstille og havet faldt til ro. Jeg forsøgte ikke at skjule de tårer, der langsomt løb ned af mine kinder.
   ”Du skal ikke søge kærligheden i dig selv,” hviskede pigen fra min drøm og lagde en hånd på min skulder. Så kyssede hun mig på kinden. ”Søg kærligheden blandt dem du kender.”
   Jeg drejede hovedet for at kigge på hende, men hun var forsvundet. Oppe fra himlen smilede månen ned til mig og jeg smilede tilbage. I det blege lys blev mine tårer til sølv. Søg kærligheden blandt dem du kender, hviskede månen inde i mit hoved med en blid stemme. Pigens stemme.
   Jeg tørrede tårerne væk fra mine kinder og begyndte at gå hjem. Da jeg nåede til vores hus, lukkede jeg mig selv ind og fandt min mobiltelefon frem. Jeg kiggede på uret. Klokken var halv syv om morgenen. Jeg trykkede et nummer, jeg kunne i hovedet og tog telefonen op til øret. Den ringede 5 gange, før den blev taget.
   ”Ja?” blev der søvnigt sagt i den anden ende af røret.
   Jeg hviskede tre små ord.