Han sad på sengekanten og kiggede på roserne, der lå på gulvet og var ved at dø. Der havde de ligget hele natten, mens han havde holdt hende tæt ind til sig og kysset hende og absorberet hvert eneste sanseindtryk han kunne fra hendes nøgne krop.
   Hun havde haft dem med til ham, roserne. Nu lå de og falmede og virkede som et symbol på, at det de havde haft, havde delt, var væk. Han elskede hende ikke, han kendte hende knap nok, men alligevel følte han en stor sorg, hver gang hans øjne gled hen over de smukke blomster.
   Langsomt rejste han sig og samlede tre af dem op. De føltes kolde i hans hænder. Døde. En enkelt tåre forlod hans højre øje, men han tørrede den beslutsom væk. Han ville ikke sørge over tabet af hende, for i bund og grund havde han ikke mistet noget.
   De havde delt en enkelt nat, med hvad der dertil hørte af sved og berøring. Intet andet. Der var ingen dybere mening med deres elskov. De havde begge to haft brug for en andens berøring og havde været der for hinanden.
   Han fandt en vase frem og lod roserne falde ned i den. De vippede med deres kroner og stod så ubevægelige i morgenens lys, der trængte ind af vinduet.
   Han havde ikke mistet noget.
   Han havde stadig mindet om hende og han så hendes ansigt i hver eneste blomst, mærkede hendes kys i hvert eneste blad.
   ”I aften er jeg sammen med dig,” hviskede han og lod en hånd løbe kærtegnende ned af roserne, så de nikkede til ham. ”Jeg kan se dit ansigt i hver eneste rose.”
   Han samlede de resterende blomster op fra gulvet og satte dem ned i vasen, ved siden af deres frænder. De nikkede alle sammen til ham.
   ”Jeg er sammen med dig for evigt.”

Hun sad alene på sit værelse og kiggede ind i væggen, som om hun forventede at hans ansigt ville åbenbare sig for hende. Den hvide væg forblev hvid. Hans ansigt forblev i hendes tanker. Langsomt lod hun en hånd glide ned over den hvide overflade.
   ”Da du vågnede var jeg væk,” hviskede hun til det tomme værelse og til en enkelt rose, der lå for sig selv på hendes natbord. Han trak vejret dybt og lukkede luften ud i en dybt suk.
   Hvad havde fået hende til at kaste sig i hans arme? Hun elskede ham ikke. Det troede hun i hvert fald ikke selv. Han havde været der for hende, havde holdt hende tæt ind til sig, havde elsket hende.
   Hun tørrede en tåre væk, der havde sneget sig fra hendes øje og rejste sig. Hun gik hen til vinduet og kiggede ud i en af sommerens sidste solskinsdage. Inden længe ville efteråret tage fat og male verdenen med sine sørgmodige farver. Hendes blik gled over til rosen.
   ”Du vil også dø,” hviskede hun til den og en sørgmodig skygge gled over den, som om den forstod hendes ord. Hun fortsatte ufortrødent, mens flere tårer løb ned over hende ansigt. ”Du vil dø og visne bort, men jeg vil ikke smide dig ud. Jeg vil beholde dig.”
   Hun gik over og satte sig på sengen, lige ved siden af rosen. Hendes blik gled over den hvide væg og så tilbage til blomsten.
   ”I aften er jeg sammen med dig.” Ordene svævede fra hendes mund, som linierne fra en melankolsk digt. De omhyllede hendes krop. De omhyllede rosens krop. ”Jeg kan se dit ansigt i denne smukke rose.”
   Hun tog rosen op i sine fine små hænder og kyssede den let, mærkede en enkelt torn presse blidt mod sine læber. Så faldt hendes blik igen på den hvidmalede væg.
   ”Jeg er sammen med dig for evigt.”