Forord
I slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne var det meget moderne med kurser i sensitivitetstræning. Den følgende teater-novelle er bygget op over sådan et kursus. Navnene er ændret for at undgå genkendelse.


* * *
Anne er lige ankommet til kursusstedet Snaptun Færge Kro ved Horsens Fjord og ringer til sin mand Sven.
Anne: Du bliver altså nødt til at komme og hente Hannie, den forbandede køter.
Sven: Nåh, hvad har hun lavet?
Anne: Da jeg parkerede og åbnede døren, gik der en kat over parkeringspladsen. Hannie fløj ud over min skulder og efter katten. De løb gennem haven, ind i køkkenet, og videre gennem restauranten. De fortsatte ud på terrassen, hvor de væltede møblerne og endelig løb de ud på gaden, indtil katten fandt et træ, den for op i, og den forbandede køter stod neden under og galpede.
Sven: (Griner) Og hvad gjorde du så?
Anne: Det er altså ikke spor morsomt. Jeg løb selvfølgelig efter den. Derefter lukkede jeg hende inde på værelset med besked om, hun skulle passe godt på mine ting. Midt i frokosten kom værten og spurgte, hvem der havde et vilddyr på sit værelse? For da stuepigen skulle gøre rent, for en rasende køter ned fra sengen og bed efter hende, så hun fløj ud af værelset og smækkede døren i.
Sven: Jamen, du har selv bedt hende om at passe på dine ting. Hvad kan du forvente andet?
Anne: Ja, den er god med dig, bare fordi du ikke gider passe hende, mens jeg er på kursus, får jeg al den ballade. Jeg har fået besked på, at enten bliver den hund sent hjem, eller også må jeg ikke deltage i kurset. Du bliver nødt til at køre denne vej og hente hende, når I tager i sommerhuset. Hvornår kan I være her?
Sven: Ved sekstiden vil jeg tro, kan du klare skærene så længe?
Anne: Det går nok, men skynd dig.
Anne går ind i undervisningslokalet til de andre.
Thorvald: Nå Anne, fik du afsat din hund?
Anne: Ja, min mand og børn henter den ved sekstiden.
Thorvald: Hvordan kunne du finde på at tage en hund med på kursus?
Anne: Min mand skal i sommerhus med børnene, mens jeg er på kursus. Han mener ikke, han kan klare tre unger og en hund, når jeg ikke er der.

Thorvald: Nå, tag plads sammen med de andre, vi skal i gang med første øvelse. Den går ud på, at I går hen til den person, I synes dårligst om og taler med vedkommende.
Ingen rører sig.
Thorvald: Kom så i gang. I kan ikke sidde der og kigge, vi skal have begyndt på kurset.
Fire rejser sig og går over til Birte. Hun er en markant dame, der er cand. mag i adskillige fag og meget hoven og ubehagelig.
Thorvald: Nej, I vælger en hver, I må kun snakke to og to.
Birte: Jeg er heller ikke interesseret i at tale med de undermålere. De har jo ingen uddannelse, (hun snøfter hånligt).
Anne sidder stille for sig selv i et hjørne, da John, den sidste af de andre deltagere, kommer hen til hende. De er de to eneste, der er tilbage af i alt 14 deltager. Resten har fundet en partner og sidder og taler dæmpet sammen.
John: Nu er der kun os to tilbage, så må vi vel hellere begynde at snakke. Det var dig med hunden, ikke?
Anne: Jo. Jeg kan ikke lide det her, jeg synes, det er rigtig væmmeligt.
John: Det kan jeg heller ikke, og jeg kan ikke se noget formål med det.
Anne: Det samme her, og jeg forstår ikke, hvorfor vi skal gøre det. Det er da at sætte lus i skindpelsen fra første øjeblik.
Inga: (højt) Jeg synes, denne øvelse er noget pjat og meget ubehagelig. Her sidder jeg og sludrer med et vildt fremmed menneske, jeg ikke kan udstå, og jeg skal oven i købet fortælle om det.
Inga ser med væmmelse på Birte, som har optrådt hoven, provokerende og uforskammet fra første færd.
Keld: Du ville måske hellere have en, du kunne hygge dig med?
Inga: Ja, selvfølgelig, det her er modbydeligt. Jeg ville aldrig vælge at tale med et menneske, jeg ikke kan udstå.
Thorvald: Jamen, det er det, øvelsen går ud på. Du skal også prøve at tale med mennesker, du ikke kan lide. Det kunne være, I kunne finde sammen og få et godt venskab.
Inga: Bah, du og dine negative øvelser. Jeg foretrækker at kommunikere med en, jeg kan lide. Det får mig i øvrigt til at tænke på en historie, min mand fortalte fra sin soldatertid. De havde sat nogle borde sammen, og to nøgne soldater lå og bollede på bordene, mens de andre sad rundt om og så på. Jeg var meget forarget, da min mand sagde det.
Anne: Åh, herregud, Inga. Det var bare drengestreger. Du kan være ligeglad, du var der ikke.
Inga: Mener du virkelig, at du ikke er forarget over sådan noget svineri?
Anne: Jeg er bedøvende ligeglad med, hvad andre mennesker gør af den slags, hvis det kan more dem, bare de ikke involverer mig.
Thorvald: Vi må vist hellere afbryde her og dele os op i grupper. Inga, Birte, Anne, Sven, Preben, Keld og Steen skal i min gruppe på første sal. Resten skal i Palles gruppe i sidebygningen.
Anni: Jamen Anne og jeg vil gerne være i samme gruppe. Må vi ikke det?
Thorvald: Nej, det er ikke godt, fordi I er fra samme by, så får I ikke tilstrækkelig udbytte af kurset. I vil ikke være frie til at sige, hvad I vil. Det er bedst, I er i hver sin gruppe. Har det noget at gøre med Annes mand?
Anni: Ja, vi er begge i kommunalbestyrelsen, og han vil gerne have, at vi er på kursus sammen...
Thorvald: Aha, for at du kan holde øje med hende og rapportere til ham. Jeg kender nemlig også Sven, skal jeg sige dig, derfor kommer I på hvert sit hold. Anne skal have lov at være sig selv, mens hun er her.

Thorvald, Inga, Birte, Anne, Sven, Preben, Kjeld og Steen mødes i gruppelokalet på første sal, hvor de fordeler sig i de bløde stole.
Thorvald: Næste øvelse går ud på, hvem der kan tie stille længst eller rettere, hvem der først føler tavsheden trykkende.
Stilhed.
Birte: Det her er noget pjat, jeg kom for at lære noget og ikke for at sidde og være tavs. Husk, jeg har en høj akademisk uddannelse og bruger min tid effektivt (Hun knejser med nakken og ser hånligt på os andre)
Steen: Vi har øvelsen for at kunne lære at tie sammen. Er det ikke rigtig, Thorvald?
Thorvald: Jo.
Birte: (Fnysende). Hvad forstand har sådan en knægt som dig på det? Hvad er du i grunden, og hvor gammel er du?
Steen: Jeg er ingeniør og 28 år.
Birte: Ah, ikke andet, du er jo kun et barn endnu, næh se på mig, jeg... (det bliver sagt hånende og nedladende).
Anne: Ja, vi har forstået, at du er cand. mag. forfærdelig masse, men hvad med din etik og moral, den er vist ikke fulgt med uddannelsen? Der er også andre værdier i livet end en høj uddannelse. Jeg synes...
Birte: Og hvad er du så? (hånende) Ingenting går jeg ud fra, bare en hjemmegående husmor, der ikke engang kan holde styr på sin køter.
Anne: Jeg er kursusleder og uddanner voksne.
Birte: (hånende) Åh, herregud ikke andet, dig kan man ikke regne med. Det her kursus er noget pjat. (Hun tager en bog frem og giver sig til at læse)
Steen: Birte, jeg synes, du skulle deltage sammen med os andre. Du har betalt for kurset.
Anne: Nu har du læst i fem minutter, og du har ikke vendt blad, enten læser du langsomt, eller også læser du ikke, jeg troede højtuddannede læste hurtigt...
Birte: (fnysende og hånende). Nej, jeg læser, men det kan du vel ikke...
Anne: (roligt med et lille smil) Joh, det kan jeg, men ikke når jeg holder bogen på hovedet, som du gør, men jeg er jo heller ikke cand. mag. forfærdelig masse...
Birte: (arrigt og retvender bogen) (hånende) Jeg læser og foretager mig noget nyttigt, og hvad er I andre for øvrigt, der er vel ingen af jer, der er noget?
Thorvald: Ja, lad os høre, hvilken profession har I, og hvad er jeres familiemæssige baggrund?
Inga: Jeg er lærer, gift, 2 drenge, en på 12 år og en på 10 år.
Anne: Jeg er gift, kursusleder, 3 børn, to drenge og en pige. De er 12, 10 og 8 år.
Keld: Jeg er gift, ingeniør og to børn 9 og 7 år.
Preben: Jeg er gift, ingeniør og to børn 8 og 6 år.
Sven: Jeg er gift, tegner og 3 børn, 11, 9 og 7 år:
Birte: (Hånende) Åh, der er jo ingen af jer, der er noget, sådanne nogen som jer kan man jo ikke ….
Anne: (rasende) Nej, nu skal du fandeme holde op, hvem tror du, du er fru cand. mag. forfærdelig masse, eller du er måske frøken? Du er ved at...
Birte: (nedladende) Sådan en undermåler som dig vil jeg slet ikke nedværdige mig til at tale med. I øvrigt rager det ikke dig, om jeg er gift eller ej.
Anne: (gal) Nej, det gør det ikke, og jeg er bedøvende ligeglad. Men du skal ikke bryde dig om at ødelægge kurset for os andre. Vi tager det alvorligt.
Birte: (Hånende) Jeg vil ikke tale med sådan en som dig, du er jo ikke noget.
Anne: (arrig) Jeg har også ret til at være her, og jeg vil ikke finde mig i, at du håner mig. I øvrigt har du domineret kurset indtil nu, så vi andre ikke har fået udbytte af det.
Birte: (ser med foragt op og ned ad Anne) Ti' stille din paria.
Thorvald: Jeg tror, vi holder pause.

Nyt scenebillede, alle er til stede, kun Birte mangler.
Anne: Hvor er vores veninde cand. mag. forfærdelig masse?
Thorvald: Der lå et brev til mig i receptionen om, at hun er rejst. Jeg har været ovre på hendes værelse. Alt er pakket, og hun er væk.
Anne: Sikken et held, nu kan vi måske komme videre med kurset og få udbytte af det.
Steen: Åh, var det ikke synd for hende? Kunne vi ikke have gjort noget mere for at få hende med i gruppen?
Anne: Nej, ved du nu hvad. Vi brugte en hel dag på at få hende til at arbejde sammen med os, men hun ville ikke. Og så vidt jeg husker, hånede hun dig ret meget. Har du allerede glemt det?
Steen: Ja, det er rigtigt, men jeg synes nu alligevel.
Anne: Jeg tror ikke, hun var motiveret for dette kursus. I øvrigt er jeg bange for, hun ville have ødelagt hele kurset for os andre.
Resten: Du har nok ret.
Thorvald: Skal vi glemme Birte og se at komme videre?
Alle: Ja, lad os det.

Thorvald: Den næste øvelse går ud på, at jeg taler jer ned til meditationsniveau, og dernæst taler I med hinanden om, hvad der falder jer ind. Er I med på det?
Alle: Ja.
Thorvald: Godt, sæt jer mageligt til rette og luk øjnene, så begynder jeg. Slap helt af, jeres lemmer bliver tungere og tungere, slap helt af. Jeg tæller nu til ni. I slapper helt af en, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni. (Han gentager det tre gange, hans stemme er messende og søvndyssende) I kommer nu ud på en smuk eng, solen skinner, fuglene fløjter, og bierne summer. Det er dejligt varmt, og I nyder det. Her sidder I i en rundkreds og taler sammen. Har I det godt?
Alle: Ja.
Thorvald: Stil spørgsmål til hinanden om lige, hvad der falder jer ind.
I denne øvelse bliver det Sven og Anne, der dominerer øvelsen.
Sven: Anne, hvad er det for et brev, du har i din taske?
Anne: Brev i min taske? Har du været i min taske?
Sven: Ja.
Anne: Hvad skulle du i min taske? Der har du ikke noget at gøre.
Sven: Jeg havde hovedpine og ville se, om du havde nogle piller, jeg kunne tage.
Anne: Du har ikke noget at gøre i min taske. Det er mit private domæne, at du ved det.
Sven: Hvem var det brev fra?
Anne: Åh, det var fra en, jeg var på sensikursus med sidste år.
Sven: Hvad skriver han?
Anne: Det kommer ikke dig ved, det er privat.
Sven: Er du mig utro?
Anne: Er du mig utro?
Sven: Nej, hvor kan du tro det.
Anne: Jeg har ellers hørt om en pige i Frankrig og en i England og hvad med hende i Maribo?
Sven: Det var ikke noget. Det var bare nogen, jeg var på kursus med.
Anne: Det tror jeg ikke på. Pigerne vrimler om dig, men mig vil du aldrig have noget med at gøre.
Sven: Åh, du er altid jaloux. Bare jeg ser på en pige, tror du straks, jeg har været i seng med hende.
Anne: Det har du også, for da du kom hjem fra Frankrig, havde du sugemærker på ryggen.
Sven: Det er løgn. Jeg havde stødt mig.
Anne: Det er ikke løgn, og hvad med din sekretær?
Sven: Åh, hun er en forsvarsløs lille pige, der har et hårdt liv, derfor er jeg nødt til at trøste hende.
Anne: (hånende og vantro) Forsvarsløs lille pige? Hun er ti cm højere end jeg og 15 kg tungere. Jeg vil ikke just kalde hende en forsvarsløs, lille pige. I øvrigt har jeg hørt hende fortælle om jeres meritter på de bløde lagner, da jeg besøgte min veninde i Ålborg.
Sven: Det passer ikke! Og hvad med ham du var i sauna med i Sverige?
Anne: Hvor ved du fra, jeg var i sauna?
Sven: Henrik fra Tyskland fortalte mig det på et kursus i England. Han var med dig i sauna.
Anne: Så fortalte han forhåbentlig også , at der var seks mere med i saunaen?
Sven: Jeg vil ikke have, andre mænd ser dig nøgen.
Anne: Åh, hold nu op, du går selv i sauna, men med én kvinde ad gangen. Du skulle ikke tale om nogen.
Sven: Nej, jeg gør ikke.
Anne: Jo, du gør, det fortæller alle mig. Du går aldrig i seng med mig. Jeg er ved at blive vanvittig af mangel på sex.
Sven: Du vil jo ikke i seng med mig.
Anne: Det er fordi, du ikke vasker dig hver dag.
Sven: Jeg tager bad to gange om ugen, det må være nok. En mand skal lugte af mand.
Anne: Enig, men det skal være ren mand, og i øvrigt er du aldrig hjemme, så jeg kan ikke gå i seng med dig. Hvis jeg endelig ser dig, har du altid en anden kvinde i dine arme. Der er aldrig plads til mig.
Thorvald: Jeg tror, vi stopper her. Jeg taler jer op igen. I forlader engen og kommer tilbage til lokalet. En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni. Luk øjnene op og bevæg jer for at komme tilbage.
Thorvald: Anne og Sven, kan I huske, hvad I sagde?
Begge: Ja.
Thorvald: Hvad skete der?
Sven: Min kone hedder Anne. Jeg gik i hendes taske for at finde hovedpinepiller og fandt et brev, som viste sig at være fra hendes elsker. Jeg fik et chok, da jeg opdagede det.
Thorvald: Hvad med dig Anne?
Anne: Min mand hedder Sven. Han gik i min taske, hvor der tilfældigvis lå et brev fra en forretningsmand, jeg var på kursus med sidste år. Vi skriver til hinanden engang imellem, fordi mit ægteskab er et mareridt, derfor er det rart at have en at læsse af på, når jeg synes, det er for strengt.
Thorvald: Var du i sauna med ham?
Anne: Ja, jeg ville ellers ikke, men han overtalte mig, fordi han sagde, at der måtte have været adskillige mænd før min mand, som havde set mig nøgen, og at jeg havde godt af en tur i sauna. I øvrigt var vi otte i saunaen.
Thorvald: Jeg tror, vi holder pause.

Næste scenebillede

Thorvald: Næste øvelse går ud på, at I en efter en lægger jer på et stort stykke papir på gulvet og en anden tegner jeres omrids. I arbejder sammen to og to. Inga og Keld, Anne og Preben, Sven og Steen. Vi lader Sven og Steen begynde.
Steen, læg dig på gulvet. Sven, tegn hans konjunkturer op. Når du er færdig, bytter I plads, og Steen tegner dine konjunkturer op. Er I med?
Hver gang I er færdig med en tegning, skriver I navn på og hænger den op på væggen.
Gruppen: (Der er almindelig munterhed, mens der bliver tegnet.)
Anne: Nu går du ikke for højt op mellem mine ben, vel Preben?
Preben: Du gik da helt op mellem mine.
Anne: Jamen, jeg rørte dig ikke, og du skal heller ikke røre mig. Det vil jeg ikke have.
Preben: Jeg skal have alle dine konturer med, derfor er jeg nødt til at gå tæt på.
Anne: Jamen ikke så tæt.
Thorvald: Skriv navne på jeres tegninger og hæng dem op på væggen. Derefter skal I fortælle, hvad I mener om de øvrige deltagere. Det bliver tegnet eller skrevet på jeres personfigur.
Gruppen: Stilhed.
Thorvald: Nå, kom så i gang.
Steen: Det er da svært, vi ved ikke ret meget om hinanden.
Thorvald: I må have dannet jer et indtryk af hinanden på nuværende tidspunkt.
Keld: Ja, Anne kan godt lide at tage solbad.
Thorvald: OK, tegn en sol på hendes figur.
Anne: Sven tegner, lav en tegning på ham.
Steen: Inga er lærer, lav en tegning med børn på hende. (på hendes tegning er kun tegnet mund og øjne, på de andres tegninger er der også tegnet ører.)
Preben: Keld er maskiningeniør, sæt en tegning af maskiner på ham.
Sven: Preben er bygningsingeniør. Ham, kan vi lave en bygning på.
Thorvald: I er ikke særlig opfindsomme. Mændene er væsentlig mere åbne end kvinderne. De ligger med spredte ben og armene ud til siden og har ingen berøringsangst. Kvinderne er mere lukkede og har berøringsangst.
Anne ligger nok med armene ud til siden og benene spredte, men hun er bange for, at Preben kommer for tæt på og beder ham holde lidt afstand. Hun har en lettere form for berøringsangst.
Inga har armene tæt ind til kroppen og benene samlet. Hun har ikke fået tegnet ører men kun mund og øjne. Hun er bange for sex og trækker sig ind i sig selv. Hun har heller ikke arme til at tage om andre med. Hun hører ikke efter, hvad andre siger, men lader munden løbe.

Efter konklusionen skal hver enkelt fortælle, hvad de føler ved Thorvalds beskrivelse af dem, men Inga bryder ud i gråd og er helt utrøstelig over skildringen af hende. Hun stjæler billedet, og ingen andre får mulighed for at sige noget.
Inga: Jeg har et handicappet barn, som jeg ikke kan tage om, og som er uønsket. Min mand klarer alt, hvad der vedrører ham. Jeg kan ikke få mig selv til at røre ham. Jeg vil heller ikke gå i seng med min mand, da jeg er bange for at få et nyt barn, som måske er handicappet. Han bebrejder mig det og skælder mig ud for min kulde og afvisning.
Hun snøfter og tørrer tårer og snot af med fingrene og tørrer det igen af på tøjet og i håret.
Keld: Her er en serviet, du kan tørre dine øjne med og pudse næse i.
Inga: (bryder ud i et nyt heftigt grådanfald) Min mand siger også, jeg er en gris, at jeg ikke bruger et lommetørklæde men fingerere i stedet for.
Steen: Keld siger ikke, du er en gris. Han tilbyder dig et lommetørklæde, du kan pudse næse i og tørre dine øjne.
Inga: (snøftende) Ingen kan lide mig, fordi de synes, jeg er ulækker.
Steen: (trøstende) Vi kan skam godt lide dig, men i øjeblikket er du ked ad det, og vi prøver at hjælpe og støtte dig.
Inga: (snøftende og grædende) Nej, I synes jeg er grim og ulækker. Det er jeg også, det siger min mand altid til mig.
Anne: (trøstende) Du skal ikke høre efter, hvad din mand siger. Det er ikke ensbetydende med, han har ret. Kender du ikke andre mænd, som siger noget andet?
Inga: (snøftende og grædende) Nej, jeg kender ikke andre, jeg har ikke lejlighed til det. Vi kommer aldrig ud, fordi han påstår, jeg er en gris, han ikke kan være bekendt ar vise frem nogen steder. I øvrigt vogter han over mig. Når jeg ikke er på skolen, til forældremøde eller lignende, passer jeg hjemmet. Jeg føler mig meget ensom og forladt.
Thorvald: Jeg tror, vi stopper her. I skal nu tage hinanden i hænderne og gå rundt i lokalet og ind i de tilstødende lokaler.
(Inga vil ikke være med, men Anne griber hendes hånd og trækker hendes med sig.)
Thorvald: Jeg synes, Inga skal gå forrest.
Inga: Nej, det vil jeg ikke. Hvad vil de andre ikke sige, hvis jeg tager førerskabet.
Anne: Ingen vil sige noget. (hun skubber Inga foran sig og tager en af de andre i den anden hånd, og de danner kæde og går rundt)
(Inga ser forkert ud i ansigtet og tørrer stadig snot og tårer af på tøjet og i håret, der efterhånden er fedtet klistret)
Inga: (snøfter) Jeg kan ikke lide at være føreren.
Anne: Sludder med dig. Det gør ikke ondt, og du skal prøve det en gang imellem.
Inga: (ser forlegen ud) Jamen, jeg kan altså ikke lide det.
Thorvald: Vi stopper øvelsen nu. Inga, er det så svært at være den, der fører an?
Inga: Jeg kan ikke lide det. Hvad vil de andre tænke?
Thorvald: De tænker kun, at her er der en, der har styr på tilværelsen, og som tager lederskabet.
Inga: Det kan jeg ikke.

Thorvald: I har pause en times tid. Anne, du arrangerer en fest for os alle sammen i aften. Nu skal vi opleve noget rart og positivt.
Alle forlader lokalet kun Inga og Anne er tilbage.
Anne: Inga, vil du ikke være med til at arrangere fest i aften?
Inga: Nej, det kan du meget bedre end jeg. Jeg kan ingenting og går bare i vejen for dig.
Anne: Sludder med dig, du må da arrangere fest engang imellem i jeres hjem?
Inga: Nej, vi har aldrig gæster, for min mand siger, jeg ikke kan lave mad eller arrangere en fest. Jeg dur ikke til noget.
Anne: Nåh, du må da lave mad til hverdag, ikke?
Inga: Joh, det gør jeg, men det kritiserer han også, det er aldrig godt nok. Jeg tror, jeg går over på værelset og hviler.
Anne: Ja, gør du det.
Inga forlader lokalet, og et øjeblik efter går Anne også. Hun skal over og vaskes og have rent tøj på, for hun føler sig beskidt og klæbrig efter kontakt med Inga.
Anna har talt med køkkenet, og der er dækket et pænt bord med blomster, bordpynt, levende lys og lækker mad. Bordene er sat sammen, så alle sidder ved samme bord.

Thorvald: Det var en dejlig festmiddag, Du arrangerede for os. Tak skal du have, Anne.
Anne: Vi har fået et musikanlæg ind, som spiller både under middagen og bagefter, hvis vi har lyst til at danse. Herrerne byder damerne op til dans, ellers kan vi bare tale sammen.
Preben: Anna, vil du danse med mig?
Anna: Ja, naturligvis.
Preben: Det var en dejlig middag, og det var meget hyggeligt arrangeret alt sammen. Har du bestemt noget, vi skal foretage os i aften?
Anna: Nej, ærlig talt, jeg synes, vi skal slappe af og bare snakke. Vi har jo øvelser nok, og det har allerede givet problemer med Birte og Inga. Birte har forladt os, og Inga bryder ustandselig i gråd.
Preben: Jeg synes, du er en pragtfuld pige, sød, køn og velskabt, lige en man kan blive forelsket i. Siger din mand ikke det?
Anna: Neeej, han siger nærmest det modsatte.
Preben: Han må da være stolt af dig.
Anne: Det ved jeg ikke, om han er. Han er næsten aldrig hjemme. Han leder sensitivitetstræningskurser. Det var også ham, der ønskede, jeg skulle på dette for at blive udviklet og modnet.
Preben: Er du ikke det?
Anne: Joh, men tilsyneladende ikke nok efter hans opfattelse.
Preben: (giver hende et lille klem og lægger sin kind mod hendes) Jeg synes, du er dejlig.
Anne: Tak, jeg synes også, du er dejlig.
Musikken stopper, og de sætter sig.

Preben sætter sig hen ved siden af Thorvald.
Preben: Anne er den kønneste, lækreste og mest veldrejet lille sag, jeg længe har mødt. Hende kunne jeg godt tænke mig at komme i seng med. Jeg tror, jeg er forelsket i hende. Havde vi ikke været gift hver for sig, ville jeg gøre stormkur til hende. Hun er vidunderlig.
Thorvald: Vil du gerne i seng med hende?
Preben: Ja, det kunne jeg godt tænke mig, men det vil hun vel ikke?
Thorvald: Nej, det vil hun nok ikke, men hvis vi nu præparerer hende, og jeg fortæller om hendes mands meritter, kan det være, vi får hende til det.
Preben: Er det fair?
Thorvald: I krig og kærlighed gælder alle kneb.
Preben: Hvem er hendes mand?
Thorvald: Det er Sven Masted. Han er det samme som jeg, instruktør i sensitivitetstræning. En charmerende mand, der har et hav af kvinder på kurserne, og hun finder sig tilsyneladende i det, eller også ved hun det ikke.
Preben: Åh, ham kender jeg godt. Jeg har været på et af hans kurser.
Thorvald: Gør du? Tror du, hun ved, han er hende utro?
Preben: Efter øvelsen i gruppen lader det til, hun ved det.
Thorvald: Ja, du siger noget, det tænkte jeg ikke på. Du går ud og danser med hende hele aftenen, når hun er ledig. Dans tæt og helst kinddans og hvisk søde ord i hendes ører. Det plejer kvinder ikke at kunne stå for. Den sidste aften ved afslutningsfesten, giver vi hende så meget at drikke, at hæmningerne forsvinder. Hvad siger du til det?
Preben: Det lyder godt. Jeg vil i hvert fald meget gerne i seng med hende, og den sidste aften er perfekt.
Preben danser med Anne hele aften, tæt og kind mod kind. De ligner et par turtelduer.
Thorvald: Anne, jeg vil gerne tale med dig.
Anne: Ja, hvad kan jeg gøre for dig?
Thorvald: Preben er forelsket i dig, Han vil gerne i seng med dig.
Anne: Jeg har godt bemærket, at han kan lide mig, men jeg er ikke meget for at gå i seng med ham, jeg er trods alt gift, og det er han også.
Thorvald: Ja, det ved jeg, men din mand går i seng med alle mulige forskellige kvinder. Hvorfor vil du ikke have det lidt rart for en gang skyld? Han får det aldrig at vide. Jeg har skilt dig og Anni ad, for at hun ikke skal aflægge beretning til ham. Hun er sendt med som spion.
Anne: Ja, det har du nok ret i. Jeg var heller ikke begejstret for, at hun kom med, men han insisterede.
Thorvald: Det kan jeg tænke mig. Jeg synes, du skal hygge dig og tage de muligheder, der er. Det gør han.
Anne: Ja, jeg ved det, men jeg er opdraget til at være enmands-kvinde, og det er ikke nemt at lave om på sig selv, hvad det angår.
Thorvald: Hvorfor bliver du hos ham? Det har vi talt meget om blandt instruktørerne. Nu, hvor jeg har lært dig at kende, kan jeg ikke forstå, han behandler dig på den måde. Jeg troede, du var en helt anden type, der var ligesom ham.
Anne: Det er jeg ikke. Hans første kone var mere som ham.
Thorvald: Var det dig, der ødelagde hans ægteskab?
Anne: Nej, siger man det om mig?
Thorvald: Ja, nogen gør, og jeg troede det også, indtil jeg mødte dig,
Anne: Nej, han var min lærer, og en dag inviterede han mig ud på "en bid brød". Han fortalte mig senere, at hans første kone var ham utro med en anden, og derfor havde han forlangt skilsmisse. 12 dage efter, han havde opdaget det, mødte han mig og bestemte, jeg skulle være hans næste kone. Jeg anede intet om det.
Thorvald: Ja, og når Sven har bestemt noget, bliver det sådan.
Anne: Ja, det kan du regne med, jeg får ikke et ben til jorden. Han er en meget stærk personlighed. Jeg kan ikke hamle op med ham.
Thorvald: Hvorfor forbliver du gift med ham? Hvorfor lader du dig ikke skille fra ham?
Anne: Det fortæller alle mig, og jeg har egentlig også selv lyst til at blive skilt fra ham. Det er ikke noget rart ægteskab. Han kører sensitivitetstræningskursus på mig 24 timer i døgnet, og det er faktisk lidt anstrengende.
Thorvald: Du må være en stærk person, siden du kan klare det. Hvorfor hygger du dig ikke med Preben, nu hvor du har chancen? Du vil have godt af at opleve noget positivt.
Anne: Ja, det har du nok ret i, men alligevel.
Thorvald: Tænk over det og gå ud og dans med ham igen.
Anne: Det skal jeg gøre. Det er i hvert fald rart at danse.

En af de sidste øvelser går på, at man to og to skal fortælle om sine eventuelle problemer, f.eks. ægteskabelige, utroskab osv. Anne og Inga danner par i øvelsen, og mændene danner par to og to.
Inga: (opløst i snot og tårer) Jeg har ikke lyst til denne øvelse.
Anne: Det har jeg heller ikke.
Inga: Jeg vil til Horsens og købe et pessar, for jeg vil have samleje med Thorvald midt i lokalet, mens i andre ser på. Han er den eneste, der kan lide mig. Kører du for mig?
Anne: (Anne ved ikke, hvad hun skal gøre, og Thorvald er ikke i nærheden. Hun beslutter at køre for hende og håber, at Thorvald kan klare situationen på et senere tidspunkt.) Ja, jeg kører for dig.
Inga: (På vej til Horsens) Thorvald er den eneste, der kan lide mig, alle I andre foragter mig.
Anne: Sikken noget sludder. Vi kan godt lide dig alle sammen. Det er kun noget, du tror.
Inga: (Tørrer snot og tårer af på Annes arm og tøj, på sig selv og i håret)
Nej, jeg kan se det på jer, I synes, jeg er ulækker.
Anne: Selvfølgelig synes vi ikke, du er ulækker. Du er ulykkelig i øjeblikket. Vi synes tværtimod, du er dejlig.
De ankommer til apoteket. Ingas hår stritter i alle retninger, og tøjet er oversmurt med
snot og tårer. Hun er i det hele taget fedtet og klæbrig at røre ved.
Inga: Se, de synes, jeg er dejlig, og ingen ser ned på mig.
Anne: Nej, hvorfor skulle de det?
Inga: Kan du ikke spørge om et pessar?
Anne: Jo, hvilken størrelse bruger du?
Inga: Størrelse 75.
Anne: Vi vel gerne have et pessar, størrelse 75.

De forlader apoteket. Inga med sit dyrebar pessar og kører tilbage til kursusstedet.
Anne: Jeg skal lige over på værelset og hente noget. (hun vasker sig og skifter tøj, da hun er indsmurt i snot og tårer).
Inga: Jeg sætter mig ud i solen.
Anne: Ja, gør du det, jeg er der om et øjeblik.

(Det er ved at være frokost)
Anne: Jeg skal på toilettet inden frokost.
Inga: Jeg tror, jeg går med dig. (Hun er glad og opstemt)
Anne: (er først færdig) Inga, skal du ikke vaske hænder, inden vi spiser?
Anne forlader toilettet, går ind i restauranten og sætter sig ved bordet.
Lene: (harmdirrende og fægtende med armene) Anne, hvad har du gjort ved Inga? Hun hulker og er helt utrøstelig og siger, du har været ond ved hende. Hun er inde på værtens kontor. Gå ind til hende og gør det godt igen.
Anne: (mystificeret) Ond ved hende? Hun var glad og tilfreds, da jeg forlod toilettet. Hvad taler du om?
Lene: Nu er hun i hvert fald ikke glad og tilfreds. Du har været ond ved hende.
Anne: Det fatter jeg ikke. (hun rejser sig fra bordet og går ind på værtens kontor og lader døren stå åben efter sig)
Anne: Hvad er der i vejen Inga?
Inga: (Inga er ganske rigtig utrøstelig og hulker). Du sagde, jeg skulle vaske hænder, inden vi spiser.
Anne: Det er da ikke noget at græde over.
Inga: Alle siger, jeg er en gris.
Anne: Det sagde jeg ikke, jeg spurgte bare, om du ikke skulle vaske hænder?
Inga: Du sagde, du ikke havde noget imod to homoseksuelle soldater, så kan du heller ikke have noget imod at gå i seng med mig?
Anne: Jeg troede, du købte pessar for at gå i seng med Thorvald?
Inga: Nej, jeg har ombestemt mig, nu vil jeg i seng med dig. (hun griber fat i Anne. Inga er 15 cm højere end Anne og mindst 15 kg. tungere)
Anne: (river sig løs og prøver at komme hen til døren) Nej, du vil ikke.
Inga: Jo, du skal. (De kæmper om døren, Inga for at låse den, og Anne for at komme ud, Inga begynder at rive tøjet af sig og prøver at rive tøjet af Anne samtidig)
Anne: (skriger af sine lungers fulde kraft) Thorvald, Thorvald, kom og hjælp mig. Thooorvaaald
Inga: Hold kæft med det råberi. (de to kvinder slås nu for livet. Anne for at slippe ud i det fri, og Inga for at låse Anne inde sammen med sig)
Anne: Thorvald, hjææælp, hjææælp (hun slås med Inga, der nu har overtaget og er næsten nøgen). Døren er lige ved at gå i lås, da Thorvald ramler ind i den med et brag, så den flyver op.
Thorvald: (bøs) Hvad foregår her?
Anne: (skrækslagen) Inga vil voldtage mig, hjælp mig.
Thorvald: (slås med Inga og får til sidst overtaget og smider hende på sengen og holder hende nede med sin kropsvægt). (Han hypnotiserer hende og får hende til at falde til ro, og til sidst sover hun).
Thorvald: (sætter sig i skrivebordsstolen og Anne overfor. Begge er forpustede og har hjertebanken) Anne, hvad er der sket?
Anne: Hun ville ikke lave øvelsen, du satte os til, og jeg havde ikke meget lyst til at tale med hende. Hun ville til Horsens og købe et pessar, for hun vil have samleje med dig på et bord, mens vi andre ser på.
Thorvald: Den tossede kælling, hvor har hun fået den skøre ide fra?
Anne: Kan du huske den første dag, hvor hun fortalte om de to homoseksuelle soldater?
Thorvald: Ja, det kan jeg godt, men hvad har det med det at gøre?
Anne: Jeg sagde, at det kunne hun være ligeglad med. Nu mener hun, at jeg kan gå i seng med hende, når jeg ikke havde noget imod det andet.
Thorvald: Hun er rablende vanvittig.
Anne: Enig, men jeg er dybt rystet over det, jeg er lige så skælver endnu.
Thorvald: (forpustet) Ja, jeg tror, vi trænger til noget at styrke os på. Anne, henter du ikke en drink til os? Jeg passer på hende så længe.
Anne: Jo, det gør jeg. (et øjeblik efter er hun tilbage med to snapse)
Thorvald: Prøvede hun at voldtage dig?
Anne: Ja, det gjorde hun. Det var en voldsom og ubehagelig oplevelse. Jeg håber ikke, jeg nogensinde kommer ud for noget lignende igen. Benene ryster stadig under mig.
Thorvald: Det kan jeg godt forstå. Det var et held, jeg var i nærheden og kunne gribe ind og komme dig til udsætning.
Anne: Det er jeg sandelig også taknemmelig for. Gud, hvor var det forfærdeligt.
Thorvald: Har du fået frokost?
Anne: Næh, det kvindemenneske har hindret mig i det.
Thorvald: Gå ind og få noget mad. Du trænger sikkert til det. Jeg vil i mellemtiden sende bud efter hendes mand og få hende over på sit værelse.
Anne: Ja, jeg trænger ganske rigtig til noget at spise, men jeg vil først over på værelset og blive vasket og skifte tøj en gang til. Jeg føler mig ulækker og uren.
Thorvald: Gør du det.

Da Anne kommer ind i restauranten, er alle færdige med at spise og personalet er ved at rydde bordene. Hun får lidt mad på en tallerken og sætter sig hen i et hjørne og spiser det. Efter frokosten vil hun gå en lang tur for at få oplevelsen ud ad kroppen.
John: Anne, hvor skal du hen?
Anne: Jeg vil ud at gå en lang tur, jeg trænger til det.
John: Må jeg gå med?
Anne: Ja, det må du godt.
John: Hvad skete der under frokosten?
Anne: Det var Inga, der prøvede at voldtage mig. Vi skulle lave en øvelse, hvor vi skulle fortælle om vore problemer, men hun ville til Horsens og købe pessar, fordi hun vil i seng med Thorvald. Hun påstår, han er den eneste, der kan lide hende, og det skal foregå, mens vi andre ser på det.
John: Det er da sygt. Hvor fik hun den ide fra.
Anne: Det var fra den første dag, hvor hun fortalte historien om de to homoseksuelle soldater.
John: Åh ja, det kan jeg godt huske. Hvorfor påstod hun, du havde været ond ved hende?
Anne: Det var fordi, jeg sagde, om hun ikke skulle vaske hænder, inden vi spiste.
John: Har hun ikke knald i låget?
Anne: Nu du siger det, det er jeg også bange for. Hun er i hvert fald psykotisk. Da jeg kom over på kontoret, rev hun tøjet af sig selv og prøvede at rive det af mig også. Jeg var rædselsslagen. Det var et held, Thorvald nåede at gribe ind i tide.
John: Ja, det har du ret i. Er din mand Sven Masted?
Anne: Ja, han er uddannelsesleder og instruktør i sensitivitetskurser.
John: Er det ham, der har sendt dig på dette kursus?
Anne: Ja, han vil udvikle og modne mig.
John: Det tænkte jeg nok. Jeg kender ham, jeg har været på et af hans kurser. Jeg er i øvrigt meget forbavset over dig. Du er en helt anden type, end jeg havde regnet med skulle være hans kone.
Anne: Ja, det siger alle.
John: Hvad skete der i Sverige?
Anne: I Sverige, hvorfor spørger du om det?
John: Der går rygter om, du har været i sauna med en mand derovre.
Anne: Hm, Sven sendte mig på sensikursus i Sverige. Jeg ville ikke, for jeg var bange for, jeg ikke kunne tåle det.
John: Hvad mener du med "ikke kunne tåle det"?
Anne: Jeg har hørt forfærdelige historier om mennesker, der deltager i sensitivitetstræningskurser og kommer hjem som nervevrag. Det frygtede jeg skulle overgå mig, jeg var ængstelig for, jeg ikke var stærk nok til at klare det.
John: Hvorfor gik du?
Anne: Fordi Sven ønskede det for at udvikle mig. Han siger, jeg er uudviklet og umoden, og det vil han gøre noget ved. Jeg ville ikke og prøvede på alle mulige måder at undgå det, men han fangede mig ved, at jeg skulle tage nogle med derover i bilen og endelig skulle det filmes af Danmarks Radio, og hvis jeg ikke var med i udsendelsen, vidste han, jeg var smuttet. Jeg havde nemlig planlagt at forsvinde et andet sted hen, mens kurset varede og dukke op igen, når det sluttede.
John: Kunne du have gennemført det? Og hvor ville du tage hen?
Anne: Ja, det kunne jeg. Jeg havde planlagt en tur til Sydeuropa, hvor jeg ville holde ferie for mig selv.
John: Du blev altså hindret i det på grund af Danmarks Radio, som ville lave en fjernsynsudsendelse over kurset.
Anne: Ja, netop. Da jeg kom derop, blev jeg trukket til side af en af kursuslederne. Hun fortalte mig, at min mand er mig utro med alle de kvinder, han kan få fat i, og at hun syntes, jeg skulle more mig, alt det jeg kunne, for det gjorde han. Det var i øvrigt den samme kursusleder, som Sven fortalte mig, havde gjort alt for at overtale ham til at sende mig derop på kursus.
John: Hvordan reagerede du på det?
Anne: Inderst inde vidste jeg det godt, men selvfølgelig blev jeg såret og ked ad det.
John: Var det derfor, du gik i sauna med en mand deroppe?
Anne: Nej, de to ting havde ikke noget med hinanden at gøre. På et tidspunkt var jeg så led, ked og træt af at være der, at jeg flygtede. Jeg kørte gennem skoven og kom ud på en større vej. Her holdt en politibil, og jeg stoppede og spurgte om vej til et cafeteria, hvor jeg kunne få noget at spise. De spurgte mig ud om, hvad en ung dansk pige lavede i skovene højt oppe i Sverige.
John: Hvad sagde du til dem?
Anne: Jeg fortalte, jeg var på kursus, og at jeg havde tænkt mig at forlade det, for jeg kunne ikke tåle det.
John: Hvad sagde de til det?
Anne: De viste mig vej til et cafeteria og spurgte mig, om bilen var i orden. Jeg lod dem prøve den, hvorefter jeg fik lov at køre.
John: Hvad gjorde du så?
Anne: Jeg gik ind på cafeteriet og bestilte noget mad og var lige begyndt at spise, da de to politifolk dukkede op igen. De ville gerne vide noget mere om det kursus.
John: Hvad fortalte du dem?
Anne: Jeg fortalte, det var et minisamfund, hvor vi skulle lære at leve under stress og vanskelige forhold, f.eks. finde ud af at få mad og bo, når der ikke var penge nok til det. Nogle af os skulle leve i hovedbygningen under komfortable forhold og resten i små hytter ude i området.
John: Hvad sagde politifolkene til det?
Anne: De lyttede til mig og erklærede, de syntes, jeg skulle tage tilbage og opleve kurset færdig.
John: Hvad skete det så?
Anne: Da jeg var færdig med at spise, og vi havde snakket sammen et stykke tid, kørte jeg tilbage til kursusstedet med dem bagefter. De ville være sikker på, at jeg tog tilbage og fulgte mig helt frem til hovedbygningen, hvorefter de vendte og kørte igen.
John: Hvordan gik det med udvælgelsen af dem til hovedbygningen og af dem til de små hytter?
Anne: Det gik forbløffende smertefrit. Mange ville gerne ud i de små hytter. Men vi kunne alle samles i hovedbygningen. Mange af dem, der kom ud i hytterne, levede af makro mad. En af Tv-folkene førte an og lærte de andre af lave maden. De havde også røgelsespinde. Hytterne tiltrak stort set hele gruppen. Det var mere spændende end i hovedbygningen.
John: Var du i en af hytterne eller i hovedbygningen?
Anne: Jeg var i hovedbygningen.
John: Det tænkte jeg nok, du er ikke den anden type.
Anne: Nej, det har du ret i, men jeg var ude i hytterne og se, hvad de andre lavede. Det var fascinerende, med røgelse, stearinlys, meditation og hele stemningen, hvor vi blev ført over i en anden verden. Det var som om, vi slet ikke var os selv længere. Vi lå i en stor klump på gulvet og ligesom sejlede ud i verdensrummet. Det hele var uvirkeligt.
John: Hvad har det med saunaen at gøre?
Anne: Intet. Der blev skabt en stemning, hvor man åbnede sig og skulle være "naturlig". Det manifesterede sig i, at folk begyndte at smide tøjet og gå nøgne rundt.
John: Gjorde du også det?
Anne: Nej, jeg kunne ikke få mig selv til det. En aften, vi sad i dagligstuen i hovedbygningen, løb 10 til 12 nøgne mennesker igennem stuen og skulle ned til søen og bade.
John: "Vi", hvem er vi?
Anne: Det var mig og ham, jeg endelig gik i sauna med.
John: Gik du i sauna med ham efter det?
Anne: Nej, jeg ville ikke. Han havde ellers forberedt det hele, men jeg smuttede fra ham og gik over på mit værelse og i seng.
John: Hvad sagde han næste dag?
Anne: Han sagde, jeg skulle sætte mig ved siden af ham, for vi skulle tale sammen. Han spurgte, om jeg var genert.
John: Var du det?
Anne: Ja, det var jeg faktisk. Vi talte længe frem og tilbage om det. Han kendte også min mand, og han syntes, jeg skulle prøve at overvinde mig selv og gå i sauna med ham.
John: Var du bange for ham?
Anne: Ja, lidt i begyndelsen, men da vi havde talt sammen et stykke tid, blev jeg mere tryk. Han overtalte mig ved at sige, at vi kun skulle være i samme sauna, varmes igennem og snakke og ellers intet, og endelig var det temmelig koldt af en sommer at være. Vi trængte faktisk til at blive varmet. Han sagde også, at gik jeg i sauna med nogen, var han nok den, jeg kunne være mest tryg ved.
John: Var du det?
Anne: Ja, jeg følte på en eller anden måde, jeg kunne stole på ham. Han virkede ikke anmassende men nærmest som en beskytter, der ville hjælpe mig over en hurdle.
John: Var din formodning rigtig.
Anne: Ja, det var den faktisk. Vi lå på hver sin briks i en stor sauna og snakkede om løst og fast. Der var på ingen måde tilløb til noget som helst. Efterhånden kom andre ind i saunaen, og vi satte os op, fordi vi til sidst var otte mennesker, der sad og sludrede.
John: Det lyder da ikke som noget, der er slemt.
Anne: Det var det heller ikke. Det var faktisk rart at blive varmet igennem, og han viste sig som en god kammerat og støtte. Jeg er taknemmelig over, jeg har lært ham at kende, han var en positiv oplevelse.
John: Dem har du måske ikke for mange af?
Anne: Næh, du kender jo min mand.
John: Hvad mener du med det?
Anne: Kun at han er slem til at køre sensitivitetstræning på mig døgnet rundt, og det har jeg ikke godt af.
John: Du skulle lade dig skille fra ham.
Anne: Ja, det siger alle, men det er ikke nemt. Hvad skal jeg leve af?
John: Du kan få et job.
Anne: Ja, det kan jeg måske, men nu har jeg i flere år undervist på aftenskole og har været væk fra min arbejdsplads. Der er jo sket en del siden da.
John: Vil han ikke forsørge dig?
Anne: Det tvivler jeg på.
John: Det undrer mig ikke. Der kommer Anni, jeg tror, hun vil sige noget til dig.
Anne: Ja, det ser sådan ud. Tak for sludderen, det var dejligt at tale med dig.
John: Selv tak, og tænk over det, vi talte om.
Anne: Det skal jeg nok.

Anni: Anne, hvad skete der til frokost?
Anne: Inga ville voldtage mig, jeg var skrækslagen.
Anni: Thorvald har bedt mig finde dig, hun spørger efter dig, og han mener, det er godt for hende, hvis du besøger hende.
Anne: Jeg er bange for at være alene med hende. Går du ikke med?
Anni: Selvfølgelig går jeg med.
Anne: Tak skal du have.
I Ingas værelse.
Anne: Hvordan går det Inga?
Inga: (Hun stirrer på os med tomme øjne) Anne og Anni, I er tvillinger. Hjælp mig ud af min skal, ellers dør jeg, og I har slået mig ihjel.
Anni: Din mand kommer og henter dig, og så får du lægehjælp.
Inga: Jeg er ikke syg, (skriger) I slår mig ihjel, hvis I ikke hjælper mig ud af min skal.
Thorvald: (dukker op) I må hellere gå, hun er mere syg, end jeg regnede med. Det er bedst, hun ikke ser jer mere. Jeg håber ikke, det varer ret længe, før hendes mand er her og kan tage sig af hende.
Ingas mand henter hende og tager hende med sig, hvorefter hun kommer under
lægebehandling. Det vides ikke, om hun nogensinde bliver helt rask igen.

Thorvald: Nå Anne, nu er du eneste kvinde på det hold. Kan du hjælpe med at arrangere festen i aften. Det er sidste aften. I morgen efter frokost rejser I alle sammen.
Anne: Ja, jeg skal nok arrangere noget pænt, men det bliver vel sammen med køkkenet?
Thorvald: Ja, du gør ligesom sidste gang.
I samarbejde med køkkenet arrangerer Anne festen om aftenen. Her er blomster, levende lys, musik, dejlig mad og dans efter middagen samt masser af vin og lækkerier.

Thorvald: Preben, jeg har sat Anne til at arrangere festen i aften. Hun har haft en hård dag, sørg for at tage dig godt af hende og vær sød mod hende. Hun trænger til det.
Preben: Hvad skete der egentlig?
Thorvald: Inga prøvede at voldtage hende.
Preben: Det mener du da ikke alvorligt?
Thorvald: Jo, faktisk, jeg kom hende til undsætning i sidste øjeblik. Inga var næsten nøgen og havde revet og flået i Annes tøj, men det lykkedes hende ikke at hive tøjet af Anne, fordi hun samtidig skulle låse døren og hindre hende i at komme ud. Anne var skrækslagen.
Preben: Det forstår jeg godt. Jeg troede ikke, det var så slemt.
Thorvald: Jo, det var det. Lov mig at være sød mod hende. Hun trænger til det, og med den mand hun har, trænger hun ekstra til, at nogen er god ved hende.
Preben: Jeg skal gøre mit bedste.

Efter middagen danser Preben og Anne sammen, kind mod kind. De har begge fået en del at drikke og er i løftet stemning, og hæmningerne er faldet.
Preben: Anne, kommer du ikke med over på mit værelse, for at vi kan hygge os lidt. Jeg tager vin og snaks med. Hvad siger du til det? Festen slutter om et kvarter, og jeg har ikke lyst til at sige godnat endnu.
Anne: Det har jeg heller ikke. Det vil jeg gerne, for det har været en hård dag.
Preben: Kom, vi smutter nu, så ingen ser os.
Anne: Fint, lad os det.

Lidt senere på Prebens værelse.
Preben: Har vi det ikke dejligt?
Anne: Jo ærlig talt. Det har trods alt været rart at komme lidt hjemmefra og opleve noget andet, selvom jeg synes, det har været hårdt.
Preben: Tænker du på Inga:?
Anne: Ja, jeg er ikke rigtig kommet mig over chokket med hende i dag. Det var slemt.
Preben: Glem hende, nu hygger vi os. (Han tager om hende og kysser hende, og Anne klynger sig til ham for at søge beskyttelse)
Anne: Jeg trænger til, at nogen er god ved mig. Det er ikke så tit, jeg oplever det.
Preben: Jamen, du er jo gift.
Anne: Ja, det er jeg, og det er du også, men derfor kender jeg alligevel ikke til ømhed eller kærlighed.
Preben: (stivner) Jeg kan ikke røre dig på grund af min kone, gå med dig.
Anne: Jamen, det var dig, der ville, hvad sker der?
Preben: Det var dig, der lokkede, du er en falden kvinde, der lokker mænd i fordærv.
Anne: Nej, hør nu her. Det var dig, der inviterede. Det er dig, der har taget initiativet hele vejen igennem.
Preben: Nej, det er alt sammen din skyld. Du lokkede mig til at være min kone utro.
Anne: Herre du milde gud. Der er ikke sket spor, bortset fra vi har kysset hinanden. Men ok, jeg går nu, vi ses i morgen, sov godt.
Preben: Ud med dig din tæve.
Anne: Godnat Preben.

Næste morgen i undervisningslokalet
Preben: Der er noget, vi må tale om, der skete noget meget ubehageligt i går aftes.
Sven: Nåh, hvad var det?
Preben: Det er Anne. Hun kom ind på mit værelse efter festen og ville i seng med mig. Jeg ville ikke være min kone utro og smed hende ud.
Sven: Er det rigtig Anne?
Anne: Ikke helt.
Thorvald: Anne, du sætter dig ind i midten, vi laver et akvariemøde over dette.
Anne rejser sig og sætter sig ind i midten. (et akvariemøde er et møde, hvor den person,
det drejer sig om, sætter sig i midten af flokken, og resten udenom stiller spørgsmål
eller kommenterer.)
Thorvald: Hvad drejer det sig om Anne? Opsøgte du Preben for at gå i seng med ham?
Anne: Nej, han inviterede mig over på sit værelse, så vi kunne hygge os med rødvin og snaks.
Keld: Kunne I ikke have gjort det sammen med os andre?
Anne: Det gjorde vi, men da festen var forbi, vi ville fortsætte lidt længere, fordi vi ikke havde lyst til at slutte.
Steen: I dansede kinddans med hinanden, så jeg tror mere på Preben end på dig.
Anne: Åh, I mænd holder altid sammen.
Preben: Du har selv fortalt, din mand er dig utro.
Anne: Det var i et fortroligt øjeblik sammen med dig, og det skulle ikke videre.
Steen: Jeg tror mere på Preben. Du tog din hund med på kursus og påstod, din mand ikke gad passe den. Din plads er i køkkenet og ved din mands side. Hvorfor er du ikke sammen med ham og børnene i sommerhus?
Anne: Fordi han ville have, jeg skulle på kursus og udvikle mig.
Sven: Ja, det trænger du til, jeg kan ikke dadle ham for det. Du var også ved at blive voldtaget af Inga. Alle er åbenbart efter dig, ikke?
Anne: (Anne sidder med benene trukket op og hovedet hvilende på knæene. Hun svarer ikke)
Preben: (fordømmende og forarget) Anne, du er mande gal og render efter enhver mand, du kan få øje på, uanset om han er gift eller ej, og at du selv er det. Jeg kan godt forstå, din mand vil have lidt fri fra dig. Du er en tøjte.
Keld: (fordømmende) Ja, og du var i sauna med en mand i Sverige. Havde I sex i saunaen?
Anne: (svarer ikke)
Keld: (hånligt og fordømmende) Du er en allemandspige, en rigtig gadetøs, liderlig og skal bedækkes af enhver mand du ser. Føj for den.
Anne: (svarer ikke, men begynder at græde stille og lydløst.)
Sven: (hånligt) Du er en dulle, hvem har du ellers haft fingrene ude efter? Du er så liderlig, at du ikke kan se en mand, uden du lægger an ham. Du kan åbenbart også lide kvinder, eller hvad?
Anne: (svarer ikke)
Steen: (hårdt og fordømmende) Svar din trækkertøs, er du til piger?
Anne: (svarer ikke)
Keld: (hårdt og fordømmende) Svar din mokke, er du til piger?
Anne: (svarer ikke, men græder stille og lydløst)
Preben: (hårdt og fordømmende) Hvor mange ægteskaber har du brudt ind i for at splitte op og ødelægge, som du ville ødelægge mit, føj for den?
Sven: (hårdt og fordømmende) Du har rigtig lavet rav på dette kursus og har fået al opmærksomheden rettet mod dig selv. Hvor er du egoistisk. En rigtig ludder kælling. At du vil være dig selv bekendt?
Thorvald: Ja tak, jeg tror vi stopper her. Der er frokost om en halv time, og derefter slår afskedens time, og vi kører hjem til vore ægtefæller.
Preben: (hånligt) Ja og Anne, den feltmadras, skal hjem og gøre sig lækker for sin mand, så hun kan komme på nye kurser og ødelægge flere ægteskaber. Føj for den, godt jeg ikke faldt for den luder tøs.
Thorvald: Vi ses til frokost om en halv time.

(Alle forlader lokalet, Anne sidder alene på gulvet med hovedet hvilende på knæene og græder stille, ingen tager notits af hende. Da alt er stille, rejser hun sig forsigtigt, tørrer øjnene, går over på sit værelse og henter sine ting, som hun smider ind i bilen og kører, uden at sige farvel til nogen. Hun lægger en seddel i receptionen til Anni, at hun ikke tager hjem de første par dage. Hun kører til Nymindegab og indlogerer sig på kroen, hvorefter hun går en lang tur langs stranden. Om aftenen ringer hun til sin mand)
Anne: Jeg er i Nymindegab, og jeg kommer ikke hjem de første par dage. Jeg trænger til at være lidt alene.
Sven: Du kommer hjem nu, du skal vaske tøj og lave mad til os. Din plads er i hjemmet.
Anne: Det har været et hårdt kursus, jeg trænger til at være alene, med mindre du vil sende børnene ud til dine forældre, så vi kan være alene sammen. Jeg trænger til dig.
Sven: Pjat, du kommer hjem og laver mad og vasker tøj, og der skal gøres rent. Det er dit arbejde. Hvorfor skal jeg sende børnene væk, de bor her også?
Anne: Det gør jeg for dig, når du har været på et hårdt kursus og trænger til at være alene med mig og snakke.
Sven: Det er noget andet med mig.
Anne: Hvorfor er det det?
Sven: Fordi mine kurser er udviklende, vigtige og anstrengende. Endelig skal en kone stå til rådighed for sin mand, det er hendes pligt.
Anne: Mener du dermed, at en mand ikke skal støtte sin kone, når hun trænger til det?
Sven: En mand har mange problemer på sit job, og dit arbejde er at passe hjem og børn. Du kommer hjem nu.
Anne: Du glemmer helt, jeg også har et arbejde, og at der kan være problemer. Og i øvrigt trænger jeg til at være alene med dig for en gang skyld.
Sven: Vrøvl, du kommer hjem nu.
Anne: Nej, jeg kommer ikke, før jeg er klar til det. Jeg må samle mig, jeg trænger til at være alene.
Sven: Du kommer hjem og laver mad og vasker tøj.
Anne: Sven, kan du ikke bare for en gang skyld gøre noget for mig? Jeg har stort behov for det og for dig.
Sven: Nej, når jeg siger, du skal komme, skal du komme nu.
Anne: Nej, farvel Sven, jeg ringer til dig på et andet tidspunkt.

(Anne opholder sig ved Jyllands vestkyst i flere dage. Da hun føler, hun er stærk nok, tager hun hjem til sin mand. De bliver skilt kort efter, og han gifter sig igen med sin elskerinde, hvorimod Anne har fået nok af mænd og deres svig og vælger et liv alene).