Forårsfortælling - Spanien
Restauranten Nautilus med sine mange muntre farver, runde vinduer, blomster og udsigt over Middelhavet ser hyggeligt og attraktivt ud. Her sidder altid mange mennesker og får en drik.

Under flere af bordene titter et hundehoved frem. Jeg kan se på deres minespil, at de holder øje med alle, der går forbi. Det kunne jo være, her var en firbenet kollega, der skulle have et vov med på vejen.

En af dem lister først den ene forpote op på en ledig stol, så den anden med det mest uskyldige udtryk i sit hundeansigt, man kan tænke sig. Dernæst kommer en bagpote op og rører stolesædet, men inden den får hundenumsen med op på stolen, opdager dens menneske, hvad den laver og beordrer den ned igen. Den sender ham et bebrejdende blik, der siger så meget som: "Det kan du ikke være bekendt, hvorfor må jeg ikke komme op og kigge ud over området som du"?

Stranden er en klippe- og stenstrand. På klipperne står der mange og fisker. Jeg får øje på en, der har en hund med. Den danser rundt på den yderste klippe og kigger ned i vandet. Den ser ud til at have lyst til en svømme- eller fisketur, men den tør åbenbart ikke vove springet. Den har måske en fornemmelse af, at man kunne få en pote i klemme mellem stenene eller at stenene er glatte, så den ikke kan komme op ad vandet igen.

Dens menneske siger noget til den. Den logrer med halen og ser op på ham, løber lidt frem og tilbage på klipperne, sætter sig på hundenumsen og smiler indbydende til sin "far" som om den siger: "Vil du ikke med i vandet?". Det ville han åbenbart ikke.

Langs havet løber en ujævn stensti. Her lufter mange mennesker deres hunde. Hver gang en hund møder en anden hund logrer halen fra side til side. "Skal vi lege eller slås?" De snuser lidt til hinanden. Først snude mod snude, napper måske lidt, så bagi, går ned på albuerne med tungen ud af munden og spillevende øjne. "Skal vi lege?" Her griber deres mennesker ofte ind. Det må de ikke. Tænk nu, hvis de begynder at slås? Men i reglen ønsker de bare hundekontakt.

På paseoen ved Punta Primo får jeg øje på en stor hund med en dame i snor. Den farer frem og tilbage på tværs af paseoen og hun bagefter. Her er åbenbart mange spændende dufte. Derefter op ad en lille sti, hvor den står og snuser. Nu får den øje på mig. Hun skriger: "Pas på, han kysser dig." På "dig" rammer forpoterne min brystkasse, og jeg får et stort vådt hundekys over hele ansigtet. Jeg klapper ham lidt på siden og klør ham bag ørerne og bliver belønnet med et ordentlig slik mere.

Han hopper ned fra min brystkasse og stiller sig i "klø-mig-i-nakken-position". Jeg klør ham bag ørerne og på halsen med den ene hånd og ved haleroden med den anden. Han ser helt salig ud. Hans "mor" kommer hen til mig, og jeg kan ikke dy mig for at spørge, hvem der går tur med hvem. Hendes mand svarer grinende. "Det er et godt spørgsmål." Hunden bliver træt af at blive kløet og løber ud på nye snuseopgaver med sin "mor" i snoren efter sig.

Jeg fortsætter ad paseoen til den slutter og drejer til højre og kommer hen til et lille haveanlæg med bænke. Her sætter jeg mig og opdager, der er fyldt med katte. Jeg sidder stille og betragter dem. En af dem har besørget et stort nødtørft. Ved siden af denne klat graver den et hul og med alle tegn på væmmelse og afsky i misseansigtet, samler den med sin pote en bunke jord og med den foran poten skubber katten den væmmelige klat ned i hullet. Hele dens kropssprog viser, at den finder denne operation meget ækel. I det samme bliver den klar over min tilstedeværelse og ser på mig med beklagelse i ansigtet, som om den siger: "Det må du meget undskylde, jeg skal nok rydde op efter mig." Det gør den og forlader stedet med elegante og afslappede bevægelser og højt løftet hoved og hale.

Min vandring fortsætter op til Cargatenavejen med alle barerne og restauranterne. Her sidder tre mennesker ved et bord og får en drink. På den fjerde stol sidder en hund og skuer ud over området, storsmilende med tungen ud af munden og spillevende øjne. Der er i hvert fald intet, der undgår dens hundeopmærksomhed. En firbenet kollega vandrer forbi. Den får et venskabeligt vov med på vejen, hvorefter den fortsætter sin afsøgning af området for andre spændende emner, der skal have et vov.

Over hele området ligger et klangbillede af den lifligste fuglekvidder. Det er forår.