Forårsfortælling - Danmark
Jeg kører ind på gårdspladsen, og hunden kommer drønende rundt om hjørnet på stuehuset. Den ligger nærmest vandret i svinget. I samme øjeblik, jeg åbner bildøren, lander den på skødet af mig, og jeg får den helt store slikke - velkomst. Efter at vi har sagt behørig goddag til hinanden, stiger jeg ud ad vognen, men den har allerede sat sig foran bagagerummet og piber. Jeg lukker det op, og hunden sætter i et elegant spring op i det og kigger ud på omverdenen, som om den vil sige: “Så kan vi godt køre, nu er jeg her.”

Jeg prøver at forklare, at vi først skal have frokost, inden vi kører, men ikke tale om, den er ikke til at drive ud ad vognen. Den stritter imod af alle kræfter og hyler som en stukken gris. Ergo lader jeg den blive siddende og sætter i stedet dens vandskål og madskål ud til den, for at den kan forsyne sig, mens vi spiser frokost.

Det er dejligt mildt vejr med diset solskin, men metrologerne har lovet regn til aften fra vest. Derfor beslutter vi at køre ud på Djursland for at få godt vejr så længe som muligt.

Djursland er kønt på alle tider af året. Mange steder kan man skue langt, langt ud over landskabet. Træer og buske er stadig nøgne, men flere steder, hvor der er læ, kan man allerede nu se, at knopperne er ved at springe ud. Det har fået et grønt skær. Markerne er blevet forårs sået og ligger som store sortbrune flader imellem de grønne vintersæds- og græsmarker. I bakspejlet kan jeg se en glad hund, der sidder og skuer ud på omgivelserne.

Vi kører til Grenå Sydstrand. Det er gammel havbund med to til tre revler, beklædt med marehalm, vilde roser og gyvelbuske. Området er et bredt stykke, der ligger mellem sandstranden og skoven. Inde i skovbevoksning løber vejen til den yderste parkeringsplads, hvor vi sætter bilen.

Her er få mennesker - kun et par enkelte biler, men ellers ikke et øje at se nogen steder. Hunden farer rundt og snuser. Her er mangfoldige spændende lugte. Vi går hen over den gamle havbund og ud mod stranden. Talrige “små, grønne sandtoppe”, som er ujævnheder i “havbunden” giver området sit helt særegne præg.

Der blæser en stærk vind fra sydøst, derfor foretrækker vi at følge stien mellem de to revler. Det giver lidt læ. Gyvelbuskene springer snart ud, de er meget grønne, og det varer ikke mange uger før de står gule og flotte. Hunden undersøger hver en busk, hver en lyngtot, alt skal snuses til. Over os hører vi forårsbebuderne give deres besyv med.

Vi følger stien, indtil vi når den tætte bevoksning af gyvelbuske, så går vi ud på stranden. Vinden tager godt fat i tøjet, og vi går foroverbøjet for at komme frem. Vi fortsætter til åen og sætter os for at nyde udsigten ud over Kattegat. Der er ikke et skib at se.

Disen bliver tættere, og solen er ved at forsvinde, hvorfor vi går tilbage til bilen. Nu er solen næsten væk, men det er stadig lunt. Vi finder ”en gryde” med en gyvelbusk på toppen til at skaffe læ, og hvor vi kan nyde vor medbragte te. Hunden er meget træt og vil kun ligge i bilen, den har i hvert fald fået sin “gåtur”.

Himlen er overskyet, og solen er helt væk. Vi fortsætter til Ebeltoft og parkerer på pladsen foran “Fregatten Jylland”. Der kommer nogle kraftige vindstød, der hvirvler sandet op, så det står som en støvsky ind over “Jylland” og parkeringspladsen. Et øjeblik efter regner det.

Turen forsætter langs bugten mod Femmøller. Vandet og himlen er helt grå, og der er små arrige, hvide toppe på bølgerne. Vinden er taget til, og det styrt regner, mens vi kører hjem.