Vikarbureauet ringer og beder mig tage ud til en ny kunde, hvor jeg skal skrive rejserapporter efter diktafon.

På dagen tager jeg tidligt hjemmefra, da jeg ikke rigtig ved, hvor firmaet ligger og forudser, at jeg skal bruge tid på at finde det, selvom jeg har studeret kortet. Det regner og blæser og er rigtig surt vejr.

Det viser sig, at jeg finder virksomheden hurtigere, end jeg regnede med, så jeg er tyve minutter for tidlig på den og bliver siddende i vognen, mens jeg venter på, at nogen dukker op. Der går ikke mere end fem minutter, før den første viser sig, og jeg smutter med ind.

Min kontaktperson er allerede kommet og byder mig velkommen. Hun viser mig ind på et tomt kontor, hvor jeg kan sidde og skrive. Personen, der har kontoret, hører til den type mennesker, hvor alt ligger i stakke på skrivebordet. Jeg flytter om på stakkene for at få plads til diktafon og tastaturet. Derefter må jeg ned på gulvet for at finde en stikkontakt og få strøm. Ledninger ligger i en stor sammenfiltret rede, men jeg finder da et stik.

Jeg tænder for computeren og får vist hvilket program, jeg skal ind på, men nu har jeg problemer med "musen". "Musehalen" er ikke lang nok, ned på gulvet igen og sno den ud af de forskellige ledninger. Det hjælper, men den er stadig for kort. Nå, det må jeg leve med.

Herefter følger en forklaring på, hvilke biblioteker, jeg skal skrive de forskellige rapporter ind på og en liste over diverse fagudtryk, der findes i firmaet. Heldigvis sidder jeg på eget kontor og kan lade diktafonen spille højt, derfor behøver jeg ikke have propper i ørerne. Det kildrer og er mere trættende.

Stolen er for høj, og det kniber for mig at nå gulvet. Jeg prøver, om jeg kan stille på den. Det kan ikke lade sig gøre. Skrivebordet er for højt til at sidde og skrive ved. Det varer ikke ret længe, før jeg har ondt i nakken, og benene sover.

Jeg rejser mig og gør lidt gymnastik for at løsne for musklerne. Det hjælper. Jeg er nødt til at skifte med at bruge venstre og højre ben til at træde på pedalen. Når det ene ben sover så meget, at det ikke kan mere, må jeg bruge det andet. En vikar kan ikke tillade sig at lave vrøvl, men må tage tingene som de kommer.

Min kontaktperson spørger, om jeg vil have kaffe eller te og viser mig, hvor køkkenet er. Jeg kan tage, hvad jeg har lyst til. Hun fortæller, at der er rundstykker, og der er også et til mig. (Det er sjældent, der er til vikaren). Det er pænt af dem, men jeg bryder mig ikke ret meget om rundstykker og nøjes med at sige tak. Indimellem dukker nye mennesker op og hilser på mig.

Benet sover nu rigtig meget, og jeg har smerter i det og kan faktisk ikke få det til at fungere. Jeg undersøger kontoret, om der er et eller andet, der kan bruges som skammel, men finder intet. Der er ikke andet for, end jeg må få venstre til at fungere. Det går an, men er ikke godt.

Frokosten nærmer sig. Gad vide, om de har frokoststue? Ingen spørger, om jeg har tænkt mig at spise frokost. Jeg er så heldig, at der er et ord, jeg ikke forstår og går ind og spørger, om en af de andre kan høre, hvad han siger. Herved opdager jeg, at man sidder ved skrivebordene og spiser.

For at få plads til min tallerken, (jeg finder en i køkkenet) sætter jeg diktafonen op på en af stakkene og musen på en anden. Nu kan jeg være der. Det er vidunderligt at slappe lidt af. Jeg trækker en skuffe ud og sætter benene på den, det har en livgivende virkning.

Min kontaktperson dukker op og siger, at hvis jeg har lyst til at snakke, skal jeg bare komme ind. Jeg takker pænt for tilbudet, men det tør jeg ikke, for jeg skal ikke nyde noget af, at de ringer til bureauet og fortæller, at jeg går rundt og snakker i stedet for at bestille noget. (Af den pris, firmaet betaler for mig, får bureauet 110% og vikaren 90%) Bortset fra det ville det have været rart med en lille sludder.

Midt på eftermiddagen dukker hun op igen og tilbyder kransekage til eftermiddagsteen. Hvor lækkert. Det er åbenbart et firma, der sørger godt for personalet, men hvor kan man blive tyk, hvis man ikke passer på.

Ved arbejdstids ophør udskriver jeg min timeseddel og beder om en underskrift. Jeg er kun vikar for en dag. Min kontaktperson ser lidt på mig og spørger, hvad jeg skal i morgen, eller om jeg har tid til at komme igen. Joh tak, det vil jeg da gerne.

Næste dag dukker jeg op igen til aftalt tid og går ind på samme kontor. Her sidder en meget høj mand ved skrivebordet. Vi kigger lidt på hinanden.

"Hvem er du?"
"Jeg er vikar og skriver rejserapporter. Jeg blev ikke færdig i går og skal fortsætte i dag. Er det dit kontor?"
"Ja, kom, så skal jeg finde ud af, hvor du kan sidde. Kan du virkelig forstå, hvad de siger på båndene? Det er jo jysk."
"Det har du ret i, det kniber lidt en gang imellem."
"Hvis der er noget, du ikke forstår, må du gerne komme ind til mig, så oversætter jeg."
"Tak skal du have, det vil jeg huske."

Vi går ind til min kontaktperson, og hun finder en ledig plads til mig på et lyst og indbydende kontor med to skriveborde.

Det viser sig at være en sød, venlig og hensynsfuld dame, jeg skal dele kontor med. Vi sludrer lidt, ind imellem vi arbejder, men hun er ikke ret meget på kontoret, derfor kan jeg det meste af tiden køre med højtalere på. Det kildrer i ørerne og er frygtelig ubehageligt med hovedtelefoner. Af og til går jeg ind og spørgere den venlige mand, hvad dette og hint betyder, men ellers passer jeg mig selv, med mindre en kommer og sludrer lidt eller spørger, om jeg vil have te. Det vil jeg meget gerne.

Ved dagens slutning mangler jeg endnu lidt at skrive, men min kontaktperson er gået, og jeg ved ikke, om jeg skal komme næste dag. Jeg går ind til min høje ven og spørger, hvad jeg skal gøre, for jeg vil ikke bare blive væk. Han synes, jeg skal komme næste dag for ingen sender mig hjem.

Tredje dag dukker jeg op og går ind til min kontaktperson.

"Godmorgen, Jeg mangler en lille smule, men du var gået i går, og jeg vidste ikke, om jeg skulle komme igen, men jeg ville ikke bare blive væk."
"Nej, du skulle ikke være kommet i dag, har vikarbureauet ikke ringet til dig og fortalt det?"
"Nej, det har de ikke, men hvis du skriver min timeseddel under, går jeg igen."
"Det synes jeg ikke, du skal, nu du er kommet. Vi finder noget arbejde til dig, og til aften skriver jeg din timeseddel under."

Det var et af de gode firmaer at arbejde for. Dem findes der ikke mange af, men det var rart for en gang skyld at blive behandlet ordentlig.