Forårsfortælling - Danmark
Blandt de smukkeste områder i Østjylland er skovene omkring den tidligere herregård Moesgård - nu museum. Jeg går over gårdspladsen, højre om hovedbygningen og kommer ud til oldtidsstien. Det første stykke løber den gennem parken. Her er stadig meget vådt for ikke at sige lettere sumpet. Mange træer har allerede bristefærdige knopper og på nogle af buskene er er små blade. Andre træer har kun knopper.

Stien snor sig forbi en lille sø med store gamle træer og fortsætter ud på engen, der er fyldt med oldtidsgrave - langgrave, stendysser osv. Er man interesseret i oldtiden kan man sagtens få nogen tid til at gå her.

Jeg kommer igen ind i skoven. På dette sted er skovbunden meget kuperet og helt dækket af hvide anemoner. De står som et hvidt tæppe så langt øjet rækker. Træerne skaber silhuet med mørkere og lysere stammer i forskellige tykkelser, nogle træer er væltet og ligger hen ad jorden. Vinden får trætoppene til at bølge, og i det fjerne lyder suset fra bugten. Mærkeligt nok hører jeg ingen fuglekvidder. Der kommer kun et enkelt pip i ny og næ.

Stien bugter sig og får følgeskab af Giber Å, der danner strømhvirvler her, miniaturevandfald der. Solen skinner i åen, så vandspejlet glitrer og er snart mørkt og snart lyst. Ved Skovmøllen betragter jeg åen, her er der endnu mere spil i vandoverfladen.

Nu kommer jeg ind i oldtidsskoven. Den er meget særpræget med sine urtids træer. Der er utroligt sumpet og et stykke inde, er stien en stor mudderpøl, som munder ud i en mindre sø, derfor vender jeg om og går den mere direkte vej mod stranden.

På begge sider af stien kommer igen et stykke med anemoner. Det er billedskønt og sjældent at se en skovbund, der er næsten helt hvid. Vejen fører forbi det åbne stykke, hvor der sidste sommer var vikinger og vikingespil. Jeg følger stien og kommer ud lidt syd for området og har nu udsyn ud over bugten mellem træernes stammer. Over mig udstøder et par krager deres hæse skrig.

Jeg går ned til stranden. Vandet er forbløffende roligt. På stranden er samlet en gruppe ryttere, som sprinter hen over sandet langs vandet. Det ser ud, som om de ridder om kap. Af samme grund bliver jeg oppe på stien ved græsmarkerne, da jeg ikke har lyst til at blive redet ned. Til gengæld er jeg ved at blive rendt over ende af løbere, der kommer halsende udenom mig.

Desværre for mig har jeg åbenbart valgt samme rute som de. Det er ikke så rart, da jeg hele tiden føler, at enten er jeg i vejen eller er ved at blive rendt over. Jeg holder mig inde i siden af skovvejen og gør mig så lille som muligt for ikke at genere dem. Endelig drejer deres rute til venstre, og jeg skal til højre op mod Moesgaard Museum.

I parken er stien og græsset nærmest en stor mudder- vandpøl. Det er lige før, jeg får en sok, jeg er i hvert fald på gyngende grund. Nu må det gerne holde op med at regne, så jorden kan tørre.
På gårdspladsen er det japanske Kirsebærtræ nærmest hovedbygningen næsten helt sprunget ud. Det er yndigt. De andre kirsebærtræer er mindre udsprunget, og det bliver mindre og mindre, jo nærmere man kommer museets indgang.

På den anden side af vejen har vikingerne taget weekendophold. Nogle af dem er meget private, mens andre gerne vil snakke og vise deres ting frem og forklare om vikingetiden.

Jeg troede, de kom til Moesgaard for at fortælle om vikingernes levevis, men der er åbenbart noget jeg har misforstået.