Forsvarsfæstningen med sine tykke mure troner højt over havet på den store klippe. Murene fortsætter hele vejen rundt om den lille fiskerlandsby Benidorm for at beskytte byen og dens beboerne mod Algeriske og Berbiske pirater fra øen Tabarca.
   Det er midt i marts og forårsstormen raser hen over Middelhavet og pisker havet op til tårnhøje, gråsorte, skummende bølger, der med et drøn slår mod klipperne og sender skumsprøjt op ad fæstningsmuren og skyller langt op på strandene på hver side af den store klippe, inden det med et sug trækker sig tilbage, hvorefter den næste bølge buldrer mod klipperne. Himmelen er sort med tunge regnvejrs skyer, som med jævne mellemrum pisker hen over bølgerne.
   Det er sidst på eftermiddagen, vagten på fæstningen, Pedro García skuer bekymret ud over havet. Det er lige en dag, hvor piraterne vil slå til og gå i land og plyndre og dræbe befolkningen. Han står på fæstningens nordside og betragter Levante stranden og den høje Almadrava klippe, som afgrænser stranden mod nord. Det er et fascinerende syn. Klippen går lodret ned i havet, og bølgerne kommer rullende og slår med et drøn op mod dem, så skumsprøjtet står højt i vejret og derefter trækker sig tilbage for at en ny bølge kan buldre mod klipperne. Han vender om og går tilbage, hvor han ser mod sydøst over Poniente stranden og mod øen Tabarca. Den ligger for langt væk til, at han kan se den, men når det er klart vejr og sol, kan han ane den ude i horisonten.
   Pludselig ser han et skib, der ligger og hugger i bølgerne. Hans hjerte slår et slag over, han står stille som ramt af lynet, er det et piratskib? Han kigger, men er ikke sikker i sin sag og tager kikkerten og sætter den for øjet. Det kan være et piratskib, men på den
   anden side opfører det sig besynderligt. Han henvender sig til kommandanten og meddeler,
   at der ligger et skib sydøst for fortet.
   De betragter det sammen et stykke tid. Det ligner ikke et piratskib, men ser snarere ud til at være et fartøj, der har revet sig løs fra sine fortøjninger og nu hugger op og ned i bølgerne. Skibet har mistet sin mast og dækket bliver hele tiden overskyllet af vand. De kan ikke se, at der er mandskab ombord, som prøver at rette skuden op.
   Kommandanten kontakter kystvagten og fortæller om skibet, der ligger ud for Poniente stranden. De diskuterer et stykke tid, hvad de skal gøre. Er det et skib uden mandskab, vil det forlise i løbet af natten, og det tiltrækker piraterne, som dukker op for at plyndre det for værdier. De bliver nødt til at redde det.
   Kommandanten og kystvagten kontakter havnefogeden og fortæller om deres opdagelse, og at de må hyre frivillige, der vil gå ud og føre skibet i land, så det ikke forliser. Efterhånden rygtes det, at der ligger et skib ud for kysten, hvorpå landsbybeboerne samler sig på stranden og skuer bekymret ud over havet. Myndigheder beder nogle frivillige unge mænd om at melde sig og sejle ud efter skibet.
   Det er allerede ved at være solnedgang, da de tre unge, modige fiskere Antonio Bayona og brødrene Vincente og Miguel Llorca sætter et lille fartøj i vandet. Det er meget svært at komme ud, da båden hele tiden stejler som en vildhest, der ikke vil berides. Der er flere gange fare for, at den vender bunden i vejret, når en stor bølge kommer ind under den, men til sidst lykkes det de tre mænd at få den ud i havet. Den svæver snart på en bølgetop, så de ikke kan ro og snart i en bølgedal, hvor de er usynlige for menneskeskaren inde på stranden.
   Landsbybeboerne følger med i den farefulde færd fra stranden med åndeløs spænding. Vil de klare det, eller vil den lille båd forlise? Den hopper og danser på bølgerne, og vandet slår hele tiden ind over den, derfor er det nødvendigt, at en af dem øser vand, for at båden ikke skal fyldes.
   Folkene på stranden kan se, at de unge mennesker nærmer sig det store skib, men kan de få en trosse ombord og trække det med i land? Nu er de unge fisker nået ud til skibet, hvor de lægger sig i læsiden. De kaster en krog op mod det for at den kan hage sig fast, hvorefter en af dem kan gå ombord. Det lykkes ikke, krogen falder i vandet. De forsøger igen og igen uden held. Til sidst får krogen fat.
   Antonio, Vincente og Miguel diskuterer, hvem der skal entre skibet.
   Antonio: "Jeg klatrer ombord, så bliver I to i båden. Jeg tager en line omkring mig. I tilfælde af, at jeg falder i vandet, hiver I mig op."
   Vincente: "Ja, det er nok bedst, at du entrer skibet, du er mest ferm til at klatre i tove, vi andre klarer det hernede imens."
   Antonio: "Når jeg er kommet op, prøver jeg at finde et sted, hvor jeg kan fastgøre tovet, for at I kan trække hende i land, og derefter forsøger jeg at rette hende op, så hun ligger mere støt og rolig i søen."
   Miguel: "Giv os et praj, når du har fastgjort torvet!"
   Antonio: "Det skal jeg."
   Jeg klatrer op ad tovet. Vandet bruser hele tiden ned over mig, og flere gange er jeg ved at miste grebet om rebet. Et lille stykke oppe hænger rebstigen og svinger frem og tilbage, den er uvist af hvilken grund kastet ud over skibssiden. Jeg fortsætter videre ad den og når til sidst op til rælingen. Jeg tager bestik af bølgerne. Så snart skibet hæver sig, svinger jeg mig over kanten og står nu på dækket. Jeg tager et overblik, mens jeg klamrer mig til rælingen. Redningsbåden er væk, det viser, at de sikkert er gået fra borde, men hvorfor? Heldigvis er lugerne til lastrummet lukket.
   Hvor kan jeg fastgøre tovet? Jeg ser mig omkring og får øje på en fortøjningsbøje. Mon den kan holde til at trække skibet i land? Da den næste bølge har forladt dækket, løber jeg over til fortøjningsbøjen og holder godt fast i den, mens en ny bølge skylder ind over skibet. Jeg fastgør rebet godt og grundigt og giver signal ned i båden, at rebet er fastgjort. De hiver det nu ind i båden og fæstner det til den. Jeg peger i retning af roret og giver tegn til, at jeg går derover og retter skuden op. De nikker. Igen tager jeg bestik af bølgerne. De tårner sig højt op over mig og rammer dækker med et ordentlig plask, hvorefter de skylder ud over skibssiden. Hver gang en bølge har forladt dækket, løber jeg hen mod roret og til sidst er jeg ved det. Jeg surrer mig fast og tager roret og begynder at rette skuden op, hvorpå hun ligger mere stabilt, og bølgerne ikke hele tiden slår ind over. Jeg brøler til mine venner nede i båden, at de godt kan begynde at trække, jeg ved ikke, om de kan høre mig, men efter et stykke tid, mærker jeg, at skibet bevæger sig ind mod land. Jeg drager et lettelsens suk og beder til, at vi når velbeholdent ind.
   Jeg ser mig om, der er tilsyneladende ikke mandskab ombord, alt virker øde og forladt. Der går en strøm af glæde igennem mig, for det vil sige, at det er bjergningsgods og bliver en god økonomisk støtte for os og hele landsbyen, hvis det lykkes os at redde skibet. Vi tre redningsmænd får nemlig ekstra udbytte for vor redningsdåd.
   Fra kysten har menneskemængden ængsteligt fulgt de tre unge mænds kamp med bølgerne. Vil de klare det? Eller vil de kæntre og drukne i kampen med at få skibet bugseret i land? De står nervøst og hændervridende på stranden og følger med i redningsaktionen. Da landsbybeboerne opdager, at de begynder at bevæge sig ind mod land med det tunge skib på slæb, jubler de.
   Langsomt og besværligt nærmer redningsfolkene sig strandkanten, hvor menneskemængden venter i åndeløs spænding. Endelig skurer bunden af den lille båd mod sandet, og de unge mænd springer i land, og menneskemængden hjælper med at få båden op ad vandet og i sikkerhed på strandbredden for de høje bølger, derefter hjælper alle med at trække det store, tunge skib op på stranden og udenfor bølgernes rækkevidde. Antonio klatrer let og behændigt ned ad rebstigen og derefter tovet og er nu på sikker grund.
   Kystvagten prøver at trænge gennem folkemængde og gøre plads for havnefoged Francisco Orts og notar Alavaro Llorca.
   "Vig til side og lad havnefogeden og notaren komme igennem, så de kan inspicere skibet og takke redningsfolkene?" råber han.
   Francisco Orts og Alavaro Llorca går hen til de unge helte.
   " Vi takker jer mange gange for jeres redning af fartøjet, nu undgår vi forhåbentlig sørøverne og samtidig er der strandingsgods til glæde for hele byen, og I tre bliver indstillet til en redningsmedalje og får ekstra udbytte af det, som tak for bjergningen."
   Notarius entrer fartøjet og tager et overblik over skibets indhold, men da det allerede er mørkt, beordrer han kystvagtens og havnefogedens folk til at holde vagt ved båden, således at ingen kommer i nærheden af den og fjerner noget.
   De næste dage går havnefogeden og notarius ombord på skibet og laver inventarliste over dets indhold og last. Det meste af byens befolkning har samlet sig på stranden for at følge med i, hvad der foregår, og hvad skibet førte af varer, da det er ting til glæde for hele landsbyen.
   Det er et mindre handelsskib, hvor lastrummet er opdelt i flere etager med adskillige rum på hver etage og med trapper ned til diverse afdelinger af lasten. I midten af skibet findes et stort lastrum med saltsække og bygningsmaterialer. I de mindre lastrum er der store krukker med saltet fisk, olivenolie, vin, keramik, glasvarer og guld og sølvsmykker, samt fødevarer til besætningen, som uvist af hvilken grund har forladt skibet. I forstavnen finder de en smuk statue af jomfru Maria med Jesus-barnet i armene.
   Da de fortæller den forsamlede menneskemasse på stranden om skibets indhold, går der et sus af begejstring og ophidselse gennem befolkningsgruppen.
   Landsbybeboerne fryder sig allerede, da det vil være en kærkommen ekstraindtægt til de fattige mennesker. De ser også frem til at smage saltet fisk, fordi det er en stor delikatesse, som kun er beregnet for de rige.
   Før havnefogeden og notarius bliver færdig med at udføre deres hverv, rider dragonkaptajn José del Corral i fuld galop hen til skuden, så folk viger til alle sider.
   "Hvor finder jeg myndighederne her i Benidorm?"
   En fra tilskuerne træder frem: "De er i øjeblikket ombord på skibet for at notere lasten".
   "Hent dem, jeg vil tale med dem."
   Havnefogeden og notarius dukker frem fra bådens bug og ser undrende på dragonkaptajn José del Corral.
   "Hvad er der galt?" spørger de forbavset.
   "Jeg har ordre fra borgmesteren af Alcoy, markis af Cayluz og generalkaptajn af Valencia, at skibet skal brændes omgående, da besætningen muligvis er døde af pest."
   "Jamen, det er bare et forladt, strandet båd, som vi har reddet, inden sørøverne dukker op og overtager den.
   "Det er en ordre, skibet skal brændes omgående"
   "Der er mange luksusvarer ombord, som vor lille by vil have megen glæde af, og som vi har stort behov for, da vi er meget fattige."
   "En ordre er en ordre, skibet skal brændes."
   "Inden vi brænder hende, kan vi vel i det mindste fjerne varerne ombord og redde dem til glæde for vort lille samfund?"
   "Nej, hvis besætningen er døde af pest, er der stor smittefare og hele områdets befolkning bliver smittet og mange vil dø. Det er ikke mere end 20 år siden, at arvefølgekrigen sluttede. Har I allerede glemt, hvor mange mennesker, der blev dræbt i den krig. Vi har ikke råd til at miste flere."
   "Det er netop på grund af arvefølgekrigen, at vi er reduceret betragtelig, og nu er meget fattige, derfor vil sagerne fra skibet være en stor hjælp for os her i Benidorm. Endelig er der intet, der tyder på, at der har været pest ombord på skibet, og at besætningen er døde af det."
   "Det ved vi ikke noget om, men for en sikkerheds skyld forlanger borgmesteren af Alcoy, markis af Cayluz og generalkaptajn af Valencia, at skibet skal brændes omgående med al hendes last. Vi vil ikke risikere, at der udbryder pest i området og at mange mennesker bliver syge og dør."
   Menneskemængden har spændt fulgt diskussionen og protesterer højtlydt.
   "Vi har hårdt brug for godset fra skibet, vi er meget fattige, og det vil
   være en stor hjælp, hvis vi får skibet med hendes last. Det er langt fra sikkert, at besætningen er døde af pest, de kan være skyllet overbord i det hårde vejr eller være udsat for sørøvere, der har skudt dem og smidt dem i vandet."
   "Hvis det havde været sørøvere, havde de også røvet skibet og hendes rige last, derfor er der størst sandsynlighed for, at det er pest, der har dræbt besætningen, og vi vil ikke risikere smittefare."
   Diskussionen bølger frem og tilbage, men der hjælper ingen kære mor, dragonkaptajn José del Corral giver sin adjudant ordre til at sætte ild til skibet og kort efter er det omspændt af flammer. Menneskemængden står hulkende, hændervridende, grædende, klagende og sukkende, tager sig til hovedet og river sig i håret og betragter sørgmodigt det brændende skib. Alle de mange dejlige ting, der er ombord, og som den fattige befolkning bliver snydt for. De er dybt fortvivlet og kan ikke fatte deres onde skæbne. De kunne lige så godt have ladet skibet strande og ikke udsat de unge mænd for fare ved at gå ud og redde hende i det hårde vejr og de høje bølger, men så var de vel blevet røvet, plyndret og dræbt af sørøverne, hvor kunne livet være så ondt mod dem?
   Da ilden dør bort, og der kun ligger ulmende gløder i sandet, begynder børnene at lede efter bly. Pludselig til alles store undring dukker jomfruen velbeholden og uskadt frem af asken. Der går et sug af begejstring gennem tilskuerne, de ser det som et mirakel og gør hende til deres skytshelgen og bygger en kirke til ære for hende.


Efterskrift
   Legenden siger, at episoden fandt sted mellem den 15. marts og 4. april 1740. Landsbybeboerne kaldte statuen af jomfru Maria med Jesus-barnet i armene for "La Virgen del Sufragio" -(Strandingsjomfruen) og byggede en kirke til hende mellem 1740 og 1780 og gjorde hende til Benidorms skytshelgeninde.
   På Plaça del Castell på toppen af klipperne er der kun ydermurene tilbage af den tidligere forsvarsfæstning. Fortidens landsby med de snævre gader udgår fra resterne af forsvarsfæstning og kan stadig opleves, selvom husene er restaurerede. I den øverste del af den gamle, charmerende bydel ligger "strandingsjomfruens" kirke - La Iglesia de San Jaime y Santa Ana de Benidorm. Her har "strandingsjomfruen" fået sit eget smukke kapel med billeder på væggene, der beskriver begivenheden.
   Siden det 14ende århundrede hærgede og plyndrede sørøvere fra Nordafrika den spanske Levante kyst (området fra Valencia til Murcia). De brugte den spansk ejet ø Tabarca, der var ubeboet som afsæt for deres angreb. På hele den spanske kyststrækning opførte man vagttårne og fæstningsværker for at forsvare sig mod sørøvernes gentagne overfald. Tårnene kan man stadig se som et minde om svundne tider. De ligger hele vejen op og ned langs kysten.
   I 1768 genbefolkede kong Carlos III øen, idet han løskøbte 300 fanger, der var tilbageholdt i Tunis. De fik deres frihed fra slaveriet ved at befolke øen, så sørøverne ikke længere kunne bruge den som platform. Til monarkens genbefolkningsprojekt byggede militæringeniør Ferran Méndez bymur, kommandoenheder, bastioner, forretninger og huse. Det kan man se den dag i dag, når man besøger øen.
   I lange perioder var Spanien plaget af det sorte død - eller den sorte pest, som den også hed. Den tog livet af tusindvis af mennesker, derfor var myndighedernes begrundelse for at brænde skibet uhyre relevant, men samtidig var de fattige fiskere fra Benidorm udmarvet af arvefølgekrigen, som først sluttede for Spaniens vedkommende i 1720. Derfor var luksusvarer som keramik, glasvarer og guld og sølvsmykker, saltet fisk, olivenolie og vin delikatesser, som de nødig ville give afkald på.