Oplevelse - Irland
Regnen siler ned. Min vært, i det vestlig Irland, mener, at i løbet af en time vil solen skinne fra en skyfri himmel og synes, jeg skal cykle til stranden.
Han forklarer, at jeg skal køre mod syd langs Atlanterhavet og ind ad en grusvej til jeg kommer til et hegn med et led, jeg kan åbne og gå ind på en græsmark. Men jeg skal endelig huske at lukke det igen, for der går kreaturer og græsser indenfor hegnet.
Jeg kommer til ledet og hopper over, så glemmer jeg ikke at lukke det. Det viser sig at være en høj græsslette med stejle skrænter ned til Atlanten. Lige indenfor ledet, har havet gnavet sig ind i højsletten, og jeg kan uden videre gå ned på stranden. Det er det fineste, hvide sand, man kan tænke sig. Jeg spadserer lidt rundt og beslutter at gå op på højsletten og se mig omkring. Der er ingen idé i at være på stranden, mens det regner.
Derfor vandrer jeg hen over græssletten og kan i det fjerne se nogle huse - sandsynligvis sommerhuse, træer og ellers grønt, grønt græs helt ud i horisonten, men ikke en levende sjæl. Jeg skråer over sletten og hen mod skrænten og kigger ned. Der er vel omkring 30-40 meter ned til stranden. Mens jeg står og nyder udsigten over havet og stranden, kommer jeg pludselig til at se ind over sletten og opdager, at jeg bestemt ikke er alene mere, for ud ad den blå luft kommer en snes store, røde kreaturer i luntetrav hen mod mig.
De danner en halvcirkel rundt om mig, og al undvigelse over højsletten er udelukket. De sænker hornene og muher ad mig. Jeg taler beroligende til dem og forklarer, at der er plads til os alle sammen, men de trækker sig yderligere sammen om mig og muher nu meget bestemt og kommanderende.
Derfor opgiver jeg at overtale dem til at lade mig gå tur på deres område, overmagten er for stor. I stedet begynder jeg at undersøge skrænten og opdager, at den lidt længere fremme ikke var helt så stejl og vigtigere, der er en afsats midt på. Jeg skynder mig derhen, alt imens køerne trækker mere og mere sammen om mig.
De er kun få meter fra mig, da jeg sætter mig og kurer på halen og rygsækken med ad skrænten. I sikkerhed på stranden kigger jeg op og ser 20 rødbrogede hoveder, der glor ud over kanten og ned på mig, som om de vil sige, "hov, hvor blev hun af".
Der er ikke andet at gøre end at følge stranden. Sandet er hvidt og rent med store, sorte klipper, der står som skulpturer i alt det hvide. Havet er gråt med høje bølger og hvide skumtoppe, der rammer klipperne i vældige sprøjt, hvorefter det skyller højt op på stranden og
trækker sig derpå tilbage i et ordentlig sug. Himlen er sort med tunge, mørke regnvejrs skyer, vandet strømmer i kaskader ind over landet.
Jeg strider mig mod vinden hen ad stranden med regn og sprøjt fra havet piskende i ansigtet. Der er intet levende væsen at se, før jeg møder nogle æsler, der står i læ ad skrænten med rumpen mod vinden. Vandet driver af dem, og de ser ud, som de synes, vejret er rigtigt træls.
Umiddelbart efter har havet gnavet en dal ind i højsletten. Her er læ, og det undrer mig,
at æslerne ikke er søgt derind. Men forklaringen får jeg et øjeblik efter, for der ligger en flok køer og tygger drøv. De kan åbenbart heller ikke lide æsler.
Belært af erfaring går jeg en stor bue udenom dem og videre over et vandløb og op på højsletten på den anden side. Længere sydpå ligger en golfklub med et dejligt, varmt klubhus. Det er mit mål, men jeg har forregnet mig med hensyn til afstanden, og beslutter at vende om.
På tilbagevejen finder jeg en sandgryde med en stor klippeblok, der rager lidt ud og giver læ for regn og blæst. Her sætter jeg mig, tager min rygsæk af under regnslaget og om foran, for at få min madpakke og spise frokost. Efter den besværlige procedure ser jeg op og opdager, at jeg har fået selskab. I en halvcirkel rundt om mig sidder en halv snes kaniner og kigger nysgerrigt på mig og vibrerer med næseborene. En af dem er kun kommet halvt op af sit hul. Vort lille party holder, indtil jeg er færdig med frokosten.
Turen går tilbage over vandløbet og hen til huldalen, som havet har gnavet ind i sletten. Køerne er væk, og jeg går forsigtigt op på højsletten og spejder mig omkring. Det er meget fristende at skrå ind over den og hen til ledet, i stedet for hele vejen udenom ad stranden.
Mens jeg undersøger horisonten, tager jeg mig ikke i agt for kanin hullerne og træder ned i et af dem, forvrider min ankel og falder så lang jeg er. Nu er mine lange bukserne efterhånden både våde, grønne og meget beskidte, og det samme er mine travesko. Jeg humper videre over højsletten og kommer i sikkerhed hen til ledet og min cykel. Denne gang hopper jeg ikke, men kravler forsigtigt over.
Sidst på eftermiddagen er jeg vel tilbage i pensionatet, hvor jeg bor, og sidder tør og ren foran kaminilden med en kop dampende varm te og en stak aviser ved siden af mig. Udenfor skyller regnen stadig ned.