Alle begivenheder og personer i romanen er opdigtede. Ethvert sammenfald med virkelige personer eller begivenheder er tilfældigt.


Jack og Månen

"Månen er et skønt sted. Den fortjener sikkert et besøg"
   Neil Armstrong

0

Livet er uretfærdigt. Det er en lov - ligesom læresætningen om trekanten: Summen af de tre vinkler er altid 180, og alligevel kommer den bag på én - når vi konfronteres med den - uretfærdigheden.
   Alle har hørt om Neil Armstrong - det første menneske på Månen. Alle husker hans berømte ord - de ord, han havde forberedt, men som han ikke engang kunne sige korrekt: "Det er kun et lille skridt for mennesket ..." Skal man bare være nummer to for at blive glemt? Ja, for hvem husker egentlig Buzz Aldrin? Han var der også, han satte også sine spor i støvet på Månen - spor, som tiden ikke udvisker, fordi der ikke findes erosion på Månen. Buzz havde hele livet drømt om Jordens eneste satellit, og da han vendte tilbage til Jorden, var det eneste, han kunne tænke på, hvornår han kunne vende tilbage til Månen igen. Han skrev bøger om Månen, han betragtede den i de lange, ensomme nætter, mens han druknede sin længsel i billig whisky. Men ham er der ingen, der husker.
   Du vil også glemme mig. Fordi også jeg blot er - nummer to. Du vil end ikke kunne læse det, jeg skriver nu. Alligevel vil jeg skrive til dig. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg gør det. Måske for at forklare ... eller for selv at forstå. Jeg har altid haft brug for at skrive først - for så derefter at forstå det hele. Det er som om, det er ordene på mit papir, der danner den mening, der ikke ligger i lyden eller i de tanker, der trænger sig på i mit hoved. Det er derfor, jeg er helt ærlig, når jeg nu fortæller alt, hvad der skete. Det bliver ikke nogen dagbog eller noget i den stil. Det er nemlig aldrig lykkedes mig at føre dagbog. Jeg vil blot fortælle min historie, sådan som jeg ville have fortalt den til en ven - selvom jeg ikke har én. Eller til dig - hvis du ikke selv var indblandet i begivenhederne. Hvis jeg var sikker på, at jeg ønsker og vil, at du skal kende sandheden ...
   Jeg havde længe spekuleret over, hvordan jeg skulle begynde. Siden er det gået op for mig, at det hele formentlig slet ikke ville være sket uden Månen og Buzz. Derfor vil jeg starte her.


Kapitel 1. En komplot om Månen

Jeg sad i "udestuen", som blot var en overdækket altan, og skrev projekt om Apollo 11's mission. Hvorfor jeg sad dér? Fordi der var dækket bord i stuen, og jeg var blevet jaget ud af køkkenet - æbletærten var brændt på. Mere plads var der ikke i tante Milas lille lejlighed.
   Skolens computer hakkede; bogstaverne "m" og "n" satte sig fast. Det gik mig i den grad på, da jeg skulle skrive ordet måne i omtrent hver anden linje. Tunge tordenskyer hang over gården. Luften var mættet af elektricitet, og det føltes, som om de bittesmå hår på armene og i nakken rejste sig. På nabo-altanen vrælede en unge, der var sat ud for at blive "luftet" i en barnevogn. Forældrene havde tilsyneladende glemt barnet, der på tiende minut skrålede af fuld hals.
   Jeg husker, at jeg spekulerede på, hvorfor det netop var Neil Armstrong, der blev første mand på Månen. Sad han tættest på udgangen? Eller havde NASA helt specifikt valgt Buzz - en beskeden fyr til den mission, for at han ikke skulle prale med sin stjernestatus? Og - hvordan tog Buzz det?
   Nå, men pludselig dukkede tantes vilde frisure op i døren, indhyllet i en behagelig duft af æble-bagværk:
   - Hvad så, Sjen. Jeg er smuttet. Nu opfører du dig ordentligt og skaf hende ikke flere ubehageligheder på halsen. Hun kastede et blik over brilleglassene - skråt ind mod stuen, hvorefter mors veninde slog over i en teatralsk hvisken - eller nærmere et halvkvalt skrig, da hun jo skulle overdøve nabo-ungens skrål. - Måske er det hendes sidste chance. Hendes sidste håb for lykke! Så, nu ikke - egoist! Forstår du, hvad jeg mener? Hendes nærsynede øjne strejfede mig mistænksomt gennem de duggede brilleglas.
   - Forstået, - jeg vinkede og lagde højtideligt hånden på brystet. - Jeg skal nok være en sød dreng.
   Tante Milas guldtand glimtede i et smil, og af al kraft råbte hun på dårligt dansk:
   - Hey! Skift så den Pamperz! Ellers jeg ringe til Børneværnet!
   Barnet tav forskrækket, og en pludselig stilhed blev fyldt med en fjern torden og meget nære tyrkiske skældsord. På nabo-altanen smækkede døren i. Tante Mila skubbede stolt hagen frem og forduftede. Et hoved med mørkt pjusket hår tittede frem bag plastikskillevæggen. Akkompagneret af et "vræl-vræl" - forklarede tyrkeren - hr. Aydemir - hvilket fremgik af navneskiltet i opgangen - hvad han havde tænkt sig at gøre ved mig, hvis jeg igen vækkede hans søn eller endnu værre ham selv efter en nattevagt.
   Jeg lukkede min bærbar, for jeg havde alligevel glemt, hvad jeg ville skrive, - gav ham fingeren og skred. Mor stod foran spejlet i stuen og lagde sidste hånd på krigsmalingen.
   - Hvad var det for en larm? - spurgte hun - hun talte ud af mundvigen for ikke at blinke.
   - Naboen beder til Allah, - jeg smed mig i den slidte sofa og famlede under bordet efter fjernbetjeningen.
   - Men, hvorfor så højrøstet? - Mor vendte sig igen mod spejlet - nu med den anden profil, hun kneb øjnene sammen som en vildkat. Hun øvede sig.
   - Det tordner, - jeg trak på skuldrene. - Signalet er dårligt. Hvor er fjernbetjeningen?
   - Hmm, jeg lagde den vist nok i skuffen, da jeg gjorde rent. - Efter øjnene inspicerede hun læberne, og så gav hun næsen et ekstra lag pudder.
   - Kunne du ikke lade være med at tænde for fjernsynet, Sjen? Sæt hellere noget musik på. Men noget ordentligt og ikke dit "dunk-dunk-dunk".
   Jeg sukkede tungt og forsøgte igen:
   - Må jeg ikke godt gå, mor? Hvad skal I med mig? I kan godt selv sidde og hygge jer. Jeg smutter over til Memet, vi har et projekt ...
   - Jeg kender godt jeres projekter! - Hun rev sig løs fra spejlet og vendte sin funklende facade mod mig. Hun var i sin bedste og eneste kjole - sort med pailletter.
   - Skal jeg så igen hente dig på politistationen?
   Ved synet af mit lange fjæs, tøede mor op igen. Hun smilede og indtog en position som en supermodel i tossekassen.
   - Nå, sig mig nu, hvordan ser jeg ud?
   - Fantastisk, - jeg snuppede en småkage fra en skål og proppede den i munden.
   - Jeg synes, du er den smukkeste. Men, hvad så med biblioteket?
   - Ved du overhovedet, hvor det ligger, min ven? - Et malet øjenbryn for op under hendes brune krøller.
   - Jeg har jo sagt, at Sebastian gerne vil møde dig. Hvem skal han ellers møde? Et billede af dig? Nu må du altså sige mig - helt ærligt - ser jeg godt ud? Lad være med at rapse fra bordet!
   Min hånd stivnede en millimeter fra et stykke konfekt i grønt papir. Tante Mila havde lige haft "Egerner" med hjem fra Moskva. Jeg kneb øjnene sammen og kastede et kritisk blik på de glimtende pailletter.
   - Så drej dig rundt.
   Mor tog den alvorlige mine på og drejede forsigtigt rundt på de høje hæle. Da hun stod med ryggen til mig, nåede jeg at snuppe et Egern.
   - Nå, hvad så? - hun rødmede af nervøsitet. Pludselig så hun meget ung ud, som på de gamle fotografier, hvor hun havde lang "svanehals", højt opsat frisure og hvid krave.
   Jeg krøb sammen som "Grubleren" og tyggede i al ubemærkethed chokoladen i mig.
   - Jeg ser forfærdelig ud, ik'? - Hendes underlæbe dirrede, og hænderne trak ubevidst ned i kjolen.
   - Den er alt for kort, ik'? Jeg vidste, det ville se vulgært ud. Jeg har aldrig noget pænt at tage på...
   - Den er da ikke for kort, - sagde jeg myndigt. - Men du har et eller andet ...
   Jeg rejste mig fra sofaen, mens mit knæ lige præcis undgik bordet, der var rykket tæt på. Jeg trådte et skridt frem og tog om den velklædte og velduftende, fremmede i sin skønhed kvinde.
   - Hvad er der, Sjen? - Hun drejede sig uroligt, som om hun ville se sig selv på ryggen.
   - Stikker mærket ud? Eller er der en løs tråd?
   - Ja, der er et eller andet, - bekræftede jeg og trak et stykke krøllet, grønt slikpapir op fra kjolens udskæring.
   - Et "Egern". Med nødder i. Så, hvem er det så, der rapser fra bordet?
   - Åh! - Mit drilleri tog pippet fra min mor, og små rynker viste sig ved hendes øjne - et forvarsel om et smil.
   - Nå, det er sådan, du er! Så kom her! Ska' du være fræk!
   Hun snuppede papiret ud af mine hænder og for efter mig rundt om bordet. Sådan lå jeg og krøb sammen på gulvet ved sofaen med slikpapiret, der kradsede under min T-shirt, mens mor kildrede mig under hagen og bag mine ører, da det ringede på døren. Ved dørklokkens gennemtrængende lyd stivnede vi som ramte af lynet. Udenfor tordnede og buldrede det.
   "Luk ikke op," - tænkte jeg, men hendes fingre slap min hals og tog duften af parfume og vanilje med. - "Vi har ikke brug for nogen Sebastian".
   - Sjen, ret dugen! Se, du har jo næsten trukket det hele ned på gulvet! - Mor sprang op og rettede på frisuren med den ene hånd og på kjolen med den anden.
   - En vase? Har vi en vase? - Hun standsede brat i entreen på vej mod døren.
   - Hvad skal du med en vase? - svarede jeg muggent, imens jeg stillede en væltet kop på plads.
   - Hvis han nu har blomster med,- mor nikkede energisk i retning af entreen, hvor dørklokken igen klimprede usikkert.
   - En dak giver aldrig blomster, - fastslog jeg myndigt og kastede et kritisk blik på de forskellige underkopper og teskeer, som tante Mila havde støvet op i den nærmeste genbrugsbutik.- Kun til bryllupper. Eller til begravelser.
   Min mor pressede såret læberne sammen og gik ud for at lukke op. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv, så jeg stod et stykke tid midt i stuen og lyttede til de dæmpede, ekstatiske udbrud, som lød ude fra gangen. (- Åh, Sebastian, tusind tak; men du behøvede da ikke...). Jeg besluttede så, at det var dumt at stå der som en statue, og i stedet for satte jeg noget musik på, sådan som jeg var blevet bedt om. Fra det oldgamle musikanlæg - som helt tydeligt også stammede fra en genbrugsbutik - strømmede et eller andet fransk-sentimentalt ud. Jeg rynkede på næsen og skruede ned. I samme øjeblik, trådte mor ind i stuen - næsten skjult bag en enorm buket. Jeg fløjtede - inde i mit hoved. Roser. Mere end 40. Vildt, det havde været bedre, hvis han havde brugt det halve kilo på noget ordentligt mad.
   - Det er min søn, Sjenja, - lød der bag den store buket røde kronblade, dækket af kunstig dug.
   - Sjen-Jan?
   Der stod han, Sebastian. Advokaten - min mors nye fancy kæreste. Hvad angår hans stilling, havde jeg nu haft mine tvivl, man kan jo møde hvem som helst på et advokatkontor, lige fra en klient til "syvende parpirnusser ved femte kopimaskine". Men fra denne fyr strømmede bølger af selvsikkerhed, succes og en lugt af nytrykte pengesedler.
   - Jack, - rettede jeg. - Du kan kalde mig Jack.
   Mit russiske navn kan dak-er ikke udtale, uanset hvor meget de anstrenger sig. Hverken, i den korte form, Sjen eller Sjenja eller i den lange form, Evgenij. Derfor er det for længst blevet til Jack - frivilligt og efter eget valg. Dog glemte min mor det hele tiden, så alle skolelærere fik det indtryk, at hun ikke kunne huske sin egen søns navn.
   - Jack! - Advokaten lyste op i et bredt Hollywood smil. - Sebastian, - han rakte mig en velplejet, solbrun hånd.
   Hans øjne mødte mine og... "Fuck!" Det var jeg ikke forberedt på. I hans blik så jeg ikke den sædvanlige ligegyldighed, som normalt ligger skjult bag høfligheden. Nej, jeg så en ægte nysgerrighed og interesse. Kan det virkelig passe, at min mor betyder noget for dette jakkesæt, hvis skjorte alene ku' betale vores husleje til tante Mila resten af året?
   Min håndflade blev lige pludselig fugtig, og jeg forsøgte ubemærket at tørre den af i bukserne. Advokatens håndtryk matchede hans image. Det var tilpas fast, tørt og forretningsmæssigt. Hans grå øjne var sammenknebne og fastholdt mit blik. Af en eller anden grund blev jeg forlegen, så da min mor bad mig om at skaffe en vase, smuttede jeg med glæde ud i køkkenet. Der smækkede jeg med skabslågerne, mens jeg i smug studerede vores gæst for at finde hans svagheder... eller i det mindste en svaghed. Han skal i hvert fald ikke tro, han har købt os alle sammen! Det er tante Mila, der tror, det vigtigste i livet er at have lommerne fulde af pengesedler. Men det skider jeg på. Jeg kan selv skaffe det papir, hvis det er det, jeg vil. Vi har tidligere kunnet klare os alene, så det kan vi også fremover. Vi har lige så meget brug for ham, som en fisk har brug for en paraply!
   I krigshumør marcherede jeg ind i stuen og smækkede en plastikspand på sofabordet. Vandet sprøjtede over, og nogle dråber plaskede lige ned i advokatens kaffe.
   - Sjen, hvad sker der? - spurgte min mor på russisk og gjorde store øjne.
   - Vasen, - udbrød jeg og begyndte at rive plastikken af roserne. - Vi har ikke andet.
   - Undskyld, Sebastian - sagde min mor og fik travlt med koppen med kattekillinger på. - Jeg skænker lige noget nyt.
   - Det gør ikke noget, - advokaten viste sine snehvide tænder. - Det er fint. Jeg bryder mig ikke om stærk kaffe.
   Min mor smeltede helt, mens han begyndte at plapre løs om traditioner for kaffebrygning i de lande, hvor han havde været. Jeg ved ikke, hvor meget hun forstod af det vås, for min mor er ikke en ørn til dansk. Når man knokler som rengøringsdame, er det først og fremmest en moppe, man kommunikerer med. Men hun sad der og spillede den opmærksomme tilhører - nikkede, grinede og bød gæsten på småkager (- De er hjemmelavede, jeg har selv bagt dem) og æbletærte
   (- tante Milas værk, som var brændt på). Advokaten smagte på det hele, roste kagerne og stillede en flot indpakket flaske rødvin på bordet.
   Min mor blev lang i ansigtet, mens jeg gned mig i hænderne. Ja! Så begik du lige en stor brøler, Sebastian! Den skiderik til Bo, som vi var flyttet hjem til fra Rusland, og som vi måtte trækkes med i fire år, viste sig at være alkoholiker. Derfor gik min mor fra ham. Vi holdt ham ud længe, det er sandt; og mor var bange for at miste sin opholdstilladelse; men til sidst blev det også for meget for hende.
   Veninderne havde anbefalet hende en god advokat, og det var netop her - i advokatkontorets korridorer - hun var løbet ind i Sebastian, og nu havde hun ikke tænkt sig at slippe sit bytte. Den gode advokat havde forklaret, at det ville være umuligt at bevise psykisk vold i retten, og fysisk vold var der ikke tale om. Bo havde aldrig slået os. Derfor var et nyt ægteskab vores bedste chance for at blive i Danmark. Giftes igen - men ikke med en drukkenbolt - og så kommer Sebastian med vin!
   I tante Milas køkken fandt jeg en proptrækker; men vinglas var der ikke - kun vodka- og vandglas. Derfor gik jeg tilbage til stuen med vandglassene. Bare rolig, det kulturchok skal advokaten nok overleve, og gør han ikke det - er det måske det bedste. Så behøver jeg ikke at se hans forstadsfjæs igen.
   Apropos fjæs - så minder Sebastians lidt om Neil Armstrongs. Det er skabt til at være skjult under en hjelm, så man ikke kan se den afstumpede hage. Jeg har i princippet ikke noget imod Neil, ja, og heller ikke imod Sebastian - endnu. Advokaten skænkede lidt vin til sig selv; men hans læber strejfede den kun - glasset foblev halvfuldt som før. Det lod ikke til at påvirke ham, og munden stod ikke stille på ham. Mor så til, slappede af og skyllede ret hurtigt en halv flaske vin i sig. Hendes kinder blev rødere end roserne, øjnene funklede, og hun lignede en skolepige på første date.
   Det var blevet helt mørk udenfor, et kraftigt regnvejr var på vej. Sebastian foreslog at tænde nogle levende lys. Det er noget dak-er elsker, de kan ikke leve uden levende lys.
   Jeg klikkede med min lighter - en fejl, for advokaten kom i tanke om min tilstedeværelse. Så begyndte det:
   - Kan du lide at bo i Danmark? Hvordan går det i skolen? Var det svært at lære dansk? Er du glad for fodbold? - Og en hel bunke shit, som voksne plejer at lukke ud, når de forsøger at få en god relation til børn.
   Jeg svarede med enstavelsesord og viste, at der kun var ét, jeg ville - have fred og ro til at æde min tærte. Men min mor fik åbenbart den ide, at hun skulle imponere den mulige frier på min bekostning.
   - Åh, Sebastian, - knevrede hun, - Sjenja lærte sproget så hurtigt! Han har i det hele taget så mange talenter. Det er helt utroligt! Han interesserer sig for stjernerne og rummet. Du skulle bare se de bøger, han læser! Jeg forstår ikke, hvad der står i dem, heller ikke, hvis de var på russisk. Han drømmer om at blive astronaut.
   - Hvor interessant, - nikker den overlegne fyr med opblæst mine. - I min barndom syntes jeg også godt om at iagttage stjernerne. Jeg husker, at min far gav mig et teleskop ..."
   Og det fortsatte. Og det fortsatte. Jeg vil da skide på, hvad "du iagttog" længe før, jeg var født - fugle eller naboerne i deres soveværelser. Bare jeg får lov til at passe mig selv. Men nej! Mor ku' ikke dy sig:
   - Han er faktisk i gang med at skrive et projekt om rummet. Alene. Der er kun tumper og ballademagere i hans gruppe, og de gider ikke lære noget. Derfor laver han opgaven for alle de andre.
   - Er det sandt? - Sebastian kniber igen sine grå øjne sammen og ser på mig, som om han havde opdaget et hul i skatteloven. - Hvad er det så præcist, du skriver om?
   - Om Apollo 11, - slynger jeg ud i håb om, at Sebastian så vil lade mig være i fred. Det plejer at være nok at nævne noget, som dak-er ikke ved noget om. Så lukker de af.
   - Ja så, det første menneske på Månen, - Sebastian nikke forstående. - Et kæmpespring for menneskeheden.
   Det havde jeg ikke forventet. Jeg måbede ligefrem. Tærten var på vej ud af min mund - der kunne de få grineren! Og så sidder den klamme stodder der. Han fortrækker læberne i et skævt smil, og for det ikke skal være løgn, lægger mor sit hoved på hans skulder. Og så flippede jeg helt ud.
   - Faktisk ved man ikke, - siger jeg vredt, - hvem, der sprang hvor. Måske var amerikanerne ikke engang på Månen. Det har de - sådan set - selv erklæret. De viste bare en flot film i TV. Og alle idioterne var overbeviste.
   Jeg tog min lighter og gik ud i "udestuen" for at ryge. Skybruddet ventede åbenbart kun på mig, det styrtregnede, så vandet sprøjtede ind ad det åbne vindue. Jeg var nødt til at lukke det og efterlod kun en lille sprække så røgen kunne sive ud. Mor brød sig ikke om, at der blev røget, og jeg røg først og fremmest for at irritere hende. Jeg troede, hun ville komme rendende og begynde at skælde ud, og at Sebastian ville stikke af fra sådan en familie, der bruger vandglas til vin og har usunde vaner. Men min mor blev inde i stuen.
   Der blev tilsyneladende skruet op for musikken, for lyden trængte igennem larmen fra regnen, der trommede på tagene. I skæret fra stearinlysene og lynene sås to lange skygger vugge i takt bag den duggede glasdør. Jeg knipsede skoddet ud i det fugtige mørke. Hvornår mon mor sidst har danset? Og, når hun danser nu, betyder det så, at hun har det godt? At hun har det godt med ham, den der advokat? Hvad skal jeg så gøre? Skal jeg blive siddende her, indtil han er væk, - eller indtil jeg bliver ramt af lynet? Eller skal jeg gå ind i stuen og føle mig som en idiot?
   Det bankede på plastikskillevæggen mellem vores og naboens "udestue". Jeg for sammen og var lige ved at skvatte ned fra taburetten: En mørk, behåret hånd dukkede op i vinduesåbningen.
   - Hey, har du ild?
   Det var, som om regnen havde kølet det tyrkiske temperament ned. Tavs lagde jeg lighteren i den mørke hånd. Han tog larmende et hiv. "Vildt! - tænker jeg, - er det græs, han ryger?" Jeg overvejede situationen og stak næsen forsigtigt frem.
   - Gir' du et hiv?*
   Jeg fik en våd finger som svar.
   - Du er for ung, - lød det igennem en kraftig hosten.
   Jeg stivnede. For netop i dette øjeblik valgte mor at komme ud på altanen. Glad annoncerede hun:
   - Sjen, Sebastian inviterer os i Observatoriet!