På bunden i afmagt,
under vreden, driver stilhedens tømmer,
drænet.
Hvad vil det sige?
På ingen tid opløses alt.
Tågen letter fugtigt,
kvælertaget
afløses af virkelighedsflugtens korte vingeslag.
Det, det vil sige,
drukner, i sprit.
På en bar, i det indre København,
kaster jeg vod, mellem to stole
med paraderne oppe, ætser jeg min længsels cremebudding,
til, ud på de små timer,
før, jeg sejler hjem.
Hvis der var noget, jeg ville sige,
har jeg glemt, det nu.