Undskyld.
   Jeg er ked af det.

Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige. Jeg er glad for jeg ikke er dig. At sidde i den anden ende af Stines crazy train. Det må være forfærdeligt.
   Jeg kender dig ikke engang, ikke rigtigt.
   En enkelt aften kvalificerer mig næppe til at komme med udtalelser om hvem du er, eller hvordan du har det. Men det gør jeg. Hele tiden. For jeg bliver nødt til at vide, nødt til at tro, så jeg kan holde ud at være i dét.

Der var engang.
   Jeg var i mine følelsers vold, havde ingen kontrol og var ligeglad med hvem der blev inddraget i min kaotiske verden.
   Hele mit liv var til offentligt skue. Jeg var forelsket i K. Alle vidste det, jeg snakkede selv om det hele tiden. Nej, jeg var ikke bare forelsket. Jeg var besat.

Jeg husker engang min klasselærer kaldte mig samtale fordi hun havde noget vigtigt at snakke med mig om. Jeg passede ikke min skole længere, jeg tabte mig voldsomt. Hun havde ringet til K's mor, og bedt hende om at sørge for at han ikke kontaktede mig. Jeg var rasende. Hun ødelagde mit liv.
   Men han ville mig jo ikke og jeg ville ikke indse det. Jeg levede i min egen fantasiverden, og når virkeligheden ikke stemte overens spandt det hele ud af kontrol. Jeg besvimede til en fest og troede jeg hørte stemmer, fordi han kyssede med en anden. Hun hed Maria.

Den samme galskab, i mindre grad, fortsatte i gymnasieårene. En ny K. Vi var bare venner, en slags, og han var med hjemme hos mine forældre en weekend.
   Jeg spærrede mig inde på et værelse og lyttede til Sinead O'Connors 'Nothing compares 2 u', var fuldstændig utrøstelig, mens stakkels K sad sammen med mine forældre.

Så blev jeg kærester med A. Jeg var lykkelig og han var sød. Efter vi slog op og den obligatoriske 'vi-hader-hinanden-fase', blev han min bedste ven.
   Så forlod han mig. Hans kæreste blev gravid og fra den ene dag til den anden stoppede al kontakt. Jeg tænker stadig tit på ham. Jeg savner ham. Han så mig, specielt når jeg ikke kunne se mig selv.

Før jeg blev gode venner med A blev jeg kærester med B. Jeg elskede ham, men han ødelagde mig. Jeg plejer at sige at jeg levede i en lyserød boble og han prikkede hul på den. Fantastisk ung mand, men livet behandlede ham dårligt.

Jeg var ved en skillevej. Make it or break it. Det var der alle de gode ting jeg tænkte om mig selv skulle fasttømres i mig, men i stedet blev alle usikkerhederne naglet fast som Jesus på korset.
   Jeg var forkert.

Næsten to år, så gik vi fra hinanden. Men vi forlod ikke hinanden. Jeg droppede mænd. Jeg kunne ikke være tæt på nogen igen. Mænd svigtede.
   Jeg tog afstand fra mig selv. Jeg farvede mit blonde hår mørkt og sværgede aldrig at gå i lyserødt tøj igen. Jeg begyndte at lytte til klassisk rock og forsvandt ind i en verden af film. Jeg var på standby. Livet skete, men jeg var ikke med. Jeg følte ingenting. Fra en åben bog til Davy Jones hjerte i en kiste med lås på.

Så døde min far. Det ved du. Det fortalte jeg dig den aften. Så var der hul igennem. Jeg følte igen. I en periode snakkede jeg tit med B. Om min far, men også om os. Jeg græd, smækkede røret på, skældte ud. Tvivlede på om jeg nogensinde kunne tilgive ham. Eller min far for at dø fra mig.

Så døde B. Det kan man ikke når man er 25 år. Det kan man ikke når jeg ikke har tilgivet endnu. Jeg troede i et splitsekund at hans død kunne redde mig fra alle de følelser jeg ikke havde. Dem, der i sin mangel, hæmmede mig i mit møde med andre. Det kunne den ikke.
   Jeg var kun fuld af negative følelser som jeg ikke kunne administrere.

LB blev min redningsmand. Jeg tror jeg fik nævnt ham, jeg var forelsket i ham lige indtil jeg mødte dig. Og nej, jeg er ikke forelsket i dig, men du er den første jeg var sammen med efter at jeg følte mig klar til at kaste mig ud i mænd igen og stoppe med at gemme mig.
   Han er min bedste ven. Vores historie er lang og rodet fortalt fra min side, men han er der. Han bliver ved med at være der. Jeg forstår det ikke. Jeg har gjort mere end rigeligt for at skræmme ham væk. Breve i spandevis, sure opstød, urimelig krav. Men han er der. Klokken 6 om morgenen kom han ud til mig fordi jeg havde brug for ham. Klokken 2 om natten i telefonen mens jeg græd over B. Det er åbenbart sådan nogle ting venner gør for hinanden, men jeg havde svært ved det.. hvornår forlod han mig? Hvorfor gad han overhovedet blive ved med at prøve at bygge et venskab op med en der var så ufattelig svær?

Jeg var ikke mig selv i starten. Faktisk tror jeg at der går over et år før jeg rigtigt er det. Første gang jeg fortalte ham at jeg havde følelser for ham drak jeg en flaske rødvin og holdt ham vågen til klokken 6 om morgenen. Stakkels mand. Derefter, i brevform, kom mere og mere af sandheden om mine egentlig følelser frem. Det var den eneste måde jeg kunne gøre det på. Jeg øvede mig i at stå ved mig selv.. langsomt. Og han hjalp mig. Både ved at være tålmodig, hjælpe mig på rette vej, men også ved ikke at tage hensyn til mine følelser. Han fortalte mig at han elskede mig, bare ikke på den måde. Hårdt, men nødvendigt.

Jeg gemte mig bag min forelskelse i ham. Jeg behøvede ikke tage stilling til mænd, og jeg blev bekræftet af ham. Som at have en sjælelig kæreste, når jeg kunne overskue det. Men jeg blev jo nødt til at springe rigtig ud i det på et tidspunkt, ikke?

Så møder jeg dig. En enkelt omgang flaskehalsen peger på og man sidder og kysser med en brunøjet fyr man ikke kan udtale navnet på. Hvis det ikke havde været for legen var det aldrig sket. Jeg er ved ikke om det er fordi du ikke er min type, eller fordi jeg forestiller mig at du aldrig kunne finde på at være sammen med mig.

Du tager røven på mig. Da jeg tager dig med op er jeg ikke engang sikker på om jeg har lyst. Jeg er fuld og det er morgen, men så sker der noget. Du spørger til et billede af min far og der sker noget i mig. Du rammer i alle de følelser jeg ikke vil føle og jeg tænker "så er det fandme nu eller aldrig, Stine.. Enten så smider du ham ud eller også viser du hvem du virkelig er".
   Jeg vælger den sidste. Godt og dårligt. Godt fordi jeg tør. Tør dele noget af mig selv med dig. En fremmed. Men dårligt fordi jeg nu følelsesmæssigt har bundet mig til dig, ligegyldigt hvem du er eller hvad du indeholder.

Det kortslutter.

Jeg er super stolt. Jeg har skrevet til dig, meget casual. For casual. Du bliver forvirret og forstår ikke min intention. Måske forstår jeg den heller ikke selv. Hvad er det egentlig jeg vil? Jeg vil i hvert fald gerne snakke med dig. Det ved jeg.

Måske vil jeg også gerne være kærester, giftes og føde dine børn. Vi ville få ret flotte børn.

Nej, stop.

Du spørger mig, jeg panikker og kaster den defensivt tilbage i hovedet på dig.
   "Hvad vil du da?"
   Okay, du vil ikke have en kæreste. Det er fint. Men lige der gør du mig usikker. For du siger så mange pæne ting. Du siger faktisk du ville være interesseret hvis ikke der lige var 1000 ting og en fortid. Ja, en fortid. Det kender jeg da.
   Jeg er ligeglad med om det passer eller om du prøver at være sød. Du har sagt noget pænt og nu bliver jeg nødt til at flygte. Fra casual Stine med attitude - som du godt kan lide, bliver jeg nu til usikre Stine der er enormt selvbevidst.
   Nu ryger du op på en piedestal og så skal jeg leve op til noget.

Jeg kan ikke være ærlig længere. Hvad var det nu jeg ville? Bare være din ven? Nej.
   Jeg vil gerne mere end det, en ting midt i mellem, men jeg tør ikke sige det.
   Vi krammer. Nu er vi venner. Kun venner.

Jeg skriver igen. At jeg gerne vil mere. Endnu en seddel i din postkasse. Jeg har tænkt for meget over den. Jeg ved ikke hvordan man gør. Den er kort, men jeg har brugt alt for meget energi på at den ikke skulle skræmme dig og den bliver unaturlig. Den bliver skræmmende.
   Men jeg skriver at jeg gerne vil have en respons. Så ved du i det mindste det. At du skal svare mig.

Du ignorerer mig. Det føler jeg i hvert fald. Det er også okay, man må vel gerne have lov til at tænke over hvad man gerne vil.
   Jeg ignorerer også dig. Du må ikke se hvem jeg virkelig er, for så forsvinder du, også selv om jeg ikke har dig. Jeg vil bare ikke helt se i øjnene at jeg heller ikke kan finde ud af at håndtere situationen.

Det bliver ved. Et enkelt hej engang i mellem, that's it. Der er gået 3 uger, ved du ikke det? Hvorfor siger du ikke noget?

Jeg skal have styr på det. Situationen. Kontrol. Når jeg ikke ved hvad der kommer til at ske, flygter jeg eller bliver manisk. Jeg hyper-analyserer og jeg skal regne dig ud, for så kan du ikke såre mig. Jeg kan ikke flyde med livet. Det arbejder i mod mig.

Min opførsel bliver underligere og underligere, det er jeg ked af, men jeg synes også at du er en tumpe. Du snakker til mig som om du hellere ville have at jeg ikke var der. Er det fordi folk har fundet ud af at vi har været sammen?

Jeg kan ikke bruge de usikre blikke eller en snak om potentielle rotter i køkkenet til noget. Eller at du gerne vil med ud at ryge og så ikke kommer ud. Jeg synes det er respektløst, du kunne have sagt nej. Nej til rygning, nej til mig, nej til det hele.

Ved du overhovedet hvad du selv vil eller vil du bare ikke afvise mig?

Det er fucking akavet så jeg skriver til dig igen og spørger om vi ikke bare kan snakke om det, få det ud af verdenen. Nu vil jeg bare gerne have at det hele forsvinder. Jeg kan ikke styre mine tanker, jeg tænker hele tiden. Analyserer dig.

Du svarer ikke. Hvor ville jeg ønske at jeg bare kunne lade det ligge, komme videre, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke give slip. Elefanten i rummet vil blive ved med at være der hvis jeg ikke kommer ud med hele. Frustrationen over at jeg ikke kan være ærlig, og over dig. At du heller ikke kan.

Så fortæller du mig at du er sur på mig pga. weekenden før. Jeg bliver ret overrasket. Jeg havde ikke regnet med at du ville sige nej til at snakke hvis jeg tog mig sammen og spurgte dig direkte.
   Jeg ved at jeg har opført mig irrationelt, men jeg er ikke psykotisk. Jeg har ikke gjort det. Gjort det, du tror at jeg har.
   "I don't hate you, but I don't want to talk."

Jeg er ked af det. Du blevet til en fantasi, en idé jeg har i hovedet om ham der skal redde mig. Og det kan du ikke, jeg kan ikke engang redde mig selv. Vores relation er kørt af sporet og jeg kan ikke gå tilbage.

Hvordan havde den set ud hvis jeg havde turde være mig selv?