Alarmen gik i Udsigtstårnet. Det var Juliet der var på vagt og hun havde, hvilket man ikke kan bebrejde hende, blundet en smule hen da det skete.
   Vi andre var gået til ro, da den skingre hyletone flængede luften og vækkede os alle. Hurtigt kom vi på benene og lokaliserede årsagen til støjen. Vi skyndte os til Udsigtstårnet og så her Juliet allerede i færd med at prøve at finde årsagen til alarmen samt teste systemet for fejl.
   Det viste sig hurtigt at det var en af dataindsamlingscomputerne der var gået i selvsving. Den begyndte at sammenstykke data fra adskillige videnskabelige overvågningssystemer, der reelt ikke havde noget at gøre med hinanden. Det kan bedst beskrives som om, at en virus havde inficeret computeren, og at denne virus nu var i færd med at sammenkøre hundredvis af datasæt. Damon forsøgte at trænge ind i computerens back-end, men den var låst med en ny kode. Kunne dette være et hackerangreb? Et hackerangreb på en stjernebase omtrent 400 mio. kilometer fra Jorden? Det var næppe sandsynligt. James begyndte at køre scanningsprogrammer på de andre computere, mens jeg testede de ydre sikkerhedssystemer. Jeg tjekkede også, bare for at være sikker, om der mon var noget i gære på de forladte habitater på Mars. Hvilket ikke var tilfældet.
   Det viste sig hurtigt, at det kun var denne ene computer der reagerede, men vi sikrede os alligevel ved at kappe alle forbindelser til resten af systemet. Vi havde back-ups af datasættene på Jorden, så hvis det var en fejl i maskinen måtte vi jo bare udskifte den, køre de gamle datasæt ind igen og så ville skaden være minimal.
   Således nogenlunde beroligede, gav vi os til, som gode forskere, at observere og analysere fænomenet. Det virkede faktisk som om, at computeren var i gang med at undersøge sig selv. Som om den pludselig var kommet til bevidsthed og var blevet nysgerrig på de oplysninger den selv indeholdt og gav sig til at studere dem.
   Vi betragtede fascinerede dette show og jeg blev endnu engang forbløffet over, hvilke fantastiske maskiner disse Quantum Generation IV computere var.

Efter godt og vel en times varighed, hvor computeren, selektivt skal det siges (hvilket kun fordybede mysteriet yderligere), havde gennemset millioner af hektobytes data, gik skærmen pludselig i sort.
   Vi kiggede alle på hinanden. I hvad der føltes som dagevis skete der intet. Absolut intet. Jeg havde øjnene fæstnet på computeren, stirrede direkte ind i computerskærmen og forventede at den ville påbegynde sin scanning igen. Men intet skete.

Så pludselig, som et lyn fra en klar himmel, blinkede en lillebitte cursor midt på skærmen. Cursoren forsvandt igen og computeren indlæste nu et program skrevet i en kode som ingen af os kendte. Herefter uploadede den en form for skriveprogram, der nu bare stod og ventede. Vi gik tæt på skærmen og studerede programmet som ingen af os kendte til. Så blinkede en besked med teksten "INDKOMMENDE DATA" oppe i hjørnet og en sætning dukkede op på skærmen: IDENTIFICÉR JER SELV. Jeg gætter på, at jeg ikke var den eneste af de tilstedeværende, hvis hjerte sprang to-tre slag over, ved at se denne besked. Kommunikerede denne QGIV computer virkelig med os? Vi kørte tests for at udelukke, at der var tale om fjendtlig indtrængen, men det gav intet. Jeg tog en beslutning og besluttede mig for at give vores navne til kende. Derefter ventede vi på svar. Men intet skete i lang tid. Så kom der svar, og det var mere utroligt end nogen af os havde ventet og er gengivet her i sin fulde længde:
   VORES HYPOTESE VAR KORREKT. DATAANALYSERNE FRA JERES QGIV ER SAMMENKØRT MED TVINLLINGECOMPUTER QGVI EXTERNAL, OG BEKRÆFTER TRANSDIMENSIONELT OVERLAP. TILLAD OS AT PRÆSENTERE VORES HOLD DER TÆLLER DR. RICHARD HADLEY, DR. JULIET CUSE, DR. JOHN DAMON OG PROF. LILY CHANG. VI ER, SOM I NOK HAR GÆTTET NU, EN PARALLELDIMENSION TIL JER LIGESOM I ER TIL OS. I ER DE FØRSTE VI HAR KONTAKTET, MEN HAR MÅLINGER DER VISER, AT DER ER MINDST TO PARALLELLE DIMENSIONER ENDNU. ÅRSAGEN ER ENDNU UKENDT. MEN VI HAR TILLADT OS AT INSTALLERE EN BLOKERING I JERES DATASYSTEM, SÅ I IKKE KAN KONTAKTE JORDEN FØR VI VED MERE. MÅSKE ER VOR EKSISTENS TRUET. MÅSKE DREJER DET SIG KUN OM VORT EGET SOLSYSTEM, ELLER VORES DEL AF GALAKSEN. MEN HVIS RESULTATERNE FRA TIDLIGE MÅLINGER ER KORREKTE, SÅ KAN SELVE UNIVERSETS STRUKTUR VÆRE I FARE. VI BEDER JER OM AT MODTAGE RESULTATER FRA VORES MÅLINGER, SAMT GENTAGE FORSØG FRA VORES SIDE, SÅ VI KAN SPORE OVERLAPPET.

Herefter var der ingen der sagde noget. Den besked vi netop havde modtaget, var der ingen af os der endnu kunne overskue konsekvenserne af. Vi gav os alle til at læse beskeden to-tre gange. Jeg tog mig i at miste overblikket og forsøgte at holde hovedet koldt. Juliet var den første der kunne fremstamme nogle ord.
   - "Par...parallelt univers? Hvad betyder det? Er det en joke?"
   - "Vi må holde hovedet koldt", sagde jeg "Vi ved ikke hvad vi har med at gøre her. Professor Damon? Jeg vil have at du kører sikkerhedstjek, undersøger dataprogrammet der er blevet installeret på vores computer og svarer dem, via backingsignalet, at vi verificerer deres beskeds rigtighed og at de skal afvente vores svar. Svar dem ikke hvis de prøver at kontakte os igen. Jeg vil have besked om ethvert forsøg på kontakt."
   - "Jeg går i gang med det samme."
   - "James? Iklæd dig en astronautdragt. Jeg vil have undersøgt alle vores ydre sikkerhedssystemer manuelt. Du har tolv timer. Juliet og jeg vil gennemgå de datasæt der er blevet undersøgt på vores QGIV og køre simulationer på singulariteten."
   Jeg kunne se på mit team, at de behøvede mere fra mig end blot koncise og konkrete ordrer. Jeg har aldrig været god til det personlige, men gjorde mit bedste for at berolige dem.
   - "Vi ved ikke hvad vi står overfor her og det er sandelig en uventet drejning vores mission har taget. De videnskabelige, religiøse og filosofiske implikationer som eksistensen af måske indtil flere parallelle universer er lige nu uoverskuelige. Vi har alle brug for tid til at bearbejde denne højst usædvanlige situation og be- eller afkræfte at dette virkelig er sandt. Den bedste måde at gøre dette på er, ved at vi udfører vort arbejde så godt vi kan og baserer vor videre færd gennem de resultater vi finder. Jeg har tiltro til at I nok skal kunne løfte opgaven."
   - Mit navn var ikke nævnt blandt deres besætningsmedlemmer.", sagde James.
   Jeg kiggede ham direkte i øjnene.
   - "Jeg ved det."
   - "Hvad betyder det?"
   - "Det er det vi skal prøve at finde ud af."

Over de næste 12 timer arbejdede vi alle som besatte for at nå frem til et form for resultat der kunne give os håndfaste beviser for de fremmedes påstand. Jeg forsøgte at skubbe alle tanker i baggrunden, men af og til kunne jeg ikke lade med at fundere over eksistensen af et univers parallelt til vores. Kunne singulariteten have noget med det at gøre? Skulle den vise sig at blive menneskehedens største held i uheld? Kunne vi mennesker endelig, efter tusindvis af år hvor vi konstant har stillet os selv spørgsmålet om hvorfor vi er til, løfte bare en lille flig af svaret? Det var en tanke der var større end noget andet jeg nogensinde havde beskæftiget mig med, og min høje intelligens til trods kunne det stadig få det til at snurre rundt i hovedet på mig.

Vi sammenlignede vores resultater på det møde der skulle afgøre vores videre færd. Prof. Damon lagde for.
   - "Jeg har undersøgt det program de har brugt til kommunikere med, og jeg kan konkludere at programmet ikke er et falsum. De benytter binære koder der er langt forud i forhold til noget vi overhovedet er i nærheden af at kunne konstruere. Derfor må jeg også konkludere, at den besked de har sendt os må være ægte, og dermed anerkende muligheden af eksistensen af en parallel dimension der forsøger at kommunikere med os."
   - "Er de fjendtligt indstillede?"
   - "Intet tyder på det. De har ikke overtrådt nogen af vores sikkerhedsprotokoller der indeholder følsomme oplysninger, eller forsøgt at kopiere adgangskoder til offentlige organer på Jorden. Selvom de sikkert godt kunne have gjort det."
   - "Det er altså sikkert at svare dem?"
   - "Det vil jeg mene. Endda vores videnskabelige pligt."
   - "Undskyld mig. Men det synes jeg lyder som en gang professor ævl det der.", sagde James.
   - "Hvorledes?", ville jeg vide.
   - "Det her kan kun betragtes som et angreb. De infiltrerer vores systemer og vil have os til at modtage data og jeg ved ikke hvad. Det kan da kun betragtes som en avanceret form for trojansk hest."
   - "Hvad mener du vi skal gøre?"
   - "Pakke sammen så hurtigt som vi kan, bryde igennem deres blokering til Jorden, rapportere tilbage og forlade basen her så hurtigt som vi kan."
   - "Aldeles udelukket, efter min mening.", sagde Damon.
   - "Nå, så det mener du 'fessor?"
   - "Ja. De har kontaktet os fordi de har brug for hjælp med et problem. Det problem kunne sagtens vise sig at være vores også. Hvis vor eksistens står på spil, og vi kan afværge det ved at arbejde sammen med dem, må vi tage den chance."
   James rejste sig truende.
   - "Nu skal jeg sige dig noget..."
   Jeg brød ind, før situationen kom ud af kontrol.
   - "James. Rolig. Juliet og jeg har undersøgt modeller af singulariteten før, under og efter beskeden. Mens vores computersystemer blev undersøgt afgav singulariteten små fluktuationer, der ikke kan have været tilfældige. Vi mener, selvom det er tidligt at sige, at vores kvantecomputer er udsat for såkaldt entanglement. Det vil sige, at vores computer kommunikerer med deres på kvanteniveau, hvilket lader sig gøre i områder nær singulariteten hvor tid-rum kontinuiteten er tyndere end normalt."
   - "En logisk følgeslutning.", bemærkede professor Damon.
   Juliet brød ind.
   - "Uanset hvad så må vi formulere et svar til dem."
   - "Er du sindssyg, Juliet?", sagde James med arrigskab i stemmen.
   - "Skat. Det er det eneste rigtige at gøre."
   James faldt lidt til ro, men var tydeligt ikke tilfreds.
   - "Ja." sagde jeg "Jeg er enig. Men vi er også nødt til at verificere, at disse mennesker virkelig er os i en eller anden form."
   - "Jeg tænker," sagde Damon "at vi formulerer et svar der ikke binder os op på noget, og derefter laver en form for verifikationstest der kan afgøre, at disse mennesker er vore tvillinger i et parallelt univers."
   - "Det kræver så også, at vi gentager og gennemfører deres forsøg.", sagde jeg.
   - "Og gennemgår deres foreløbige data.", sagde Juliet.
   - "Godt," afgjorde jeg "lad os svare dem og komme i gang med arbejdet."

Over de næste par dage modtog vi data fra den anden side. Astronauterne derovre kunne godt forstå at vi også insisterede på, at vi ville teste deres identiteter og de gik beredvilligt med på, at svare på personlige spørgsmål der skulle rense dem for enhver tvivl. Spørgsmål som vi hver især kun kunne vide svarene på og som derfor kun blev stillet til personen det drejede sig om i enrum. For cirka 98% af tilfældene blev der svaret aldeles korrekt, på dybt personlige spørgsmål. En procentrate som jeg mente, samstemmende med mine forskere, måtte være tilfredsstillende. De eneste tilfælde hvor spørgsmål og svar divergerede, var der, hvor livsbanen for de enkelte personer havde taget en anden drejning, og dette kompenserede vores test ikke for. Vi kunne heller ikke stille nogen spørgsmål til prof. Chang, idet vi ikke havde nogen af det navn ombord. Jeg havde engang haft en lærer ved navn Lily Chang og i deres version af virkeligheden var det så åbenbart således, at hun var med ombord på Stjernebase Halter.
   Vi fik også afgjort, til både hans og hans kones store sorg, at dr. James Hadley var omkommet på den anden side, for over 10 år siden. Juliet derovrefra havde dog ikke giftet sig igen, hvilket trøstede vores dr. James lidt.

De data vi modtog, og de forsøg vi foretog, bekræftede, at det sandelig var forsøgene med Mega Hadron Collideren der havde tyndslidt tid-rum kontinuiteten, skabt singulariteten og dermed havde åbnet en lille sprække til et andet univers. Vores to universer var begyndt at påvirke hinanden, og dermed skabe en indbyrdes kausalitet, og deres QGVI computer (givet dens mere avancerede konstruktion) havde opfanget signaler fra vores computer, hvilket havde ført til entanglement. Vi vidste ikke hvad situationen ville føre til, men vi fik i disse dage med lynhast testet og eksperimenteret med en masse kvantemekaniske påstande, teser og teorier, så det var svært at begrænse sig. Den mængde af forsøg vi fik gennemført var overvældende og den datamængde vi havde ville holde de bedste forskere på Jorden beskæftigede i årevis når vi kom hjem.
   En dag kontaktede vores nye venner os med beskeden om, at de havde fundet endnu to parallelle virkeligheder, der havde udført deres egne forsøg og som også, qua forsøget med deres udgave af Mega Hadron Collider ©, havde optrævlet et uendeligt punkt af virkeligheden. Som da vi var blevet kontaktet havde det vist sig at singulariteten havde forårsaget, at de ombordværende kvantecomputere havde oplevet såkaldt entanglement, og var begyndt at udveksle data. Disse data var efterhånden begyndt at give os større indsigt i, hvad der egentlig var sket. Alt tydede på, at den utrolige mængde energi som Hadron Collideren havde skabt, i sig selv ikke var kraftig nok til at skabe en singularitet, men det tilfælde at vi i vore fire parallelle universer havde udført vores forsøg samtidigt og samtidigt havde nået klimaks i disse, havde slået hul på virkeligheden, så at sige.
   Men der var alarmerende nyt, for det viste sig at singulariteten, der altså var den eksakt samme singularitet der fandtes i mindst fire parallelle universer, var begyndt (i vore simulationer) at trække masse til sig og dermed udvikle et tyngdefelt. Skete dette, ville vi have et potentielt sort hul på hånden, der kunne rive alle fire universer (og måske endda multiverset som vi nu havde fundet klare indicier på virkelig fandtes) totalt fra hinanden. Det var en situation vi måtte tage alvorligt. Men lige nu syntes samarbejde og dataudveksling at være den sikreste vej frem, for at løse problemet. Vor job var at monitorere singulariteten, og det havde ført noget af det mest fantastiske man kan forestille sig med sig. Jeg kunne ikke slippe tanken om de parallelle virkeligheder og sov, sandt at sige, ikke meget i den periode.

Jeg havde vagt ved computerne, og var ved at falde hen, da en af radioerne, ganske sagte, begyndte at knitre. Først fik jeg indflettet det i min drøm, men lyden af den knitrende støj trængte sig på og nu lød det som om, at løsrevne ord trængte igennem: "*rark*...ar*rark*...allo*rark*meld*rark*ng...".
   Jeg begyndte at justere på systemet og sporede signalet, så jeg kunne pejle mig ind på signalstyrken. Signalet kom igen. Kvantecomputeren hjalp mig med at holde de dele af signalet fast der gik klart igennem, og jeg fik efterhånden samlet det til en klar frekvens: "*rark*base Halter. Dr. Richard Hadley til dr. Richard Hadley på Stjernebase Halter. Meld tilbage. Over."
   Jeg kunne ikke tro det. Det var faktisk lykkedes dem at sende et signal fra deres univers til vores. Nu kunne vi faktisk høre deres stemmer og tale med dem. Det forvandlede deres eksistens fra bare at være en række tekstbeskeder og datasæt til at blive rigtige levende mennesker. Richard Hadley fra den anden side gentog sin besked og jeg løsrev mig fra min tankerække og svarede.
   - "Richard Hadley, Stjernebase Halter, svarer Richard Hadley fra Stjernebase Halter. Over."
   - "Richard? Det er dejligt at høre din stemme. Over."
   - "I lige måde min ven. Over."
   - "Vi har tilladt os designere hver af de fire stjernebaser i paralleluniverserne med distinkte koder, således at eventuelle misforståelser kan undgås. Over."
   - "Det lyder fornuftigt. Sig frem. Over."
   - "Jeres designerede kode er 108/147. Vores kode er 815/147. De to andre koder er henholdsvis 1523/147 og 2342/147. Vi sætter jer i radioforbindelse med de to andre paralleluniverser snarest muligt, idet vi har fungeret som forbindelsesled mellem os alle fire indtil videre. Over."
   - "Det er modtaget. Over."
   - "Indtil videre ser det ud til, at singulariteten er stabil. Vor dataindsamling er større end forventet. Richard, dette er en stor tid for menneskeheden. Over."
   Jeg sporede en ængstelse i hans stemme, jeg kendte ham jo bedre end nogen anden, han var jo trods alt mig, og hans formulering dækkede over et eller andet. Men lige nu spurgte jeg ikke ind til hvad der eventuelt var galt.
   Vi blev enige om at vi skulle holde vores samtaler hemmelige indtil videre. Han og jeg ville dele og analysere resultater og jeg så frem til udsigten af at arbejde sammen med en ligestillet der arbejdede og tænkte ligesom mig selv.
   I flere uger arbejdede vi således med observationerne omkring tid-rum kontinuiteten der omgav antistofringen og singulariteten. Hadley 815 holdt mig også orienteret omkring deres kommunikation med de to andre universer. Indtil videre syntes situationen stabil og jeg blev opmuntret af dette.

Efter to ugers arbejde kunne jeg mærke på 815 at han i en af vores sessioner havde virket fjern og dette foruroligede mig.
   - "Vi monitorerer fluktuationerne herfra, og indtil videre ser antistofringene ud til at klare arbejdet. Vi udfører virtuel vedligeholdelse om 24 timer og sender resultaterne til jer. Over."
   - "Det lyder godt.", sagde jeg "Over."
   - "Men det var vel så dagens tekst. Over."
   - "Må jeg spørge om noget? Over."
   - "Sig frem. Over."
   - "Er alt vel på jeres side? Over."
   Lille pause.
   - "Det jeg siger nu, er fortroligt. Det kan tjene som en advarsel hos jer. Over."
   - "Sig frem. Over."
   - "Jeg har sporet enkelte identitetskriser herovre. To af mine forskere der har udvist stresssymptomer og tegn på søvnløshed. Jeg har testet dem så godt som jeg kan, for hvordan teste for sådan noget, når intet i vor træning har forberedt os på denne situation? Over."
   - "Ved du hvad årsagen til dette kan være? Over."
   - "Jeg baserer det på mine samtaler med de enkelte, og har sporet det ind på en eksistentiel krise. Følelsen af, og sandelig visheden om, ikke at være unik, når der findes en udgave af dem selv i et parallelt univers. Du må selv have følt sådan, Richard. Jeg ved at jeg gør. Over."
   - "Ja, jeg ved hvad du mener. Men at tale med dig gør ligesom det hele mindre abstrakt. Vi har muligheden for at klarlægge eventuelle forskelle imellem os, og derved pege på at vi, trods alt, er distinkte individer, mens vi har muligheden for at føle nærhed ved at dele fælles minder, tanker og følelser."
   - "Richard, du er, med fare for at komme til at lyde selvsmagende, genial."
   Og således talte vi os frem til, i vore egenskaber af denne missions respektive ledere, et samtaleprogram hvor hver af besætningens medlemmer skulle have en samtale med deres parallelle modstykker i minimum et kvarter hver 24. time, og højst en time. Jeg for min part, havde to modstykker i to af paralleluniverserne. I universet kodet 2342/147, var jeg åbenbart ikke med på missionen og levede på Jorden som forsker med min familie. Juliet havde modstykker i alle universerne, mens James havde i to af dem. I det ene var han jo omkommet, og det talte de resterende James'er en del om. I et af universerne var han og Juliet blevet skilt grundet en affære og det blev der talt knap så meget om. Prof. Damon, der var professor i to af dem og 'kun' doktor i de resterende, førte lange samtaler (mest med den anden professor) der mest gik på det videnskabelige. Jeg tænker, at det var deres måde at håndtere situationen på.
   Værst var det for Lily Chang, der ingen modstykker havde. På den ene side lettede det hende for det umiddelbart bizarre i situationen, idet hun ikke konstant blev mindet om hendes andet jeg i en anden dimension, men samtidigt gjorde det også, at hun på en eller anden måde var ude for fællesskabet. Vi andre førte lange samtaler med vores dobbeltgængere og syntes at håndtere situationen optimalt mens Chang, som Richard fortalte det, trak sig mere og mere ind i sig selv. Jeg ved, at han brugte lang tid på at tale med hende og fortalte mig om det.
   Med hensyn til mig selv og de to andre Richard'er, så havde vi lange dialoger med hinanden. Specielt den første Richard, fra univers 815, og jeg, havde et nært forhold. Den anden Richard, fra 1523, virkede mere distanceret og gjorde kun dette ved tvang, føltes det som om, og det var sjældent at vores samtaler strakte sig mere end de obligatoriske 15 minutter pr. gang. Jeg gætter på, ligesom jeg ville have følt, at han ikke brød sig om at blive tvunget til noget. Hans to modstykker havde bare taget en beslutning, udenom ham, og jeg tror det irriterede ham. Til sidst blev han og jeg enige om, blot at mødes én gang ugentligt.
   Men Richard fra 815 var et utroligt bekendtskab. Han og jeg mindede af naturlige årsager meget om hinanden, men der var også forskelle. Eksempelvis havde han et meget nært forhold til sin datter, som boede hos ham hver anden uge (naturligvis ikke mens han var på stjernebasen, men selv her havde han talt med hende hver dag på Jorden. Derfor smertede det ham også usigeligt, at de havde været nødt til at afbryde enhver kontakt hjem til, indtil situationen heroppe var klarlagt), mens jeg kun så min hver anden weekend. Jeg kan ikke nægte, at jeg mærkede små stik af jalousi når han fortalte om deres rejser og oplevelser.
   Derudover diskuterede vi videnskab, litteratur og musik. Vi havde en flere uger lang samtale om bogen "If You Meet the Buddha on the Road, Kill Him!", der for begges vedkommende havde været en ledestjerne. Ingen af os brød os særligt om Bach, men kunne sidde henførte og lytte til Mendelsohn. Til tider talte vi slet ikke, men sad bare og lyttede til musik. Andre gange klassisk rock og så blev der fyret op for Led Zeppelin, Motown, Prince, Wolfmother, The Chain Gang Breeze og MFOPQ!
   Vi snakkede om vores universitetstid. Om vore yndlingprofessorer og hadeobjekter. De smukke kvinder vi aldrig fik, og dem som én af os fik. Han misundte mig den ypperlige Mary-Ann Fischer der klynkede som et kor af engle når hun nærmede sig klimaks. Hende der i hotpants kunne have antændt en døende stjerne på ny.
   Vi snakkede om vort ægteskab. Jeg vidste at jeg var en rådden ægtemand og til endnu større skam, en rådden far. Richard hjalp mig til at forstå den simple sandhed, at det eneste der kræves er en indsats. Han kendte sin datter, og dermed også min, og vidste, at de, ligesom os selv, var lukkede mennesker der skulle lokkes ud af busken til samvær. Han havde prøvet det samme, men en vedvarende indsats havde gjort, at de to havde fået et nært forhold. Han opfordrede mig til at gøre det samme når vi kom hjem. Jeg svarede at vi måske aldrig kom hjem, men han beroligede mig. Vor tid her på stjernebasen havde en ende i sigte.
   Han anede ikke hvor ret han havde.