Smukt dækker ikke engang
disse minder.
Er de dine?
Blomsterne i flor,
og solens stråler; fred
lysets konturer.
Tonerne fra i går
kalder i det fjerne
og leder os til dette sted
gennem det tomme nu.
Efterlad det du elsker
og træd ind.
Rytmer ekkoer gennem tiderne
tamburin
drømmen om min familie
bliver hos mig altid.
Vandrende i en vandørken
slip taget
og åbn øjnene.
Og således skal det vi skyldte i går
være dagens brød
og sorgen forsvinder med vinden.
Det tomme nu
frelser den syge for synd
minderne blot milepæle
i den evige søvn.