Kære Ancelotti,

Som ung mand var jeg kynisk. Jeg benyttede mig sjældent af talens brug. Jeg betragtede kvinder med had og syntes mænd var enfoldige. Kun mit eget selskab nød jeg.
   Jeg bildte mig ind at jeg var intellektuel. Det var jeg måske også. I hvert fald nød jeg at læse. Også at spille på heste var mig en fornøjelse - selvom jeg sjældent vandt.
   En dag mødte jeg en digter. Det var på mit stamværthus, hvor jeg ofte tilbragte mange timer alene i mit hjørne, at jeg så ham sidde. I starten vidste jeg ikke at han var digter. Af en eller anden grund faldt vi i snak.
   Han var et rent menneske og jeg var et skidt menneske som kunne charmere alle, så derfor passede vi perfekt sammen. Han havde aldrig rørt stærke alkoholiske drikke, men han var ikke hellig. Min ven nød ét glas vin om dagen, men var ellers afholdsmand. Han nød sine dage på diverse knejper, hvor han sad og betragtede mennesker; glæde som sorger; menneskelig fornedrelse og tragiske skæbner, såvel som fest og farver.

Det gentog sig nu dagligt at vi talte sammen om løst og fast, og jeg undredes over hvor hurtigt vi var blevet dus, samt hvor meget jeg nød hans selskab. Han var ikke nærig eller mådeholdig når det gjaldt andres vaner og han betalte derfor min whisky og jeg lod ham gøre det.
   En dag betroede jeg til ham, at jeg ønskede at gøre kur til en smuk ung pige, men at jeg næppe vidste hvordan. Digteren gav mig et par vers, hvis skønhed knapt kan beskrives og som jeg ikke her har tænkt mig at besvære dig med. Dine øjne, Ancelotti, ville løbe i vand og tvære blækket i mit brev ud, således at du ikke kunne læse mine næste linjer.
   Det er ikke nødvendigt at sige at versene hjalp mig med at vinde hendes hjerte, men jeg er ikke noget nemt menneske og forholdet varede kort.
   Vigtigere var det at min nysgerrighed var vakt med hensyn til min ven. Han betroede sig til mig, at hans talent kun i enkelte tilfælde havde givet ham smør på brødet og at han i vid udstrækning levede på sin fædrene arv. Han havde således aldrig været udgivet, og havde aldrig besværet sig med at bruge en sum af sin egen enorme formue til at bekoste en samling af hans bedste værker. Han havde endog aldrig skrevet dem ned, men kunne dem alle fra hukommelsen.
   Således greb en manisk tanke mig, og jeg gik i gang med at overbevise ham om, hvorledes han skulle recitere dem mens jeg nedfældede dem på papir. Jeg tænkte at digtene kunne udgives men endnu vigtigere: Måske kunne jeg gøre mig fortjent til en bunke penge, for hans taknemlighed over min indsats. Hvis jeg kunne få adgang til hans pengebeholdning ville min lykke være gjort.
   Hans modvilje mod at skrive digtene ned kom bag på mig, og hans stædighed var i det hele taget så ubøjelig, at jeg i første omgang næsten var ved at opgive ævred.
   Så åbnede en mulighed sig som jeg ikke havde set. Min ven rørte ikke de våde varer, men snedigt ville jeg nedbryde hans modstand ved at indvie ham i stadigt mere liflige alkoholiske drikke som skulle få hans tunge på gled. Jeg vakte hans nysgerrighed og han var ikke svær at lokke - jeg bilder mig ind at mit til tider charmerende væsen har givet ham tiltro til mig.
   Jeg må tilføje en ting mere, inden jeg glemmer det: Sandt at sige, Ancelotti, har jeg i lange perioder været ensom, og måske er jeg ikke det nemmeste menneske at omgås, men sprut forstår jeg mig på - at være et svin overfor kvinder og drikke mig fra sans og samling er min gave til menneskeheden. Alle der har prøvet at fejre adskillige fødselsdage, juleaftener, og grundlovsdage i ensomhed, mens alle andre har haft glæden ved at have et andet menneske hos sig, vil som jeg stifte bekendtskab med flaskens bund adskillige gange i sin tilværelse.
   Min ven indvilgede i at lade sig forføre af knaldet af ølkapsler, korkproppernes forføriske æter og den liflige lyd af forseglingen der brydes på en whiskyflaske mere end én gang, lad mig sige dig det. Hvordan jeg havde råd til det? Min ven betalte. Glade ligt. Og glædeligere som vores mange aftner skred frem.
   Jeg var som en mester alkymist der forvandlede de alkoholiske vidundere til min hypnotiske stav. Jeg ville tvinge min digterven til at få tungen på gled, men da det hele havde varet et halvt år opgav jeg næsten. Mit forehavende havde forvandlet og nu var vi bare et par drukkenbolte der turede på alle knejperne og levede livet. Der var uanede mængder af penge, så det var ikke noget problem. Jeg brugte dog det meste af min tid på at holde min ven ude af ballade, men jeg var ikke nogen engel. Ofte førte jeg mig frem på hans bekostning og kaldte mig selv digter, brugte hans penge som var det mine og gav mange omgange på en aften. Men værst af alt var det, at jeg altid endte med de kvinder som min ven forelskede sig i. Hver og en som han kunne charmere med sine lyriske evner stjal jeg og besudlede. De var alle vilde med mine evner desangående. Min ven nåede aldrig længere end til charmeringens kunst. Jeg derimod nød dusiner af smukke kvinder som min digterven tiltrak.

Jeg prøvede dog, for af og til tænkte jeg at dette ikke kunne gå i længden, at få min ven på ret køl. Men snart var det for sent. Ak, min ven sank mere og mere i hundene. Møjsomt var mit job med at forhindre ham i at komme ud i alskens problemer alle steder vi kom frem; jeg selv havde tabt interessen for denne tilværelse. Endog tænkte jeg at vi snart havde opbrugt mandens formue på druk, og dermed var alt jo omsonst. Ancelotti, mit gamle had til menneskene flammede endnu engang op, vær forvisset om det.
   En aften hvor min ven havde været særligt slem, opgav jeg at holde øje med ham, men indlod mig på at drikke mig sanseløs af druk og håbede således at min hjerne måtte sprænges af de enorme mængder alkohol og håbede at jeg aldrig skulle beskæftige mig med denne verden igen.
   Det skete dog ikke. I stedet vågnede jeg i detentionen og fik at vide at jeg i min fuldskab havde startet et fortræffeligt slagsmål der involverede mænd, kvinder, hunde og sågar to heste nede ved en af de overfyldte havneknejper.
   Min digterven var der ingen der havde set. Jeg begav mig til mit værtshus, men ingen vidste hvor han var.
   Således gik der syv eller otte dage uden sporet af min ven, indtil en notits i avisen nævnte hans navn og i notitsen stod der at han fordrukken var frosset ihjel, temmelig sikkert den førnævnte aften, uden overfrakke eller halstørklæde på men med en whiskyflaske af et af de dyreste mærker i sin favn og med et saligt smil på læben.
   Men min historie slutter ikke her. Et halvt år senere dukkede en notar op i mit stamværtshus der foreviste mig et testamente, der sagde at såfremt jeg kunne bevise hvem jeg var, ville jeg arve alle min vens penge. Der var stadig en formue tilbage og jeg blev rørt over dette. Hvilken gestus fra denne mand der i det medfølgende brev kaldte mig den bedste og eneste ven han nogensinde havde haft. Brevet ved jeg ikke længere hvor er, men pengene har jeg passet på som var det mine egne.
   Og således blev jeg en holden mand - men jeg ville nu stadig gerne have læst de digte.

Jeg er sikker på han var den største digter der nogensinde har levet.

Ærbødigst og for altid din ven
   Carl Xavier Sagossa