Mit navn er dr. Richard Hadley. Sammen med astronauterne James og Juliet Cuse samt prof. John Damon boede jeg på Stjernebase Halter, hvor vi i en lang årrække havde til opgave at observere og rapportere alt omkring singulariteten samt kommunikere vore observationer til observatorierne i paralleluniverserne. Det lyder umiddelbart som spændende og interessant arbejde, skræmmende tilmed, men dette aspekt ved arbejdet fortog sig hurtigt. I virkeligheden var livet på rumbasen rutinepræget, men dog aldrig kedeligt. Min beretning forsøger at redegøre for begivenhederne på Stjernebase Halter inden vi, tvunget af omstændighederne, og af de sære begivenheder som følger i denne beretning, forlod stjernebasen for aldrig nogensinde at vende tilbage.

For ti år siden stod projektet Mega Hadron Collider © klar. Den var bygget af folkene bag Earth Ring One © - rumbaseringen der løber i fast bane rundt om Jorden. Som ung studerende havde jeg været med til beregne formler for Earth Ring One ©. Dette arbejde havde sikret mig et job hos E.R. International og jeg var i to år tilknyttet udviklingen af Earth Ring Two - planerne der senere ændredes til vores Hadron Collider. Jeg havde på dette tidspunkt fået min forskningsstilling.

Mega Hadron Collider © var en gigantisk udgave af de tidligere jordiske atomslynger i CERN og løb langs ydersiden af Mars' omløbsbane. Stjernebase Halter var forskningslaboratoriet hvor resultaterne af forsøgene blev indsamlet og fortolket. Her boede forskerne også.
   Jeg boede dog stadig på Jorden da eksperimentet var klar til at begynde og var kun løst tilknyttet stjernebasens arbejde som konsulent, sideløbende med mit arbejde på Blinn-Jürgensburg Instituttet for Kvantemekaniske Undersøgelser. På dette tidspunkt var jeg netop blevet skilt fra min anden kone med hvem jeg havde min datter, Julie.

I starten gik eksperimenterne godt, men snart viste det sig at udførelsen af det mest ambitiøse projekt verden endnu havde set, kunne medføre uoprettelige skader på vort univers. Med Mega Hadron Collider © forsøgte man intet mindre end at skabe et reelt Big Bang inde i vores eget univers. Et Big Bang som efter planen skulle holdes i skak af en ring af antistof, inddæmmes, studeres til fulde og herefter føres tilbage til nulpunktet. Det var som sagt planen. Hvem kunne have forudset, at vi reelt var ved at slå hul på rumtiden, med uoverskuelige konsekvenser til følge? At vi ville trævle et uendeligt lille punkt af universet op og skabe en singularitet, der byggede bro til tre paralleluniverser; eksakte paralleller til vores? Det kunne ingen vide, men imidlertid var det det der skete.

Prof. John Damon forklarede senere, med sin såkaldte Damon Teori (er det overflødigt at sige, at min kære ven vandt Nobel-Hawking Prisen for denne?), at der i alle fire universer var sket det samme på samme tid. De samme begivenheder: Konstruktionen af en monstrøs atomslynge i Mars' omløbsbane, skabelsen af et Big Bang, gentaget i fire parallelle universer, hvilket havde været kraftigt nok til at slå hul på selve universet. Man kan forestille sig, forklarede prof. Damon i sin afhandling år senere, universet i denne sammenhæng som en kraftig plexiglasrude. Hvert af eksperimenterne skulle således opfattes som en stor dunhammer, der i sig selv ikke var kraftig nok til at slå hul på ruden. Men hvis fire dunhammere af samme tyngde, vægt og med samme kraft ramte plexiglasset på samme tid viste det sig, at det var kraftigt nok til at lave en lille flænge i glasset, en singularitet, et sort hul i universet, der var i fare for at vokse sig større.

Men jeg går for hurtigt frem.
   I starten, lige efter at singulariteten var blevet skabt, anede vi intet om de andre universer. Vi var ydermere så heldige, at antistofringen i en periode var kraftig nok til at holde singulariteten på plads, men det var en stakket frist. Man måtte snart opgive alle efterfølgende eksperimenter med collideren, og overføre al energi til Stjernebase Halter og antistofgeneratoren. Idet vi jo ikke kendte til begivenhederne i de andre universer, troede at vi stod med problemet selv og vi vidste at der var en reel fare for, at hvis vi svigtede at singulariteten ville vokse, lave en såkaldt inflation, med katastrofale konsekvenser til følge. Konsekvenser der var helt og aldeles uoverskuelige.

På dette tidspunkt blev Stjernebase Halter langsomt omstruktureret, således at forskere tilknyttet Mega Hadron Collider ©, der kunne gøre bedre nytte på Jorden, blev forflyttet dertil mens andre forskere, som jeg fx, hvis evner bedre kunne udnyttes direkte oppe på rumstationen, blev bedt om flytte dertil. Det var for mig en meget let, men også en meget svær, udfordring at sige ja til. Let fordi jeg vidste, at det var min pligt som forsker at bidrage med det lidt jeg kunne, hvis det kunne hjælpe i den store sammenhæng. Svær fordi jeg ikke havde lyst til at forlade Jorden, min datter og livet der, for at leve på en rumbase som jeg temmelig sikkert aldrig nogensinde ville vende tilbage fra. Derudover var faren for fiasko ganske overhængende men til dette kunne man jo sige, at hvis vi fejlede i vores forsøg mht. at inddæmme singulariteten (eller måske endda tvinge den til at gå i sig selv igen) så ville det jo alligevel være omsonst: Vores univers ville ligge i ruiner og alt ville blive udslettet.
   Lad mig også tilføje: Man havde overvejet at bruge Stjernebase Halter som spydspids i direkte kontakt med singulariteten, mens Mars kunne fungere som hovedkvarter hvis man ombyggede de forladte rumbaser og habitater der, men den ide blev hurtigt droppet. Det ville være for dyrt, spild af resurser, samt tage for lang tid at sætte i værk - tid vi ikke på nogen måde havde.

Forskerne i NASA, ESA og E.R. Int. kendte indgående til mit arbejde og vidste at jeg ville være en glimrende, om end usædvanlig, leder af menneskehedens vigtigste projekt for overlevelse. Derfor blev jeg valgt til posten som leder for projektet.
   Jeg var overordentlig glad for mit hold af forskere og arbejdet kunne nu skride frem. Lidet anede vi, at vi et år fremme i tiden skulle få en overraskelse som ingen af os kunne have forudset. En overraskelse der for altid ændrede vores syn på universet.