Jeg skriver dette,
med en lilla pen.
Ordene falder,
som regndråber på din kind.
Jeg ser dig,
flyvende over sneklædte landskaber.
Alene, somme tider,
i en suite i Tokyo.
Du sidder ved klaveret.
Din stemme er altid ægte.
Jeg mærker,
at du er alene blandt mennesker.
Der er glæde ved gentagelsen.
Melankolsk eufori.
Alt er muligt.
Jeg hører gnistrende toner,
fra en ferskenfarvet guitar.
Så menneskeligt.
Og rytmen i mit blod.
Tidens tegn.
Nogle gange sner det i april.