Langs en støvet landevej gik en landstryger, der i tre dage hverken havde set et menneske, eller havde fået vådt eller tørt. Hans navn var Jackson Jones. Han havde sat sig for at krydse Amerika og hans rejse var begyndt i San Francisco og skulle ende et sted på østkysten, der ikke var nærmere defineret, men hvis det hele rakte ville han til New York City.
   I starten var det gået godt, men nu var han strandet i Midtvesten og hans held syntes at være sluppet op. Men Jackson var ved godt mod, for han var en ung mand uden en bekymring i sjælen. Han havde det karakteristiske udseende som det sømmer sig for en landstryger i en ung alder, hvor hovedet er højt hævet, blikket fæstnet mod horisonten og skuldrene stolt løftede thi de ikke bærer det åg der gør, at en gift mands skuldre synes sunket ned i hans fodsåler.
   I det fjerne kunne Jackson skimte en person der sad ved vejkanten. I starten havde det for ham at se lignet en nedslidt bil der, forladt af sin ejer, nu bare stod i ørkenen overladt til sin skæbne at sygne hen. Men som han kom tættere på tegnede silhuetten af en person sig. Omgivelserne var flade og langstrakte, og det var svært at beregne afstanden til noget som helst - det tog da også næsten hen ved en time at nå hen til personen. Jackson havde ikke noget ur på, men sådan virkede det for ham.
   Da han kom hen til personen så han at det var en gammel mand, der sad urørligt i vejkanten med sin pibe, på en lille skammel, ved siden af en slidt trækasse som han brugte som bord. På bordet lå en lille tobakspose, og der stod en flaske tequila og to små glas. Manden havde et stort skæg, små men rare øjne, slidt tøj på og holdt i højre hånd sin pibe mens han pustede røgen ud gennem venstre mundvige.

- "Sæt dig ned sønnike" sagde han og fremdrog endnu en skammel, der stod bag ved trækassen. Jackson satte sig og stirrede, uden at han vidste hvorfor, på flasken og dens liflige indhold. Den gamle mand sagde ikke noget i lang tid, og Jackson fulgte hans eksempel, indtil det lå i luften at Jackson skulle skænke sig en drink. Dette gjorde han tre gange. Forslugent tyllede han den ene tequila i sig efter den anden, mens manden bare sad og stirrede skælmsk frem for sig. Da Jackson skænkede det fjerde glas, opdagede han at det dryppede med tequila fra hans hage, og dette rev ham ud af hans grådighed og fik ham til at skænke op til den gamle mand, og derefter række ham glasset. Manden smilede, ikke til Jackson men ligesom til glasset, og slog en høj latter op - tilsyneladende uden nogen grund. Han tog derefter piben ud af munden, satte glasset for og tog det hele i ét drag. Herefter sukkede han veltilfreds og satte glasset fra sig.
   Jackson ihukom at han havde noget tørt knækbrød i sin rygsæk og tog det frem og lagde det på bordet. Den gamle mand sagde:

- "Ikke en bil eller et menneske er der her kommet forbi, i de mange år jeg ved denne vejside har siddet."

Jackson vidste ikke hvad han skulle sige. Den gamle mand fortsatte:

- "Jeg også var landstryger engang. Jeg gik ned af den vej du har gået af uden at vide, at jeg ikke længere befandt i den virkelige verden, men i drømmenes. Jeg vandrede i dagevis uden at få vådt eller tørt og var flere gange ved at opgive ævred. Min færd endte ved en gammel mand der sad på dette sted og spejdede ud over den store sø."

Jackson konstaterede at der ingen sø var, men lod det fare.

- "Det er mange år siden nu, og søen er, ligesom årene, fordampet for mine øjne. Jeg sover aldrig mere, men drømmer stadig om det liv der kunne have været. Men min skæbne er ikke så slem endda. Når jeg er sulten behøver jeg kun at række ud og der er mad..." Her rakte manden ud og tog sig et stykke knækbrød og fortsatte mens han gumlede: "... og er jeg tørstig efter tequila går der ikke mange øjeblikke, så har Drømmemesteren selv sørget for, at mine behov desangående er dækket."

Han fortsatte:

- "Mit navn er Desert Plains, et sært navn måske hvor du kommer fra, men hvor jeg havde min gang var det ganske ordinært. Da jeg valgte livet på landevejen, var jeg kun 17 somre ung, og jeg forlod den pige jeg elskede til fordel for eventyret og horisontens kalden. Jeg var aldrig i ro, og vidste ikke at jeg havde det fortrinligt når jeg havde det godt. Kun i smerte kunne jeg huske min lykke, og når jeg var lykkelig ønskede jeg at det ville vare kortvarigt så jeg kunne løsrive mig og igen drage ud. Gertrude Perveller var navnet på den jødiske pige der havde mit hjerte, men jeg byttede hende for landevejen og andre kvinder der aldrig kunne blive mine. Jeg ville heller ikke eje eller have dem. Jeg ville drikke på New Englands havneknejper, lægge arm med havets ros, blive tatoveret af mænd ved navn Joe, og hore mens Jomfrumoderens øjne sømmeligt var vendt mod væggen, i et luset horehus. Jeg ville se himmel og hav i oprør og søgte den visdom som kun livskunstnere der virkelig har levet, synes at eje efter at have spildt et liv i synd. Alle mennesker ønsker at eje visdom, men jeg ville leve den.
   En dag mødte jeg den mand der engang sad på denne skammel og han gav mig et tilbud. Han sagde: "Jeg vil lade dig undslippe Mareridtenes Fængsel, hvis du kan svare rigtigt på tre spørgsmål" På dette tidspunkt anede jeg ikke, at jeg befandt mig Drømmeriget. Jeg sagde, i mit ungdoms mod: "Fyr løs!" "Sig mig navnet på den du elsker, hvis du kan". Jeg ledte dybt og længe i min hukommelse og fremstammede: "Hendes navn er Gertrude Perveller". Manden smilede og så mig direkte i øjnene: "Sig mig hvad du frygter mest i denne verden?" Jeg trådte et skridt tilbage og hans ord rungede i mit hoved. Jeg så ham direkte ind i øjnene: "Dig" fremstammede jeg. "Godt... godt... Hvad er det du søger?" sagde han og igen trådte jeg et skridt tilbage. Håbløsheden greb mig og jeg vidste at jeg var ham svar skyldig. Jeg kunne ikke sige ham det og lod mine skuldre falde, mens jeg kiggede skamfuldt ned i jorden.
   Han rystede bedrøvet på hovedet, men samtidigt sporede jeg en lettelse i hans ansigt. "Jeg kan altså intet lære dig. Før du ved hvad du søger, vil du aldrig kunne forlade dette sted." Jeg var mundlam og kunne ikke se på ham. Så rejste han sig op og drog et dybt suk. Han trykkede min hånd, pegede på den skammel som jeg nu sidder på, og så begav han sig hen ad denne lange vej som du just har gået på, mens hans blik hvilede på søen der endnu var stor men mindre end da jeg var kommet. Han forsvandt snart og jeg har aldrig set ham siden og siden da har jeg siddet her."

Jackson stirrede frem for sig og kunne ikke sige et ord.

I mange dage sad de to mænd sammen og den gamle mand, som var glad for selskab, fortalte hundredvis af historier - alle løgne og det pure opspind, men det kunne Jackson jo ikke vide.
   Når de var sultne var der mad til dem, selvom ingen af dem vidste hvorfra den kom. Var de tørstige stod der tequila som de ikke en sjælden gang nød godt af, og så faldt de ofte i en dyb søvn, for snart efter at vågne og tage tråden op præcis hvor de havde sluppet den. Når det var mørkt, og månen var oppe, spillede de skak. Om dagen sagde de sjældent noget men betragtede blot skyggerne på jorden mens de hver især tænkte deres.

En dag sagde den gamle mand:

- "Nu har jeg ikke flere historier at fortælle. Jeg har fortalt det hele, selv op til den dag hvor du kom her og satte dig, og som et svin forslugte dig i tequilaen der ikke engang var blevet budt dig. Jeg har endda gået så vidt som til at genfortælle alle dagene vi har siddet sammen, i mindste detalje, og er nu nået til netop dette tidpunkt hvor jeg fortæller dig dette. Og at genfortælle hvad jeg netop har sagt, ville forekomme mig idiotisk."

Manden, der aldeles ikke så gammel ud længere, men faktisk lignede et menneske der havde genvundet sin ungdom, sad et øjeblik og rejste sig så.

- "Du, min aldrende ven, synes forbandet derved, at du ikke kender svarene på nogle af de spørgsmål jeg tidligere har opregnet for dig. Mens jeg, på den anden side, nu ved hvad jeg søger. Det er Døden. Jeg vil udfordre og besejre ham, som det sig hør og bør for en ung mand. Men han findes ikke her og derfor byder jeg dig nu farvel. Jeg vil bede for dig."

Han fremdrog en stråhat som han hele tiden havde siddet på, rettede den ud, og tog så Jacksons rygsæk på ryggen. Manden hilste Jackson kort, og gav sig så til at gå ned af vejen ad hvilken Jackson for mange år siden var kommet.
   Jackson var nu selv en gammel mand, der ikke orkede at protestere, og resigneret satte han sig på skamlen. Tequilaflasken var tom.
   Det blæste en lille smule, og snart var den før så gamle mand ikke til at se mere og Jackson opgav at spejde efter ham.

Himlen var rødlig, solen på vej ned og snart ville natten falde på.