Den 1. august
   Lykke vaklede gennem de stille gader, hvor aftenskumringen langsomt udfyldte alle revner og sprækker. Luften var varm og klæbede til hendes hud. Hendes åndedræt var rytmisk og hendes hjerne var fuld. Underlivet krampede og hun stønnede sagte. Den månedlige menstruation var en plage og var både voldsom og smertefuld. Denne måned var den endda kommet før tid. Men da hun havde låst den sidste af de tre låse på hoveddøren, kunne hun endelig trækket vejret helt ned i lungerne og hun mærkede, hvordan den store mængde ilt gjorde hende svimmel. Lejligheden var mørk og virkede underligt forladt. I spindelvævene, der hang ned fra hjørnerne i stuen, sad flere minder om en anden tid.
   Lykke orkede ingenting. I gangen smed hun overtøj og sko i en stor rodet bunke og trak nylonstrømpebukserne af, der alligevel var løbet hele vejen op af hendes venstre ben. Nylonstrømperne smed hun i køkkenets skraldespand og satte vand over til en kop aftente. Mens vandet langsomt begyndte at buldre i den røde elkedel lod Lykke sit blik låse fast på et usynligt punkt på ruden ud mod virkeligheden. Hun forsøgte at huske det mareridt, der havde vækket hende den samme morgen, men det var svært. Drømmen lå lige uden for hendes bevidstheds rækkevidde. Alt hun kunne huske var blod. Menstruationsblod. Lykke blev forstyrret af elkedlens tuden. Hun rystede på hovedet, som for at ryste drømmen af sig og skænkede sig en kop dampende varm te. Med teen i den ene hånd og en bog i den anden bevægede Lykke sig ind i den lille stue, men stivnede midt i en bevægelse. I Lykkes topersoners lædersofa sad en lille pige, der havde de samme øjne som hende selv. Hendes ben dinglede ud over kanten og hendes små varme hænder var samlet i hendes skød. Pigen så afventende på hende, som om hun forventede en bestemt reaktion fra Lykke. Pigens holdning og øjne udstrålede beslutsomhed, der gjorde at pigen fik en autoritær aura. En sitrende fornemmelse kriblede hen over Lykkes nakke. Det var pigens øjne. Klodset fik Lykke lagt tingene fra sig. Hun kantede sig over mod sofaen og satte sig på hug foran pigen. Hun havde engang hørt at børn føler sig truet hvis ikke man positionerer sig selv i deres højde. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige og prøvede at veje forskellige sætninger i hovedet.
   "Har du lyst til noget at drikke?" spurgte hun endelig. Lykke kunne ikke undgå at bemærke at hendes stemme blev tre oktaver lysere end den plejede at være. Pigen svarede ikke, men blev blot ved med at se på Lykke med de der øjne.
   "Lidt rød saftevand måske?" prøvede Lykke, men pigebarnet svarede stadig ikke. Stilheden sænkede sig og Lykke mærkede, hvordan panikken bredte sig i hendes sind. "Jeg går ud og laver lidt saftevand." mumlede hun hurtigt med et kunstigt smil, der fik hendes kæber til at krampe. Katten Gustav var vågnet op og sad på køkkenbordet, og Lykke fik fornemmelsen af at han stirrede bebrejdende på hende. Hun ignorerede katten og fyldte et billigt IKEA-glas halvt op med rødt saftevand. Pigen så ikke ud til at have rørt en muskel da Lykke vendte tilbage fra køkkenet.
   "Værsgo" Lykke havde sat sig i sofaen og rakte glasset hen mod pigen, mens hun smilede opmuntrende. Pigen så først på glasset og så op på Lykke med store udtryksløse øjne. Lykkes smil stivnede og hendes arm begyndte at prikke, manglen på reaktion fra den lille pige var pinefuld.
   "Nå, men jeg stiller det her, hvis du bliver tørstig." sagde Lykke muntert og satte hurtigt glasset fra sig på sofabordet.
   Tavsheden mellem dem strakte sig længere og længere, og selvom det for Lykke var akavet vænnede hun sig hurtigt til den. Lykke betragtede den lille pige, der sad og kiggede undersøgende rundt i hendes lejlighed som om hun ikke selv helt kunne forstå, hvor hun var havnet henne. Efterhånden som minutterne tikkede afsted og de to piger sad med hver deres tanker, begyndte Lykke at overveje, hvad pigen mon lavede i hendes lejlighed? Og hvordan hun overhovedet var kommet ind? Både døren ind til opgangen og hoveddøren havde været låst. Idet Lykke tænkte disse tanker vendte den lille pige sit blik og rettede det direkte ind i Lykkes øjne. Lykke følte sig trængt op i en krog og havde en blandet følelse af frygt og kærlighed for den lille pige. Skulle hun ringe til politiet? Det burde man nok, men Lykke var ikke sikker. Hun følte sig rådvild og forvirret. Pigen blev ved med at stirre på Lykke med hovedet let på skrå. De ubesvarede spørgsmål fik det til at snurre i Lykkes hoved. Hun sank dybere ned i sofaens puder og følte en overhængende træthed skylle ind over sig. Den snurrende fornemmelse i Lykkes hoved bredte sig til resten hendes krop. Hun mærkede, hvordan hendes øjenlåg blev tungere og selvom hun kæmpede imod af al magt sank hun til sidst helt ned i mørket og faldt i søvn.
   Da det digitale nummer på hendes vækkeur skiftede til 00:01 vågnede Lykke med et sæt. Lejligheden var mørklagt og hun lå i sin seng. Lykke så ned af sig selv. Hun var iført sin smørgule pyjamas. Hendes tænder var børstede, gardinerne var trukket for og Gustav lå i sin kurv og snorkede fredfyldt. Alt var som det skulle være. Bortset fra at hun ikke havde trukket gardinerne for, børstet sine tænder eller skiftet til pyjamas.
   Lykkes hjerterytme begyndte stille at accelerere. Hun slog dynen til side og trådte ud på det kolde trægulv. Langsomt, næsten som i en drøm, bevægede hun sig fra sengen hen til døren ind til stuen, der stod åben. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere, hverken hvis pigen var der eller hvis hun ikke var der. For der var ingen tvivl i hendes sind om at hun havde været der. Lykke trak vejret dybt og tændte lyset i stuen. Sofaen var tom og det samme var stuen. Ikke en gang edderkoppen kravlede rundt i sit spind. En sær følelse af bekymring nåede Lykke og trykkede i hendes bryst. Hvor var pigen? På sofabordet stod glasset med den røde saftevand.

Lykke slog øjnene op. Den smørgule natskjorte klæbede ind til hendes krop og sveden kradsede i hårkanten. Hun frøs selvom det var en lummer morgen og trak dynen med sig da hun forlod sengen for at finde noget tøj, der kunne få varmen til at vende tilbage til hendes magre krop. At kalde Lykke mager, var noget kun lægen havde gjort, alle andre syntes at mene hun bare var slank. Lykke selv holdt sig altid uden for diskussioner omkring hende selv og mødte dem alle med et skuldetræk og et emneskifte. Lykke iførte sig grå jeans og en løs bomuldstop og fortsatte på bare tær ud i køkkenet, hvor hun lavede sig en kop lavendelte. På køkkenbordet sad katten Gustav og mijaved misfornøjet.
   "Jaja, Gustav." mumlede Lykke, mens hun fandt kattens mad frem. Da hun var yngre havde hun foretrukket kaffe og havde indtaget det i store mængder. I de travleste perioder af hendes liv havde hun kun haft tid til at nyde den første mundfuld, resten blev sanseløst indtaget udelukkende for at hun kunne følge med. Men lægen havde sagt at det ikke var godt for hendes hjerte og at hun derfor skulle drikke te. Te virkede beroligende havde han sagt.
   Teen var stadig brændende varm da hun tog den første mundfuld og det yderste af hendes tungespids blev forbrændt og følelsesløs. Lykke bemærkede det dog ikke. Den lille pige havde brændt sig fast i hendes bevidsthed og de klare, blå øjne, der til forveksling lignede hendes egne, forfulgte hende overalt. Lykke var så opslugt af sine tanker at hun slet ikke bemærkede at nogen satte en nøgle i hendes dør og låste sig ind. Martin havde en løs skjorte og en hue på, der kunne skjule det vilde morgenhår. I den ene hånd havde han sin brune lædermapper og i den anden en pose fra bageren. Brillerne sad helt nede på næsetippen og snørebåndene i hans sko var gået op. Han gik frejdigt ind i lejligheden, uden hverken at banke på eller at melde sin ankomst. I døren ind til køkkenet stoppede han op og trak vejret dybt. Lykke stod ved vinduet med ryggen vendt mod ham og havde et fjernt blik, der spejlede sig i rudens glas. Martin betragtede hende hen over sine briller. Han kunne kun lige ane hendes omrids uden brillernes styrke, men kendte alligevel hver en detalje.
   "Lykke?" sagde han forsigtigt. Lykke fór sammen og vendte sig mod Martin.
   "Martin!" udbrød hun med hjertet i halsen og te på gulvet. "Hvor mange gange har jeg ikke sagt at du skal banke på eller i det mindste sige noget når du går ind?" vrissede hun og tog et viskestykke for at tørre den spildte te op. Martin smilede.
   "Årh, hold dog op. Du elsker mine uanmeldte besøg!" sagde han med dyb stemmeføring og et glimt i øjet. Lykke så på ham med et blik hun håbede var strengt, men det lykkedes ikke.
   Martin lagde sine ting fra sig, åbnede den medbragte bagerpose og begyndte at spise grådigt af en basse med gult cremefyld.
   "Hvad tænkte du på inden jeg kom?" spurgte han med munden fuld af fedt og kulhydrater. Lykke fortsatte med tørre op og lod som om hun ikke havde hørt hans spørgsmål. Hun havde tænkt på mareridtet, på pigen og på sin pludselige menstruation. Men det var ikke noget hun kunne fortælle Martin. Siden han var blevet psykiater havde hun været varsom med at fortælle ham alt, hvad hun tænkte. Det var ikke med vilje, men det havde uvilkårligt trukket dem på afstand af hinanden.
   Martin ventede på at Lykke skulle sige noget, men da hun forblev tavs opgav han at få et svar. Bassen i hans mund voksede sig større og han sank besværet.
   "Nåe.. Skal vi gå?" spurgte han med kæk stemme og skubbede brillerne på plads med håndryggen. Lykke rejste sig og mønstrede et smil. Hun skubbede tankerne så langt væk at hun kun lige kunne fornemme dem.
   "Ja, lad os det." svarede hun. Lykke svøbte sig i et blødt tørklæde, tog Martin under armen og sammen forsvandt de ned på gaden, som allerede var fyldt med morgentravle mennesker. Småsludrende om ligegyldige hverdagshændelser snoede de to sig igennem menneskemylderet. Solen hang højt på himlen og benådede Lykke med sin intense varme. Lykke følte, hvordan hendes krop langsomt åbnede sig for solen og absorberede dens stråler.
   "Hvor har du lyst til at spise morgenmad henne?" spurgte Martin og veg uden om en yngre kvinde med barnevogn og barn på slæb. Lykke så længe på kvinden, men mærkede straks, hvordan hendes livmoder trak sig sammen i menstruationssmerte.
   "Har du ikke lige spist?" spurgte Lykke med et anstrengt smil. Martin overså hendes smerte og svarede at han kunne spise konstant, firetyvetimer i døgnet, bare der var mad og godt selskab.
   "Så jeg synes vi skal tage på Lagkagehuset? Der er gode croissanter." Lykke nikkede sammentyggende og de fortsatte med at bane sig vej ned ad Strøget.
   Der var mange mennesker på Lagkagehuset, men Martin kantede sig uden om køen og snuppede et bord ved vinduet for næsen af et yngre kærestepar, der tydeligvis ikke var københavnere. Lykke tog plads ved siden af Martin og så undskyldende på kæresteparret. Pigen rablede noget af sig på jysk og trak sin kæreste med ud af butikken. Martin fandt sin Mikey Mouse pung frem. Han havde haft pungen så længe Lykke kunne huske, og den bar da også præg af mange års brug. Kanterne var flossede og motivet næsten slidt væk.
   "Hvad siger du til croissanter og kaffe latte?" sagde han mens han talte sine småmønter.
   "Jeg drikker ikke kaffe mere." svarede Lykke og så ud ad vinduet på de mange mennesker, der gik forbi. Martin så op og studerede Lykke med hævede øjenbryn. Han spurgte, tydeligvis undrende, hvorfor hun dog ikke gjorde det, for det havde hun da altid gjort, og Lykke svarede 'bare fordi'. Martins ansigtsudtryk lignede ens, der lige var blevet slået. Han så væk.
   "Okay. Så bare to croissanter?" spurgte han.
   "Og en kop te til mig." Martin nikkede. Han rejste sig fra sin plads og stillede sig i kø. Lykke sukkede og lod sin hage hvile i sin venstre hånd. Alle de mennesker, der travede forbi udenfor vinduet var mennesker hun ikke kendte. De var alle fremmede, som Lykke sikkert aldrig ville se igen. Hun undrede sig over, hvordan det kunne lade sig gøre at bo i den samme by i et vist antal sammenhængende år og stadig kun kende mindre end 1 procent af byens indbyggere. Også selvom det var en storby. Lykkes blik hang længe ved de mange kvinder med gravide maver, der passerede forbi. Deres ansigter glødede, som kun gravides ansigter kan. Lykke var overbevist om at hun en dag ville blive en god mor.
   Martin vendte tilbage med to gyldenbrune croissanter, en kop te og en kaffe latte.
   "De havde kun kusmite med en eller anden hvid blomst. Håber det er godt nok" sagde han idet han satte sig ned.
   "Det er helt fint." svarede Lykke og nippede af sin te. Den var sød, mere sød end, hvad hun brød sig om, men hun sagde ikke noget. Martin sagde heller ikke noget. De sad ved siden af hinanden i hver deres verden og delte udsigt. Martin fik hurtigt spist sin croissant, hvorimod hans kaffe latte nåede at blive kold før han var nået halvvejs. Han tænkte ikke på noget særligt. Lykkes fysiske nærvær og hendes sindsmæssige fravær gjorde ham utilpas. Han sneg sig til at kigge på hende. Hun var smuk i den svindende sommer. Det blonde hår, der skinnede og de himmelblå øjne, der stirrede ud i ingenting. Han sukkede dybt.
   "Nåmen jeg må nok hellere se at komme ud på klinikken." sagde Martin uden at se på sit ur. Lykke tvang nødsaget sit blik hen på Martin og nikkede fraværende. "Klinikken" var Martins arbejdsplads og hun hadede at være der. Når hun var der fik hun en kriblende fornemmelse af at lægerne og psykologerne og psykiaterne stirrede glubende på hende som var hun det næste bytte.
   Martin kyssede Lykke på hendes venstre kind.
   "Ring når du får tid." sagde han og forlod bageriet.
   Lykke så ham gå forbi ude på gaden og hun fulgte ham med blikket helt indtil hun ikke kunne skelne hans skikkelse fra alle de andres.

Lykke var ikke meget mere end syv år. Det var en isnende kold efterårsdag, hvor vinden ruskede bladene af træerne og fik pigernes lange hår til at piske dem i ansigterne. Lykkes bedstemor havde givet hende en tyk trøje på den dag. Den var blå og kradsede mod hendes hud. Hun sad på en gynge og svingede let frem og tilbage uden at komme hverken rigtig frem eller rigtig tilbage. Overalt omkring hende var der larm. Knirkende kæder og reb, larmende børn, kaldende voksne og løbende skridt. Men inde i Lykke var der helt stille.
   Midt i børnenes leg begyndte den gamle, rustne klokke at ringe skingert. Den blev ved med kime i flere minutter som skulle den sikre sig at alle børnene havde hørt den, selvom den slet ikke kunne overhøres. Piger og drenge smed, hvad de havde i deres hænder og løb hen mod skolens røde murstensbygning. De løb forbi Lykke, der blev siddende på sin gynge. Lykke var så fjern fra verden at hun hverken lagde mærke til når der var nogen omkring hende og når der ikke var. Ensomheden udfyldte hendes behov for at have nogen omkring sig.
   Et pludseligt vindpust kildede hende i nakken og hun gøs. Skolegården var blevet tømt og stilheden lagde sig tæt omkring hende. Hun så op og blev mødt af en drengs intense blik. Han var ikke ret høj, spinkel af bygning og havde dybe brune øjne. Han virkede varm. Varmen sivede ud af hans krop og fik hans aura til at gløde. Hun kunne ikke fjerne sit blik fra ham selvom hun egentlig prøvede at være ligeglad med ham. Drengen stod der jo bare, med armene ned langs siden og let spredte ben i sin uldne jakke, der var plettet af skidt og møg. Lykke undrede sig over, hvorfor han blev ved med at se på hende på den måde han gjorde. Det var som om han så noget andet.
   Prøvende og uden at bryde deres øjenkontakt tog han det første skridt hen mod hende. Han bevægede sig ganske roligt, som nærmede han sig et forskræmt dyr. Det var umuligt for Lykke at bedømme om der var gået et minut eller en time før han nåede helt hen til hende. De så længe ind i hinanden og Lykke mærkede hendes hjerte røre på sig. Ba-dunk. Ba-dunk. Ba-dunk.
   Et smil brød drengens alvorlige ansigtstræk og uden den mindste tvivl rakte han sin hånd frem mod Lykke. Hun så lidt på den uden at være helt sikker på, hvad hun skulle gøre med den. Hun trak vejret og tog hans hånd. Og midt i efterårskulden mærkede Lykke pludselig drengens varme. En varme, der midlertidigt drev ensomheden på flugt.

Lykke rejste sig fra sin plads ved vinduet og trådte ud på gaden. Luften smøg sig omkring hendes ankler og solen fik hende til at misse med øjnene. På tagrenderne, der hang højt over hendes hoved, sad halvfede duer og kurrede indigneret. Langt de fleste mindre fugle havde duerne skræmt væk med deres vældige korpusser. Mængden af mennesker på gaden var blevet reduceret til ældre, gravide og arbejdsløse. Lykke tilhørte ingen af disse kategorier men var alligevel en del af dem denne formiddag. Hun fulgte brostensgaden og drejede af ved Købmagergade. Brolæggerne var stadig i gang med at tilse Købmagergades forfaldne tilstand. De fyldte luften med larm og støv. Lykke skar ansigt. Støvet kradsede i hendes næse og larmen intensiverede hendes menstruationshovedpine.
   Hun tænkte på Martin. Om han var nået frem til klinikken og om han mon bar en hvid kittel som lægerne på Riget. Hun spekulerede på om han så på hende på samme måde, som han havde gjort første gang de havde mødt hinanden. Det var ikke længere muligt for Lykke at vurdere det. Det meste af tiden virkede det som om han så lige igennem hende.
   Myldretiden var for længst forbi, så der var næsten ingen mennesker på Nørreport station. Luften nede ved s-togperronen var tung og smagte metallisk. Lyset var gulligt og fik alle ventende passagerer til at se syge ud. På bænken sad en ung fyr, med skallet isse og hovedet nede mellem benene. Der var ingen tvivl om at han var narkoman. Stikmærkerne på hans nøgne underarme lyste op i det gule lys som sorte dødsstempler. Lykke kunne høre S-toget længe før det dukkede frem af tunnellens gab. Hun havde altid syntes at S-togene nede i tunnellerne lignede kæmpemæssige røde larver, der dukkede frem af undergrunden for at sluge sine passagerer og bringe dem videre til en ny destination.
   Den røde larve summede og standsede ud foran Lykke. Den lukkede dørene op ind til dens indvolde og lod Lykke træde ind i dets indre. Lykke satte sig en stillekupéen, hvor der sad en ældre dame og halvsov med en vred gravhund på skødet. Det blå betræk på sæderne kradsede let mod hendes skuldre. Lykke stirrede tomt ud af S-togets vindue uden at tænke på noget særligt. Da S-toget kørte ind på hovedbanegården overvejede Lykke, hvad hun skulle købe ind til aftensmad, men hun kunne ikke finde på noget. Hun vidste kun at hun ville købe noget mere rød saftevand.
   Dørene lukkede og larven kørte videre. Som Lykke sad der i sine egne tanker fik hun en snigende fornemmelse af at nogen stirrede på hende. Det startede som en svag intuition, en prikken bag det højre øre, men fornemmelsen voksede indtil Lykke ikke længere kunne ignorerer den. Hun så op og på sædet overfor hende sad den lille pige. Hun så nøjagtigt lige sådan ud som sidste gang Lykke havde set hende. Pigens blik var intenst. I højtalerne over deres hoveder sagde en monoton kvindestemme navnet på den station, hvor Lykke skulle af. Lykke rejste sig op, men så stadig på den lille pige. I et kort øjeblik overvejede hun om hun bare skulle stige af, men hun fortrød. Lykke rakte sin hånd frem mod den lille pigen, der uden tøven greb den. Den lille piges hånd var varm og tryg.