1.
   For tre uger siden var Anita mirakuløst nået i land på Vestvågøy efter mange timer på havet. Hun kunne lige så godt være drevet ud i Norskehavet, hvor den spinkle båd, der ikke var bygget til havsejlads, ikke ville have holdt længe.
   Efter et par rastløse dage i det trøstesløse Bodø, hvor sildeoliefabrikken og den militære flyvestation var eneste tegn på liv, havde hun og Ragnar lejet en Folkebåd. De var i overmodig dødsforagt sejlet tæt på Saltstraumen sydøst for Bodø. Denne nordatlantiske malstrøm, der sugede alt, der dristede sig for nær, til sig. Tidevandsstrømmen dannede en af verdens stærkeste strømhvirvler. De havde mærket den store centrifuge trække båden nærmere og med større og større fart var skibet påbegyndt sin rundtur. En pludseligt opstået blæst, der i løbet af få minutter udviklede sig til storm havde fyldt storsejlet og tvunget dem op over malstrømmens karm og fjernet dem fra det sugende, hvirvlende, sorte indre i Saltstraumens øje. Ragnar havde kæmpet med at stække storsejlet, mens han havde råbt ordrer til hende om at stramme skøderne og holde rorpinden på kurs mod nordvest.
   Hun havde følt en mærkelig upåvirket stilhed inden i. Tovværkets knald mod masten, blæstens sindssyge tinnitus, lyden af bådens hug mod bølgerne og Ragnars paniske, kommanderende stemme, der steg og sank med vindstødene, oplevede hun som i en klokke. En lun og lokkende ro gav hende lyst til at lægge sig til at sove. Hun ville ikke have haft noget imod at blive trukket imod dybet, ned gennem det sorte vand til hun med et elastisk bump ramte den sandede ujævne bund. Hun så det for sig som en roligt glidende verden af kølig grøn silke. Et spektakulært landskab formet af vragene efter flere århundreders forliste fartøjer. Hun betragtede dovne fisk bevæge sig igennem skibenes skrog og skeletternes hofteskåle og kraveben, da hun blev revet tilbage i den hylende, stormende virkelighed af Ragnars brøl.
   Hun så ham glide ud over stævnen i slowmotion. Han havde været ved at tæmme fokken, da et pludseligt hug i bølgerne havde fået ham til at miste fodfæstet på den glatte glasfiberoverflade.
   Hun havde siddet helt vågen og ubevægelig i et glasklart øjeblik, så var blod og adrenalin løbet til alle muskler i hendes krop og hun havde med en forbløffende styrke formået at vride båden rundt. Hun havde krydset frem og tilbage over stedet, hvor hun mente Ragnar var forsvundet, men punktet hun forsøgte at fiksere flyttede sig hele tiden på den urolige havoverflade. Hun vidste ikke, hvor længe hun havde kredset om stedet og hvor meget hun var drevet, men til sidst havde hun ikke flere kræfter og lod vinden fylde sejlene. Først drev hun ud i Vestfjorden og siden mod nord, hvor hun blæste af sted med høj hastighed i mange timer.

Hvordan hun var kommet i havn med skibets køl og sejl svært medtagne stod noget uklart, men hun kunne i glimt genkalde sig en stor rødblond mand med et kraftigt skæg og mange fregner. Han var sprunget ombord fra den yderste mole og havde sikkert styret skibet i havn, kun for den forrevne fok. Siden havde han løftet hende fra borde, da hun kraftesløst var faldet sammen på dækket.
   Hun var blevet installeret i en bua på pæle over Vesterålen. Hun lå i en seng med stivet hvidt sengetøj. Hun var blevet tilset af en læge og af kromutter og af fiskere, lastvognschauffører, kassedamer og fiskepakkere, de havde talt mildt og skarpt og spørgende til hende på deres særegne norske, men hun havde endnu ikke sagt et ord til nogen. Efter et par dage havde man affundet sig med hendes tavshed og hun stod op og begyndte at gå. Hun gik langs alle rande og afkroge på klippeøen, som ville hun lære sig hver en sprække og forhøjning uden ad.
   Nu stod hun på broen mellem Langøya og Svinøya og lænede sig mod blæsten, der piskede saltvand og regn mod hendes ansigt. Små hidsige vindstød fra overraskende nye vinkler fik hendes gennemblødte hår til at smælde mod ansigtet. For en halv time siden var her stille og en diset grå havgus lå overalt, så hud og tøj blev fugtigt og det var vanskeligt at se blot få meter frem. I formiddags var hun vågnet til sol og en klar blå himmel over Vesterålsfjorden. Vejrets konstante skiften lod klippeøerne gennemspille alle årstider på en enkelt dag.
   De rå klipper, fuglenes skrig og havnebyens lave tilskoddede bygninger passede godt til hendes grundtone. Som hun stod der på broen blæste vinden og regnen hendes hoved tomt for tanker og hun ænsede kun smagen af saltvand og hårets slag mod ansigtshuden, som føltes kold og brændende på samme tid.

2.
   Janus var øm i kroppen og tung i hovedet, da han vågnede. Han havde sovet med al tøjet på på den smalle sofa uden hynder. Madrasserne og tæpperne på gulvet var optaget af andre, da han var træt nok til at falde i søvn. Han gik ud for at tisse, men droppede at vaske sig, vasken var fyldt med kaffegrums og håndklæderne lå fugtige på gulvet og lugtede jordslået. Han satte sig på sofaen, tændte for PC'en og rullede dagens første joint. Ved den sødlige lugt vågnede et par stykker af de andre og han lod jointen gå videre. Han tjekkede stedet for aftenens generatorkoncert, tømte rygsækken for spraydåser, slog hætten over hovedet og gik ud for at skaffe noget mad. Ved bagerens bagdør fik han en sæk daggammelt brød. Han klatrede over trådnettet ved Føtex og dykkede ned i en af containerne. Han fandt både juice, smøreost og bananer. Han gik tilbage til lejligheden og smed varerne på sofabordet. Han spiste en banan og drak appelsinjuice direkte af kartonen.
   - Jeg skaffer til en gang suppe i aften, hvis I sørger for rene gryder og tallerkener, han var rastløs og måtte ud igen.
   - Deal, var der en af de andre, der svarede med munden fuld af kanelsnegl.
   - Ja, ja, ro på, var der en anden der sagde og trak soveposen op over hovedet.
   Da han var tilbage på gaden, fik han den indskydelse at det ville være fedt at se sin søster. Han tog ud til hende et par gange om året og det var altid ham, der tog kontakt, da han jo ikke havde nogen fast adresse. For øjeblikket var hun på barsel med nummer to, så han kunne besøge hende, mens hendes emsige mekanikermand var på arbejde. Han talte altid om at tage sig sammen og komme i gang med noget og ikke være så satans slap. Hans søster pressede ham ikke, de kunne ligesom være i en tryg boble sammen, hvor de bare pludrede lidt og drak te og så kunne han lege med drengen. Han var så glad og Janus blev varm indeni, når hans lille hånd trak ham af sted for at vise ham noget. Hvis han var lidt heldig kunne han tomle ud til hende på knap en time. Han ville smutte forbi genbrugsbixen for at skaffe noget rent tøj og så en tur i svømmehallen for at få et bad. Men først måtte han lige samle nogle flasker, så der var til svømmebilletten.
   Det flød tit med flasker i lejligheden, men aftalen var at de gik til de tre, der betalte huslejen. Han startede i hækken bag busstationen, men det gav kun to dåser, så han fortsatte ned mod havnen og tjekkede skraldestativerne undervejs. Det var først på måneden, så han kunne godt være heldig at der ikke var støvsuget for dåser og flasker omkring bænkene ved molen. Der var et lille rødmalet skur, kommunen havde sat op, men det blev kun brugt om vinteren, når bajerne frøs uden for. Der sad en enkelt fyr på en bænk og drak snaps af flasken. Janus sagde hej, men manden, der måtte være midt i fyrrerne skulede bare olmt. Ikke langt fra bænken lå en lille bunke med 3 flasker og et par dåser. Janus tog rygsækken af for at fylde den med fundet, men i det samme blev han ramt i baghovedet af snapseflasken.
   - Hvad fanden, skal du stjæle mine flasker, dit autonome djævleyngel, skreg manden og svingede snapseflasken igen og ramte Janus i tindingen.
   - Ja, så kan du sgu' lære det, sagde manden og pirkede lidt til drengen med sin støvlesnude.
   - Hallo, så kan du godt komme op, han sparkede lidt hårdere.
   Pludselig blev manden grebet af panik, han lænede sig ned over drengen, men kunne ikke høre noget åndedræt.
   - Pis, pis. Han så sig hurtigt omkring, men der var ikke andre på molen. Han tog fat i drengens hættetrøje og træk ham ud over kanten af molen. Det gik meget nemmere end forventet, drengen var spinkel og gled næsten lydløst ned i vandet. Han lå og flød lidt med luft i trøjen, men så sank han langsomt og blev væk i det olieplettede og goppelfyldte havnevand. Manden kylede snapseflasken efter og gemte drengens rygsæk i noget buskads. Bunken med flasker og dåser lod han ligge.

3.
   Anita vågnede og var helt tør i munden. Øjnene kløede og det føltes som grus, da hun gned dem. Et kort øjeblik var hun kun bevidst om sin morgenslappe krop og dårlige ånde, så nåede virkeligheden hende. De havde taget hendes børn. De havde taget Zindy og Zander. Det var fuldstændig ubærligt og ramte hendes hjernebark som en mur. Det var så rædselsfuldt, så hun ikke kunne rumme at tænke det til ende. Hun ledte på bordet mellem fyldte askebægre og tomme sprutflasker og fandt en bundsjat gin, som hun hurtigt skyllede ned. En behagelig varme bredte sig fra maven og ud i armene. Hun åbnede vinduerne og skovlede rodet på bordet ned i en affaldssæk. Hun tog flasker med sjatter og med pant fra og stillede dem pænt på række i det nederste køkkenskab. Hun lavede kaffe og drak et par hurtige kopper med snaps og sukker, så gik hun i bad og vaskede hår. Hun havde altid sørget for at starte dagen med at rydde op, så kunne hun næsten overbevise sig selv om at alt var normalt.
   Mens hun tørrede håret kunne hun høre at Ragnar kom ravende hjem. Den første uge i måneden så hun sjældent meget til ham. Han drak igennem og kunne godt blive voldsom og det ville han skåne hende for. Han var ellers en god mand, havde aldrig slået eller truet hende, i modsætning til børnenes far. Det var en lettelse at det svin sad inde nu, men hvad hjalp det alt sammen, når de havde taget børnene. Hun kunne høre en mærkelig boblende lyd inde fra stuen. Ragnar sad og græd. Han sad ret op og ned og græd så snot og savl løb ned over ansigtet. Hun blev forskrækket, sådan havde hun aldrig set ham før. Hun stod lidt rådvild, tog så om ham, holdt ham tæt ind til brystet og vuggede frem og tilbage. Så begyndte hun selv at græde. Hun bare græd og græd, som om hun kunne skylle al sin smerte væk.
   - Jeg har slået ham ihjel, hikstede Ragnar.
   Først forstod hun ikke hvad han sagde, da hun blev revet ud af sin dulmende gråd.
   - Hvem, hvad snakker du om, sagde hun.
   Ragnar fortalte det forfærdelige, der var sket. Han vidste ikke hvorfor han var blevet så hidsig og havde ikke troet at han slog så hårdt, han måtte have ramt ham meget uheldigt.
   - Hvad skal vi gøre, græd Ragnar.
   Det eneste hun kunne finde på at gøre, var at hente alle sprutsjatterne. Han faldt hurtigt i søvn og hun sad helt tom i sin bordeauxfarvede fløjlssofa og stirrede på de to portrætfotografier af børnene uden at se.

4.
   Det var ved at være tid til at komme af sted til aftenens piratfest i den forladte fabrikshal. Sune undrede sig over hvor Janus blev af, han havde sgu' da snakket om at lave suppe, men han kunne jo være løbet ind i nogen.
   Generatoren drev strømmen for § 119's vrede hiphop og bagefter vendte DJ'en skiver med Rage against the machine, Bloodhund Gang og The Cure. Stemningen var god og alle røg, drak og dansede igennem.
   Først i løbet af næste dags eftermiddag tænkte Sune igen på Janus. Egentlig mærkeligt at han ikke var til koncerten, men måske han ved en pludselig indskydelse var taget til hovedstaden. Det gjorde han af og til og kunne nogle gange være væk et par uger, men han plejede da lige at nævne det. Sune kunne mærke at han var lidt irriteret, de var jo trods alt mates, selvom de ikke forventede noget af hinanden.
   De havde faktisk hængt sammen i snart fire år nu. De mødtes første gang efter en koncert med Skarpretter, hvor de begge crashede hos fælles venner. De fik det vildeste grineflip over en fynbovits Janus fyrede af. De larmede så meget at de andre smed dem ud. Siden havde de fulgtes ad, havde altid føling med hinanden. De andre venner mere kom og gik, var lidt perifere, man kunne godt være uden kontakt i flere måneder uden det var usædvanligt. Med ham og Janus var det anderledes. De var lidt blevet hinandens familie. Sunes far var helt væk på junk og hans mor var fuldstændig fucked. Janus forældre døde i en trafikulykke og han skulle egentlig forestille at bo hos sin storesøster dengang, men hun var forelsket og lod ham gøre, hvad han ville.
   Sune smilede ved tanken om alle deres drukture, det var de vildeste stunts de var sluppet af sted med. De sidste par år var de blevet mere politiske, deltog i demonstrationer og havde også flere gange måttet sidde i futtog med snærende strips om håndleddene.

5.
   Anita kiggede på sit rodede liv. Forsøgte at få et overblik. For fanden hvorfor var alting hele tiden så kaotisk. Hun kunne jo så godt lide at ordne og sætte på plads. Hvorfor var det så at det hele tiden løb af sporet, blev til uorden. Hun havde på en måde altid virket som en magnet på rod og besvær. Hele tiden havde hun skullet være stærk og styre udenom kaos. Få tingene til at hænge sammen, selvom alting var i opløsning. Hun havde kæmpet og kæmpet, men hun havde bare ikke været stærk nok. Alle de fyre hun var for flink til at sige nej til og som bare dumpede hende som brugt affald bagefter. Så børnenes far som virkede stor og stærk, som en der kunne passe på hende. Ja tak, det var da kun til hun blev gravid med Zander, så begyndte han at svine hende til og at være voldsom. Men hun blev jo og kæmpede, troede på at de kunne blive lykkelige, hvis bare hun anstrengte sig lidt mere. Efter Zindys fødsel begyndte hun at drikke i smug for at få styrke til at smile og trippe uden om hans værste vrede. Hun havde jo børnene at beskytte. Han havde aldrig slået dem, men hun ville jo skåne dem for at se, hvad han gjorde mod hende. Hun var hele tiden anspændt og på vagt og hans voldsomhed blev bare værre og værre. Lige når hun kom hjem fra skadestuen var han så god, så god og ville gøre alting godt igen, men efter hun havde søgt tilflugt på krisecenteret og var vendt hjem igen, blev han kun voldsommere. Til hendes held var han gået amok på et værtshus og havde smadret en ung mand til ukendelighed. Det at han var spærret inde havde givet hende mod til at bryde med ham. Men alligevel var det løbet helt af sporet. Børnene havde lidt så megen overlast igennem deres første år, hvor hun hele tiden havde været bange og lidt for fuld. Nu væltede det ind med rapporter fra børnehaven og fra socialkontoret og hun skulle bevise sin forældreevne. Det gjorde hende så nervøs, at hun var kommet til at drikke alt for meget, alt for tit. Og nu havde de så taget børnene. To timers overværet samvær om måneden var hvad hun kunne få med dem. Børnene skulle have ro til at falde til hos plejefamilien hed det sig. I starten var de glade når de så hende, men nu var de allerede lidt fjerne og generte, som to små fremmede. Det var så kunstigt at skulle lege og snakke, når en pædagog hele tiden holdt øje. Hun var begyndt at hade de dage mere end at glæde sig. Hvis hun bare kunne få lov at starte forfra i ro og mag, men systemets øjne ville fra nu af hvile tungt på hende. Hun prøvede og prøvede, men hun magtede det ikke. De havde nok ret, hun duede ikke til at passe på sine egne børn. Hun duede jo ikke engang til at passe på sig selv.
   Men Ragnar, han var noget godt, der var sket i hendes liv. Han slog hende aldrig eller talte hårdt. Han var god og kærlig og sørgede selv for at holde sig væk, når han var mest fuld. Han havde været en stor mand engang, et rigtigt mappedyr med slips og jakke og stor villa og sejlbåd, men så var der noget rod med nogen penge og han blev fyret og det hele gik ligesom i stykker for ham. Når han havde det godt serverede han lækre tre retters menuer med særlige vine til hver ret eller han inviterede hende i teatret. Så følte hun sig værdsat og respekteret og prøvede at lade være med at drikke for meget af champagnen. Når han var nede kom han ikke hjem, men boede på bænkene i byen. Han ville ikke have at hun skulle se ham sådan og viste sig først igen, når han var parat til at være ædru. Så sov han gerne i flere døgn og var sig selv, når han vågnede.
   Hun kunne ikke få det til at passe med hendes Ragnar at slå nogen ihjel.
   Hun plaskede koldt vand i ansigtet. Lagde et lag foundation, strammede håret tilbage i en hestehale og stak i sin blå frakke. Hun ville gå i banken efter penge og så købe ind til noget lækkert til hende og Ragnar. Hun ville forkæle ham lidt og så måtte de finde ud af hvad de skulle gøre. Da det blev hendes tur ved skranken bad hun om resten af det, der stod på hendes konto. Hun var ikke helt klart over hvor meget det var, men max 1500. Huslejen og de andre faste udgifter var jo trukket og hun havde hævet en god sum den første. Godt 7000 fik hun rakt over skranken. Hun så åbenbart så rådvild ud, at bankassistenten så sig nødsaget til at forklare, at der jo netop var gået to gange børnepenge ind. Nåh ja, skyndte hun sig at sige og proppede hurtigt pengene ned i sin pung. Hendes hjerte slog lidt hurtigere og hun var glad for at sminken dækkede den rødme, hun mærkede i kinderne. Hun følte sig som en tyv, da hun hastigt forlod banken. De kunne rejse, stikke af for de penge. Hurtigt, inden nogen opdagede at det var en fejl. Hun skyndte sig hjem til den sovende Ragnar. Skænkede en stor vodka og begyndte at lægge en plan.

6.
   Der var gået et par uger siden Sune havde set Janus. Han gik langs molen og tænkte. Der var ikke nogen af de andre, der havde hørt noget til ham og han plejede altså ikke at være væk så længe. Han havde prøvet at lede efter søsteren på den fælles PC i lejligheden, men Janus havde tilsyneladende ikke ladet nogle adresser ligge og hun var jo gift og kunne hedde hvad som helst. Han passerede en lille vietnameser, der rodede efter flasker i buskadset. Vietnameseren så helt lykkelig ud, da han fandt en krøllet rygsæk, han undersøgte den, men fandt vist ikke noget af værdi og flyttede de tomme flasker fra Netto-posen over i rygsækken.
   Sune overvejede at få Janus eftersøgt, men han ville helst ikke tale med panserne, der stod et par bøder for maskering og deltagelse i uanmeldte demonstrationer og ventede i hans navn. Nej, han ville sgu lige vente og se. Janus dukkede nok pludselig op igen. Måske han havde fået et lift til Berlin, det havde de jo tit snakket om, at de godt kunne tænke sig. Det gav et lille stik ved tanken. Sune følte sig sgu' svigtet, hvis Janus bare var taget af sted uden ham. De havde også snakket om at skaffe en bil, fylde den med gutterne og køre på skiferie eller til Barcelona. Bare køre ud i den store blå frihed. Couch-surfe undervejs. Der var ikke nogen af dem, der havde kørekort, men det havde ligesom været en biting, når de havde drømt om de rejser, de skulle på. For fanden hvor han savnede Janus, nu måtte han godt snart dukke op.

7.
   Anita var gået ned på det lokale rejsebureau og havde hørt, hvor hun kunne rejse hen hurtigst muligt. Helst i Norden, da hun ikke var så god til andre sprog. Der var en afgang fra Kastrup til Gardermoen næste formiddag. Det fly kunne de nå, hvis de tog et tidligt intercitytog. Derfra kunne de flyve videre til Bodø, hvor der var forbindelse til Lofoten. Hun havde fået nogle farvestrålende brochurer fyldt med sunde, rødkindede, norske piger med lyse fletninger.
   Anita gik hjem og pakkede lidt tøj til sig selv og Ragnar og tidligt næste morgen vækkede hun ham. De drak hver en kylling og lovede hinanden at det skulle være det sidste alkohol, for nu skulle de holde hovedet klart. Nu gjaldt det starten på et nyt liv sammen. De havde ikke talt meget på rejsen. Havde holdt hinanden i hånden og nøjedes med kaffe og vand. Da de nåede Bodø fandt de et værelse på et mindre hotel. Spiste en skipperlabskovs med tyndt knækbrød til. Det lå tungt i maven og de krøb under dynerne. Det var en urolig nat. De svedte og havde begge væmmelige tanker og forvirrende og løsrevne billeder summede i hovedet.
   I løbet af den næste dag foreslog Ragnar at de lejede en sejlbåd. Han havde lyst til at komme ud på havet og blive blæst igennem. På havet kan du finde ro, for du kan ikke skynde dig og ingen kan nå dig. Du kan blot være til stede i et samspil med vind og vejr. De købte proviant og regnfrakker og lagde de sidste penge som depositum for en Folkebåd. Ragnar opgav et andet navn og adresse til udlejeren, det var dataene på en tidligere kollega, han kunne udenad. Han vidste egentlig ikke hvorfor, men det føltes bedst ikke at give sig til kende.

8.
   Liget af en ung mand dukkede op i havnen. Retsmedicineren fik det med besvær identificeret. Dødsårsagen var vanskelig med sikkerhed at fastslå, men han konkluderede at intet tydede på en forbrydelse. Betjenten, der skulle underrette pårørende fandt frem til søsteren og informerede også en Sune via email. Han havde meldt ham savnet for godt en måned siden, betjenten kunne svagt huske anmeldelsen, men havde ikke rigtig taget det seriøst. Denne Sune virkede noget utjekket med piercinger i hele ansigtet og sort kohl om øjnene. Det havde jo heller ikke gjort hverken til eller fra, om han havde undersøgt det nærmere.
   Janus søster ramtes af skyldfølelse, følte hun havde svigtet ham. Hun havde ikke haft overskud til andet end sit eget, men hun savnede ham, det føltes som en amputation. Janus var en kærlig og sjov dreng som lille, hendes irriterende lillebror, der alligevel altid kunne få hende til at grine. Hans afvæbnende humor kunne ofte redde en anspændt situation mellem forældrene eller mellem hende og de voksne. Han var en omvandrende solstråle, man blev i godt humør, når han var i rummet.
   Janus blev mere indelukket efter forældrenes død, de talte ikke om det, men havde alligevel et særligt ordløst nærvær, når han kom på besøg. Han var også så glad for hendes søn. Det sværeste blev at fortælle den lille dreng, hvorfor hans morbror ikke kunne besøge dem mere.

9.
   De troede hun var blevet stum af chokket over den barske sejlads i stormen. Det var hun måske på en måde også, men det var mere en viljeshandling ikke at tale. En beslutning om ikke mere i sit liv at prøve at forklare sig. Hun kunne alligevel ikke, hendes liv var ikke af en karakter, så det kunne ordnes med ord. Sproget hjalp hende ikke, der hvor hun var, i en forvirrende knude af billeder, sanser og følelser. Jo mere hun ledte efter mønstre jo flere nye forbindelser, nuancer og muligheder dukkede op. At være uden ord gav hende fred, gjorde hende fri fra alt andet end nuet. Hun var undværlig i sit gamle liv. Ingen ville savne hende. Børnene ville hurtigt glemme hende og Socialforvaltning og Jobcenter ville blot konstatere, at hun ikke mødte op og ikke reagerede på breve, så de ville stoppe kontanthjælpen. Det var jo et frit samfund, hvor man kunne vælge hjælpen fra. Ragnar var der heller ingen der ville savne og når det viste sig, at det ikke var det rigtige navn bådudlejningen havde fået, ville de bugsere deres skib til Bodø og blive nød til at opgive at finde den navnløse mand.
   Den store rødhårede mand brugte heller ikke mange ord. Han afkrævede hende ingen svar om, hvem hun var eller hvor hun kom fra. Hans øjne og hænder talte, gav hende ro og tillid og forlangte ikke noget af hende. Han havde taget hende med ud på sin kutter i midnatssolen. De havde betragtet havørnenes majestætiske svæv og der havde de elsket første gang. Siden havde han sejlet hende med ud til sin klippeø, hvor havet udgjorde eksistensgrundlaget ved at levere sej, torsk og sild til tørfiskstativerne. Det var blevet sådan, at hun nu boede her. En enkel, aktiv tilværelse for at opretholde livet og hvor musklernes naturlige træthed gjorde det muligt at sove og glemme om natten. Hvor blæsten sørgede for at ingen tanker kunne sætte sig fast og hvor det urolige hav mod klipperne viskede alting væk.