Flagermusen overfalder det nøgne bryst. Fuglen med det gule øje bider næbbet fast i hans øre. Han falder og falder, forsvinder i mørke.
Fra hans skød vokser en sort rose. Den strækker sin stængel mod himlen. Folder sig ud mod solen og åbenbarer en skarlagensrød skorpion.
Den får spindelvævsvinger, letter og svæver. Hvirvler rundt og op i universet. Den snurrer rundt og rundt, ud og ud med uendelig fart. Blå og hvide planeter passerer forbi. Til sidst når den lyset. Det blændende skarpe hvide lys.
Da falder et lyserødt spædbarn. Det falder og falder gennem mørke og planeter. Det lander i havet og sender et hvidt skumsprøjt i vejret. Dråberne falder i havet igen og alt bliver stille, stille.
Så kommer en kluntet brumbasse. Brummer og summer højere og højere. Dens øjne fylder hele verden, den ombestemmer sig og flyver væk. Havet bliver sort, himlen violet og purpur.
Flagermusen kommer langt borte som en prik i det røde. Vokser sig større og større. Tager så et pludseligt dyk opad lige inden den ville have ramt min pande. Nu er himlen hvid med lidt turkis. Verden vibrerer, en fornemmelse af voldsom aktivitet og sitren.
Men alting synes uforandret.