Kartoffelkælderen
   "Vær' hilset, Ridder Salin. Hvad er Jeres ærinde i dette rædselsvejr?" spurgte portvagten muntert inde fra sit tørre vagthus, hvorfra hans grinende, skaldede hoved stak ud af døren. Regnen havde sat ind kort før gruppen af soldater havde nåede broen over Sølvfloden, der skilte Fyrstens land fra templets - Herfra gjaldt templets love ikke længere. Her regerede fyrsten ene. Lenia havde aldrig selv set ham, men hun havde hørt skræmmende historier nok til at frygte et møde med ham.
   "Luk op, Skaldepande! Vi har ikke tid til hyggesnak i dag," svarede soldaten der hed Salin, tvært. Salin var den fregnede, rødhåret mand, der havde fanget Lenia.
   Portvagten lukkede tavst den massive egetræs dør op. Nysgerrigt, men skjult, holdt han øje med pigen foran på Salins røde hoppe. Han løftede øjenbrynet en anelse spørgende ved synet.
   Skuttende gik han ind i sit hus igen, sikkert for at varme sig foran en gnistrende ild. Hvor Lenia dog misundte ham hans lille hus. Den store borg hun nu blev ført op til, virkede stor, grå og ugæstfri, og rebene der band hendes hænder bag ryggen, gnavede i huden.
   Trods silende regn, kom to unge staldknægte halsende ud af stalden for at tage sig af hestene. Den ene kunne ikke være mere end ti, og var en lille splejs. Den anden var lidt ældre, og voksen i mange af sine træk. I modsætning til portvagten, ænsede han overhovedet ikke den fremmede pige på hesten. Hans yngre kammerat derimod, kunne næsten ikke holde øjnene i hovedet. Hele tiden kastede han et stjålent blik på Lenia, men aldrig så længe, at hun kunne nå at se hvilken farve hans øjne havde.
   Ridderne sadlede af hestene, og lod de to drenge trække dem ind i stalden. Salin hjalp Lenia ned fra hesten. Hans havde sluppet hendes fødder fri af rebet, men holdt godt fast i hendes arm i stedet.
   "Vær hilset Ridder Salin!" En ung mand kom gående ud af stalden. Det lyse hår klæbede til den svedrivende pande, og varme dampe stod ud fra hans krop i den klare morgenkulde.
   "Vær hilset, deres Nåde. Jeg ser De har været ude af jage med falken." Salin gjorde en nik mod mandens, lige nu, tomme falkehandske.
   "Jeg benyttede mig af Fruens gode selskab til at fordrive morgenfrosten," lo den unge mand muntert med et glimt i øjet. I det samme trådte en ung adelsdame ud af stalden, med den før savnede falk på armen. Glansen stod om hende som en glorie. Alt ved hende var blankt og skinnede. Det med perlebånds opsatte hår, og den grønne pelsforede kappe hun bar på skuldrene, glødede i den fugtige morgenluft. Men mest af alt strålede de sølvgrå øjne, der køligt betragtede dem på afstand. Salins udtryk blev stramt. Den unge adelsdame smilede afmålt og løftede den behandskede hånd med falken til hilsen.
   "Hvis De vil ha' mig undskyld, Ridder Salin, så har jeg en fugl jeg må sørge for." Den lyshårede mand bukkede og fulgte den unge kvinde til dørs.
   Lenia sad helt og følte sig overset. Undrede det overhovedet ikke den unge mand hvem hun var? Der blev måske oftere bortført novicer fra templet og ført bagbundet over gårdspladsen? Eller lokkede den unge lyshåret kvinde for meget?
   "Det skal du ikke interessere dig for," sagde Salin, som havde han læst hendes tanker. "Af sted," befalede han, og gav hende et bestemt skub i ryggen, som tegn på hun godt kunne se at rubbe fødderne.


* * *
   "Hov, vent! Jeg snakker altså til dig! Spade!" Der var grovere ord et menneske kunne tage i munden, men taget i betragtning af, at hun var en novice fra præstindernes tempel, burde hun overhovedet ikke kende til nogen former for skældsord. Men efter at havde tilbragt hele tre dage i en kartoffelkælder uden forklaring, var hendes tålmodighed efterhånden brugt op. Hvad var det de ville med hende?
   "Møg!" vrissede Lenia, og fjernede sig fra døren igen. Gennem tremmerne trængte lys fra gangfaklerne ind, og faldt i orange striber på det kolde gulv, man sparsomt havde bestrøget med hø. Hvilket nu var mere for kartoflernes skyld, end for hendes. Vagten udenfor gjorde sit bedste for at lade som om hun ikke eksisterede. Den første dag havde hun kastet en kartoffel efter ham, og ramt lige plet i øjet. Der var kommet mange mumlende svar fra vagten, når folk på gangen havde spurgte til øjet.
   "Hvis den lede heks ikke vil høre tro på os, må hun føle! - Eller retter sagt: Hendes lille novice må!" Stemmen var vred. Det var ikke en Lenia havde hørt her før. Den var dyb og ru, som kværnen i en mølle. Bange trådte hun tilbage mod muren, da soldaterne stormede kælderen. I spidsen stod en ældre mand med krøllet, fyldigt kastanjebrunt hår, der faldt ned over den blankpolerede brystplade. En våd lugt hang ved hans tøj, og den pelskantede kappe klæbede sig til hans brede overkrop. Han lignede en bjørn, der havde været ude og svømme.
   "Hold hende!" bjæffede han og tog sin store jagtkniv frem fra bæltet.
   Lenia peb ængsteligt. Ville han skære halsen over på hende, som jægeren gjorde det, når han havde skudt en hjort der ikke helt var død?
   Bjørnen greb hende i nakken og tvang hendes hoved ned, mens to af soldaterne holdt hendes arme. Den unge novice vred sig og strittede voldsomt imod, da bjørnen samlede hendes hår i en håndfuld og- ritjsh - skar det af.
   Lenia var målløs ved synet at sit lange, smukke hår i hans hånd.
   "Hvorfor gjorde du det?!" råbte hun, og fik et slag i hovedet med en behandsket hånd. Handskens metalbeslag borede sig ind i huden, og gav hende en blodig skramme på kinden.
   "Jeg har min grunde," brummede manden, uden at vise den mindste anger for det han lige havde gjort.
   Blodet dryppede ned af Lenias kind, og videre ned på den hvide novicekjole. Bjørnen så blodpletten an, og gjorde en nik med hovedet til en af sine soldater. "Send kjolen med. Hvis det ikke overbeviser den gamle heks - Så hendes hjerte lavet af sten."
   Og dit? Tænkte Lenia. Hvad er dit så lavet af?
   Frysende lod de hende stå tilbage i mørket, kun iført den tynde underkjole. Mekaniks førte hun hånden op til det afklippede hår. Det i toppen var kortere og strittede, fordi hun havde stået med foroverbøjet hoved, mens resten var længere. Det ville vokse ud igen, sagde hun til sig selv. Næste år falder det igen pænt ned over skuldrene. Tårerne samlede sig alligevel i øjnene, efterhånden som hun ikke længere kunne undertrykke gråden. Snart sad hun og hulkede højlydt. Ligeglad med om vagten ude på gangen kunne høre hende.
   "Så luk dog for vandfaldet, man kan jo ikke høre hvad man selv tænker!" brokkede vagten sig i døren. "Hvis du fryser så meget - Så her!" Han kastede en ulden trøje ind til hende.
   Lenia trak trøjen over knæerne og gemte fingrene i de lange ærmer. Den lugtede meget af mand og var alt for stor, men i det mindste varmede den hendes forfrosne krop.
   "Tak," hviskede Lenia knap hørligt. Sært nok lod vagten til at være det menneske på borgen der viste størst medlidenhed, selvom han nok var den der havde mindst grund til det.