Ronaldo stangede fødderne mod burets bund så trædemøllen hvinede.
   "Jeg tror du har brug for briller, Artemis!" sagde han og fnøs.
   "Du er altså ved at blive lidt fff... buttet," sagde hans ejer uden at tage øjnene fra computerskærmen.
   "Hvis du synes jeg er fed, så kig på den grande hamster nede på gaden!" Ronaldo satte sig på trædemøllen så dellerne krængede ud over siderne.
   Artemis lænede sig tilbage i kontorstolen og vred halsen for at kikkede ud af vinduet.
   "Det en sankt bernhardshund."
   "Det en overvægtig hamster!" sagde Ronaldo. "Gå ned og stik nogle solsikkefrø hen til dens æde-ende. Hvis den spiser dem, er det en hamster!"
   "Gå selv ned og gør det!"
   "Er du tosset? Den inhalerer mig da i én mundfuld!"
   "Hamstre æder ikke ørkenrotter. Hvis den virkelig er en overvægtig hamster rør den dig ikke." Artemis strøg sit lange tjæresorte garn bag øret og vendte tilbage til cyberspace.
   Ronaldo så tvivlrådigt ned på det savlende bæst, der dårligt ville kunne være i det lille værelse i lejligheden på første sal, selv ikke hvis Artemis endelig fik deporteret snavsetøjet ned i vaskekælderen. Visse ting var bestemt til at forblive mysterier.
   Ørkenrotten kravlede hen til madskålen der havde udløst hele diskussionen. Hvilken ørkenrotte kunne leve af foderblanding og rå grønsager? Når man var talende kæledyr hos en teenagetroldmand burde der følge privilegier med, såsom chokoladebarer og peanutsflips! Ikke at der aldrig var det, men efter det sidste besøg hos dyrlægen stod den på diætmad for idioter.
   "Det her er dyrplageri!" Ronaldo fór ophidset hen til tremmerne. "Artemis? Hører du!?"
   Den buttede ørkenrotte lagde hovedet på skrå. Troldmanden sad sammensunket i stolen med hængende lemmer og hovedet hvilende slapt på brystet. Der var noget galt her?
   Ronaldo tog ståltråden der holdt drikketuden på plads og dirkede låsen på sit bur. Der var gjort en del foranstaltninger for at adskille ham og slikskålen i stuen. (De fleste forgæves.) Han vadede henover bordet og stillede sig foran sin forstenede ejer. Troldmandens grå øjne stirrede tomt ind i computerskærmen. Ronaldo vendte sig mod skærmen hvor en lilla trekant med nogle snoede linjer indeni roterede lystigt rundt på en grøn baggrund.
   Hvad skete der lige her?
   Gonk! Gonk!
   Ronaldos hjerte sprang et slag over. Han snurrede en halv omgang over mod ruden. "Ååh nej, Pina..."
   Nabopigens skaldede kat påstod den manglende pelspragt skyldtes hun var en fin sphynx race, men Ronaldo troede mere på hun bare var født ualmindelig grim. Og pighalsbåndet var simpelthen kronen på det hæslige værk.
   Pina ventede ikke på Ronaldo bad hende ind, men lirkede haspen af med en af sine kløer og skubbede vinduet op. Elegant hoppede hun over på skrivebordet.
   "Jeg kan se Artemis ligner Sara."
   "Sidder hun også og stirre tomt på skærmen?"
   "Sagde jeg ikke lige det!" bed hun af ham. "Sara sidder for resten foran samme tegn." Den skaldede kat pegede med en af sine kløer op på skærmen.
   "Hvad er det overhovedet?" sagde Ronaldo.
   "Det logoet for det nye TeenMagic firma. En hjemmeside der sælger makeup til teenagere."
   Ronaldos øjne blev store.
   "Hvad laver Artemis inde på den side? Er han hemmelig trans?" Ørkenrotten så den ranglede Artemis danse forbi sit indre blik iført lyserødt tyllskørt og blå øjenskygge.
   Pina sukkede. "Det ville jeg ikke vædde mine knurhår på. Sara åbnede en reklamemail og trekanten poppede op på skærmen. Artemis har garanteret fået samme mail og klikket på den af nysgerrighed."
   En sjælden kløgtig tanke ramte Ronaldo.
   "Hvor mange tror du har fået sådan en mail?"
   "Sikkert hver eneste teenager i landet."
   "Ved du også hvorfor den gør det der ved dem? Og hvorfor er vi ikke i savleland?" Han pegede på Artemis der lige så fredeligt savlede hen for dig.
   "Det gør jeg faktisk. Jeg tog mig den frihed og kikke i Saras Grimoire hvor jeg fandt trekanten... Ja, Ronaldo?"
   Ørkenrotten rakte ivrigt hånden i vejret til Pinas store irritation.
   "Hvad er en Grimoire?"
   "Saras bog med magiske formler og viden om magi. Alle hekse og troldmænd har en, også Artemis. Har du aldrig fulgt med når han udøver magi?"
   Ronaldo trak på skuldrene. "Jeg er som regel beskæftiget andetsteds."
   "I køleskabet velsagtens."
   Ørkenrotten sendte katten et dræbende blik, dog uden det den ønskede effekt.
   Pina fortsatte: "Som jeg var ved at sige - før uvidenhed afbrød mig - så fandt jeg trekanten i Grimoiren. Det er en amulet med evnen til at hypnotisere mennesker. Dyr rør den ikke."
   "Og hvordan er den havnet i cyberspace, frøken kloge-åge?"
   "Firmaet bruger amuletten som logo og har sat den på mailene. Vi må hen til firmaet, finde ud af hvem af dem der har amuletten og destruere den hvis vi vil ha' liv i vores mennesker igen."
   "Hvorfor lige os to?"
   "Fordi John og Allan er bortrejst med deres troldmænd. Så vi to er de eneste væsner i byen der har evnerne til den her mission og ikke stivner ved synet af amuletten."
   Ronaldo sukkede. Det her blev garanteret anstrengende.
   "Ved du så hvor firmaet ligger?" spurgte han.
   "Midtbyen," sagde Pina. "Jeg slog det op på de gule sider."
   "Aah, er det ligesom den der Grimoire-bog?"
   "Det... Ja, det nøjagtig det samme." Pina rullede med øjnene.

Busstopstedet lå øde hen i den lumre eftermiddagsluft. En bums samlede tomme øldåser fra skraldespandene, mens hans terrier fulgte ham tæt gennem gaden der var omgivet af etageejendomme med afskallede maling og revner i pudsen.
   "Forsinket!" Pina piskede op og ned ad bænkens plasticsæde. "Typisk offentligtransport!"
   "Det var da værre hvis bussen var for tidligt på den," sagde Ronaldo og kastede et undersøgende blik ned i skraldespanden i håb om glemte sukkersager. "Tænk på alle de folk der ville stå på stoppestedet og tænke: Æv, altså. Bussen kom for tidligt i dag, nu nåede jeg den ikke!"
   Pina stoppede op.
   "Jeg tror al det sukker har fået din hjerne til at rådne væk! På den anden side, ting der aldrig har eksisteret kan jo ikke rådne væk!"
   Ronaldo ventede sig mod Pina, sikker på hun lige havde fornærmet ham groft. Desværre havde han ikke fanget pointen og frøken skaldepande skulle ikke have fornøjelsen at kalde ham dum.
   Det reddende emneskift rullende op af vejen i form af en stor gul bybus. På lang afstand kunne Ronaldo se den var proppet til bristepunktet.
   "Tror du der er plads til os?" Ronaldo kravlede ned fra skraldespanden og trak forsøgsvis maven ind.
   Pina åbnede munden til genlyd, men i det samme bragede busdøren op og en flok skrålende skolebørn myldrede ud. En fregnet pige med hornbriller fik øje på Pina og kylede sin madkasse efter hende. Den missede kun lige og pigen råbte: "Ad! Der sidder en skaldede rotte på bænken!"
   De andre børn vendte sig efter bænken, men Pina var allerede flygtet ind i bussen med Ronaldo.
   "Bølle!" sagde Pina i sikkerhed under det forreste sæde.
   "Hvorfor sagde du så ikke noget til hende?" Ronaldo morede sig kongeligt.
   "Du glemmer vist normale mennesker ikke kan forstå os!" Pina fnøs.
   Bussen satte i gang. Ronaldo smækkede sædet i gulvet og fik til sin store begejstring øje på en chokoladebar ved siden af et par damefødder i røde laksko. Han skulle lige til at lukke det brune indpakningspapir op da han opdagede Pina så misbilligende på ham.
   "Vil du også ha'?" sagde han og holdt baren hen mod katten.
   Hviiiiiin! Bussen huggede uden varsel bremserne i. Pina og Ronaldo fløj forover mens passagererne væltede rundt mellem hinanden. Folk maste sig frem for at se hvad der var sket, men stivnede så pludseligt og sank slappe sammen.
   "Chaufføren må ha' taget sit kørekort i radiobilerne!" Ronaldo forsøgte at finde op og ned på sig selv og ikke mindst tjekke om chokoladebaren havde overstået turen vel. Pina sprang op på buschaufførens skød og stillede poterne på rattet for at se ud af forruden.
   "Jeg tænkte det nok," sagde hun og trykkede på knappen der fik dørene til at springe op og løb ud på vejen. Ronaldo fulgte efter, skrækslagen for at Pina ville efterlade ham.
   "Hov, hvor brænder det? Åh-åh!" Han snappede efter vejret. På fronten af en glasskyskraber, på en kæmpe elektronisk reklameskærm, snurrede den lilla trekant lystigt rundt.
   "Em... tror du den reklame hænger over hele byen?" spurgte Ronaldo og gøs over stilheden der havde lagt sig over storbyen: Ingen båttende biler, ingen klik-klak hæle over fortovene og ingen højtråbende hotdogsælgere. Det sidste var det værste.
   "Jeg kan se TeenMagic-bygningen herfra. Det kun et par få gader væk. - Ja, hva' nu, Ronaldo?" Pina fulgte ørkenrottens hånd der insisterende pegede op på en lygtepæl hvor et læderbevinget væsen havde slået sig ned. Mest af alt lignede det en lille sort rottweiler med klolignende hænder og en lang, smal hale som en pisk. På panden lyste den lilla trekant.
   Glødende lilla øjne stirrede ned på dem, og en mund fyldt med sylespidse tænder hvæsede.
   Pina bed sig i læben. "Det må være en slags vogter af amuletten."
   "Og hvem er de andre så?" Ronaldo gloede ængsteligt op i luften hvor en sværm af de bevingede uhyrer formørkede himlen.
   Det første uhyre satte af fra lygtepælen og styrtdykkede mod fortovet.
   "Op på min ryg!" Pina lagde sig ned. Ronaldo adlød. Skarpe kløer greb efter Pinas ryg, men uhyret fik en over nødden med Ronaldos chokoladebar. Væsnet slog en koldbøtte i luften og satte sig forvirret på fortovet og rystede sit hoved.
   "Hvorfor angriber de lige os? De kan da ikke vide vi vil ødelægge amuletten," sagde Ronaldo mens Pina i fuldfirspring galopperede derudaf.
   "Måske fordi vi er det eneste der bevæger os. Menneskerne rør de ikke," sagde Pina.
   Ronaldo kikkede sig over skulderen. Et par af uhyrerne satte sig fredeligt på skuldrene af en sammensunken hotdogsælger som var han et fugleskræmsel.
   Ørkenrotten strammede grebet om chokoladebaren.

Pina kæmpede sig adræt de fire etager op af brandtrappen til TeenMagic-bygningens flade tag. Ikke langt fra dem kredsede uhyrerne. Det lignede en gigantisk, sort sandstorm havde invaderet byen.
   Den skaldede kat satte poterne på et af de store ovenlysvinduer og kikkede ned. "Reception." Hun skyndte sig videre til det næste, hele tiden med et øje på himlen. "Ah, det her ser rigtigt ud! Kig lige på skrivebordet en gang."
   Ronaldo dumpede ned fra Pinas ryg med gele i knæene. Højder var ikke lige ham. Han åndede på det fedtede glas og pudsede det med sin albue. Oven på en stak papirer på et glasskrivebord lå amuletten og lyste skrigende op i det ellers pastelfarvede kontor med beige gulvtæppe og lyse kontormøbler.
   "For dælen, misser! Der er den!"
   "Lad vær' med at kalde mig det! Tænk hellere over hvordan vi kommer derned?"
   "Gennem ventilationskanalen. Det sådan jeg kommer ind på det lokale pizzeria."
   Pina kikkede på ham med forbløffelse. "Det... faktisk ikke nogen dårlig ide."
   Ronaldo rankede sig. Pina tog ørkenrotten i nakkeskindet og smed ham ind i et af rørene til ventilationsskakten.
   Sekundet efter skreg Ronaldo panisk.
   Pina stak hovedet ind i mørket.
   "Hvad sker der?!"
   "Edderkop! Meget, meget stor edderkop!"
   "Åh! Tag dig sammen!" sagde Pina og kravlede ind til ham.
   Ronaldo gik bagerst i skakten med chokoladebaren i den ene hånd og Pinas hale i den anden, da han i modsætning til hende ikke kunne se en fløjtende fis i mørke. Den skaldede kat stoppede ved den første rist og kikkede ned.
   "Her!" Pina tog om risten med sine kløer og løftede den op. Lige nedenunder dem stod et stort akvarium med eksotiske fisk der svømmede rundt om et plastik modelpiratskib. "Dig først."
   Ronaldo rynkede på næsen. "Jeg ved godt man siger skønhed før alder. Men vil du ikke hellere først?"
   Pina stirrede på ørkenrotten med smalle øjne.
   Sekunder efter kom Ronaldo flyvende ned fra ventilationsskakten.
   "Det fejt og skubbe!" I sidste øjeblik huskede han at holde sig for næsen. Han padlede for livet da Pinas skygge kom til syne over ham. Katten ramte med så stor kraft at vandet skvulpede over kanten i en bølge der skyllede Ronaldo ud på gulvtæppet.
   Han tjekkede chokoladens tilstand og til hans store lettelse var indpakningen uskadt.
   Den skaldede kat svang sin magre krop over akvariekanten. "Det - gør - jeg - ALDRIG - igen!"
   "Hvorfor ik'? Det var da mindst et 5,9 udspring. Din landing mangler lidt finesse, men ellers..."
   "Ronaldo! Sid stille..."
   Ørkenrotten så op fra sin chokoladeskat.
   Ud under skrivebordet kravlede en forvokset udgave af de lilla øjet uhyrer fra byen, dette eksemplar her havde tilmed to lange, snoede horn i panden og pigge ned langs ryggen. Den væltede kontorstolen omkuld med sin store krop, rakte sine klolignende hænder ud og tog amuletten om halsen, mens den snerrende savlede ned på gulvet.
   "D-det må være en slags overvogter," hviskede Pina. "Deres leder."
   "Hva'! Alt det her med uhyrer sagde du altså ikke noget om før vi tog af sted!?"
   "Jeg vidste jo ikke de eksisterede! Måske stod det på næste side i Grimoiren, jeg havde lidt småtravlt da Sara gik i savlekoma!"
   "Vil det sige vi bliver ædt fordi du ikke gad bladre om på næste side! For de der tænder æder altså ikke salat!"
   Uhyret bevægede sig snigende hen mod dem.
   Ronald og Pina spænede i hver sin retning. Uhyret fulgte efter ørkenrotten og trængte ham op i en krog.
   "Sød vov-vov!" sagde Ronaldo med bævrende knæ. "Jeg slet ikke god og spise. Jeg har alt for høj fedtprocent!"
   Den var så tæt på at Ronaldo kunne lugte dens dårlige ånde; Affaldskværn mødte sur mælk. Med ét hylede den op og vendte sig snerrende mod Pina der havde efterladt en række røde rifter på dens bagdel med sine handy kløer. Den skaldede kat spænede væk med vogteren i hælende, hun nåede lige at undvige for kartotekskabet mens uhyret drønede direkte ind i. Skabet tippede omkuld med et brag.
   Pina sprang op på skrivebordet, gled i papirerne, fløj videre over i vinduet med et knald og blev liggende bevidstløs på gulvet.
   "Pina!" Ronaldos mave frøs. Han flåede papiret af chokoladebaren og viftede den frem og tilbage mod uhyret der sniffende vendte sig om og et øjeblik glemte alt om Pina.
   "Ja, rigtigt. Nam-nam!" Ronaldo ventede til han var sikker på uhyret fokuserede på chokoladelugten - Og så kylede han baren så langt væk han kunne. (Godt lidt over en meter) Uhyret sprang efter med tungen ud af munden.
   "Pina! Pina!" Ørkenrotten ruskede i hendes pighalsbånd til hun endelig missede med øjnene.
   "Grabberne væk!" Pina så på ham med svømmende øjne. "Du sætter chokoladepletter på mig!"
   "Hold lige fokus, skaldepande! Hvordan ødelægger man amuletten? Hvad sagde Grimoiren?"
   "Du smider den ned i noget vand og siger: Flyv lille pipfugl..."
   Ronaldo ruskede hende igen.
   "... øm, sig: Quasso hic quendam!" fortsatte Pina og kom lidt mere til sig selv. "Hvor - Hvor er vogteren?"
   Noget slimede savl dryppede ned ved siden af Ronaldo, efterfulgt af en dyb knurren. Det løb ham koldt ned af ryggen. Før han kunne nå at gøre noget bed uhyret om hans halerod og svingede den hylende ørkenrotte op i luften så han fik et ufrivilligt udblik over kontoret og ned i uhyrets åbne lilla gab.
   Pina kastede sig frem og bed uhyret i bagbenet. Det hylede og vendte snerrende hovedet efter hende. Ronaldo landede oven på uhyrets hoved, gled ned af dens nakke, fik fat i snoren til amuletten og dumpede videre ned på gulvet.
   Vogteren følte hektisk efter på sit bryst.
   "Mangler du noget?" sagde Ronaldo mens han svingede amuletten rundt i luften som var det en stenslynge. Han slap. Amuletten fløj gennem luften og op i akvariet med et plob! "Quasso hic quendam!" råbte Ronaldo.
   Det sydede på livet løs i fiskeakvariet. Vogteren opløstes langsomt i sort røg og tilbage på gulvet lå en ung mand i nålestribet jakkesæt og slips. Ronaldo listede hen og hev mandens ene øjenlåg op. Fyren trak vejret, men var ellers helt væk. Ørkenrotten kløede sig i nakken.
   "Det firmadirektøren," sagde Pina og strakte sin mørbanket krop. "Hans billede var på mailen inden amuletten overtog skærmen. Den må ha' kastet en forbandelse over ham da den så sit snit til at overtage hele byen over internettet."
   "Hvordan har han overhovedet fået fingre i amuletten?"
   "Du ville være overrasket hvis du vidste hvor mange magiske amuletter der ligger og flyder rundt om på loppemarkeder, tankeløst smidt væk af troldmænd og hekse. De fleste er harmløse, men af og til dukker der sådan en krabat op."
   "Og så er det os der nær får bidt røven af," sagde Ronaldo og rettede opmærksomheden mod Pina. "Er du frisk nok til at tage hjem? Artemises mor burde være ved at sætte søndagsstegen i ovnen."
   "Jeg har det fint. Men hvordan kommer vi ud herfra igen?"
   "Vi åbner vinduet og kravler ud på brandtrappen. Vinduerne kan åbnes indefra ligesom på pizzeriaet."

På gaden var folk vågnet til live igen. Mange gik og kikkede forvirret på deres ure, de manglede trods alt også flere timer af deres dag. Der var ikke skyggen af de små sorte uhyre.
   "Det ser ikke ud til de kan huske noget," sagde Ronaldo.
   "Nej, og det måske også det bedste. De ville næppe forstå hvad de har været ude for," sagde Pina.
   "Tror du Artemis og Sara kan huske noget?"
   "Næppe, de var jo også hypnotiseret."
   Ronaldo sukkede.
   "Jeg får verdens største skideballe når jeg kommer hjem. Artemis vil tro jeg har været på pizzeriaet igen."
   "Så må jeg nok hellere sende Sara ind til jer, når jeg har forklaret hende det hele."
   "Det ville være fedt. Tak."
   Solen var ved at gå ned bag horisonten, og lyset var ved at forsvinde.
   "Pina?"
   "Ja?"
   "Kan vi ikke godt tage bussen hjem. Mine fødder begår snart mytteri."
   "Efter kaosset i dag blir' det svært at finde en bus der stadig køre normalt. Men du kan få et lift på min ryg."
   "Virkelig?"
   Pina smilede og nikkede.
   "Måske senere," sagde Ronaldo. "Jeg trænger vist til lidt motion."