Jævndøgnsceremonien
   Kara fniste forlegent ned i sine smalle, olieindsmurte hænder. Overpræstinden sendte den fnildrende pige et strengt blik, inden hun gik videre til Lenia og ligeledes smurte hendes hænder ind i olie. Først da Overpræstinden var nået en syv-otte piger længere henne turde Kara åbne munden, selvom de strengt taget ikke måtte snakke under ceremonien.
   "Hun er lidt af en krampe, hva'?"
   Hendes veninde Lenia sendte hende et blik der kunne være stjålet direkte fra krampen.
   "Det kan godt være, men det nok ikke nu du skal vælge at diskutere det, og slet ikke med mig! Min hukommelse er endnu ikke så dårlig at jeg ikke kan huske i morges."
   "Det var altså et uheld," bedyrede Kara.
   På en måde havde den lyshåret pige jo ret. Selvom det ikke var tilladt at løbe på templets gange, kunne hun vel ikke gøre for Overpræstinden valgte at hænge de nyvaskede lagner op, lige i det de kom løbende rundt om hjørnet. Lenia havde selv løbet med, men kun fordi Kara havde drillet hende med at tempeltjeneren Ivan var lun på hende. Bare fordi han et par gange havde set på hende og hvisket til de andre.
   "Takket være det uheld har vi hele morgnen stået og vasket lagner, der allerede havde været vasket engang samme dag!"
   "Shh!" Den strenge Overpræstinde tyssede på Lenia, der var kommet til at hæve stemmen. Det ville få konsekvenser i morgen og det hele var som sædvanlig Karas skyld! Lenia glemte alt om at hun for bare et øjeblik siden havde tænkt sig at tilgive sin veninde. Og nu kunne Kara godt glemme alt om at de tog til Midsommerfest sammen i år, som hun ellers havde lovet.
   Hele optoget, treogtyve piger i alt, gik i gang med et ryk. Sangen tonede op i de dybe velvinger, hvor den blidt blev kastet fra side til side. De sang om foråret og til gudinden af foråret, Poma, der stod i en lille niche i gangen de gik forbi. Hendes ansigt var ungt og glat som et barns, hugget ud af hvidt marmor og forgyldt med bladguld på læber og kinder. Tre andre gudinder husede også i templet, de stod hver for sin årstid; sommer, efterår og vinter. Ved vintersolhverv havde de sunget til ære for vinterens gudinde, Vieti, og takket hende for at lade alt hvile i vinterens trykke skød, og for hun havde givet magten videre til sin søster foråret.
   I år havde de to skændtes usædvanlig længe om magten, så derfor lå der stadig en svag frost over græsset, der knasede under novicernes åbne sandaler og fik det til at lyde som gik de på sprøde skorper. Søster Adia havde ellers allernådigst bed om lov til at novicerne bar deres langærmet vinterdragt til jævndøgnsceremonien, men Overpræstinden havde ikke ville rokke sig en halv tomme. Så derfor gik treogtyve forfrosne novicer rundt i ærmeløse hvide kjoler og frøs. De skulle helt hen til den ældgamle ege der husede gudindens sjæl, og den stod midt i skoven. Så i år var der lidt mere fart på optoget end ellers.
   Det var nemt nok for Overpræstinden at sige de skulle holde sig til traditionerne, hun skulle ikke jo ud og gå i skoven, det var kun forbeholdt novicer.
   "Vil du ikke nok tilgive mig? Jeg ved ikke hvem jeg ellers skal betro min store hemmelighed til?"Karas blanke nøddebrune øjne var på nippet til at svømme over i bedende tåre.
   "Hvilken hemmelighed?" spurgte Lenia og opdagede desværre for sent at hun sad i Karas nøje tilrettelagte fælde. Nu vidste Kara hun havde sin venindes opmærksomhed og nysgerrighed.
   "Det desværre ikke noget jeg kan betro til hvem som helst," sagde den lyshåret pige med tryk på desværre. "Men til en god, loyal veninde ville jeg nok kunne."
   Kara ventede smilende på Lenias svar. Men hvad Kara kunne - kunne Lenia for længst præstere. Den lyshårede novice havde det med at glemme hvem hun havde sine tricks fra.
   "Så håber jeg du finder en sådan veninde. Jeg har sådan en veninde," sagde Lenia og kastede sit lange, mørke hår over skulderen. "Du skulle møde hende en dag."
   Dolken gik rent ind. Kara lignede en der havde fået slået al luften ud af sig. Den lille novice havde ikke så mange veninder. Faktisk var Lenia den eneste der gad tale med hende. Kara var lille, tynd og fregnede, og selvom de alle gik i det samme tøj i templet, kunne alle høre på hendes tale at hun kom fra den usleste del af byen, hvor der boede tyve, hore og mordere, dør om dør. Selvom ingen af novicerne reelt tilhørte deres familie længere, lagde mange alligevel vægt på deres gode herkomst og ville helst ikke blandes med snavs. Lenias mor havde været tjener i en fint herskabshus, så hun gik lige an, men Kara var en tand for langt nede i sølet.
   Kara satsede stort på at vinde sin veninde tilbage. "Jeg ved hvor der ligger en skat begravet i skoven," hviskede hun.
   "Hø!" fnøs Lenia. Kunne hun virkelig ikke finde på noget bedre? Karas historier plejede ellers at være meget bedre og hun plejede at være mere overbevisende. Den sorthårede pige så sin mednovice an. Hun så nu ellers ikke ud til at lyve.
   "Hvor skulle den skat så helt præcis ligge?" trak hun i land.
   "Under Troldehøjen, indgangen ligger under de store sten. Tobbe har selv fortalt det og vist mig stedet."
   Tobbe? Tobbe var kun en tjener i templet, hans opgave var at tømme latriner. Hvis Kara var ude på at falde endnu dybere i hierarkiet, så var det han den helt rigtige at holde sig til.
   "Han lyver. Du skulle ikke tilbringe så meget tid sammen med ham."
   "Hvem skulle jeg så ellers tilbringe til sammen med? Du vil jo ikke snakke med mig mere." Kara fik det til at lyde som en frygtelig sygdom, og det selvom de først var blevet uvenner for få minutter siden. Hun var begyndt at snøfte og denne gang var det ikke falsk alarm. Lenia måtte gøre noget, og det helst før nogen andre opdagede det. Overpræstinden så allerede på Kara som en svag pige der aldrig ville blive præstinde.
   "Så lad gå, lad os kikke på din skat. Hvis vi smutter nu, kan vi slutte os til de andre på tilbagevejen, men så vil jeg heller ikke høre mere klynk i aften. Forstået?"
   Kara nikkede. Lenias ord havde virket som en vidundermusik mod tårerne.
   De stak ikke af fra optoget med det samme, men lod sig lige så stille sakke bagud til de forsvandt bag et sving på stien. "Nu!" Lenia tog sin venindes hånd og stak i løb. Den kolde luft føg om deres bare ben og nattefrosten bed i knæhaserne, men de standsede ikke før de nåede Troldehøjen dybt inde i skoven. Lenia holdt sin lygte frem i mørket. Kara havde tabt sin, så den var de nød til at finde på tilbagevejen. Den mørkhårede pige troede ikke virkelig på der var en skat, og så snart Kara havde indrømmet hun havde løjet kunne de gå tilbage og finde lygten.
   "Det denne vej." Kara gik målbevidst over til en del af højen hvor græsset voksede særligt højt. Hun forsvandt ind i græsset, men kom ud igen før Lenia kunne nå at følge efter. "Det nok bedre du binder din kjole op, ellers bliver den pladret helt til."
   Lenia så ned af Kara. Hun talte vist af erfaring. Endnu et bevis på Kara måtte lyve, og ikke havde været her før som hun ellers påstod, for så ville hun vel vide det med pløret. Den mørkhårede pige band sine tynde lærredsskørter op. Hun var meget langbenet, de andre plejede at kalde hende stork da hun var yngre, men nu hvor hun var begyndt at få former på kroppen var der ingen der kaldte hende det mere.
   Vandet steg til op under knæet, det dybe vandhul mundede ud i en lille bæk der løb langs med den ene side af Troldehøjen. Lenia mærkede hvordan mudderet krøb ud og ind af hver krog og hver fold i huden. Hun brød sig ikke specielt om at være udenfor, helst arbejde hun indenfor med at rede senge og pudse gudernes alter. Jeg håber virkelig der findes noget spændende for enden af det her eventyr! tænkte Lenia surt, da der alligevel kom grumset vand på kjolen.
   "Vi skal op her." Kara virkede usædvanlig viljefast. Ved at tage fat i skråningens græsklædte sider, hev hun sig selv op og gav Lenia en hjælpende hånd, efter den mørkhåret pige var gledet ned tre gange. Godt nok var Kara født i slum, men hun klatrede som en bjergged.
   "Se!" Begejstrede pegede Kara på en sprække i klippen der stod oven på Troldehøjen.
   "SÅ se her!" råbte Lenia rasende. Hele vejen ned ad kjolen og på forsiden af benene, havde grønne vandplanter og brunt mudder sat sig som en tyk kage. Gudinderne nåde dem når Overpræstindens så hvad de havde gjort ved tempelets tøj! Intet af det de gik i eller spiste tilhørte dem, det var ligesom dem selv templets ejendom.
   "Kara, jeg slår… Kara? Det ikke sjovt, hvor er du? Kara!" Ved gudindernes vilje, hvor var hun nu henne? Der! Den lille lyshårede novice lå på knæ i græsset, hun så ud til at skjule sig bag klippen.
   "Hvad laver du?" spurgte Lenia irriteret.
   Kara tyssede på hende og gjorde tegn til hun skulle dukke sig. Det var lige før Lenia var ved at give hende en møgfald, men det glemte hun alt om da hun fik øje på det samme som Kara. Nede for foden af Troldehøjen, på den tørre side, havde en gruppe mænd slået lejr. De havde rejst et telt og tændt et bål. Tre kunne hun se fra der hvor hun spionere, men der var fire gode rideheste. Hvor var den sidste rytter?
   "Det bare to tøser, Pagrim!" grinede en mands stemme pludselig bag dem.
   "De må ikke gøre os noget!" skreg Kara forskrækket. Lenia ville helst forsvinde ned i et huld. Kunne Kara ikke bare for denne ene gangs skyld lade værd med at være en bange kanin!
   Manden lo. Han var en ung mand med ansigtet fuld af blege fregner. "Bare rolig småpiger. Vi er fredelige soldater. Er I sådan nogen skovunger?"
   Skovunger? Hvad mente han dog med det? Den unge mørkhårede novice fik set ned af sig selv.
   "Nej, vi er bare kommet lidt på afveje," mumlede hun. "Vi kom væk fra vores optog."
   "Optog? Er I præstinder?" spurgte manden i en helt ny tone. Den var knap så munter og hans ansigt så mere eftertænksomt ud.
   Lenia så ikke noget farligt i at svarer, og fortalte ham bare hvad de var. "Kun novicer."
   Manden smilede og denne gang gjorde det begge piger nervøse. Manden vendte sig mod sine kammerater nede i lejren og råbte: "Var det ikke gudindernes novicer der var ude at gå i nat? Det var det den gamle heks sagde, ik'?"
   Gamle heks? De mente vel ikke Overpræstinden? Han skulle vist være glad for hun ikke hørte ham, tænkte Lenia forbavset.
   Nede fra lejret rejste de tre andre sig og gik hen mod foden af Troldehøjen. Lenia og Kara så på hinanden og fik den samme tanke.
   "Vi må desværre gå nu, eller finder vi ikke de andre igen," sagde Lenia og ville gå sin vej, men den unge mand var hurtigere og greb hendes arm.
   "Pagrim! Snub den anden!" råbte han.
   En høj bredskuldret mand asede sig vej op ad højen i et forbløffende adræt tempo.
   "Løb, Kara!" skreg Lenia. "Så løb dog!"
   Karas fødder var længe om at fatte budskabet. Men da de først havde forstået det, var de ikke til at standse igen. Hun på det nærmeste sprang ned af siden mod med få skridt og vadede gennem vandet som fisk. Lille som hun var, forsvandt hun hurtigt mellem det høje græs. Ham de kaldte Pagrim fulgte efter hende, men forspringet var allerede stort.
   "Tror du han fanger hende?" spurgte en af de tilbageblivende soldater.
   "Jeg håber det, men for en sikkerheds skyld pakket vi lejren sammen nu og tager af sted med hende her. Når bare vi har en tør de ikke gøre os noget. Du skal se, den gamle heks skal nok rykke ud med det vi vil ha'."
   Lenia vred sig i hans greb, men lige meget nyttede det. En af soldaterne kom med et reb og band hende på hænder og fødder. Hun bed efter ham, men fik en lussing lige i hovedet som svar. Den unge mand med fregner så overlegent ned på hende.
   "Jeg håber så sandelig du er det værd vi tror," snerrede han og lossede hende i maven, så hun hulkende krøb sammen. Mere end noget andet i verden ønskede Lenia at hun og Kara aldrig havde forladt optoget, og aldrig havde opdaget soldaterne. Nu kunne hun kun håbe på de ikke fangede Kara.

Det gjorde de ikke. Lenia sad foran på en af soldaternes heste, da Pagrim og en af de andre der var blevet ved Toldehøjen, vendte tilbage. De havde ledt det meste af natten og hele morgenen, men de havde ikke fundet nogen lyshåret pige.
   "Så håber jeg en er nok til at lægge pres på den gamle heks," sagde den fregnede mand og bællede vand fra sin drikkedunk. Lenia havde hverken vådt eller tørt siden dagen før. Hendes øjne fulgte nøje en lille sjat der faldt til jorden som en våd plet, og sivede ned mellem gruset og forsvandt.