Et ubetydeligt minde:
   På stranden stod en lille pige.
   Hendes øjne var stift rettet mod havet, og hendes ansigt var nærmest sammenkrøbet i eftertænksomhed.
   På trods af dette var hun ganske køn.
   Lyst, bølgende hår og store blå øjne, alt dette på trods af hendes jødiske blod.
   Hun kunne næsten have været en af dem.
   En af nazisternes små, kønne porcenlænsdukkebørn.
   Hendes tøj bar dog præg af langtidig fattigdom.
   I hånden holdt hun en gammel kludedukke.
   "Dorethy!", råbte en stemme bag hende.
   "Dorethy!" Stemmen var varm og velkendt, men tynget af en ifølge Dorethy unødig bekymring.
   "Jeg er her morfar!", svarede hun blot. "Nede ved klitterne!"
   Hun måtte råbe højere end normalt. Hans hørelse var blevet temmelig dårlig på det seneste.
   "Dorethy, din lille lømmel! Har du været her hele tiden? Din mor og jeg har været syge af bekymring!" Hans ansigt lyste af kærlighed, da han langsomt og vaklende trådte ned ved hendes side.
   "Se morfar!", sagde hun, og pegede ud imod horisonten, hvor en måge intetsigende flaksede omkring. "Tror du virkelig, at der findes en ende på det?"
   Han rystede på hovedet, men inderst inde nød han barnets nysgerrighed.
   Han nød, at se de små lys af lykke i hendes øjne, når han gav sig til at fortælle.
   "Jeg ved det Dorethy, jeg ved det. Et stort land, meget større en øen her. Du ville slet ikke kunne forestille dig det, lille du."
   Han tog hendes lille, buttede barnehånd i sin, imens hun som så mange gange før gav sig til at studere det vejrbidte ansigt med de sammensunkne kinder.
   "En dag morfar, en dag der krydser jeg havet!"
   Han lo hjerteligt.
   Et stykke tid stod de endnu sådan, den gamle mand og den lille pige og stirrede ud over det endeløse ocean.
   Derpå gik de tavst, men opfyldte af alverdens tanker, tilbage hen over klitterne, tilbage til hytten på den anden side.

Hun vågnede instinktivt. Solen nåede ikke ned i barakkerne, men siden hun var barn, dengang hun boede ved havet, vågnede hun automatisk ved dens første gudbenådede stråler, og dette var holdt ved, også selvom hun boede i dette mørke. Det var allerede sent på vinteren, den vinter hun fyldte sytten, og det var en ualmindelig slem en af slagsen. Hun trykkede sig tættere ind til sin mor, der lå ved siden af hende, og som en refleks, endnu halvt i søvne, gav sig til at ae sin datter beroligende over de mudderklistrede krøller. Skønt Dorethy ikke havde været et barn meget længe, lignede hun stadig et. Hofterne rundede ikke i bløde buer, som ved alle de andre kvinder, og brystet var stadig fladt som et strygebræt. Desuden var hun lille og spinkel, og med et ansigt som en Botticelli-engel, skønt hun ikke anede hvem eller hvad Botticelli var. Det var blot noget hendes morfar så tit havde sagt til hende, og uden at hun vidste det, havde han ret. Kun øjnene, og de små, fine bekymrede rynker omkring dem, afslørede hendes virkelige alder. En dukke var hun, et sandt dukkebarn.

"Dorethy!"
   Dorethy fór op ved lyden af sin fars stemme. Moderen og morfaderen smilede blot anspændte til hinanden. Maden var begyndt at blive knap.
   Dorethys far havde ikke fast arbejde, men måtte ofte, flere måneder af gangen, tage ind til fastlandet og hjælpe til hvor han kunne.
   For det meste lykkedes det ham også, og han kom hjem med penge, tøj og mad til mange uger.
   Der var dog også de gange, hvor det ikke var lykkedes ham at finde arbejde, og dem var der efterhånden mange af.
   Dorethy styrtede ud af hytten, og sprang op i armene på ham. Denne gang havde han været væk hele sommeren.
   Han løftede hende op så de små fødder hævede sig fra jorden, og dansede rundt med hende, overdængede hendes lille ansigt med kys. Gensynsglæden var stor.
   Dette var dog også det eneste, der var at glæde sig over.
   I døren stod Dorethys mor, og lænede sig nervøst op af dørkarmen, ventende på det mindste tegn fra sin mand. Var det mon lykkedes ham at skrabe nogle penge sammen denne gang?
   Dorethys tøj var efterhånden så slidt. Hun måtte have syet to af sine gamle kjoler om.
   Endelig satte han sin datter ned. Han smilede sørgmodigt, trak intetsigende på skuldrene.
   Dette var svar nok.
   Moderen hamrede skuffet knytnæven ind i dørkarmen. Derpå stormede hun tilbage ind i hytten. Hendes gråd kunne høres helt ude ved Dorethy og den hjælpeløse fader.

"Schneller!", råbte den tyske soldat af sine lungers kraft. "Stehe auf! Judeschweine!" Dorethy og hendes mor kom hurtigt på benene. Forsøgte sig at mase sig igennem menneskemængden for at komme ud i geleddet. Gud prise den person der tog sig den frihed at komme sidst. Dorethy sneg sig til at kigge op mod himlen. Der var temmelig overskyet den dag, og det sneede allerede. Istapperne dinglede fra de lange, krogede grene, var med til at gøre det samlede billede om muligt endnu mere koldt og endnu mere umenneskeligt. Hun frøs ulideligt. Sjappet havde allerede gennemblødt de kludestykker hun brugte som sko. Moderen tog sig selv i at ryste af kulde, men vaklede i forsøget. Heldigvis så soldaterne det ikke. Dorethy var overordentligt bekymret for hende. Hendes mor var tyndere end nogensinde før. Om natten, når de krøb så tæt sammen som muligt, i et halvhjertet forsøg på at få den mindste smule varme i kroppen, kunne hun mærke hvordan ribbenene stak ud fra hende, som syle under det tyndslidte tøj. Hendes hænder var knoklede, fingrene kunne næsten ikke bøjes mere, og ansigtet var radmagert. Dorethy vidste at bekymringen var unødvendig. Moderen ville højst sandsynligt ikke være i live mere når ugen var omme. Desuden var der planen. Hendes mor havde været fuldstændig indforstået med det, og selv om Dorethy havde været imod det i starten, havde hun hver aften modtaget over halvdelen af moderens madration oven i sin egen. Hun måtte være stærk hvis flugten skulle lykkedes. Hvis hun en dag skulle kunne fortælle sine børnebørn om dette helvede verden var blevet til.

Dorethy trak tæppet over hovedet.
   Hendes forældres højlydte stemmer kunne ikke høres mindre tydeligt af denne grund.
   Hun forsøgte ikke at lytte til dem; ville ikke lytte til dem, men lydene var grusomme.
   Sneg sig langsomt ind i hende, hvor hun mod sin vilje genkendte dem, hvor hun mod sin vilje dannede dem til ord, dannede dem til sætninger, sætninger hun forstod.
   Hun prøvede at fokusere noget mere på sulten, men dette var åbenbart ikke nok.
   Skænderiet nåede hende alligevel.
   "Han overlever ikke vinteren ud!", skreg moderen med gråd i stemmen.
   "Og hvis du da bare kunne bestille andet end at drikke vores opsparing op, så...?!"
   "Så hvad?!", snerrede faderen.
   "Så ville det hele være lykkeligt...?"
   Moderen svarede ikke.
   "Ved du hvorfor, hvad...? Ved du hvorfor at jeg ikke kan finde arbejde? Fordi min far var jøde, og hans far var det før ham! Fordi jeg er det! Ingen vil have de jødiske svin til at arbejde for sig!"
   Nu græd hendes moder åbenlyst.
   "Jamen, er der da slet ikke noget at finde?!"
   Denne gang var det faderen der ikke svarede.
   Moderens gråd lavere, lavere og mere intens, som om noget frygteligt netop var ved at gå op for hende.
   "Jamen... Jamen, så dør han jo!"
   Faderens stemme var ikke andet end en monoton, fortvivlet hvæsen.
   "Jamen, så må han jo det," sagde han.
   Dorethy vidste at det var hendes morfar de snakkede om.

Arbejdslejren emmede af den sædvanlige travlhed, den sædvanlige travle desperathed for at overleve. Andre havde simpelthen allerede opgivet. Lagde sig grædende på jorden så kulden og sulten kunne gøre det af med dem, hvis ikke de tyske soldater underholdt sig med at gøre det først. De måtte dog være sparsomme med krudtet, og når de ikke kunne bruge deres pistoler måtte de finde andre metoder. Andre mere grufulde metoder. Ofrenes skrig holdt hende ofte vågen i flere timer. Det var som et mareridt, et mareridt man vågnede op til i stedet for at vågne op fra. Søvnen var befriende, en nærmest dødlignende søvn hvor man blot lod sig falde sammen af udmattelse, indtil mørket overmandede én. Men så var der de nætter hvor hun drømte... Det nætter hvor de minder, hun så ihærdigt havde forsøgt at fortrænge, hjemsøgte hende igen og igen. De nætter græd hun når hun vågnede, græd selvom det var nyttesløst. Der var ingen der tyssede på nogen, gråd var en ganske normal lyd, og det var ikke sjældent at vågne op til lyden af folk, der som deres sidste gerning, skreg deres smerte ud, lige indtil vagtposterne kom og tog sig af dem. I disse stunder holdt hendes mor hende altid ekstra tæt ind til sig, hviskede ekstra beroligende en vuggevise i hendes øre, mens hun med de ru hænder forsigtigt tørrede tårerne af sine kinder. I disse stunder, var hun endnu engang uskyldig. I disse stunder, var hun endnu engang Dorethy dukkebarn.

Selvom ingen havde troet det, overlevede den gamle vinteren.
   "Ukrudt forgår ikke så let!", havde han blot konkluderet, og så var alt igen som før, skønt han var blevet en hel del tyndere.
   Dorethy var henrykt og hendes mor lettet. Hendes far vidste ikke noget, da han allerede endnu en gang var taget over til fastlandet for at finde arbejde.
   Dorethy savnede ham så forfærdeligt, men hun sagde intet til sin mor om det. Hun vidste, at hun bare ville bryde ud i gråd. Dorethys mor græd meget i den tid, skønt Dorethy ikke vidste hvorfor.
   Der var dog ingen grund til bekymring, for hun skulle tids nok finde ud af det, finde ud af, hvordan alting var ved at udvikle sig.
   "Hvorfor græder mor?", spurgte Dorethy sin morfar, en dag moderen var faldet i søvn af udmattelse henover det nedslidte køkkenbord.
   Morfaderen havde virket sørgmodig roligt sagt, at det skulle hun ikke tænke over.
   Dette var voksenproblemer, og dem kunne sådan et lille dukkebarn, sådan en lille Botticelli-engel intet gøre for at løse.
   Derpå tog han hende i hånden, og gik ned til stranden med hende.
   I den anden havde hun dukken, et ubetydeligt minde om bedre tider.
   Bedre tider.
   Var det overhovedet muligt, at disse tider ville komme igen?
   Dorethy håbede det.
   Hun hadede at se sin mor græde.
   Planen var således: Om aftenen skulle alle jøderne, stærke som svage, storme over de tyske soldater. De havde ganske vidst ikke andre våben end de sten, de kunne finde på jorden i lejren, men de var trods alt stadig stærkt i overtal. Derefter skulle alle de yngste kravle over pigtrådshegnet, og skynde sig ned og gemme sig i skoven. I ly af nattens mørke skulle de så, så hurtigt de kunne, løbe, kravle eller gå de otteogtredive kilometer, der var ned til kysten. Der ville et skib vente dem, og fragte dem til Amerika. Fragte dem over på den anden side af havet, hvor der forhåbentligt var en hel del roligere. Det var blot at holde ud så længe. Holde ud... Hendes hvide barnehud var, trods kulden, indsvøbt i sved. Hendes mund var tør som sand. Hvis hun dog bare kunne... Hun spærrede desperat de kornblomstblå øjne op, og spejdede til alle sider. Hvis de så hende, ville planen for hendes vedkommende, nok aldrig blive en realitet. Hun var næsten ligeglad. Hvad var det overhovedet for et liv, der ventede hende selv efter, at krigen var slut? Et liv uden værdier. Alle værdierne, alt hvad hun før havde sat pris på, var døde sammen med hendes uskyldige uvidenhed. Når man spiser for at overleve, mister maden hurtigt sin smag. Når man drikker for ikke at tørste har vandets renhed ingen betydning. Hun så sig endnu engang omkring. Ingen bag hende. Derpå kastede hun sig på knæ, og inden længe flød sjappet ned gennem halsen på hende. Så hurtigt som muligt, skovlede hun det med hænderne ind i munden, mærkede sandet knase mellem hendes tænder. Et kort øjeblik følte hun ikke andet end lettelse. Først derefter mærkede hun svimmelheden, det kvalmende i det hun gjorde. Alting dansede for hendes øjne, og med ét begyndte hun at kaste op. Forsøgte flere gange at holde det tilbage, forsøgte flere gange et sluge det, men intet hjalp det. På få minutter var hun fuldkommen tom, og med et sløret, rædselsslagent blik stirrede hun lige op i ansigtet på en tysk soldat. "Bist du krank Saumensch?", hvæsede han. Dette var alt hun var i stand til at registrere, dét og at han greb hende hårdt om kæben, tvang hende til at se på ham, nød at se frygten i hendes øjne. Alt imens troede hun, at hun skulle besvime. Hun så end ikke hvordan det lykkedes hendes mor at fange den tyske soldats opmærksomhed, idet han hev pistolen frem fra bæltet. Hun hørte kun det sønderrivende skud. Det efterlod en klar hyletone i hendes hoved. Den lød næsten ligesom sirenerne... Sirenerne, og så soldatens stemme. "Warum guckt ihr so? Zurück zur arbeit, Judeschweine!" Et kort sekund troede hun at hun var død, men så skubbede en ældre mand til hende med sin fod. "Kom op!", hvislede han ud af mundvigen. "Kom op med dig, og pris dig lykkelig for, at du stadig er i live!" Pris dig lykkelig. Hun kunne have leet. Derpå kom hun vaklende på benene. Havde hun i sandhed andet valg? Hvis valget nogensinde havde været der, var det væk nu. Et varmt skrig bredte sig i hendes hals, men ikke den mindste lyd trængte igennem hendes sammenbidte læber. I stedet befandt hun sig i en nærmest trancelignende tilstand. Evnede ikke engang at træde tilbage, da blodet begyndte at farve jorden under hendes fødder. Hendes mors blod. Hun forsøgte, ikke at se på hende, ikke at stirre på det gabende hul kuglen havde efterladt sig i panden, men alligevel fæstnedes hendes blik på det, og hvor meget det end smertede hende var hun ikke i stand til at græde over det nærmest endeløse tab hun med et slag havde lidt. Måske kunne hun græde engang, men ikke nu. Hun var fuldkommen tom, tømt for følelser. Ødelagt. I stedet bøjede hun sig langsomt, uendeligt langsomt, ned over liget, stak et par fingre i det friske, røde blod og rodede rundt. Moderens ene øjenlåg sitrede i det samme svagt. En ligegyldig refleks, som om kroppen endnu ikke helt havde fattet, at den var død; at der ikke længere var noget at kæmpe for, noget blod at pumpe rundt i kroppen. Dette var ikke længere hendes mor. Dette var blot et lig, og hun væmmedes ved det. Rejste sig fra det tilsyneladende timelange øjeblik, og skyndte sig tilbage til arbejdet inden hun ville ende ligesom det. En ren symbolsk handling, for hun var ligeglad med døden. Hun ønskede blot, at nazisterne ikke skulle tage den sidste ting fra hende, hun kunne kalde hendes. Hun ønskede ikke, at de skulle have den glæde.

Dorethy stak stille til en død fisk, der lå og skvulpede i vandkanten.
   Hendes morfar stod fortvivlet ved siden af hende, og stirrede ud over havet.
   "Dorethy?", sagde han med ét, hvorefter hun drejede hovedet og spørgende stirrede på ham med de blå, uskyldige øjne.
   "Dorethy, vi bliver nødt til at flytte. De andre beboere vil ikke længere have os her."
   "Jamen, morfar... Hvorfor ikke?"
   Ikke den mindste tåre kunne spores i hendes øjne. Kun den ulmende uvidenhed.
   Hun ønskede svar, og svar skulle hun få.
   Morfaderen tog hendes hånd. Gav den et klem.
   "Fordi Hitler siger det," sagde han.

Hitler. Hun havde godt hørt navnet, hver gang nazisterne heilede til hans ære. Var det virkelig ham der var skyld i alt dette, ene mand? Så var det i hvert fald ikke ære han fortjente. Men hvad hun ikke vidste var, at der var mange, der efterhånden mente det samme. Året var 1944, og begyndelsen til enden af den umådelige storhed denne bestialske mand var i besiddelse af, efterhånden var ved at tage form. "Spis, nu! Spis!" Den gamle mand, der før han skubbet til hende, pegede opfordrende på hendes madration. "Store farer venter dig. Du bliver nødt til at spise!" Hun vidste at han havde ret, vidste at det var hendes eneste chance, men ubehaget var simpelthen for stort. Hun havde stadig nogle små størknede pletter af sin mors blod på hænderne. Mørkerødt og dødt som det var, virkede det malplaceret på den fine, hvide silkehud, på de små porcelænsdukkehænder. "Spis!", udbrød manden igen, men hun kunne stadig ikke få sig selv til det. Smed den lille blikkedel fra sig midt i mængden, og sneg sig ud i ydersiden af kredsen, ud i ydersiden hvor sneen var ren. Derpå gav hun sig til at skrubbe løs på dem, hårdt og hensynsløst. Inden længe kunne hun næsten ikke længere bøje fingrene, alt imens hendes eget frosne blod flød ned over dem og blandede sig med hendes mors, der tilsyneladende var ætset ind i huden, ætset ind i de stive porcelænsfingre. Hun udstødte et næppe hørligt skrig, idet hun blot stirrede vildt ned på dem, som om hun mest af alt havde lyst til at skære dem af. Lade den fysiske smerte overvinde den psykiske én gang for alle. Mareridtet, det evige mareridt. Mareridtet om virkeligheden.

Den fjortenårige Dorethy, sad bøjet over et stykke papir.
   Hendes mor sad i en stol og stirrede tomt ud i luften. Dorethys far var dagen forinden blevet skudt.
   Han havde været på vej hjem med den mad det var lykkedes ham at fremskaffe, da en fuld tysk soldat pludselig råbte ham an, og uden videre skød ham ned på åben gade.
   Folk gjorde intet, sagde intet. Gik bare en stor bue uden om liget.
   Moderen havde først modtaget nyheden dagen derpå.
   Først efter en hel nats trippen og ukontrolleret hulken, havde nogen gjort sig den ulejlighed at identificere liget og bringe hende den sørgelige nyhed.
   I de små lejligheder i det jødiske kvarter, var dette en almindelighed.
   Faktummet var at ingen havde fortalt det til Dorethy.
   "Er det en dukke?", spurgte morfaderen fraværende, idet han bøjede sig ind over Dorethys tegning.
   "Er det en dukke du har lavet, dér på stranden?"
   Dorethy savnede sit hjem, savnede det mere end noget andet. Havde gjort det lige siden det sekund hun fik at vide at hun måtte forlade det.
   At tegne det gav hende blot en lille tilfredsstillelse, en lille uregelmæssighed i det evige savn.
   Hun lo. En perlende pigelatter, klar og smuk som en lille sølvklokke.
   "Selvfølgelig er det ikke en dukke, morfar. Det er da mig!"

Mørket, det sorte uendelige mørke var endnu engang begyndt at falde på, og en spænding, ligeledes begyndt at sprede sig blandt fangerne. I hvilket sekund skulle de slå til? Hvordan skulle de bære sig ad? Planen var fyldt med huller. Og så denne spændingsfølelse... Ingen græd, ingen stirrede fortvivlede ud i luften. De tyske soldater havde for længst opfattet, at noget var galt, skønt de ikke vidste hvad. Dette faktum frustrerede dem, gjorde dem overordentligt bange, og dette var både første og sidste gang Dorethy nogensinde skulle se frygten i deres øjne. Hun tog en dyb indånding, gav sig med bankende hjerte til at vente. Hun forestillede sig, hvordan det slog løs i brystet på hende, og hun mærkede det så tydeligt at hun blev svimmel. For hvad var der virkelig andet at gøre? Andet end at vente? I det samme rev et barbarisk skrig hende ud af sine tanker. Alle de andre fanger tog dette som et tegn, sprang op, og stormede de tyske intetanende soldater. Der gik højst et par sekunder før det lykkedes dem at få samlet deres tanker, dem der nåede det inden hundreder af jødiske fødder trampede dem ihjel, og inden længe perforerede lyden af skud hendes krop, gennemborede hendes kranium, hvert eneste et. Hegnet, tvang hun sig selv til at tænke, idet hun så det gabende hul i sin mors pande for sig. De andre, nogle endda yngre end hende, var for længst på vej over. En pige med lange, mørke fletninger blev i det samme ramt af et skud i baghovedet. Ingen tog sig af det. De ikke så meget som så efter hende, så hvordan de tomme, dødens øjne, stadig dominerede af chokket, stirrede næsten komisk op på dem. Munden stod en lille smule åben, som om hun talte til dem. Som om hun ud fra egen erfaring, forsøgte at fortælle dem at dette aldrig nogensinde skulle lykkes dem, at alt dette var fuldkommen nyttesløst. Dorethys dukkefødder løftedes fra jorden. Hegnet var let at klatre på, så let at hun med de forrevne fingre sagtens kunne overkomme det. Men hvem overkommer ikke at springe over en tyve meter dyb kløft, hvis det er éns eneste mulighed for at overleve? Hvem lader ikke sin egen hånd sprænge i småstykker på den anden side af en stålplade, når granaten uheldigvis fandt på at sidde fast i handsken? En dreng halede sig op ved siden af hende. Hans nøddebrune øjne mødte hendes. Små kugler af lys, midt i dette beskidte, mudderklistrede ansigt. I det samme ramtes han af et skud i nakken, faldt med et skrig til jorden. Dorethy fortsatte ufortrødent.

"Jamen, det er jo dig, min lille Dorethy!"
   Hendes morfar lo også.

"Min lille Dorethy."

Skrigene lød overalt omkring hende. Omringede hende, pressede hende modvilligt yderligere opad.

"Dorethy."

Omsider var hun oppe. Pigtråden skar i hendes hænder, rev skånselsløst den ene rift efter den anden, i den fine, hvide porcelænshud. Et par stykker var allerede ovre. De fløj som små, skrækslagne fugle, så hurtigt de kunne, ind mod skoven.

"Dorethy dukkebarn."

Pigtråden fik fat i hendes tøj lige idet hun gled. Lige inden hun dumpede de tre uendeligt lange meter ned på jorden, overdøvedes lyden af tøj der revnede af et af de utallige skud der affyredes imod dem. Jorden var umådeligt kold, nej... Dette var ikke jord. Hun var landet midt i en snedrive! Et øjeblik lå hun blot dér uden at tænke, overkom ikke engang at gøre det. Dorethy dukkebarn! Flygt! Illusionen af hendes morfars stemme, fortrængte alt andet. Et spagt smil tegnede sig på de sprukne, frostblå læber. "Hvorfor det, morfar...?", hviskede hun, så lavt at ingen andre end hende selv kunne høre det. "Jeg vil hellere blive hos dig...!"

"Hos dig, morfar! Jeg vil hellere blive hos dig!"
   De havde siddet sammen på gulvet, forenet i latterkaskader, da det skete.
   En flok tyske soldater stormede lejligheden.
   "Dorethy! Flygt!", havde morfaderen råbt, da han hørte dem i opgangen.
   Han vidste allerede hvad der ventede dem.
   "Hvorfor det, morfar?" Hun var panisk. Det lille ansigt var forvredet i sorg.
   "Jeg vil hellere blive hos dig!"
   "DORETHY! VINDUET!", brølede han; skubbede hende væk, gentagne gange, da hun hjælpeløst forsøgte at klamre sig til ham.
   Dette var hendes eneste chance.
   Dette ville spare hende for en masse.
   Vinduet ville være det bedste.
   De boede på tredje sal.
   Uheldigvis nåede hun det ikke.
   Soldaterne slog døren ind, inden hun så meget kunne forstå, hvad hendes morfar egentlig havde ment med det.
   Han nåede heller aldrig at gentage det.
   En af soldaterne havde sat kursen hen imod Dorethy og hendes mor, der skrækslagne græd ned i hinandens arme.
   Hendes morfar sprang ind foran ham, og med en nærmest umenneskelig kraft, der virkede overnaturlig i forholdt til hans magre, grenetynde arme, skubbede han ham tilbage mod døråbningen.
   Soldaten udstødte en overrasket lyd, idet han af refleks var kommet til at trykke på aftrækkeren.
   Skuddet ramte morfaderen i brystet.
   Blodet havde været klart og rødt.
   Ligesom hendes mors.
   Ligesom hendes eget.
   Hun kunne huske, at hun havde skreget.
   Derfra var alt sort.
   Sort som det altopslugende mørke, der før hun anede det, skulle omslutte hende.
   Et mørke de fleste betegnede som døden.

Med tårer i øjnene, rejste hun sig, kæmpede sig op fra snedriven. Hendes morfars stemme rungede stadig i hendes hoved. Flygt, Dorethy, flygt! Og hun flygtede. Flygtede sammen med de andre, ind mod skoven. I mellemtiden havde soldaterne hurtigt overmandet oprørerne. Et par stykker af nazisterne var allerede nået om på den anden side af hegnet. En af dem havde fået øje på Dorethy, hvis lyse krøller, skinnede i tusmørket. Det var en ung mand, med askeblondt hår, og grønne øjne. Det at de var grønne, var i sidste ende ligegyldigt, for pointen var at han blandt andet var blevet udvalgt til nazisoldat på grund af sit ualmindeligt gode syn. Det hele foregik hurtigt og meget simpelt. Det lyse hår var let at følge, også selvom hun var hurtig, hurtigere end nogle af de andre. Han var dog en ekstraordinær god skytte, så dette var dog intet problem for ham. Skuddet ramte plet i første forsøg. Dorethy dukkebarn nåede ikke engang at skrige.

På en strand, mange kilometer derfra, lå en gammel kludedukke.
   Engang på samme sted havde en gammel mand og hans barnebarn stået og kigget ud over havet.
   "En dag morfar, en dag der krydser jeg havet!", havde pigen sagt.
   Før de gik, havde hun tabt dukken ved en stor sten.
   Dukken havde lyst, krøllet hår og store, blå øjne.
   Et samlet billede, der fremsatte det ene spørgsmål efter det andet.
   Et billede pigen, nogle få år senere, havde forsøgt at gengive så præcist som muligt.
   "Er det en dukke du har lavet, dér på stranden?"
   Spørgsmålet efterfulgtes af en illusion. En illusion af en afdød piges latter.
   "Selvfølgelig er det da ikke en dukke, morfar. Det er da mig!"
   Mig.
   Hende.
   Dorethy.
   Dorethy dukkebarn.