''Determinismen er betegnelsen for den metafysiske opfattelse at den fri vilje, uafhængigt af arv og miljø, ikke eksisterer.''
Lyset blændede mig i øjnene. Som et lyn fra en klar himmel bragede det igennem mit indre mørke og gennemborede mig som en uudholdelig smerte i hele kroppen. Engang troede jeg at verden var et forunderligt sted. Til og med denne dag, vidste jeg det. Nu vidste jeg ikke længere noget. Jeg husker intet, kun følelsen af at svæve, og jeg tænkte at dette måtte være dét; at dette omsider måtte være døden. Nogle ganske få timer lykkedes det dog hospitalslægerne atter at få mig bragt tilbage til mig selv. Jeg forstod først, i dette øjeblik, hvor tæt jeg måtte have været på at dø.
Verden er en cirkel. En oval. De cirkelformede måner bevæger sig i cirkler omkring de cirkelformede planeter der bevæger sig i cirkler omkring den cirkelformede sol. Vort liv er en evig cyklus uden hverken hjørner og eller ender; en cyklus af evindeligt liv og evindelig død. For hvad er der i sandhed andet at sige? Vi lever... Vi dør... Og nogle af os får en chance mere. Disse personer der efter en nærdødsoplevelse ligger tilbage med en ophøjethed så ulig noget naturen kunne have skabt. Selv hvor tid er delt op i cirkler. Sekunder, minutter, timer, dage, uger og år. Århundreder. Årtusinder. Distancer i rummet vi slet ikke forstår os. Det ene sekund efter det andet. Det ene minut efterfulgt af det andet minut. Den ene time efterfulgt af den anden time. Ak, ja... Verden er skam et forunderligt sted... I en cirkel fører årets gang os igennem vort liv, med vinter, forår, sommer, efterår og så atter vinter, hvorpå cirklen blot begynder forfra og vi selv har rykket os endnu et skridt frem i vor egen livscyklus. Verden består af denne cirkel, og vi består i sidste ende af en del af den.
Selv mit liv begyndte i en cirkel, i et æg, voksende i en større og større cirkelrund mave hvor jeg som det første så toppen af de cirkelrunde pærer i loftet. Det sidste min fader så var det cirkelrunde løb på en pistol, hvorefter han sætte den for panden og derved gjorde mig faderløs. Jeg var otte det år. Tallet bestående af de to cirkler. Jeg så ham. Så hans døde, blodskudte øjne stirre fortabt op i loftet, og min moder fandt mig med ham, som jeg endnu lå der og klyngede mig til ham i håb om at han atter ville vågne op. Året efter endte min sit eget liv, ved at stikke sit hoved igennem en cirkelrund løkke. Denne handling efterlod mig forældreløs. Denne handling efterlod mig som et voksent, alvorligt sind fanget i en barnekrop de andre børn alt for hurtigt lærte at undgå. I stedet begyndte jeg langsomt at opdage cirklerne. Jeg tegnede dem i sandet med fingeren, eller jeg bøjede tynde kviste og bandt deres ender sammen, alt imens jeg forstillede mig hvordan mit eget liv syntes at være begyndte i denne cirkels midte, ligesom mine forældres i sin tid var det. Det var i dette øjeblik at jeg besluttede at mit liv ikke skulle ende som deres. At mit liv ikke skulle endes i en cirkel for egen hånd.
Ingen spørger os nogensinde om vi ønsker at blive født. Ingen spørger is nogensinde om vi ønsker at dø. Således er denne, livet og dødens cirkel nemlig ikke indrettet. Den giver os intet valg, men overlader os i stedet blot til determinismens kolde, klamme fingre hvor den til sidst efterlader os for at dø.
Jeg erindrer cirklen af arrige børn omkring mig i skolegården. Jeg erindrer slagene fra deres kuglerunde knytnæver regne ned over mig. Otte slag, det eneste tal med de to cirkler, og jeg erindrer den dumpe lyd af mit hoved der rammer asfalten, og den ustyrlige brusen af blod i mine ører. Jeg så hvordan deres cirkel mindskedes og mindskedes omkring mig, indtil omridsene af deres ovale ansigter skyggede for solen over os. Otte gange sparkede de. Derefter forlod de mig, forlod mig i mit eget cirkelformede helvede af en livscyklus.
Ligesom ingen spørger os om vi ønsker at fødes, er der ingen der spørger os om vi ønsker at leve. De fleste af os vokser op i et sirligt udformet samfund, opbygget af vore hellige forfædre, og vort forudbestemte mål i livet er at arbejde for føden og sætte flere af vor egne slags til verden uden at tænke på om disse ville bryde sig om at vokse op i en sådan sirligt opbygget verden uden hverken fritid eller råd til højere selvtænkning. Lige fra barnsben hadede jeg denne verden af skyskrabere, kontorer og fortravlede mødre der skynder sig rundt imellem sirligt opbyggede supermarkeder og børnehaver. Jeg erindrer skolen, og jeg erindrer de andre børns ubegrundede had. Had opbygget af min anderledeshed og raset ud i mit åsyn ligesom så mange gange før i historien. Vi er i sandhed alle lige. Vi er i sandhed alle mennesker. Vi bliver i sandhed alle født med et eneste sandt valg. Valget om at tage vort eget liv før tid.
Jeg erindrer det cirkelrunde hul i flaskehalsen, der aften efter aften forvandlede den eneste mand jeg nogensinde elskede til den eneste mand jeg nogensinde frygtede. I orgier af indre frustration kunne han uden videre lade slagene hagle ned over mig, og jeg lod dem velvilligt blot hagle. Ingen slag var på dette punkt af mit liv, stærkere end at jeg kunne tåle dem. ''Jeg elsker dig,'' hviskede jeg som regel bagefter ud mellem mine ophovne læber imens han grædende forsøgte at tørre blodet fra knytnæven af i gulvtæppet. ''Jeg elsker også dig,'' svarede han altid. ''Tvivl aldrig på at jeg også elsker dig!''
Utallige timer i eftertænksomhed har ingen løsninger bragt mig. Verden står stadig i al sin cirkulære magt med al sin menneskelighed, sine kampe, diktatur og korruption. Om end verden i dette øjeblik er ved at falde fuldkommen fra hinanden, ved jeg ikke. Verden har ingen hjørner. Kun Nord, Syd øst og vest og sin runde form. Om alting så var af lave, ville denne cirkel af tid blot fortsætte sin gang. Sekunder efter sekunder, minutter efterfulgt af minutter, timer efterfulgt af timer... Selv i historiens mest ufattelige øjeblikke holdt tiden ikke inde og så sig selv an. Hverken under død, bombesprængninger, udryddelse og atter død. Planeterne standsede ganske simpelt ikke i deres evige rotation, og universet lod intetsigende og ubegrundet historiens ubegrundede hændelser ske. Jeg forstår i sandhed ingen af disse aspekter fuldt ud, thi jeg er i sandhed blot et menneske.
Jeg holder meget af at besøge min fader og besøge min moder. Deres grave er det eneste sted tilbage hvor cirklerne og deres livscyklus ikke længere er i stand til at nå dem. Disse kantede gravstene, fyldte med spidse hjørner og formet som Jesu Kristus kors. Jeg holder meget af når solen kaster sine lange, tilintetgørende stråler ned over disse, og skaber et væld af aflange, kantede skygger bag dem. Jeg ønsker mere end noget andet at slutte mig til dem i dette cirkelfrie paradis, og jeg ved at jeg har valget; det eneste sande valg der i sidste ende nogensinde er mig givet. Valget om mit liv. Mit liv tilhører trods alt mig. Min krop tilhører min sjæl. Eller tilhører alt dette blot i sidste ende noget andet? Tilhører alt dette i sidste ende blot determinismen? Er hele den menneskelige race blot et bundt parasitter på jorden der hærger og ødelægger hvor end de kommer? Er vore tanker og sjæle blot magiske brøkdele af noget der i sandhed ikke eksisterer, men alligevel gør det? Jeg agter ikke at skjule min uvidenhed. Det skal ingen hemmelighed være at jeg på sin vis frygter den. Jeg ved at jeg blev født. Jeg ved at jeg skal dø. Jeg ved at jeg som alle andre levende væsner er i stand til at tage sagen i egne hænder, og gøre en ende på det nu og har. Jeg ved at min eneste sande magt, er en så selvdestruktiv én af slagsen, at naturen derved på sin vis suger al magten tilbage til sig selv, for uanset hvad, vil jeg uden tvivl en dag gå bort. Så selv når man tager ens eget liv... Tilhører valget så i sidste ende én selv? Eller tilhører valget som alt andet blot determinismen?
Verden er og bliver et forunderligt, cirkulært sted. Så afskyelig, men på samtidig fyldt op med dette uendelige væld af smukke ting. Enorme, sprudlende vandfald, bjerge og dale, skove og ørkener. Et sådan varieret inferno af verdener, men på samme tid blot én af slagsen. Atter indrømmer jeg at jeg frygter denne uvidenhed der sådan er over mig. Jeg der lever hver eneste dag i mit liv, men alligevel ikke kender til eller kan forudsige morgendagens ende. Determinismen er i sandhed overalt omkring os. Vrister og flår os fra hinanden i sit helvede af det ikkeeksisterende frie, menneskelige valg. Vi er her med hver vore stemmer, men på hvilken vis kan vi bruge den, hvis ikke overfor hinanden? På hvilken vis kan vi i sandhed bruge den, hvis ikke for at videreføre budskabet og derved henkaste os i miserable bønner og evig nåde? Verden er i sidste ende hverken nåde eller barmhjertig. Ej heller er den ondskaben selv. Verden er blot i sine evige cirkler og cyklusser af liv og død, og vi kan for evigt intet gøre for at ændre noget af dette. Andet end blot at følge vor egen af slags. Følge vort eget liv og følge vor egen død. Gå ind til hver dag med åbent sind, eller blot tro at man tager valget i egne hænder og så gøre som jeg gjorde, og jeg... Jeg erindrer så tydeligt... Min krops sidste frie bevægelser...
Jeg erindrer... Og jeg bekender. Bekender at jeg uden at tøve slugte glasset med piller. Derefter lænede jeg mig arrigt tilbage imod muren, idet jeg langsomt, med to lige snit fra et barberblad, følte strømmen af blod ned over mine håndled. Jeg vidste at dette var nok til at dræbe mig. Jeg vidste at jeg ville dø af dette. Og jeg ønskede det. Jeg ønskede at dø. Muren brændte mod huden på min udmagrede ryg. Smilet brændte på mine læber som havde djævelen selv besudlet dem med sine kys.
Jeg erindrer... Og jeg bekender. Bekender det forudsigelige mørke. Freden jeg langsomt svøbtes i, som et barn af livet der sættes videre ind i sin næste verden. Derefter blændede lyset mig ind øjnene. Som et lyn fra en klar himmel bragede det igennem mit mørke og gennemborede mig som en uudholdelig smerte i hele kroppen. Engang troede jeg at verden var et forunderligt sted. Til og med denne dag, vidste jeg det. ''Det lykkedes os at redde dit liv,'' fortalte hospitalslægerne mig. ''Men medicinen du tog har desværre ødelagt dine nerver og lammet dig i hele kroppen.'' Til og med denne dag var jeg i live. Til og med dagen for mit selvmord. Nu tænker jeg blot. Tænker over cirklerne. Tænker over døden. Jeg har intet andet valg. Jeg er end ikke i stand til at løfte en finger, og et hvilket som helst af mine ønsker forbliver blot et ønske. Også ønsket om at genfinde den fred jeg endnu begærer; den eneste fysiske menneskelige følelse jeg endnu er i stand til at besidde. Jeg kendte dagen i går. Jeg kender dagen i morgen, dagen næste årti... hver en dag i denne seng resten af mit liv stirrende op i loftet hvor jeg umærkeligt forsøger at tegne uvirkelige knækkede livscyklusser som min egen, med øjnene.
Jeg er bundet. Bundet til mig selv i al evighed.
Bundet til determinisme.