Magikerens hus var ikke som Jerra havde forestillet sig.
   Hun havde vel forventet ... tja, noget mystisk. Krystaller sat på hylder efter størrelse. Uidentificerbare væsker der kogte så det osede. Mørke hjørner, røgelse og halvt skjulte ting hængende i loftet indhyllet i et slør af levende mørke og dunkle dampe. Måske et eksotisk kæledyr der gik rundt på gulvet og spyede ild og bed gæster i anklerne.
   Men huset lignede et ganske normalt hjem, med spisebord i forstuen og køkken bagerst i rummet, diverse pynteting placeret på strategiske steder og malerier på væggene, endda ganske kedelige og normale motiver som festende elvere og ukreative illustrationer af gamle, kendte myter om levende træer og slanger med ben. Det eneste der havde bare den mindste fornemmelse af mystik var en bunke blodige forbindinger på bordet som Relin hurtigt fik skubbet af vejen, men ikke engang det var vel specielt unormalt hos en læge.
   "Nå, det var der blodet kom fra ..."
   "Hvad?" Jerra så undrende på Tianna, men kvinden rystede bare på hovedet og satte sig ved bordet da Relin, tydeligvis stadig irriteret, tilbød det.
   Da de to mennesker var dukket op igen fra morgenstunden den følgende dag havde han ikke ligefrem virket begejstret, til trods for at de var udhvilede og gjort i stand, og at Jerras hår rent faktisk lignede hår, og ikke en uforklarlig klump af brun. Han havde gjort mine til at smække døren i igen, men Tianna havde været forberedt og nåede at få en sko i dørkarmen og et ord indført. Og efter lidt tøven havde magikeren lukket dem ind.
   Men han var ikke glad for det.
   Jerra satte sig og studerede elveren lidt. I det mindste så han mere magisk ud end sine omgivelser. Klædt fra top til tå i mørke, fyldige rober i mange lag, broderet her og der med indviklede og intrigante mønstre, sandsynligvis for at skjule den typiske sygelige spinkelhed der traditionelt var forbundet med magikere. Desuden var han gammel, tydeligvis. Ikke fordi man kunne se det på samme måde som man normalt ville kunne på mennesker: Hans hud var glat og fri for rynker, og ikke ét gråt strå var at se i det mørke hår. Men der var noget udslidt over ham. Øjnene lå dybt i deres huler, hans ansigt lod til at ligge i en konstant skygge uanset hvordan han vendte sig, der var noget over hans bevægelser der tydede på at bare det at trække vejret voldte ham besvær. Og så var der et eller andet som Jerra ikke kunne sætte fingeren på. Et eller andet ved ham der ... lugtede dødt.
   Hun var normalt ikke en person der blev rystet over ingenting. Alligevel fik magikeren det til at løbe koldt ned af ryggen på hende.
   "Så I siger I har en måde at skaffe regnen tilbage på. En måde at ende en verdensomspændende, hundredårsvarende tørke på. Sig frem."
   At sige at Relin var mindre end overbevidst ville være en underdrivelse. Faktisk ville den mest nøjagtige beskrivelse være at han lige nu havde mere tiltro til de religiøse fanatikere der gik fra dør til dør om søndagen med en teske og forsøgte at overbevise én om at den var reinkarnationen af en eller anden mægtig guddom, end han havde til de to kvinder.
   Tianna lod sig dog ikke slå ud af hans pessimistiske indstilling.
   "For nogle uger siden arresterede myndighederne i Monethil en kvinde og fandt hende skyldig i flere forbrydelser. Hun skulle modtage en velsignelse før sin straf, da præsten pludselig faldt om."
   Relin hævede et øjenbryn. "Faldt om?"
   "Hun fik et syn. Talte længe i tunger før hun lod til at genvinde bevidstheden og erklærede at guderne var kommet til hende og sagt at denne fange skulle være vores frelser og bringe en afslutning på tørken. Fangen," Tianna gjorde et nik i retning af Jerra, "ser De her. Jerra Meriten."
   "Ikke fordi man tog sig tid til at bede om mit samarbejde ..." knurrede Jerra, men blev ignoreret, hvilket hun dog efterhånden var vant til. Hun havde ikke haft et ord at indføre i denne sag lige fra begyndelsen, men det skulle nu ikke afholde hende fra at komme med forskellige indskydninger. Altså, protester. (Med mindre de bestemte sig for at give hende mundkurv på, selvfølgelig, hvilket så vidt hun kunne forstå havde været oppe til diskussion flere gange allerede. Som om rebet ikke var nok.)
   "Så en tilfældig præst fik en åbenbaring og udpegede denne tøs som løsningen på det hele," Relin virkede ikke imponeret, "Og så? Man har hørt om profetier og forudsigelser før. Men den skulle måske være god nok denne gang? Tørken er blevet studeret i mange år, og vi ved ikke engang præcist hvad der fik den til at opstå. Hvad får jer til at tro at hende her er redningen?"
   "Vi har ikke haft nogen anelse om hvad der forsagede tørken," indrømmede Tianna, men fortsatte så; "Før nu. Vores lærde i Monethil har gjort en opdagelse sammen med en magiker sydpå. Det lader til at der er en stor koncentration af magisk energi nær de Periske bjerge."
   En tøven. Relin spurgte hvad det ville betyde, men noget i hans stemme tydede på at han allerede havde regnet det ud.
   "Højst sandsynligt er der en konkret årsag til alt det her ... regnens ophør, naturkatastroferne," Tiannas stemme var forsigtig, grundig, som ville hun sikre sig at ingen detaljer gik tabt i spændingen, "Hvilket vil sige at der også vil være en konkret måde at stoppe det på. Og vi har brug for Deres hjælp til at finde ud af hvad det er."
   Relin var stille i noget tid, men snart spillede et fascineret smil over hans læber og voksede sig bredere. Den slags smil der sad på en person der netop havde fundet en gammel skat under en hovedoprydning på loftet. Noget der lød som et hurtigt grin kom fra ham, og de grønne øjne der konstant flakkede rundt i rummet så ud til at skinne med begejstring, forventning, overraskelse. Passion. Han åbnede munden og så ud til at ville sige noget, men blev afbrudt af en person der var trådt ind i rummet fra etagen ovenpå.
   "Relin-kete?" lød det fra den nyankomne - en blond elver med blodstriber på tøjet og et træt udtryk i ansigtet.
   Jerras kendskab til elvisk var mildest talt begrænset, men hun kunne huske så meget som at 'kete' betød 'mester' - hvilket måtte hentyde til Relin, for magikeren svarede, og de to elvere udvekslede nogle ord på deres modersmål før den unge, efter et par dirigerende vink fra Relin, bevægede sig om i køkkenet bagerst i lokalet. Alt sammen uden at skænke gæsterne så meget som et blik. Men elverne var nu heller ikke kendt for deres høflighed.
   "Dette er Takir, min ... lærling," forklarede magikeren afværgende, "Når I siger 'hjælp' hvad mener I så, helt præcist?" Han lagde hovedet på skrå klar til at lytte, men før Tianna kunne nå at åbne munden afbrød Jerra;
   "Lærling? I magi?"
   Irriteret ændrede Relin stilling på stolen, "Nej. Kampkunst. Takir skal være budbringer."
   "Ah," Tiannas ansigt så ud til at lyse bare en anelse op, "Måske kan jeg lære hende nogle fif. Ham. Nej, vent ..."
   Noget af lyset fra før gik af Tiannas ansigt og blev erstattet af en kun lige synlig rødme i det hun forfjamsket forsøgte at regne elverens køn ud. Tydeligt moret gjorde Jerra et halvhjertet forsøg på at undertrykke et grin - ikke fordi hun selv var i stand til at udlede det - men magikeren så ikke ud til at tage del i morskaben. Utålmodigheden lyste ud af øjnene på ham som to grønne, spidse flammer.
   En hurtig rømmen og en undskyldning fra Tianna og hun kastede sig ud i en langtrukken forklaring om korttegning, eksperimenter og rejser til Monethil der ærlig talt ikke interesserede Jerra det fjerneste: I stedet vendte hun blikket mod den blonde elver der var i færd med at tænde op i et komfur ved hjælp af en magisk frembragt flamme i finderspidsen. Elveren lod fraværende hånden glide fra det optændte komfur og videre over mod en lysestage, tændte forsigtigt stearinlysene med koncentreret præcision. Interesseret betragtede Jerra ilden og kunne ikke lade være med at smile i takt med at en idé tog form i baghovedet. Hun lod blikket hvile på elveren i lidt tid, før de to andre lød til at være kommet frem til en konklusion:
   "Meget vel; det er en aftale. Giv mig et par dages forberedelse, og jeg skal med glæde akkompagnere jer."
   "Fremragende, vi vil-"
   "Vent." Jerra afbrød.
   "Hvad er der?"
   "Jeg vil ikke have den gamle. Jeg vil have den dér ovre." Hun nikkede i retning af den unge elver der målløst stirrede tilbage, mumlende noget i retning af 'mig?'.
   "Hv ..." Tianna og Relin lod overraskede blikket flakke fra hinanden til Jerra, den ene mere paf end den anden, "Hvad?"
   "I hørte mig. Jeg vil have Takin-eller-hvad-det-nu-var."
   "Det er jo absurd," protesterede Relin, "Takir er ikke engang magiker, det er ikke-"
   "Ikke magiker? Hej, du dér! Tændte du ikke lige det lys med magi?"
   Takir så tøvende ud, "Jo, men-"
   "Godt så: Magiker. Jeg vælger dig."
   "Jerra, hør nu!" Den ellers så rolige Tianna var tilsyneladende ved at miste besindigheden, til Jerras begejstring, "Den her opgave er vigtig. Vi har brug for en med erfaring og-"
   "Hende præsten sagde at det var mit valg der talte, ikke? Gæt engang: Jeg vælger Guldhår dér."
   "Men-"
   "Jeg. Vælger. Guldhår."
   Nogle øjeblikkes stilhed fulgte. De tre andre stirrede hjælpeløst på Jerra der måtte kæmpe for at holde et bredt smil tilbage og bevare facaden af dyb seriøsitet. Endelig forsøgte en desperat Relin at overtale Tianna;
   "Jeg er sikker på at vi kan komme frem til en fornuftig konklusion, hvis-"
   "... Nej."
   Han havde ikke heldet med sig.
   "Jerra er den udvalgte. Vi bliver nødt til at respektere hendes valg," Tianna skævede til lærlingen, "uanset hvor ... uventede de måtte være."
   Rummet fyldtes langsomt med en storslået intension. Relin stod i ulmende tavshed og så ud til at være i fare for at eksplodere af frustration hvert øjeblik, med knyttede næver og sammenbidte tænder. En dyb rynke kunne anes i Tiannas pande mens hun skævede fra Jerra til Relin til Takir der stod og ikke så ud til ane hvor han - eller hun? - skulle gøre af sig selv.
   Alt imens Jerra morede sig gevaldigt.
   I de sidste tolv dage havde Tianna ikke hørt efter et ord af hvad hun sagde. Hver gang Jerra havde forslået at de slog lejr havde hun insisteret på at fortsætte, og så snart Jerra blev rastløs mente Tianna at de havde brug for at hvile ud. Men denne gang var hun tvunget til at lytte. Præsten havde selv sagt det, Monethils byherre havde sagt det: Jerras intuition skulle følges.
   Man kunne vel betragte det som en hævn.
   "Godt så - hvad var det nu du hed?" Stilheden blev hurtigt for kedelig, og Jerra tog ordet, mere entusiastisk end hun havde været længe.
   "Um, Takir," kom det fra den blonde der så ud til at være på randen af panik.
   "Vi kalder dig Guldhår. Guldhår, du kan godt gå op og pakke dine ting - vi tager af sted med det samme."
   Og elveren skiftede resolut til faktisk panik.
   "Jamen ... vent, jamen ... Lema ki ... Yemin ..." Takirs febrilske protester gled hurtigt over i uforståeligt elvisk, indtil Relin roligt, men irriteret, gik hen og lagde en hånd for munden af sin lærling.
   "Shh. Stilleleg mens de voksne taler, ikke Takir?" Hans hårde blik gled fra Takir til Tianna og Jerra, men uden at søge øjenkontakt med nogen af dem. Alligevel virkede det ikke som om nogen havde lyst til at sige ham imod.
   "Ingen tager af sted. Takir er ikke voksen - næsten, men ikke helt - og har ikke lov til at forlade Tenati uden tilladelse fra sine forældre eller jeg selv. Og jeg siger nej." Han vendte blikket mod Takir igen, "Du har andre obligationer her."
   Lærlingen mumlede et eller andet bag håndfladen, men afholdt sig fra at gøre yderligere indvendinger.
   "Jeg forslår derimod," Relin lod hånden falde, rankede ryggen en anelse og drejede sig mod de to kvinder igen, "at I vælger at hyre en mere erfaren og kompetent magiker - som jeg selv."
   "Nul putte."
   Tianna kastede et opgivende blik på Jerra, men hun nægtede at give sig:
   "Guldhår. Ikke dig, ikke nogen anden. Guld. Hår."
   En ubestemmelig grimasse gled hurtigt over Relins ansigt. Jerra kunne ikke helt afgøre hvad det var, men var ikke i tvivl om at det var en sydende vrede der boblede under huden på ham.
   "Men ... hvorfor, Jerra?" forsøgte Tianna, langsomt og overvejende, med en hånd placeret på tindingen, "Hvorfor lige Gu- uh, Takir? Vi mangler en magiker, ikke en kriger."
   "Takir er en kompetent kæmper," indskød magikeren, "men næppe hvad I er ude efter."
   En tøven. Jerra studerede undersøgende Takir, lagde hovedet lidt på skrå og klemte øjnene sammen, som var den blonde elver et avanceret stykke matematik der skulle udregnes. Så trak hun på skuldrene.
   "Eh. Hvem ved? Jeg har en god fornemmelse."
   "En god ..."
   "Vi kan sige det er gudernes vilje. Skæbnen. Sig hvad du vil, men jeg føler at Guldhår spiller en vigtig rolle i ... æh, det her. Og du vil da ikke risikere at modsige den udvalgte og bringe den forkerte person hjem, vel?"
   En tung, tyk stilhed.
   "Vel, Tianna?"
   "... Nej."
   Beslutningen var modvillig, det var tydeligt, og akkompagneret af en række lavmælte eder i Jerras retning. Men Tianna gav sig til sidst.

Den monotone lyd af Relins fod der trommede i gulvet fyldte i nogle sekunder rummet, før elveren gav en blanding mellem et fnys og et suk fra sig. Beslutsomt lagde han en hånd på Takirs skulder i et greb der fik den noget højere elver til at krympe sig i smerte.
   "Jeg skal ikke blande mig i jer menneskers profetier og deslige," begyndte han, "Men jeg vil minde jer om at den unge er under min forpligtelse."
   Tianna fiskede stofstykket frem igen, "På vegne af Monethils byherre er vi klar til at tilbyde Takir en betydelig sum penge-"
   "Nej."
   "-Og hvis I nægter har vi bemyndigelse til at bruge magt." Med en let bevægelse med hånden afslørede Tianna den røde cirkel med et kryds i på bagsiden af stoffet.
   "Undskyld mig?"
   Relin så ud til at være oprigtigt chokeret, og Tiannas stenkolde stoiskhed hjalp nok ikke på det. Roligt lod hun den ene hånd hvile på sværdet ved sin side.
   "Som budbringer er jeg udlært soldat, og Jerra er ... ikke helt ueffen med et våben. Jeg har tilfældigvis hendes kniv på mig. Vi ønsker helst at undgå vold-"
   "'Vi'?" Jerra afbrød, allerede stort smilende, "Ikke mig."
   "-Men hvis det bliver nødvendigt burde vi være i stand til at overmande jer."
   Relin slog en hånlig latter op. Han virkede mildest talt overrasket, men det var ikke til at sige om det var over situationen som en helhed, eller bare det faktum at Tianna følte sig overbevist om at hun var i stand til at betvinge ham. Nok det sidste, når man tog den knitrende, gule og grønne magiske energi der udledtes fra hans hænder i betragtning.
   "I skal være velkomne."
   Stemningen i rummet var brandfarlig. Langsomt fandt Tianna den lange kniv frem af sit bælte, frigjorde Jerra fra rebet og rakte kvinden sit våben, før hun selv drog sit sværd. Alt sammen i rolige, stabile bevægelser, som ville hun bevise over for magikeren at hun bestemt havde styr over situationen, og at det ikke var tomme trusler han havde med at gøre.
   "Sidste chance."
   Relin værdigede det ikke engang et svar, men det var signal nok for Jerra.
   Med løftet våben sprang hun frem, vendte 180 grader i luften og fik kontakt med stenvæggen bag sig med ansigtet først.
   Nogle sekunders fortumlet forvirring på gulvet senere lykkedes det hende at kaste et blik i den retning hun burde være endt. Den unge elver var trådt ind foran sin mester, grønlig energi knitrende fra sine hænder, og hvæste med lyn i øjnene og en stemme der kunne skære igennem diamant hvis den følte for det:
   "Hold jer væk fra Relin."
   Jerra kom vaklende på benene igen, ansigtet plettet af næseblod og irritation og mere end klar til at slynge nogle fornærmelser i hovedet på Guldhår, men nåede det ikke før både hun og Tianna var endt på gulvet så hurtigt at man skulle tro at tyngdekraften var i et drilsk humør den dag og havde valgt at lade det gå ud over dem. Måske var det ikke meget forkert. Det skulle ikke undre hende hvis Relin havde en finger med i spillet når det kom til brudte naturlove.
   Det lykkedes magikeren at berolige sin ophidsede lærling, og han trådte nu et par skridt nærmere kvinderne, grønne og gule gnister stadig dansende rundt om sine løftede fingerspidser.
   "I har ti sekunder til at forlade min ejendom. Hvis I nægter har jeg bemyndigelse til at bruge magt: Vi vil helst undgå vold, men hvis det bliver nødvendigt burde vi være i stand til at overmande jer."
   "Vi-"
   "Sidste chance."

+++

Det er påfaldende hvor meget hedere middagssolen føles, hvor meget mere påtrængende folkemængden virker når man netop har fået tæv uden rent faktisk at blive rørt af sine overfaldsmænd.
   Stofstykket Tianna havde brugt til at duppe sin opsvulmede læbe med var snart fuldkommen tilsølet af blod, men havde ikke stoppet den røde væske i at glide ned af hagen og plette tøjet til. Nu smed hun det opgivende på jorden og kastede et kort, bebrejdende blik på Jerra der ikke var i tvivl om at hun måtte se ti gange så slem ud. Tianna havde givet kampen op efter at være endt på gulvet to gange, mens Jerra ... Hun satte en stolthed i at være udholdende, men måske skulle hun have forudset at et slag ene mand mod to magikere ikke ville ende godt. Det måtte hun skrive sig bag øret. Hun kunne endda gøre det med sit eget blod.
   "Det gik jo fantastisk," påpegede hun, "Især vellykket var den del hvor de smed os ud uden nogen som helst modstand fra dig af. Jeg værdsatte virkelig din hjælp, tak."
   Tianna svarede ikke, men gav sig til at stirre fraværende ned i jorden, enten i dybe tanker eller i dyb frustration.
   "Og var det virkelig nødvendigt at binde mig igen?"
   "Kunne du være stille i bare ét sekund? Jeg forsøger at tænke."
   "Tænke? Hvad er der at tænke over? Det slog fejl, vi har tabt, spillet er slut, finale. Det her red-verden-fra-en-langsom-død kommer tydeligvis ikke til at ske, så du kan vel ligeså godt slippe mig fri igen. Jeg er sikker på at du har en mand eller kone derhjemme der venter på dig, såeh ... Hyggeligt at kende dig."
   "Slippe dig- Du er, naturligvis, klar over at det her er din skyld, ikke?!" Tianna snappede med hovedet med sådan en fart at det korte hår hvirvlede omkring hende og en bloddråbe ramte Jerra i ansigtet, "Du skulle absolut sætte dig på tværs og vælge den anden. Hvad skulle det til for?"
   "Undskyld mig-"
   "Sætte mig på tværs? Undskyld, hvem er det lige der den udvalgte her? Var det for resten ikke meningen at du skulle beskytte mig, frem for at stå helt passivt og se til mens jeg bliver tævet sønder og sammen? Hvad med at-"
   "Uhm ..."
   "Hør her, din lille-"
   "HALLO!"
   De to kvinder tav midt i hver deres sætning og svirrede hovederne mod personen der havde råbt. Den blonde elver stod med hænderne vridende i hinanden og trippede let på stedet med en nervøs mine spillet over ansigtet. Efter at have sikret sig at han havde menneskernes opmærksomhed åbnede han munden, men Jerra bed ham af;
   "Hvad vil du?"
   "Jeg ... Jeg ville ikke afbryde noget ..."
   "Du afbryder intet," Tiannas stemme var mindst lige så hård som den havde været for få øjeblikke siden, men betydeligt roligere og så kold at den kunne være kommet ud som is, "Hvad vil du?"
   Elveren rømmede sig og kastede et forhastet blik over skulderen.
   "Jeg vil med jer," og da menneskerne ikke forstod en meter, "Til Monethil. På jeres færd. Stoppe tørken."
   Et begejstret udtryk gled over Jerras ansigt, hvorimod Tianna så mere mistroisk ud end nogensinde.
   "Såh? Det virkede ikke sådan lige før."
   "I angreb Relin!" Takir hævede hastigt stemmen, så ud som om han havde brændt sig og sank tilbage igen, "I hørte jo hvad ... Jeg ville ikke få lov. Relin mener det er for farligt. At jeg ikke kan håndtere det."
   Tianna bed sig i læben og så tøvende ud, hendes blik hvilende på elveren i et tvivlsomt udtryk. Jerra på den anden side, var langt mere optimistisk.
   "Så dét mener han," grinede hun, "Hvad mener du?"
   Et eller andet gjorde at Takir ikke kunne lade være med at løfte op i mundvigene, og for et øjeblik stod menneske og elver og smilede til hinanden med en tavs forståelse.
   Der findes øjeblikke hvor ord overskrider deres normale begrænsninger og tillægges mere betydning end man umiddelbart er i stand til at opfatte, uanset om dem der siger dem er klar over hvad denne betydning er eller ej. Dette var et af de øjeblikke.
   "Jeg mener det er forsøget værd."
   Jerra blottede tænderne i et smil, vendte sig triumferende mod Tianna og lagde hovedet på skrå; "Jeg tror lige jeg har skaffet os en magiker. Hvem er nu på tværs?"
   "Jeg tror ikke-"
   "Giv mig en chance og lyt," kom det fra Takir, "Lad mig byde jer på noget frokost. I må være sultne."
   Til sidst nikkede Tianna modvilligt og lod sig føre med ind af de snævre gader. Jerra selv kunne mærke sit hjerte banke hektisk. For første gang havde hun haft en betydelig indflydelse på den her sag. Og hele situationen havde tydeligvis taget en drastisk drejning.