"Klar?" spurgte hun.
   Elveren nikkede, "Klar."

Det var en perfekt nat at rejse i. På himlen stod månerne klart og uspærret, en kølig vind boltrede sig hen over jorden og trak støvet med sig i lange slør mens flokke af trækfugle fulgte de tre rejsende som løsrevne skygger.
   Det var betydeligt lettere at komme ud af Tenati end det var at komme ind. Byvagten virkede lettet, næsten taknemmelig over at se dem forlade byen, og han viste sig villig til at vende et blindt øje til den mystiske person i en højrød kappe som var blevet tilføjet gruppen.
   Tianna gjorde et hurtigt nik til den uniformerede elver, besteg dromedaren og satte i gang ud over ørkensletterne, skarpt forfulgt af Jerra og Takir med sine hjemmelavede briller om halsen og et spyd spændt over ryggen i den æseltrukne kærre.
   Tenati forsvandt gradvist bag dem, og lige netop nu havde Tianna kun én ting i tankerne: At komme hjem. Hun havde fuldført sin opgave med større eller mindre grad af succes, og ansvaret for hvad der skulle ske nu hvilede på Monethils byherre. Og Takir, formodentligt. Personligt skulle hun i hvert fald ikke nyde mere af den her sag.
   "Monethil er fire nætters ridt herfra," informerede hun de andre, "Jeg fører os derhen og giver byherren besked om at vi har fundet en magiker, og så ... tager vi den derfra."
   Elveren nøjedes med at nikke som svar, og selv Jerra forholdte sig tavs og lå halvsovende med Takirs taske som en ubekvem pude, bundet på hænder og fødder i kærren. Noget tydede på at det ville blive en stille tur.
   Tianna strakte sig tilfredst.

   Morgensolen havde fået sneget sig et godt stykke op på himlen før varmen fik dem til at beslutte at gøre holdt. Tianna betragtede elveren nogle meter derfra, bøjet i bøn over et lille, rødmalet bedehus med firtakkede stjerner udskåret i metallet. Et par stenøjne stirrede sløvt på hende fra den lille ulvestatue i huset.
   Takir traskede tilbage til deres opstillede halvtag og lod sig dumpe ned ved siden af menneskerne, ansigtet præget af et søvnigt udtryk.
   Et snork fra Jerra fik dem begge til at dreje hovedet i retning af den lille kvinde.
   "Er det virkelig nødvendigt med alle de reb?"
   Takirs tone var noget mere høflig, men spørgsmålet kunne Tianna desværre nikke genkendende til.
   "Ja," svarede hun, og da Takirs spørgende øjne lod til at opfordre en uddybning, et suk, og, "Jerra er en uregerlig fredsforstyrrer af en kriminel. Havde jeg ikke haft hende i lænker var hun stukket af for længst. Eller det der er værre."
   "Åh. Hun virker ellers god nok," Takir var ubevidst slået over i elvisk, og Tianna måtte spidse ører for at få alle ordene med, men i det mindste var accenten en hun kendte, "Lidt grov måske, men ..."
   "Tro mig," Tianna lagde armene bag nakken og lå stirrende op i det slidte stofhalvtag før hun lod øjnene slappe af, "Jerra Meriten er et forfærdeligt menneske. Hun er ikke til at stole på."
   Hun kastede et kortvarigt blik på Takir der selv havde lænet sig tilbage med en mut mine og lukkede øjne, og en stikkende fornemmelse gjorde hende klar over at det var elveren sådan set heller ikke. Hun havde i hvert fald trodset sin mester mistænkeligt hurtigt. Desuden irriterede det Tianna ikke at være i stand til at udlede hendes køn.
   Hun bed sig let i læben. En kriminel byld på samfundet der bedst kunne betegnes som fuldkommen blottet for empati og ansvarsfølelse på den ene side, og en spidsøre hvor der var usikkerhed om selv den mindste detalje på den anden. Sandsynligheden for at få den mindste smule søvn var tæt på nul.
   Med et suk satte hun sig op igen.
   Stilheden herude var synderdøvende. Som et levende væsen. Lod hun øjnene slappe af og fokusere på ingenting kunne hun nærmest se den tage form i vinden og galopere hen over sletterne med voldsom styrke, opløse og danne sig igen her og der. Her ude, langt borte fra byer og larm var stilhed noget man kunne tage og føle på. Eller måske var hun bare ved at få et hedeslag.
   I lang tid betragtede hun fugleflokkene sværme over dem mod den hvidlige himmel og skyggerne ændre form og bevæge sig langsomt fra vest mod øst.
   Knhrk.
   Halvtaget knirkede voldsomt idet noget stort og tungt landede på en af stolperne og voldsomt baskede med vingerne. Tianna bevægede sig tøvende ud for bedre udsyn og stod snart ansigt til ansigt med hvad der lignede en falk. I ørnestørrelse.
   Hun havde et vist kendskab til rovfugle. Når man var vokset op i en lille landsby hvor kød ikke var noget man købte på en handelsplads opdagede man hurtigt nytten ved at kunne opdrætte jagtfalke, og lige fra barnsben var Tianna blevet sat ind i fuglens natur. Den inkluderede ikke at lande midt ude i ingenting foran vidt fremmede mennesker når der ikke var det mindste i vejen.
   Ikke desto mindre lod falken til at være i den skønneste orden, virrede blot nysgerrigt med hovedet og vendte siden til for bedre at kunne betragte menneskekvinden med et grågrønt øje, undersøgende og på sin vis ... spottende.
   "Smut. Væk med sig."
   Tianna gjorde et halvhjertet forsøg på at skræmme fuglen væk, men opnåede ikke andet end at fremprovokere et skrig fra den, et skrig der lød ubehageligt meget som en latter. Der lød et par flap, falken spredte sine vinger og afslørede to lædersnore viklet omkring sin krop før den lettede og forsvandt ud af Tiannas synsvidde. Ikke fordi den fløj specielt langt, men fordi kvinden med ét fandt det utrolig svært at holde sine øjne åbne og fokuserede.
   Hun var knapt nok nået ind under halvtaget før hun faldt i søvn.

* * *
   Det ville ikke være en underdrivelse at sige at resten af turen forløb i stilhed, i hvert fald for Tiannas vedkommende. Roen blev nu og da afbrudt af Jerras anmodninger om at få rebene fjernet, tilfældig brok og diverse bandeord. Det var måske gået bedre hvis Takir havde været i humør til at snakke, men elveren tilbragte det meste af tiden med at kaste nervøse blikke mod de cirkulerende fugleflokke over sig.
   Ørkenen strakte sig endeløs og selvstændig foran dem, med klippeudspring her og der ragende op i det flade landskab, rovdyr på jagt og ådselædere i hælene på dem som allegoriske skraldemænd. Maden bestod hovedsageligt af brød, hvilket Tianna ikke fandt så forfærdeligt igen, men fristelsen til at tage en pause og prøve på at få fanget noget kød var stor.
   Men så var den der.
   Monethil.
   Små gårde med sparsomme afgrøder i form af daddelpalmer og gedenødder begyndte at krydre landskabet, og før de vidste af det havde de et spor af snavsede menneskebørn med nysgerrige ansigter løbende bag sig.
   Takir virkede umådeligt fascineret af dem, og næsten lige så ivrig over dem som børnene var efter at få lov til at røre ved de spidse ører. Et søskendepar fik lov til at køre kortvarigt med i kærren, mens Jerra snerrende bad resten om venligst at skrubbe af.
   "Sæt dem af igen," Tianna så sig over skulderen og betragtede tvivlsomt de små børn, "Jeg tror ikke forældrene er specielt begejstrede for det."
   "Men de er så søde," Takir kom med en lavmælt latter da det ene barn interesseret hev hende i håret, "Der sker jo ikke noget."
   "Ja, men det ved de ikke." Tianna gjorde et nik mod et par bønder der skulede utilfredst mod de rejsende, og fik strejfende øjenkontakt med en af dem. En vis vrede simrede inde bag hans øjne, men han så næsten bange ud.
   Takir fulgte hendes blik og sank sammen i sædet med ørene lagt tilbage. Efter lidt tøven gennede hun børnene ud af vognen.

Selve Monethil strakte sig snart mod den morgenhvide himmel foran dem, med mure og huse og vagttårne i brune nuancer der næsten faldt i ét med omgivelserne. Et par vagter nikkede genkendende til Tianna, og med ét følte hun sig lettet over at være tilbage et sted hvor hun vidste hvordan tingene fungerede.
   Kærren gled skramlende over trampede stier og brostensbelagte gader, standsede midt i en smal passagevej da æselet bestemte sig for at være blevet sulten og forsagede en mindre trafikprop før den gled videre, ledet af Tianna på dromedaren der virkede som om den havde prøvet noget lignende før. I hvert fald lod den sig ikke provokere af de mange små og større børn der pressede sig på med tilbud om billige smykker og diverse andet.
   Elveren, derimod, virkede knap så glad for børn når de hovedsageligt trak i den højrøde kappe og forsøgte at presse penge ud af hende. Lyden af en række elviske bandeord hvæst lavmælt fik Tianna sig til at føle sig skyldigt fornøjet. I hvert fald fornøjet nok til at smide en enkelt mønt til de forbipasserende børn.
   "Bah," lød det, på én gang irriteret og en anelse tilfredst fra Jerra, "Folk stirrer på mig."
   Det gjorde de faktisk. Tianna lod blikket glide rundt omkring sig; Monethils indbyggere gjorde intet forsøg på at skjule deres interesse i den bundne pige, nogle smilende begejstret, andre nervøse eller vrede og igen nogle der blot pegede fingre og bøjede sig ind til hinanden i hviskede anklager.
   Situationen virkede ubehageligt bekendt. Det var ikke lang tid siden at Tianna og Jerra havde taget den samme tur i den modsatte retning, den eneste forskel at dengang havde både fange og tilskuere haft meget sværere ved at styre sig. Minder om råben og skrigen og bidemærker i hånden da hun havde forsøgt at lukke munden på Jerra, hujende menneskemængder og diverse objekter flyvende gennem luften i deres retning begyndte at dukke op til overfladen. Tianna pressede dem irriteret tilbage hvor de hørte til, men alligevel havde hun pludselig ikke specielt meget lyst til at føre gruppen ind på en overbefolket markedsplads.
   Hun følte på sin slukne pengepung med et suk.
   "Takir, har du penge på dig?" spurgte hun, men var bange for at hun kendte svaret på forhånd. Tenati brugte ikke mønter.
   Elveren beklagede, og Tianna gentog sit suk.
   "Godt så. Vi stationerer hos mig, i hvert fald indtil jeg kan få arrangeret andet. Det er lige i nærheden." sagde hun, højt og tydeligt for at overbevise sig selv om det. Et eller andet i den sætning gjorde den utrolig smertefuld at sige.


* * *
   Forhallen var blank og, af uforklarlige årsager, kølig.
   Det var et eller andet fundamentalt anderledes der adskilte byherrens hus fra alle andres. Noget i konstruktionen, muligvis. Udefra lignede det de fleste andre huse i midtbyen, om end lidt mere dekoreret og vedligeholdt, men basalt set ikke så afvigende. Men så snart man kom indenfor fik man oplevelsen af at være kommet ind i en anden verden. En fornem, ophøjet verden.
   Tianna fangede sit eget, blodskudte blik i et af de store spejle og bevægede sig op af det sorte gulv der blev plettet og mistede noget af sin blanke kvalitet af det spor af støv hun slæbte med sig. Hun tog sig ikke af det - der havde hverken været tid eller overskud til at gøre sig i stand. Desuden var de vant til det, efterhånden.
   Hun anmeldte kort sin ankomst til en ung, uniformeret mand der en anelse forfjamsket førte hende igennem gangene i en rute hun kendte godt nok til at kunne have taget i søvne, men for nemhedens skyld lod som om var ny og uvant for hende. I det mindste lod det til at glæde assistenten.
   "Ah, Tianna. Du er hjemme, fremragende."
   Den tynde, lille mand befandt sig som altid i det bagerste rum i huset, det sortmalede og dekorerede med malede stofstykker uden egentlige motiver som han havde modtaget i gave af elviske byherrer og hængt op af ren høflighed. Han stod med ryggen til døren, men selv på afstand kunne hans pænt broderede, hvide rober ses tydeligt i halvmørket. Halvlangt hår i samme farve afgav næsten lys.
   Gløden fra et aflangt vindue kastede mønstre af sollys ned på gulvet og blandede sig med flisernes egne tegninger.
   "Byherre Khevon," hilste hun høfligt så snart assistenten havde forladt rummet.
   "Munter som altid, ser jeg," Khevon vendte sig fra vinduet og tog et par eksperimenterende skridt i hendes retning, "Nå, hvordan gik det? I guder, du ser herrens ud, har du sovet? Overhovedet?"
   Han gestikulerede i retning af en samling store puder, tog plads i én af dem og betragtede Tianna modstræbende gøre det samme.
   "Det lykkedes mig at skaffe en magiker," sagde hun overvejende, "Sådan da."
   "Sådan da?" Byherren lagde hovedet undrende på skrå og gned fingerspidserne over sit skæg.
   "Sandt at sige lykkedes det kun at få magikerens lærling med. Hun virker kvik nok og har et basalt kendskab til magi, men er ellers ikke særlig kompetent."
   "Ikke ... hvorfor i alverden tog I hende så med?"
   Tianna bed sig i læben. "Jerra pegede hende ud."
   Der var nogle sekunders stilhed. Khevon lod til at forsøge at komme i tanke om noget og fejlede.
   "Hvem?"
   I et øjeblik nøjedes Tianna med at stirre afventende på ham. Der gik ikke lang tid før hun gav op. "Jerra. Meriten. Kvinden som Meda - præsten - snakkede om, 'den udvalgte'. Grunden til at du sendte mig til Tenati."
   "Åh. Ja, ja, jeg ved hvem Meda er," den hvidhårede mand lænede sig tilbage med en eftertænksom mine, "Så. Unge Meriten. Angående hende ... Forløb turen problemfrit?"
   "I ... det store og hele, ja."
   "Godt, godt. Så vil jeg ikke fortryde at bede dig om at eskortere Meriten og magikeren til Sydperi."
   Vent, hvad?
   ... Det her var ikke en del af hendes planer.
   "..." sagde Tianna, rømmede sig og forsøgte igen: "Undskyld mig?"
   "Ser du, jeg snakkede med Meda og de andre præster ... Hun har ikke haft et eneste syn siden I forlod os, så vi antager at guderne ikke har yderligere indvendinger ... husker du hvordan profetien lød, Tianna?"
   "At Jerra er 'løsningen på problemet'. Måden at skaffe regnen tilbage på."
   "Præcis. Og siden de lærde mener at problemet befinder sig i de Periske Bjerge er det kun logisk at vi sender Meriten dér til."
   "Og magikerlærlingen? Hvad gør vi med hende?"
   Khevon studerede kvinden foran sig med en overvejende mine, "Meda sagde blot at vi skulle bruge en elvisk magiker - selvom jeg ikke kan se af hvilken grund - og Tenati var den elverby der lå tættest på. Der er en udmærket magiker i Peri, jeg ser ingen grund til at vi skal rende helt til Nordbjergene eller den anden ende af Erk for at finde én mere. Lærlingen må være tilstrækkelig."
   "Nuvel," Tianna nikkede og tog et øjeblik for at eftertænke situationen. Der var vel ikke andet for: Hendes næste destination var tilsyneladende Sydperi. Jo hurtigere hun kom af sted, des hurtigere kunne hun få det overstået. Hun rejste sig.
   "Var der andet, hr.?"
   "Faktisk, ja," Khevon gav et støn og et knirk fra sig idet han kæmpede sig op af den bløde siddepude og til hvad der måtte gå for øjenhøjde med Tianna, "Medas mangel på yderligere kontakt med guderne bekymrer mig. Byens befolkning er i forvejen ikke begejstret for at Meriten blev frikendt uden straf ... hvis profetien viser sig at være usand ... det har byen - det har vi ikke råd til.
   Så hvis noget skulle gå galt, Tianna, stoler jeg på at du er i stand til at skaffe os af med ballasten. Forstår du?"
   Tianna stod tavs lidt, lod fingerspidserne hvile ved skaftet på sit sværd der stadig hang i hendes bælte. Hun fangede Khevons blik, og i et par sekunder stod de to mennesker med intens øjenkontakt mens stilheden skreg i baggrunden.
   Byherren var den første til at bryde kontakten, hvilket ikke overraskede Tianna. Hun havde overhørt ham nævne at det at se hende i øjnene svarede lidt til at kigge sig i et spejl sent om natten i et dårligt oplyst rum. Men kendte Tianna ham ret, betød det at han så væk ikke at han havde tabt. Det var almen viden at byherrer havde et specielt privilegium angående den slags ting. Kort sagt bestemte de reglerne. Og de vandt spillet. Altid.
   Hans blik gav en lydløs advarsel før det gled væk. Tianna lukkede kort øjnene, kun for at åbne dem igen.
   "Jeg forstår."
   "Udmærket," Khevon smilte tilfredst og vendte sig for at genoptage sin undersøgelse af vinduet med falsk interesse, "Og gå så hjem og rens dig, kvinde. I tager af sted i morgen - du skulle jo gerne se lidt præsentabel ud."