Selvfølgelig.
   Selvfølgelig var hun stukket af under forvirringen, det lede tyvepak. De andre ville være for paniske til at lægge mærke til noget, og hun var alligevel fri af rebene ... chancen var for god til at lade gå til spilde. Klipperne omkring dem inviterede nærmest til at man skjulte sig i dem.
   Tianna lagde en finger på tindingen og bed sig i læben. Måske havde det været bedre hvis hun bare havde ladet den dumme drage æde hende. Det ville i hvert fald have sparret hende en hel del besvær.
   "Hun kan ikke være kommet langt," sagde Takir, men lød mest af alt som om hun bare forsøgte at opmuntre sig selv og egentlig ikke havde den fjerneste anelse.
   Tianna hentede et mentalt kort frem. De var en fire natsrejser sydøst for Monethil, og da hun havde tjekket stjernerne før de gik til ro havde de ikke strejfet fra kursen. Omtrent to dusin kilometer mod øst skulle grænsen mellem Midterlandet, hvor Monethil lå, og Erk ligge i form af et udtørret flodleje, og på den anden side, nogle timers gang længere væk ...
   Hun vidste at Jerra havde rejst en del og formodentligt var klar over hvordan man overlevede i ødemarken. Kvinden var måske ikke en skarpeste kniv i skuffen, men hun kunne ikke være dum nok til at vandre væk på egen hånd et sted hun ikke var kendt med. Altså måtte hun have et fast mål i tankerne. Og der var kun ét sted der var logisk at tage til.
   "Hun er på vej til Etalen."
   Relin stoppede op midt i et forsøg på at reparere en gryde, "Den rotterede? Lige hvad der manglede."
   "Hvad er Etalen?" Takir så op fra den lille, mekaniske fugl hun stadig sad med i hænderne, tilsyneladende midt i et desperat forsøg på at regne et eller andet ud. En dyb rynke hvilede stadig over de nedbuede øjenbryn.
   "En by - lidt større end Tenati - i det sydlige Erk," Relin vendte tilbage til at svejse gryden sammen igen med magi, "og den mest beskidte og kriminaliserede losseplads af en by øst for Midterlandet."
   "Med andre ord: Det perfekte sted for Jerra at tage hen."
   Og det perfekte sted for dem at blive slået ihjel på kreative, særprægede og ikke mindst ubehagelige måder.
   "Godt så," Tianna satte sig ned på sin vadsæk og betragtede eftertænksomt den næsten opryddede lejrplads, "Vi bliver nødt til at vente til mørket falder på igen så vi kan navigere efter stjernerne. Så tager vi Etalen og ... håber på at hun stadig er der."
   Relin gav en hånlig lyd fra sig og rystede på hovedet før han satte gryden fra sig, begyndte at fifle med hvad der lignede et stykke hvidt stof med et smørret grin, "Det vil hun ikke være. Hvis Etalen er den nærmeste by burde hun kunne regne ud at vi vil starte med at lede efter hende dér. Hvis hun besidder den mindste smule intelligens vil hun sørge for at komme videre så hurtigt som muligt: Tager vi først af sted ved mørkets frembrud vil hun være over alle bjerge når vi når frem."
   "... Du har ret," Tianna bed sig i læben og gjorde nogle utydelige tegninger i støvet ved sine fødder.
   Men de kunne ikke flytte sig ud af stedet nu. Ørkenen var ikke ligefrem rig på landemærker, og uden stjerner at navigere efter ville de ikke have den fjerneste anelse om hvilken retning de gik i. Det var en håbløs opgave. En udførlig forklaring (eller nærmere undskyldning) til Khevon begyndte at tage form i hendes baghoved ...
   "Så må vi tage af sted nu."
   Hun så op, et irriteret udtryk i sine øjne. "Det kan vi ikke, Takir. Heden er ikke den eneste grund til at man ikke rejser om dagen: Hvis du vil gøre dig håb om at blive budbringer bliver du nødt til at lære hvordan man navigerer-"
   Elveren lyttede ikke. Med hovedet begravet i sin oppakning mumlede hun et eller andet, fandt et lille objekt frem og løftede det op i morgenlyset. Den blanke, sorte sten vippede let i vinden.
   "I hvilken retning ligger Etalen?" spurgte hun, knipsede et par gange så grøn energi skød ind i stenen med et højlydt knald, og stak straks efter fingrene i munden da den kraftige magi tilsyneladende brændte dem.
   "... østsydøst herfra, men-"
   Stenen drejede et par gange før den lagde sig til rette i en fast position. Takir betragtede den lidt og pegede så ud mod horisonten.
   "Dén vej."

Hun måtte indrømme at stenen virkede - og at den var nyttig. Til trods for forhindringer som bagende varme og hyppige sandskred kunne de i det mindste glæde sig over at vide hvilken retning de var på vej i. Takirs påfund gjorde dem i stand til at tilbagelægge distancen til Etalen på rekordtid, også selvom det forhøjede væsketab, manglen på proviant og det faktum at jorden her var så udtørret at det var umuligt at udvinde vand, gjorde at turen også slog rekorder i ubehageligheder. Tianna var ligeglad med hvor mange gange det blev magisk renset; at drikke sin egen urin var aldrig nogen fornøjelig oplevelse.
   Desuden føltes det stadig som om der sad en eller anden bag panden på hende og slog gryder og pander sammen, lagde et slør for hendes øjne og pillede ved ting der bestemt ikke skulle pilles ved: De havde allerhøjest gået i et par timer, men uden passende oppakning føltes det som et par uger. En stikkende smerte fra hendes ømme fødder skød op igennem rygraden hver eneste gang hun tog et skridt over de sandede bakker. Det hele var stort set dækket af orangegult sand, nu, selv klipperne var begravet og stak kun op hist og her som faresignaler og punkterede himlen. Hvis Jerra havde fulgt en underjordisk grotte i denne retning måtte hun have forladt den nu, med mindre hun var halvt rotte og kunne grave sig igennem sandet (en mulighed Tianna endnu ikke var parat til at fralægge sig, taget kvindens personlighed i betragtning). Eller også ... Tianna kunne ikke lade være med at bide sig let i læben - Vinden fik sanddyngerne til at danse hen over sletterne: Der skulle ikke meget til at en kvælende bunke sand kom på afveje og rislede ned af den eneste udgang til en grotte ... I så fald kunne de godt opgive nogensinde at finde tøsen igen.
   Hun hankede modløst op i vadsækken der gudskelov var en del lettere end før og derfor lige præcis udholdelig at bære rundt på. Held i uheld, vel.
   Et par skridt mere, og toppen af en bakke gav dem udsyn over et vidt strækkende stykke fladt land og silhuetten af Etalen i horisonten som en diskret skygge. Hele den sandede flade var pinefuldt gul, med undtagelse af en lille mørk klump lidt borte. Tianna gjorde tegn til at de andre gjorde holdt.
   "Lån mig din bue og en pil, Takir," sagde hun.
   Strengt taget var hun ikke sulten, men uden proviant og særlig mange penge var et gratis måltid mad i hareform ikke noget man kunne sige nej til, især når man var så ubeskriveligt heldigt at få øje på to dyr så hurtigt efter hinanden. Om ikke andet kunne de gemme kødet til senere og sælge skinnet.
   Elverens bue lå slankt og let i hendes hånd, så spinkelt at hun ville have været nervøs for at knække den i to hvis hun ikke havde haft for travlt med at sigte på byttet, affyre pilen, alt sammen så hurtigt at hun kun lige præcis nåede at høre Relins stemme bag sig:
   "Vent, er det ikke-"
   "NED!"
   Hun udstødte en overrasket lyd idet hun følte et par arme om sin hals og sit liv og øjeblikket efter lå hun presset ned mod sandet med Takirs vægt over sig, mens lyden og synet af noget der svulmede op og eksploderede i et højrødt springvand kunne fornemmes ud af øjenkrogen.
   Da de kom på benene igen var haren borte. En forkullet pil havde stadig små gnister af rød dansende omkring sig.
   Et eller andet i hovedet på Tianna som hun kun kunne antage var hendes logiske sans protesterede voldsomt, og hun tog sig selv i at stirre målløs på den lille cirkel af forbrændt sand.
   "Hvad skete der lige?" spurgte hun lavmælt og drejede tøvende blikket mod de to elvere.
   "Det var ..." Takirs sætning løb ud i sandet og hun kastede et blik på sin mester, søgende efter en godkendelse, men Relin tog selv over:
   "En ånd."
   Det forklarede det ikke ligefrem. Tianna løftede et øjenbryn.
   "En ... ånd."
   "En ånd forklædt som en hornhare, ja."
   Fjollede billeder af afdøde personer med hvide klæder og gennemsigtige legemer fra hendes barndom begyndte at poppe op i tankerne, men et eller andet sagde hende at det ikke var hvad magikeren mente. Der var en del historier om hvad der skete efter døden. Eksplosioner var ikke en af dem.
   "En ånd," Hun kiggede vantro på dem, "Jeg frygter at spørge, men kunne I uddybe det?"
   Relin udstødte et suk og lod blikket glide rundt omkring sig, som sikrede han at der ikke lå nogen bag sanddyngerne og smuglyttede, til trods for at de stadig var midt ude i ingenting og at den betydelige eksplosion alligevel ville have skaffet sig af med uvelkomne på den ene eller anden måde.
   "Jeg går ud fra at Takir har forklaret dig det mest basale om magi," sagde han til sidst, langsomt. Kendte hun ham ikke bedre ville hun have sagt næsten tøvende.
   Hun nikkede. Ikke fordi elveren havde virket specielt begejstret for det. En kold fornemmelse var ligeså stille begyndt at danne sig i maven på hende i takt med at magikernes hemmelighedskræmmeri blev mere og mere påfaldende. Det var slået hende hvor lidt hun egentlig vidste om magi, en kraft som hun og resten af verden var dybt afhængige af. Den var der bare, holdte styr på tingene i baggrunden og kun få stillede spørgsmål og færre gav forklaringer. Før samtalen med Takir i kroen var hun gået ud fra at de magiske kræfter var noget nedarvet.
   Relin fortsatte: "Alle elvere og mennesker har en medfødt evne til at manipulere magisk energi. Problemet består i at få fat i den energi - det er der ånderne kommer ind."
   "Kilder til magi ..." mumlede Tianna.
   Med et bekræftende nik fiskede Relin en halskæde frem fra sine kåber og holdte den oppe til beskuelse så sollyset spillede hen over det krystalliske vedhæng. En grønlig røg cirkulerede langsomt og skinnende derinde, og Tianna blev bekymret for at hun kunne regne ud hvad det var.
   "Med en bestemt krystal og de rette ritualer kan vi binde os til ånderne, og de låner os deres kræfter i bytte for et opholdssted. Ånderne er ikke nemme at få kontakt til, men når det først er klaret er de ganske villige til at lade sig binde: Videre intelligente er de ikke, og en ånd kan ikke selv aktivt kontrollere sine kræfter. Vær beæret - du er blandt de få der kender til dette."
   Stadig med blikket fæstnet på røgen der syntes at blinke foruroligende til hende åbnede Tianna tøvende munden igen;
   "Men hvorfor holde det hemmeligt? Det virker simpelt nok, og med flere magikere ville det være nemmere at behandle syge, rense mad ... skaffe vand."
   De sidste par ord fremtvang en pressende stilhed blandt de tre. Tianna lod sine øjne glide bort fra krystallen og gjorde et usuccesfuldt forsøg på at fange Relins blik, mens Takir betragtede ham med øjne der var ligeså spørgende som hendes. Noget tydede på at lærlingen selv havde skrupler med hele foretagendet.
   Relin lod halskæden forsvinde ind bag tøjet igen, "At binde sig til en ånd er ikke uden risici. Ånderne danner konstant ny magisk energi og er nødt til at få afløb for det regelmæssigt, hvis ikke vil energien ophobe sig i kroppen på dem indtil der ikke er kapacitet til mere. Og så - Ja, det så du selv."
   "Da den blev ramt af pilen lettede det presset. Med samme effekt som at smide en tændstik i en balje olie," tilføjede Takir.
   Tianna skævede usikkert til den sodede plet der engang havde været en hare.
   "Ånden selv kommer uskadt fra det, så vidt man ved," sagde Relin, "De bliver blot tømt for energi og begynder ligeså langsomt at bygge et depot op igen. Det er en anden sag med omgivelserne - eller den person til hvem den er bundet. Det kræver en enorm mængde kontrol at være magiker. En kontrol som ikke alle besidder: Derfor hemmelighederne."
   Han stod i et øjeblik og så ud til at overveje noget før han uden et ord drejede sig og fortsatte i samme retning som før, med Takir tøvende efter sig.
   Tianna lod blikket hvile på den afbrændte pil selv mens hun langsomt fulgte efter de andre. I princippet kunne den reddes og bruges igen senere, men ... Et eller andet gjorde at hun ikke havde lyst til at samle den op.