Luften i kammeret var tung og kvælende som en kølig slange. Den slags luft der forsøgte at kravle ned i ens hals og presse ilten direkte ud af lungerne med ren råstyrke.
   I et forsøg på at gøre sig så ubemærket som muligt trykkede Takir sig op af væggen bagerst i rummet og overbeviste næsten sig selv om at det var muligt at gå i ét med omgivelserne hvis han var stille nok, men var alligevel pinligt bevidst om sin egen tilstedeværelse. Sygekammeret var det værste han vidste, det lille aflukke bagerst i Relins hus gemt af vejen bag forhæng og tørrede urter fik selv brændende hede sletter og Den Dobbelte Vinges udhus til at gå hjem og lægge sig og tage en fridag. Kammeret var skyld i en betydelig del af mange elveres barndomstraumer, og det var ikke nogen underdrivelse at han helst ville være alle andre steder end lige præcis her.
   Men det var det sidste han manglede før han kunne tage af sted.
   Han hankede op i tasken der af uforklarlige grunde var tungere end han syntes den burde og trådte nærmere den smalle seng. Skikkelsen deri virkede ubehageligt lille og skrøbelig.
   "Yemin," hviskede han, holdt vejret, lagde en hånd på den andens febervarme skulder og satte sig på kanten af sengen, "Yemin, er du vågen?"
   Den spinkle elver drejede sig svagt rundt og betragtede Takir gennem matte øjne der ikke lod til at være i stand til at fokusere. At Yemin betragtede Takir var måske for meget at sige. Nærmere et punkt bag ham, langt borte.
   "... takir ... er det morgen ...?"
   Lettet over at Yemin var i stand til at tale lod Takir sin hånd glide kærligt over den syges svedige pande og videre op i det lysebrune hår.
   "Ikke endnu. Har du det bedre?"
   Et besværet ryst på hovedet.
   "Lad mig se din arm ..."
   Der gik et lyn igennem Yemin ved Takirs berøring, og elveren gjorde et desperat forsøg på at slippe væk, tilsyneladende ikke helt klar over sin egen tilstand. Takir trak hånden til sig som havde han brændt sig og sad tøvende i et øjeblik, skævende nervøst til døren, før han prøvede igen. Yemin faldt hurtigt ned, løbet tør for energi, og forsigtigt, uendeligt forsigtigt fjernede Takir bandagerne fra hvor den venstre arm var blevet revet af ved albuen og undersøgte såret med tilbageholdt åndedræt.
   "gør ondt," klynkede Yemin.
   Takir aede kærligt, men fraværende den syge over håret mens han stirrede ekstra grundigt på resterne af armen for at sikre sig han ikke havde set forkert. Perler af hvidgult puds plettede det mørkerøde kød.
   "Det ser fint ud, Yemmie," løj han, "Ingen betændelse. Du skal nok blive rask snart."
   Yemin forsøgte at komme med et optimistisk smil. Uden held.
   Om muligt endnu mere forsigtigt end før gav Takir sig til at lægge en ren forbinding på og gned distræt de blodplettede hænder af i sin skjorte før han førte dem op igennem håret og udstødte et suk. En del af ham havde lyst til at lægge sig ned i sengen ved siden af den anden og blive der indtil solen stod op. En anden, betydeligt større del af ham havde lyst til at komme ud derfra så hurtigt som muligt.
   Han valgte en midtervej.
   "Yemin, jeg ..." begyndte han, gik i stå og fortsatte igen, "Undskyld. Bare ... undskyld, for det første-"
   Fornemmelsen af Yemins hånd mod sin arm, klamt kold og brændende hed på samme tid kom af en eller anden grund bag på ham. Han tav øjeblikkeligt og nøjedes med at betragte den syge der forsøgte at samle energi nok til at tale igen, med den mindste stemme i verden.
   "... det er ikke din skyld ..."
   To smil, det ene noget mere svagt end det andet. Takir åbnede munden for at sige noget, vidste ikke helt hvad og lukkede den igen. Kammeret virkede med ét mindre frygtindgydende. Luften mindre pressende, og mere beroligende. Mere trygt. Et sted man kunne ligge sig og sove væk fra verden uden om, et sted hvor tiden kunne gå i stå og intet kunne nå en. Takir bøjede sig ned og kyssede Yemin varsomt.
   "Pas på dig selv, ikke? Indtil jeg kommer tilbage," hviskede han stadig med hovedet tæt nede hos den anden hvor luften var svær at trække og fyldt med varme fra deres samlede åndedræt.
   "... mrm ..."
   "Takir."
   Elverens krop frøs. Takir forblev stiv i den samme stilling mens han intenst lyttede til Relins fodtrin hen over gulvet, langsomme men bestemte som nattekulde.
   Åh guder. Hvor meget havde han hørt?
   "Yemin er syg og har brug for at hvile sig nu, Takir," Relin stoppede op ved sengekanten, og selvom Takir stadig ikke drejede hovedet kunne han mærke den ældre elvers grønne, hvileløse blik bore sig ind i nakken på ham med sylespidse hugtænder fyldt med søvnmiddel.
   "Ja."
   "Kom."
   "Ja."
   Takir løftede langsomt hovedet og lod sine fødder lande på gulvet igen. Yemin var allerede gledet tilbage ind i en dødlignende søvn.

Så snart de var ude af hørevidde vendte Relin hovedet mod sin lærling.
   "Du burde ikke være her så sent."
   Takir måtte sig gøre sig umage for at holde trit med magikerens hurtige gang gennem korridoren, vanedannet strygende forhæng til side her og der. Det bløde stof sneg sig som fjer gennem mellemrummene på hans fingre og emmede af hjemmevane og genkendelse. Med blikket fæstnet på sine fødder falmede han med den frie hånds fingerspidser om sin halskæde. Han trængte til nye sko. Men det var der ikke tid til nu.
   "Nej. Men jeg var nervøs for Yemin," mumlede han i et bravt, men fuldkommen mislykket forsøg på at lyde bestemt.
   Relin kom med en foruroligende lyd og drejede hovedet fremad igen.
   "Forståeligt. Du står til ansvar for hele denne redelighed, trods alt."
   Takirs hjerte sprang et slag over og fødderne besluttede stridigt at de ikke var i stand til at gå længere.
   "J..." Han rømmede sig, "Jeg ville bare-"
   "Du ville bare vise dig, ville du," Relin var ikke stoppet op, men fortsatte i et langsommere tempo ned af gangen, "Du ville imponere din elsker med lidt dekorativt magi. Pyt med hvad gamle Relin sagde om at du stadig ikke havde nok kontrol over dine evner til at udøve dem uden opsyn. Er du tilfreds nu?"
   "M-men-"
   "Yemin er måske godhjertet nok til at ville skåne dig, Takir. Men det her er din skyld. Din alene."
   Takir forsøgte at tvinge sine fødder til at gå, men de nægtede hårdnakket. Huden på dem kløede og musklerne sitrede irriterede, men selve benene skreg deres uvillighed hele vejen op igennem rygraden. Hans hjerne var ellers kommet op med et utal af steder de kunne løbe hen. Forbi Relin, igennem huset og ned af gaderne. Tilbage til sygekammeret til Yemin og undskylde indtil der ikke var mere luft tilbage i lungerne. Eller måske blot tage et par skridt til siden, om ikke andet så bare for at gøre noget. Et eller andet. Men de stod fast. Elveren begyndte at blive desperat.
   Relin udstødte et opgivende suk. Og stoppede.
   Med lukkede øjne lyttede Takir til hvordan magikeren gik tilbage ned af gangen, lagde armene om ham og trak sin lærling ind i en omfavnelse. En vis betryggende rolighed bedøvede hans sanser da Relin let kyssede ham på kinden.
   Til trods for at Takir var en hovedhøjde højere end sin mester følte han sig nu irriterende lille. Relin havde typisk den effekt.
   De stod der i lidt tid før han blidt skubbede den unge fra sig, drejede rundt og gik videre. Et vink med hånden, og Takir løftede prøvende den ene fod og fulgte efter.
   "Relin-kete?"
   "Hm? Ja?" magikeren lød som om han var blevet revet ud af sine egne tanker, og bevægede stadig den ene hånd i komplicerede, hemmelige mønstre foran sig mens han lyttede.
   "Der er gået betændelse i såret."
   "Hm," han lod hånden falde formålsløst ned langs siden og gav et vir med hovedet, "Jaså. Ikke underligt. Vi har ikke haft nok vand til at rense det ordentligt."
   Ordet klyngede sig til tungen og sparkede og skreg og nægtede at give slip mens det gjorde sig tungt og besværligt, men Takir tvang sig selv:
   "... Dør Yemin?"
   Relin strøg eftertænksomt et forhæng til side med større elegance end de andre, studerede det kortvarigt og begav sig ned af trapperne til forstuen. Da Takir stoppede tøvende op på toppen vinkede magikeren ham utålmodigt ned, gjorde henkastet en håndbevægelse i retning af døren.
   "Hils dine forældre fra mig."
   Med et knirk svang døren op og holdt sig åben af sig selv for Takir da han var nået ned, og elveren trådte modvilligt ud i nattekulden.
   "Så snart jeg ser dem."
   "Kom godt hjem."
   Døren lagde sig roligt til rette i karmen igen, Takir trippede lidt på stedet og lod hånden glide over en mur, følende på hver en genkendelig revne og ujævnhed i sten og ler.
   Tenatis sovende åndedræt var tungt og roligt, kun nu og da afbrudt af et par gennemrejsende handlende der ønskede en tidlig start ud af byen eller en kat der følte at den ejede natten.
   Elveren så op. Markedspladsen var det eneste sted i byen hvor man havde fuldt udsyn til himlen. Tilrejsende påstod som regel at månerne havde en helt bestemt måde at stå på nattehimlen i Tenati, og at fra visse vinkler lignede de et dyr i løb, de hvidlige og rødlige genskær jagende hinanden over deres golde overflader. Takir havde boet her hele sit liv, men det var aldrig lykkes ham at få øje på dyret. I hans øjne lignede de bare måner.
   Han drejede rundt og begyndte sin gang ned af de tomme gader.
   Men han gik ikke hjem.