"Drage!"
   Jerras skrig rev Tianna ud af en dyb, mareridtsagtig drøm om ild og sværd og magi dansende om hinanden, men hvad hun vågnede op til var ikke et mareridt. Det var virkelighed.
   Synet af det gigantiske krybdyr tæt op af bålet fik blodet til at suse gennem kroppen på hende i højfart, men dét der fik hendes lemmer til at blive kolde og hårde var tanken om at dragen med lethed kunne sluge en hel hest og at et menneske eller en elver ville ikke være nogen udfordring. Hun rakte instinktivt ud efter sit sværd, men gjorde stop midt i en bevægelse.
   Der var en grund til at budbringere var udlærte soldater. Ørkenen var et farligt sted, hvor store, kødædende dyr og skrubbeløse banditter voksede som ukrudt, så hun var blevet undervist i hvordan man overlevede i ødemarken, og en af de første lektioner var hvad man gjorde i det sjældne tilfælde at man løb ind i en drage hvis skællede panser dårligt blev ridset af en sværdklinge:
   Man kom væk derfra. I en fandens fart.
   "Løb!" råbte hun og kom selv på benene efter at have sikret sig at elverne havde hørt beskeden.
   Hele kroppen kløede efter at komme væk, musklerne nærmest spændes af sig selv, klar til at spurte, men Tianna stoppede sig selv ved lyden af sit navn desperat råbt bag sig.
   Lynhurtigt greb hun sværdet, sprang tilbage mod dragen og kærren for at skære Jerra fri af rebet og løb så ellers så hurtigt som benene kunne bære hende. Hun rørte knap nok jorden.
   Krybdyret flintrede efter dem, dens tunge ben dundrende mod jorden som smedehamre og de spidse tænder blottet i en rasende knurren, mens jord og sand føg omkring dens krop i kunstige storme. Billedet var noget af det mest frygtindgydende man nogensinde ville få at se.
   Eller, det gættede Tianna i hvert fald på. Ærlig talt brugte hun ikke ret meget tid på at undersøge det, men havde travlt med at rode sine overlevelsesinstinkter frem af baghovedet.
   Den samme sætning der var blevet banket ind i hende utallige gange stod klar og tydelig for øjnene af hende: Søg ly, lyt, identificér truslen;
   Drager var langsomme. Tunge, stærke og ubehagelige at kollidere med, men langsomme, og lige præcis dét vidste hun ville redde deres liv. Hvis-
   Lyden af et hæst brøl bag hende fik verden til at blive sort i et par sekunder, og af ren frygt overbeviste hendes hjerne hendes fødder om at det var en god idé at sætte farten op.
   -Hvis de kunne komme i skjul bag en klynge klipper længere henne, ville dragen være for stor til at klemme sig ind til dem. I mellem to gisp efter vejret forsøgte hun at udstøde et lettet suk. Godt. Hun havde en plan. Det var det vigtigste, så skulle det nok g-
   Hun passerede Takir, og det gik pludselig op for hende at elveren stod stille.
   En fem-seks meter længere fremme tvang hun sine fødder til at stå stille, snurrede rundt, vaklende og høj på adrenalin og stirrede målløs på elveren.
   Takir stod med hænderne strakt foran sig, stirrede direkte på dragen der upåvirket tonsede videre, mens hendes brystkasse bevægede sig op og ned i en gispende dødsangst. Gennem nattemørket syntes Tianna at kunne skimte ... Jo. Hun rystede over hele kroppen.
   "Hvad helvede lave-" begyndte Tianna, men resten af ordene flygtede skræmt da dragen nu kun var ganske få meter væk fra den tavse elver.
   Havde hun blinket havde hun misset det. Men hun nåede lige præcis at observere hvordan Takir trampede i jorden, og dragen stoppede op med et hyl som havde den fået smidt et læs tunge sække i ansigtet. Med hvad der bedst kunne beskrives som frustreret forvirring spillet ud over det hornede ansigt stod dragen stille i et splitsekund før den jog hovedet frem mod det nærmeste bytte den kunne få øje på, med al den aggressivitet og styrke der kendetegnede et sultent rovdyr i dårligt humør.
   Og slog hovedet direkte mod en metafysisk mur.
   En stor, hvid halvkugle af energi emmede fra Takirs hænder og bremsede rovdyret der i blind vrede snappede i luften. Dens gule øjne lyste blodtørstigt gennem skjoldet, og i tydelig koncentration forsøgte den at træde et skridt frem.
   Det lykkedes. Takir trådte tvunget tilbage.
   Tianna kunne ikke lade være med at mimikere bevægelsen, og på bævende ben bevægede hun sig baglæns, stadig med blikket fæstnet på den gruopvækkende scene. De inderste nerver i hendes rygmarv begyndte at komme med idéer om at det var en bedre idé at vende sig om og løbe, især da det så ud til at lykkes dragen at få snuden igennem skjoldet.
   Hun skævede til Takir, hvis krop rystede og så ud til at være ved at bukke under for presset: Elverens opspærrede øjne emmede af den slags frygt som kun fandtes hos en person der er fuldkommen klar over at resten af deres liv ikke blot kommer til at være smertefuldt, men også meget, meget kort.
   Skjoldet forsva-
   Netop da skjoldet så ud til at forsvinde voksede det, nu med en grøn nuance og mange gange solidere end før.
   Relin skubbede bestemt sin lærling væk og tvang hende til at løbe. Og hun så tilsyneladende ikke andre muligheder end at adlyde.
   Tianna lod sine instinkter tage over, snurrede rundt og spurtede videre med Takir lige i hælene. De sparsomme omgivelser susede forbi i en farve af vind og sammenblandede lyde, men kvinden havde sine øjne fæstnet på ét specifikt punkt.
   Der var ikke langt igen.
   Trods en kradsende fornemmelse bagerst i halsen og smerter på undersiden af fødderne satte hun farten yderligere op.
   Kun. Få. Meter. Endnu.
   Hun kastede et lynhurtigt blik over skulderen, og nåede lige præcis at opfange hvordan dragen snappede sit gab igennem Relins skjold og væltede magikeren omkuld. Og hvordan Takir tydeligvis havde set det samme og panisk gjorde mine til at vende om.
   Chokket fra før havde aftaget sig, og Tianna var handlekraftig nok til at gribe elveren i armen og trække hende ind i sikkerhed bag klippefremspringet. De var knap nok kommet derind før Takir forsøgte at rive sig fri, skrigende på den anden elver og tvang Tianna til at holde hende tilbage med magt og en hånd over munden, mens hun fortsat desperat kæmpede imod indtil varme tårer gled ned over menneskets håndryg.
   Tianna havde en vis trang til at lukke øjnene for at slippe for at bevidne massakren. Men et eller andet - ren frygt, måske - fik hende til at holde blikket fast på rovdyr og bytte.
   Dragen var måske ikke hurtig, men over for en udslidt elver behøvede den ikke koncentrere sig om at forhindre Relin i at stikke af. Den placerede en tung klo på magikerens arm, stak hovedet helt ned og åbnede munden en anelse så måneskinnet reflekteredes i dens tænder.
   Dens knurren kunne høres på lang afstand, lyden af dens kløer kradsende mod jordoverfladen borede sig ind i ryggen på én og gav kuldegysninger. Relin virkede uendeligt lille i forhold til dyret, hans krop tyndere end hovedparten af de horn der snoede sig omkring hinanden på dens hoved. Tianna sank en klump. Der var ikke så meget tvivl om hvordan det her ville ende.
   Eller måske var der.
   Hun forventede at dragen ville åbne gabet helt og bide til, men i stedet snusede den forvirret til elveren og trak hovedet tilbage i et hurtigt ryk. Der gik kun få sekunder før den bakkede, tydeligt oprørt, vendte om og luntede derfra, efterladende en dyb fornemmelse af surrealisme.
   Målløs af overraskelse måtte Tianna knibe sig mentalt armen for at sikre sig at hun stadig var i live. Hun glemte fuldkommen at holde fast i Takir, og elveren spurtede uden at tøve hen over den sprukne grund og kastede armene om sin mester der netop havde sat sig op.

Hvor lang tid sad de alle stirrende ud i luften og forsøgte at få deres åndedræt under kontrol? Tianna var ikke i stand til at holde styr på tiden, og ærlig talt interesserede det hende ikke synderligt. Hun foretrak at være taknemmelig over at være i live, og eventuelt forsøge at huske hvordan det var man rejste sig op igen.
   "Lyset fra bålet må have lokket den til," mumlede hun, mest til sig selv, i det hun vaklende kom på benene og bevægede sig hen til de to elvere der stadig sad lammede med hinanden i favnen, "Det er præcis derfor man ikke skal gøre holdt om natten."
   Relin, der havde overbevist sig selv og Takir om at komme op at stå igen, kastede et observerende blik på Tianna og spurgte om hun var uskadt. Han opførte sig nonchalant nok til at narre de fleste, men hun kunne ikke undgå at bemærke hvordan hans blik flakkede mere end normalt og hvor usikre hans hænder virkede idet de børstede tøjet af for støv.
   Hun nøjedes med henkastet at forsikre ham om at hun havde det fint. Det var ikke det der interesserede hende mest lige nu.
   "Hvordan gjorde du det?"
   "Hm?" Relin gjorde mine til at bevæge sig tilbage til lejren, men Tianna trådte frem og blokerede vejen tilbage.
   "Den drage var sulten: Den burde have ædt dig. Hvorfor gjorde den det ikke?"
   Magikeren gav et fnys fra sig, "Drager er svære at påvirke, men de er ikke immune over for magi ..."
   "Du brugte ikke magi," påpegede Tianna, "Du lå helt stille. Jeg er måske ikke andet end en budbringer, men jeg ved at man skal bruge sine hænder for at få afløb for energierne."
   Stilhed. Til trods for at elveren forblev tavs og med hovedet vendt bort havde Tianna en ubehagelig fornemmelse af at blive nedstirret. Der gik ikke lang tid før hun, med sammenbidte tænder, trådte til side og lod Relin passere.
   Den upålidelige ...
   Takir fangede hendes blik på vej forbi, med sorte render under de blodskudte, opgivende øjne og en lavmælt stemme;
   "Det ... det har noget med magi at gøre, men ..."
   "Men-"
   Elveren lød næsten bedende; "Bare lad være med at spørge mere."

Lejren lignede en slagmark.
   Faktisk lignede den mere hvad det rent faktisk var: En tidligere meget organiseret og ordentlig lejrplads, hvor noget stort og tungt var braget igennem og havde ødelagt alt, tilsyneladende af ren ondskabsfuldhed. Og det var virkelig alt.
   Diverse ejendele lå spredt og uidentificerbare i et ødelagt puslespil rundt om den sodede plet der var resterne af bålet, splintrede ler- og metalstykker fra køkkengrej knasede under fødderne på de tre mens de undersøgte gerningsstedet. Både æsel og dromedar var sporløst forsvundet, og store pletter af blod i sandet tydede på at dragen havde ladet sin sult og sin vrede gå ud over mindst ét af dem. Det ville dog ikke blive noget problem at trække kærren, om ikke andet så fordi at det ene hjul var blevet sparket i småstumper og havde gjort vognen til ikke meget mere end dyrt skrot.
   Tianna kastede et opgivende blik rundt omkring sig. Så gav hun sig tavst til at samle de overlevende ting sammen og lægge dem tilbage i den slidte vadsæk.
   Et par begyndende solstråler gav genskær i et lille metalobjekt, halvt begravet i sand og støv, og efter nærmere undersøgelse kunne hun konkludere at det var noget hun genkendte. En kunstig, mekanisk fugl. Den baskede sløvt og lettere ubegejstret med vingerne idet hun samlede den op.
   "Takir," sagde hun, "Det her må være din."
   Elveren luntede over til hende, men et udtryk af dyb forvirring spillede ud over hendes ansigt da hun fik øje på fuglen.
   "Det ... er min ... men ... jeg tog den ikke med ... Hvordan ...?"
   "Du må-"
   Tianna stoppede midt i en sætning og mærkede hvordan kroppen frøs fast mens en bange anelse kravlede op fra baghovedet og lagde sig til rette i takt med at det gik op for hende at der var noget hun havde glemt.
   "Um," begyndte hun, "Har nogen set Jerra?"