Takirs hjem lå i den anden ende af byen, bag en uudførlig labyrint af stenmure og farvestrålende telte. Jerra bemærkede at ruten derhen gik i en stor bue uden om markedspladsen, formodentlig for at undgå at støde ind i Relin, men hun beklagede sig ikke over omvejen. Elveren ledte dem muntert igennem trange gyder, under fint mosaikudsmykkede porte og bizarre små butikker med krystaller, malede billeder og forskellige ting man fik det sjovt af at ryge. Hun var måske ikke den mest intellektuelle person af alle: Men lokalkultur havde hun øje for.
   Ærligt talt nød hun at være i elverbyer. Spidsørerne havde en anden sans for udsmykning end mennesker, langt mere interesseret i billeder og farver til det punkt hvor man kunne kalde det en besættelse. Deres byer og hjem var fyldt til randen af alt kønt at se på, fra store, spraglede stofstykker med motiver af flyvende væsener og levende planter, til små flade sten med nøje malede mønstre der snoede sig om hinanden. Det var nemt at se når man var i nærheden af elvisk bebyggelse, for i hver en klippeblok og vindblæst træ ville der være skåret abstrakte figurer og firtakkede stjerner.
   Tenati var ingen undtagelse. Her og der var hele vægge dækket med malerier af fugle, drager og underligt røgagtige væsener som hun ikke kunne tyde hvad skulle forestille. Forhæng i stærke farver hang ned fra tilsyneladende fuldkomment ulogiske steder. Og foran Takirs hustelt var placeret hvad hun kun kunne udlede var en statue af en sjakal med flere ører end hun kunne tælle.
   Takir ledte dem omkring selve huset og om i en trang baggård, flydende med skrammel i alle former og størrelser. Elveren navigerede hjemmevant igennem rodet i et kompliceret mønster og dykkede ned i en rusten kærre med ét hjul. Tianna kiggede sig tvivlsomt omkring, mens Jerra satte sig ned på hug og undersøgte hvad der lignede en fugl af små stykker metal der lå på jorden.
   "Hvad er alt det her?" spurgte hun og smilede begejstret da hendes pillen fik fuglen til at baske skramlende med de blanke vinger. Hun stak den beslutsomt i sin bæltetaske.
   "Lidt af hvert," kom det fra Takir der stadig havde snuden nede i rodet i kærren, "Ting jeg har fundet, ting jeg har fået. Ting jeg har bygget ... ah, her er de."
   Han luntede tilbage til menneskerne med en stak objekter i favnen og holdte stolt et af dem op til udstilling. Det lignede et par briller, hvis brillerne spontant var begyndt at føle sig nøgne og havde taget mere tøj på: Glassene var indrammet i tykt læder med udskårne mønstre og en strop til baghovedet. Da Takir tog dem på for at demonstrere fyldte apparaturet det meste af elverens ansigt.
   "De er til at have på under en ørkenstorm," forklarede han og prikkede på brilleglasset, "Beskytter øjnene for sand og støv."
   Ivrigt tog han brillerne af igen og rakte dem til Jerra der studerede dem indgående. Mønstrene på remmene lignede fugle ... eller vind, måske. Hun gjorde et forsøg på at tage dem på, men måtte opgive. Efterhånden var hun ved at være træt af det fordømte reb.
   "Og den her!" Takir lød som et overspændt barn idet han holdt den næste ting op med et bredt smil.
   Kvinderne stirrede lidt på den i tavshed, indtil Tianna rømmede sig.
   "Det er en snor med en sten i."
   "En aflang sten," tilføjede Jerra.
   "Ikke bare en sten. Se her."
   En stor procentdel af tingene i elverens hænder faldt til jorden med en skramlen da han løftede snoren op og med den frie hånd gjorde et par fagter der sendte rødlig energi ind i den sorte sten med sådan en kraft at Tianna trak hovedet tilbage i et voldsomt ryk.
   Stenen vippede uroligt fra side til side med en knitren før den faldt til ro med den rødmalede spids pegende direkte ind i Jerras ansigt.
   Hun lagde hovedet på skrå og løftede et øjenbryn.
   "Se hvad?"
   Takir svarede ikke, men gav stenen et puf så den snurrede rundt i et par sekunder, sænkede farten og lagde sig til rette i præcis den samme position som før.
   "Den bliver ved med at pege i den retning, mod nord," smilede Takir, "Man kan finde vej uden at gå efter stjernerne."
   Han lod sten og snor dumpe ned i Jerras udstrakte hænder, og pigen klemte undersøgende øjnene sammen.
   "Hvad for? Man rejser jo om natten alligevel."
   Takir tøvede lidt. "... Detaljer."
   Jerra gav et grin fra sig og kiggede rundt i gården. Den lod til at være fælles for tre telte, men så vidt hun kunne se var det kun Takirs ting der blev opbevaret her. Forståeligt nok. Hun kunne forestille sig at alt der blev stillet derud var i fare for at blive bygget om til noget andet. Overvejende skævede hun til elveren der var i færd med at undersøge noget der lignede en lille krystal.
   "Hej, tror du vi kan reparere kærren?" forslog hun og trippede hen til den ødelagte vogn, ufrivilligt efterfulgt af Tianna der stadig havde godt fat i rebet, "Det ville være bedre end at gå helt til Monethil."
   "Sikkert," Takir puffede undersøgende til det slidte køretøj, "Hvis I giver en hånd."

Tiden gik hurtigt. Solen bevægede sig stædigt fra sin bagende hede position midt på himlen til en mere afslappet stilling tæt på horisonten, mens skyggerne førte deres eget liv omkring i Tenatis gader. En fugl flaskede forbi og landede dovent på kanten af den nu lidt mindre ubrugelige vogn og betragtede nysgerrigt de tre arbejdende.
   "Så hvordan er livet i Monethil?" spurgte Takir midt i et forsøg på at fastgøre et nyt hjul til kærren. Tianna så op fra sin plads bag vognen.
   "Ganske-"
   "Hamrende kedeligt." erklærede Jerra fra sin liggende stilling oven på kærren før Tianna kunne nå at indføre et ord, "Gråt og sløvt."
   "Det har muligvis noget at gøre med du kun har set byen inde fra et fængsel," sagde Tianna, "Jeg kan forsikre dig om, Takir, at Monethil er ganske spændende for folk der kan finde ud af at overholde dens love."
   Takir skottede skævt smilende til Jerra, "Uanset hvad kan det kun være bedre end i Tenati. Selv købmænd bliver kedelige i længden, og det er ikke ligefrem fordi der kommer mange helte og eventyrer forbi her."
   "Guldhår," Jerra gav elveren et opgivende blik, "Vi snakker om en by der har love mod at synge for højt. Tro mig, Monethil er ikke rig på eventyr."
   "Det er ikke så meget en lov som en retningslinje ..." indskød Tianna, men blev ignoreret.
   Takir trak, stadig smilende, på skuldrene og fortsatte sit arbejde, men Jerra rystede kort på hovedet.
   Monethil var overvurderet. De fleste byer kørte i disse dage stort set deres eget løb, og titlen 'hovedstad' havde ingen praktisk betydning mere, men der var alligevel noget fornemt over ordet. En vis forventning om et knudepunkt for handel, kunst, kultur, lærdom. En forventning som Monethil overhovedet ikke levede op til, efter Jerras mening. Det var lige før hun foretrak Tenati.
   Og så måske ikke. I forhold til så mange andre steder var byen stadig ikke andet end en søvnig flække midt ude i ingenmandsland. Hun tog sig selv i ikke at kunne lade være med at smile.
   "Bare vent, Guldhår"
   Takir gav hende et uforstående blik og fik sat hjulet i med et klik.

Tianna skar sig igennem aftenmængden som en slange gennem tørt græs og lige så hurtigt som en falk i flugt.
   Jerra, derimod, kom knap så elegant igennem det. Hvert andet sekund ramlede hun ind i en forbipasserende elver, trådte nogen over tæerne, og hun havde gjort den opdagelse at hun var præcis den rigtige højde til at få det meste af Tenatis befolknings skuldre direkte i ansigtet.
   "Tianna! For helvede-av-slap af!" protesterne druknede nær i hendes egne eder af smerte, "Sæt farten ned, hvad fanden har du så travlt med?"
   Intet svar.
   "Tianna!"
   "Jeg vil gerne tilbage til gæstgiveriet så hurtigt som muligt," konstaterede den sorthårede køligt uden at vende sig om.
   Når man tog i betragtning at Tianna kun havde opholdt sig i Tenati i to dage var hun overraskende god til at navigere rundt i byen. Hurtigt og præcist slog hun sving ned af gyder og sideveje, altid med en aura af at hun vidste præcis hvor hun var og hvor hun skulle hen, ned til den mindste detalje. Måske hørte det med til at være budbringer. Det kunne være at professionen var noget Jerra skulle prøve, så.
   "Det haster vel ikke," knurrede hun og forsøgte at ignorere den brændende smerte hvor nogen var kommet til at sparke hende over skinnebenet, "Det kunne være morsomt at undersøge det lokale byliv. Men jeg kan da selv gå på opdagelse, hvis bare du løsner rebet ... av."
   Hun rystede irriteret på hovedet og ømmede sig over det slag hun havde fået over næsen af at gå direkte ind i Tiannas nu stillestående ryg. Den højere kvinde kastede et blik over skulderen og skulede til sin følgesvend.
   "Du har slet ikke forstået alvoren af det her, har du?" spurgte hun, med en rolighed der var overraskende nok til at få Jerra til at lytte efter, "Vi har praktisk talt tænkt os at bortføre en mindreårig. Vi gør klogt i at vække så lidt opsigt som muligt."
   Uden at vente på svar fortsatte hun med at gå, så brat at Jerra nær snublede over sine egne ben for at følge med.
   "Slap af," vrissede hun, "Jeg er sluppet af sted med værre forbrydelser end det. Hvad er det værste der kunne ske?"
   En sønderdøvende rumlen af sten mod sten brusede ind over byen og rev jorden væk under fødderne på dem.
   En eller anden tog fat i verden, rystede den som et legetøj og satte den ned igen på hovedet, himlen var ned og resterne af den sprukne jord svævede over dem, bare for at prøve noget nyt. Et eller andet hårdt ramte Jerra i baghovedet og hun fandt sig selv liggende under noget tungt og med en smag af metal i munden, mens rystelserne langsomt fortog sig og omgivelserne vendte tilbage til deres oprindelige, dog nu lidt omarrangerede, udseende.
   Hun mærkede vægten fra sin ryg fjerne sig da Tianna rejste sig op og vaklende genfandt balancen.
   "Jordskælv?" stønnede Jerra lavt, mere som en konstatering end et spørgsmål: Når den slags begivenheder fandt hyppigt sted med jævne mellemrum blev man efterhånden i stand til at genkende dem. Irriteret forsøgte hun, uden held, på at blinke sin pludselige hovedpine væk og fik med lidt hjælp kæmpet sig på benene igen.
   Tianna vippede ubestemmeligt med hovedet.
   "Formodentlig. Men et lille et."
   Knurrende forsøgte Jerra at børste noget af den gevaldige mængde støv af der nu var spredt ud over hendes kjole, men opgav hurtigt da hænderne viste sig at være dobbelt så beskidte. Hun havde ikke noget imod snavs og skidt, så længe det blev nede på jorden. Hvilket det uheldigvis ikke gjorde særlig tit: Støv og den slags lod til at have vane for at opføre sig temmelig uforudsigeligt så snart hun kom i nærheden.
   Hun kastede et blik på Tianna, ventende på at kvinden skulle genoptage sin flugtgang tilbage mod gæstgiveriet, men hun stod blot og betragtede en elverfamilie i færd med at genrejse deres telt før hun uden et ord bandt Jerra til en statue og gik over for at hjælpe.
   "Ih, tak." Jerra sparkede knottent ud efter en sten der vippede kortvarigt før den stædigt blev liggende da det gik op for den at den var uden for rækkevidde.
   Hun drejede blikket mod statuen bag sig og konkluderede at elverne havde en eller anden forkærlighed for dyr med overskydende legemsdele og formodentlig havde banket deres statuer sammen af de dele de nu tilfældigvis havde på lager. Den rødlige figur strakte en snoet slangehals højt op mod himlen, som for at holde hovedet fri fra det indviklede puslespil af ben og poter dens underkrop bestod af, og i hvad der lignede en udstrakt almindelig hånd lå en lille bunke blanke ædelsten og glimtede i den lave sol. Et blåligt lys gav genskær i overfladen.
   Idet hun så op mod statuens hoved fangede hun et lynhurtigt glimt af noget blåt og nærmest udflydende, halvt opslugt af luften omkring det, der snoede sig om stenhalsen før det forsvandt med sådan en diskretion at man skulle tro det aldrig havde været der. Tilbage var der kun en pressende fornemmelse i luften.
   "Lad os gå," Tianna kom tilbage, løsnede rebet og gjorde mine til at fortsætte ned af den stadig kaotiske gade.
   Stadig med blikket fæstnet på statuen satte Jerra hælene i og forsøgte at fange Tiannas opmærksomhed, "Så du det?"
   "Hvilket?"
   "Det ... Den," Hun forsøgte forvirret at finde en passende beskrivelse, men ordene satte sig fast et sted og nægtede at tage form, og hun opgav, "Ikke noget."
   Tianna skævede kortvarigt tilbage mod den anden.
   "Udmærket. Kom så, vi skal være ude herfra før midnat. Vi bør få noget søvn mens vi kan."