Jerra havde besluttet noget. Hun hadede Monethil.
   Der var ikke mange byer hun ærligt kunne sige at hun hadede. Hun holdte meget af at udforske fremmede steder, prøvesmage lokale retter, se på seværdigheder og teste de lokales evne til at forsvare sig mod tyveri. Men Monethil hadede hun.
   Det var ikke på grund af at byens myndigheder havde sat hende bag tremmer - det var noget hun havde prøvet før, og Monethils fængselsforhold var ikke ringe. Det var heller ikke byherrens og præsternes beslutning om at sende hende mange kilometer sydpå der gjorde udslaget, for efter mange års erfaring var hun kommet frem til den konklusion at byherrer og præster generelt var nogle idioter og at der ikke var specielt meget man kunne gøre ved det.
   Nej, det var bare det at hendes liv generelt var begyndt at gå ned af bakke siden hun først ankom til byen.
   Hun udstødte et suk og løftede instinktivt armene op for at beskytte sig mod en af de sten nogle højlydte og temmelig vrede indbyggere kastede efter hende med regelmæssige mellemrum.
   Monethil havde et natteliv der var ligeså aktivt som midt på dagen, så beslutningen om at tage af sted mens månerne stadig stod højt på himlen hjalp måske på varmen, men ikke på opmærksomheden. I det mindste sænkede de fleste deres skyts efter et iskoldt blik fra Tianna.
   Irriteret skulede hun ind i ryggen på Relin der var blevet sat til at styre kærren hun var bundet til, lod blikket hvile i et par sekunder før hun skottede bagud til Takir der af og til dukkede sig afværgende eller parerede en sten med sit spyd.
   Folk fulgte dem gennem de smalle gader, højt råbende ord der kun hørte hjemme i de mest hårdkogte kriminelles forbandelser og fik fugle til at lette forskrækket fra deres reder i mundene på de gargoyler der prægede hustagene. Jerra skuttede sig. Monethil var ikke særlig populær hos hende, men noget tydede på at hun heller ikke var særlig populær i Monethil.
   "De er godt nok sure på dig ..." lød det forbløffet fra Takir der gned hånden ømmende over sin kind hvor han ikke havde nået at undvige.
   Jerra sparkede til noget imaginært på jorden. "Det siger du ikke."
   "Man skulle ellers ikke tro at en der er udvalgt til at være verdens frelser ville blive behandlet sådan."
   "Du ville blive overrasket, Guldhår."
   Men han havde sådan set ret. Det her var ikke ligefrem hvad hun havde forestillet sig da hende præsten var kommet med sin forudsigelse, og først havde rollen som udvalgt virket klart at foretrække over galgen. Da betingelserne blev lagt på bordet, derimod, så tilbuddet knap så tiltalende ud. Bortset fra at det da viste sig ikke at være et tilbud. I hvert fald-
   -Hun bandede højlydt da en sten ramte hende i nakken-
   -følte hun sig ikke specielt udvalgt lige nu.
   I det mindste kendte Tianna byen godt nok til at kunne lede den lille gruppe ud af den så hurtigt som muligt, men det var også det eneste umiddelbare lyspunkt. De sandfarvede gader forsvandt bag dem i takt med at de bevægede sig ud i ørkenen, og da Jerra kastede et blik over skulderen syntes mure og vinduer at stirre aggressivt på hende. Hun stirrede tilbage. Hun havde skam ikke forventet en venskabelig afsked.

Et stykke fra hvor gårdene rundt om byen ophørte og den rigtige ørken begyndte blev de mødt af en ung kvinde som Jerra genkendte som den præst der havde fået synet - Matta, eller noget i den retning. Klædt i hvidt og gråt og med forskellige smykker dinglende fra sine tynde håndled måtte Jerra indrømme at hun var en hel del kønnere når hun ikke lå på gulvet med fråde om munden og hvæsede efter ilt. At få besked fra guderne var tilsyneladende ikke en behagelig oplevelse.
   "Tianna Loran," Et forsigtigt smil afslørede et par fortænder der lyste op i måneskinnet, "Alt vel?"
   "Meda," Tianna nikkede høfligt til hilsen og bevægede diskret den ene hånd over hvor hun var blevet ramt på skulderen af en sten, "Vel nok, i hvert fald."
   Den spinkle præst red sin dromedar op på siden af Tiannas og gav hende et par ekstra fagter med hænderne som hilsen, "Byherre Khevon sendte mig herud. Jeg har et ærinde i Dunera, så han har bedt mig ledsage jer til skillevejene."
   "Skillevejene?" Tianna betragtede hende med et udtryk af sjælden overraskelse, "Det er et godt stykke fra Dunera. Er du sikker på at du kan klare dig alene?"
   Meda gav et grin fra sig, klappede den armbrøst hun havde spændt over ryggen og sagde selvsikkert at hun ikke ville få problemer. Jerra havde en fornemmelse af at hun havde flere våben gemt under det vide tøj. Ikke nødvendigvis kun knive og pile - præster havde et ry for at ty til alternative metoder. Det var også grunden til de fleste kirkegængere sørgede for at holde sig gode venner med dem og donere til kirkekassen med regelmæssige mellemrum: I hvert fald dem som ikke ønskede at blive udsat for spontane madforgiftninger.
   Meda holdte sig oppe foran sammen med Tianna og Relin, men kastede alligevel af og til nervøse blikke over skulderen, og så snart hun ved et uheld fangede Jerras blik, snurrede hovedet tilbage med et voldsomt ryk. Hun havde virket en hel del mere myndig den dag i fængslet. Stolt og professionel og dygtig til at undertrykke den foragt der simrede inde bag sine øjne. Hun tilhørte Firdommen der som en af sine grundregler havde at i døden er alle lige: Selv mordere og voldsmænd modtog en velsignelse før deres død. Men om den enkelte præst så mente at de fortjente det var en anden sag.
   Trods alt havde hun været pligtopfyldende. Jerra kunne tydeligt huske den beslutsomhed den unge pige havde emmet af i det hun havde bevæget sig hen over cellens gulv og over til den lænkede fange, lagt en hånd på hendes pande - og faldet om. Jerra havde lovet sig selv at tage hele situationen i stiv arm og med hovedet højt, men dét var alligevel kommet bag på hende.
   Tydeligvis også på Meda. Da synet var ovre og hun havde fået samling på sig selv var det pludselig noget helt andet der simrede inde bag hendes øjne når hun så på Jerra. Frelser eller kriminel? Gudernes vilje eller en fejltagelse?
   Jerra gav et tandet smil fra sig der fik Meda til at dreje hovedet igen og holde blikket stift på vejen foran sig.
   Vælg selv.
   "Så du er præsten?" lød det fra Relin, "Kan du forklare os præcis hvad ... hvad du 'så'?"
   Meda rømmede sig og gned sig usikkert på armen, "Det er ... svært at huske. Det føles så fjernt ... så uvirkeligt. Jeg ved ikke-"
   "Prøv."
   "Um," hun hostede forlegent, "Jeg husker at jeg netop var begyndt at udføre velsignelsesritualet på f... på Meriten."
   Meda gav sig til at beskrive - ned til den mindste, ubehagelige detalje - præcis hvordan ritualet foregik. Jerra lukkede øjnene og kunne alt for nemt genkalde sig begivenhederne.
   Mønstre var blevet tegnet overalt på kroppen af hende så lyse farver stod kraftigt i kontrast til den mørke hud, og hvad end for et materiale de havde brugt så ætsede og brændte det og efterlod små ar hvor det var blevet smurt tykkest på.
   Lænker og reb var kommet af, om end kun for en kort stund. I stedet var kvinden blevet overdynget med kæder af sølv og guld og utallige andre metaller, vedhæng af ædelsten der vejede så det føltes som om verden var blevet lagt på hendes skuldre. Hvilket åbenbart var præcis hvad præsterne havde prøvet på at illustrere.
   På det tidspunkt havde hun knap turdet forestille sig det næste skridt. Heldigvis ville hun aldrig få at vide hvad det var.
   "Så snart jeg rørte hendes pande føltes det som om mine fingre ville svitse af," fortsatte Meda, "I et splitsekund troede jeg at hun havde feber, men så blev alt hvidt. Og jeg så ... lyd. Lyd og farver."
   Den sorthårede præst stirrede fraværende ud i luften, som i en trance af fascination over sin surrealistiske oplevelse. Jerra syntes at kunne skimte Relin himle med øjnene.
   "Jeg så vores guder, de fire Høje. De fortalte mig profetien, og at vi skulle opsøge en elvisk magiker til at hjælpe os."
   Relin undertrykte et skeptisk grynt. Faktummet at Meda tilhørte en helt anden religion af ham begrænsede nok hendes troværdighed.
   "Og du har ikke haft flere syner siden?"
   Hun rystede tøvende på hovedet og så til siden for at undgå elverens blik, "Jeg har ikke været værdig til at få mere at vide."
   "Løsningen på problemet ..." Tianna deltog i samtalen med en eftertænksom tone, men Jerra kunne ikke se hendes ansigtsudtryk fra sin position, "Hvad mon det betyder?"
   Ja. Det kunne Jerra også godt tænke sig at vide. Hun spidsede ører, og selvom Meda efter en nervøs skæven sænkede sin stemme kunne hun lige netop høre hvad der blev sagt:
   "Jeg ved det ikke. Hun er ... Hun er ikke engang religiøs. Jeg kan ikke se hvordan ..."
   "Jeg tillod mig at undersøge religionens historie," sagde Relin, "Ifølge visse teologiske illustrationer var ofringer en populær måde at tilfredsstille guderne på for et par hundrede år siden."
   Jerras hjerte sprang et slag over. Der gik lidt tid før det lykkedes hende at få sparket sit åndedræt i gang igen, og selv da var det hurtigt og unaturligt. Det kunne han ikke mene. Den arrogante tosse måtte være ude på at skræmme hende.
   "Der ligger en tempelby tæt på Sydperi," påpegede Tianna, "Det er ikke utænkeligt at guderne ønsker de gamle skikke genoptaget."
   Resten af samtalen forsvandt ud i den tørre ørkenluft i takt med at den morbide stemning nåede sit højdedrag. Jerra trak forsøgende i rebet. Det virkede mere snerrende end nogensinde.

"Pis, det er en han," sagde Jerra og skulede til de fire i stedet for seks horn på det lille harelignende dyr et par meter væk, "De smager forfærdeligt."
   "Det er den eller at sulte," mumlede Takir og tog sigte med buen.
   "Kan du eller den gamle ikke bare trylle noget mad frem i stedet?"
   En diskret latter lød fra elveren, "Sådan fungerer magi ikke."
   Pilen svirpede igennem luften som en svale og borede sig med en hul lyd fast ind i det lille dyrs kød i en glat bevægelse der kom fuldstændig bag på haren. Takir gjorde en triumferende bevægelse med armen.
   Lettere imponeret gav Jerra en værdsættende fløjten fra sig, "Godt ramt."
   Elveren smilede, rejste sig og begyndte at gå hen mod det halvdøde bytte, og da rebet i den ene ende var bundet fast til hans bælte kunne Jerra ikke gøre andet end at følge med. Men hun brokkede sig ikke.
   "Tak," Takir drejede halsen om på hornharen, og det lille dyr der før havde været desperat efter at komme væk hang nu dinglende livløs fra hans hænder, "Jeg er nu ikke lige så god som så mange andre. Vi plejede at have bueskydningskonkurrencer til Fuldmånerfestivalerne i Tenati; Du skulle have set vinderne."
   Jerra kom med et grin, "Jaså? Du skulle bare se mig."
   "Du kan skyde?"
   "Jeg havde ikke overlevet så længe hvis jeg ikke kunne," Med en undersøgende mine lod hun fingerspidserne løbe hen over elverens bue. Mønstrene på overfladen føltes ru under hendes berøring, men modellen kendte hun ikke. Den måtte være hjemmelavet. "Jeg kan vise dig det, hvis du vil se. Men ..."
   Hun løftede sigende de bundne hænder op, "Ikke sådan her."
   Takir tøvede. Hun kunne kun gætte på hvilke tanker der for igennem elverens hoved, men hans nervøse udtryk tydede ikke på at de bestod af overvældende selvsikkerhed. De havde uden tvivl noget at gøre med Tianna. Jerra var klar til at sukke opgivende og forsikre ham om at det var lige meget.
   Men så smilte han igen. Og nikkede.
   Hun kunne ikke lade være med at udstøde et højlydt suk af lettelse da de ru reb langt om længe løsnede deres greb om hendes håndled og huden endelig kunne ånde frit igen. Et par sekunder gik med at forsigtigt gnubbe de højrøde mærker af hudafskrabninger.
   "Godt så," med en hurtig bevægelse greb hun buen og en pil ud af det hylster Takir havde medbragt, "Kan du se den kaktus derovre?"
   Hun pegede mod en tynd, halvdød plante små hundrede meter væk. Et hurtigt check af vinden, og hun hævede våbenet op for at tage sigte, spændte buen, og-
   En kløen bredte sig i kroppen. Som af sig selv trippede fødderne rastløst lidt frem og tilbage og hjertet bankede en anelse hurtigere, idet det rigtig gik op for hende at hun var fri af rebene. Det ville være så nemt. At smide hæmningerne og buen i ét åndedrag og stikke af, løbe så langt væk hun kunne. Formodentlig løb hun hurtigere end Takir, og hvis hun sørgede for at stikke en pil i hans lår først skulle hun nok komme væk uden problemer. Hvis ikke, så måtte der være et sted i klipperne omkring dem hvor elveren og de andre var for høje til at klemme sig ind. Hun havde virkelig en chance nu. Tog hun den ikke, ville hun fortryde det senere.
   Takir kiggede afventende på hende, et forventningsfyldt glimt i sine øjne og et smil.
   Hun skød. Pilen ramte med et smæld i venstre side af kaktussen.
   "Barnemad."

Kun én nats rejse efter præsten havde forladt dem havde et hul i jorden og et omvredet ben hos æselet tvunget dem til at gøre holdt mange timer før solopgang. Tianna havde været tydeligt irriteret, og det til trods for at de var kommet et godt stykke vej på den korte tid: De nordlige, sprukne sletter af brunlig jord var langsomt begyndt at ændre udseende. Gule bunker af sand blev stadig mere hyppige, klippeudspring i samme farve udgjorde komplekse og skarpe mønstre hen over det bare landskab, hvor de skjulte på trange, underjordiske huler. De små, vindblæste træer der i forvejen var få og lignede noget der mest af alt havde lyst til at kravle hen og finde et behageligt hjørne at dø i forsvandt langsomt og blev erstattet med spredte kaktusser der nu ikke så meget bedre ud.
   Kort sagt var det stadig en dødsdømt ødemark. Men en anden slags dødsdømt ødemark.
   Frustrationen over den uventede pause i rejsen blev overrumplet gevaldigt af glæden over endelig at smage kød igen, selvom hornharernes hanner var seje og bitre i smagen. Det var alligevel bedre end brød, efter Jerras mening, og mætte og tilfredse havde folk ingen problemer med at gå til ro på det uvante tidspunkt af døgnet, et par timer efter midnat.
   Bålet var, selv for en berejst person som Jerra, et særsyn. Når man ikke regner med at skulle gøre holdt mens temperaturen er under tyve grader tænker man sjældent på en måde at skaffe brændsel på, så Relin havde været nødsaget til at frembringe en kugle af ild, svævende en halv meter over jorden og langsomt roterende mens flammerne knitrede og gnistrede.
   Jerra betragtede det fascineret fra sin soveplads.
   Hun kunne lade være med at blive betaget af magi, til trods for at magikeren havde været mere nærgående end hun havde brudt sig om de sidste par dage. Så snart der havde været et ledigt øjeblik havde han insisteret på at undersøge hende, lyse hende i øjne og mund, holde mystiske sten op omkring hende og sende magisk energi igennem hendes krop så hendes hår krusede og huden kløede irritabelt resten af dagen (men i det mindste kunne hun more sig med at give Tianna stød igennem sine fingre bagefter).
   Men det hele havde tilsyneladende været uden resultat. Relin havde ikke gjort nogen store opdagelser eller forklaringer på hvorfor hun skulle være den udvalgte, og havde ikke opnået andet end at gøre Jerra så træt at hun som regel gik omkuld så snart hun lagde sig ned. Men ikke i nat.
   De andre var for længst gledet ind i dybe drømme, men selv havde hun ikke været i stand til at sove: Et eller andet holdte hende vågen, tankerne skubbede og masede til hinanden inde i baghovedet i en kamp om at komme forrest i køen.
   Efter dages overvejelse var hun kommet frem til noget: Hun havde ikke lyst til at dø. Hun havde efterhånden vænnet sig til at leve og havde ikke lyst til at opgive det lige umiddelbart, og sidste gang nogle havde forsøgt at slå hende ihjel havde hun gjort denne mening tydelig. En hel del vagter i Monethil havde ar at bevise det med.
   Af samme grund lå hun nu med et utilfredst ansigtsudtryk og en pressen i brystet. Det her var snart ikke sjovt længere.
   Med et grynt sparkede hun det grove tæppe af sig og kæmpede sig op at stå med et besværet forsøg på ikke at falde i rebet der både var blevet bundet fast til kærren og hende igen efter at hun - åh, så allernådigst af Tianna - havde fået lov at gå på jagt med Guldhår.
   Hun måtte indrømme at have nydt tiden efter han var blevet tilføjet gruppen. Elveren var blåøjet i mere end én forstand, men i det mindste havde hans gode humør været en forfriskende afveksling fra stoiske Tianna. Eller, i hvert fald indtil Guldhår pludselig begyndte at lide under humørsvingninger og var blevet tavs og nervøs. Tianna måtte have haft en dårlig indflydelse på ham. Eller også var han i virkeligheden en pige, og det var bare dén tid på måneden. Uanset hvad.
   Alligevel morede han hende.
   Lydløst som skyggen af en kat trippede hun forbi det svævende bål og om på den anden side hvor elverne sov.
   Hun lagde hovedet på skrå og betragtede dem interesseret. Mester og lærling lå tæt sammenslynget med armene om hinanden under et enkelt tæppe, den højere Takir noget komisk med panden presset ind mod magikerens kraveben. Deres åndedræt var som ét. Først havde det slået hende at de var elskende, men så igen, elvere havde underlige idéer om soveforhold.
   Hun rynkede lidt på næsen. Personligt ville hun ikke have nydt noget af at sove så tæt på sine yngre søstre, for slet ikke at tale om sine forældre. Eller noget medlem af sin familie, egentlig. Plagsomme bæster.
   Et vindpust fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Måske havde spidsørerne alligevel fat i noget af det rigtige.
   Da det flakkende lys fra bålet gav et orange genskær i noget omkring Takirs hals satte hun sig nysgerrigt ned på hug og strakte hals. På grund af rebet tog det hende et par ekstra sekunder forsigtigt at åbne låsen på halskæden og løfte den op i månelyset.
   "Pæn," mumlede hun for sig selv og drejede det forgyldte objekt. Orangerødt lys spillede hen over snoningerne i kæden og de komplicerede mønstre i det runde vedhæng. Pæn, ganske vidst, men tegnene i vedhænget forekom hende unødigt formelle, ganske ulig det organiske design man ellers havde kunnet se i Tenati. Det var sikkert menneskeskabt. Alligevel. Det måtte kunne indbringe en pæn sum.
   Hun fortsatte med at dreje og undersøge smykket foran sig, underholdt og studerende det nydelige genskær fra ilden, indtil en farve der ikke stammede fra flammerne spillede hen over dets overflade. Noget sort og stort skyggede for lyset.
   Med en fornemmelse af varme og fugt på sit baghoved, men kulde ned af resten af ryggen, drejede hun langsomt hovedet og åbnede munden for at skrige:
   "DRAGE!"