Forskeren trådte ind i rummet med pinlig nøjagtighed på slaget ni, akkompagneret af den sterile, luftige lyd af den automatiske metaldør der gled til side for ham. Skyler sad allerede på sin plads midt i det kliniske hvide rum med tonerne fra et stykke klassisk musik flydende igennem sine ører.
Hans hoved vuggede roligt fra side til side så den enkelte, indbundne tot hår på højre side af hovedet svajede uregelmæssigt frem og tilbage i sollyset.
"Godmorgen, Skyler. Pæn trøje." Den kittelklædte mands bemærkning var venlig: Professionelt distanceret, men venlig. "Gik din undersøgelse godt?"
Androiden fjernede de neonblå høretelefoner og vendte sin opmærksomhed mod den midaldrende mand han efterhånden kendte så godt.
"Godmorgen. Tak," smilede han, glattede diskret den hvide sweater, "Helt fint. Jeg er i tip-top stand."
"Som altid." Forskeren kom med noget der kunne ligne en latter, og Skylers smil bredte sig en smule. Rosen varmede. Det gjorde den altid, følelsen af at blive rost, vide at man gjorde det rigtige var svær at overgå. Med en overvejende mine løftede han den ene hånd, drejede den foran sig og studerede hvordan fingrene kunne bøjes. Det ville nok aldrig holde op med at undre ham.
Nogle få indtastninger på en indbygget pc i den ellers tomme væg og en hologramskærm tonede frem ikke langt borte fra robotten og forskeren. På den skrevet med lysende, grønne bogstaver:
PROJEKT EXPERIMENTAL ARTIFICIAL INTELLIGENCE
OBJEKT: XAI-BELL-002
TID: FEM (5) ÅR - STADIE: VOKSEN
Forskeren kastede et kort, konstaterende blik mod skærmen før han vendte sig mod Skyler. Lyden af hans fodtrin gav ekko mod det høje loft hvor de forsvandt som fugle i horisonten. Undersøgende betragtede han androiden, lagde hovedet let på skrå. Skylers hoved fulgte med i samme bevægelse.
"Skal vi se at komme i gang?" Samme stemme som før. Ikke helt venlig, ikke helt uvenlig, men Skyler smilte ikke desto mindre og nikkede.
"Du kender rutinen," begyndte forskeren og satte sig ned i øjenhøjde med androiden, "Skyler, definér 'følelse' for mig."
Skylers svar kom monotont og indlært som var der blevet trykket på en knap;
"Følelse: F-Ø-L-E-L-S-E; syv bogstaver, kan betyde selve berøringssansen eller oplevede affektive tilstande. Sidstnævnte også kaldet emotion. Menneskets tilværelse er i høj grad bygget op omkring dette og deres handlinger kan grundlæggende ledes tilbage til deres følelser. Den enkeltes følelser er som regel så komplekse at de ikke kan reduceres til begrebslige kategorier eller en præcis sammensætning af disse. Androider er i princippet ikke i stand til at besidde følelser."
Forskeren nikkede samtykkende, indtastede nogle data på den trykfølsomme skærm og fortsatte;
"Ah ja," det var dette han havde ventet på. Den samme rutine de skulle igennem hver måned, "I princippet," deri lå nøglen, "Det minder mig om; Skyler, hvordan går det med dine episoder?"
Kort stilhed. Det var som om androiden tøvede, som om han blev i tvivl. Men så åbnede han munden og gav sit svar;
"De kommer fortsat ujævnt: fem-seks stykker om ugen er normen, intet fast mønster. Det lader ikke til at noget specielt fremprovokerer dem."
Et par kølige øjne borede sig ind i androidens lyseblå iriser; forskeren behøvede ikke at bede ham om at fortsætte, men alligevel håbede Skyler at han måtte slippe. Bare denne gang. Han orkede det ikke. Ikke mere.
"I princippet, i teorien kan androider ikke føle ligesom mennesker. Vi har en indbygget personlighed, men denne følger et fast mønster. I siger mine episoder er en uskadelig glitch. En systemfejl som blot skal holdes øje med," kort pause, dyb indånding, tyndslidte nerver, "men jeg tror I tager fejl. Jeg tror jeg føler."
Stilheden var kvælende. Det hvide rum var fuldkomment lydtæt, selvom androiden aldrig havde forstået hvorfor dette var nødvendigt. En kunstig og kold hvidhed belyste dem for oven: Der var ingen vinduer. Skyler savnede pludselig at høre en fugl synge. Eller i det mindste sin musik.
"Forklar dig," fortsatte forskeren, nu i en steril og død tone, til trods for at han udmærket vidste hvad Skyler mente.
"Jeg kan ikke definere det som følelser. Det er som om de er lige foran mig, lige i nærheden, som en sommerfugl der svæver gennem sollyset og af og til strejfer mig med sine vinger, men jeg kan ikke få fat på den længe nok til at definere hvad det er, hvilke følelser det er og hvad de skal gøre godt for. Det er et helvede."
"Det er noget vrøvl. Det er ikke muligt."
"Det ved jeg."
Men det var sandheden.
"Nuvel," forskeren rejste sig, tastede de kolde ord 'ingen ændring' ind på skærmen og lod den forsvinde ligeså nemt som den var kommet, "Vi kan ligeså godt gå i gang med næste fase."
Androiden betragtede ham med undrende øjne. Undersøgelsen plejede at slutte her. En uforklarlig nervøsitet tog grobund i ham. Uvidenhed gjorde ham naturligt nok ængstelig.
Døren gik op med et mekanisk sus, og to anonyme mænd trådte ind i ens hvide kitler, formelt som var de med i en dårlig spionfilm. Bag dem en lys figur som Skyler genkendte, med skulderkort hvidt hår og behageligt blå øjne. En prik og tre streger bredte sig fra hendes pande og ned langs baghovedet magen til Skylers egne. Han rejste sig, usikker på om han skulle være glad for gensynet eller nervøs.
"Du husker Bell-004," præsenterede den ene kittel pigen, og forskeren åbnede munden for at tage over, men Skyler afbrød.
"Jessica."
"Undskyld mig?"
"Jessica," rettede han dem, "Hun hedder Jessica. Ikke Bell-004."
Jessica smilede. Et let, diskret smil. Et falsk, indprogrammeret smil, men pyt, det var et smil som Skyler besvarede. Og det vakte minder.
"Godt så," forskeren kluklo og rystede på hovedet, "Jessica må det være. Du er den eneste som insisterer på at gå under sit kælenavn, Skyler. Det var du altid."
Sandt nok. Han ikke bare insisterede, men nægtede ligefrem at reagere på 'Bell-002'. Alle udenfor SciGate Inc. kendte ham som Skyler, nogle få som Skyler Bell. Aldrig tallene. Bell-002, Bell-004, de var projekter. Mekanik der skulle overvåges. Skyler var en person der var glad for musik, en person der havde en søster, Jessica, som var genert og holdte af at lave mad. Jessica, en pige med et hjertevarmt smil som var ægte. Pigen han var vokset op med.
Ikke Bell-004. Den kendte han ikke.
Han huskede svagt den unge, uvidende forsker der havde givet dem navnene. For sjov, men alligevel havde det efterladt sig et uudsletteligt spor i Skyler. Forældre navngav deres børn. De var nogens børn. På et eller andet niveau.
"Goddag Jessica," hilste han, høfligt, men med en undertone af noget hemmeligt som kun de to kendte til. Han var ikke sikker på hvad det var.
"Goddag Skyler," besvarede hun. Undertonen var der vist et sted.
Forskeren lagde en hånd på hans skulder og mindede ham tavst om at han var til stede, før han lagde et tungt objekt i androidens hånd. En flot udført pistol. Den slags man brugte i politiet. Skyler åbnede munden for at afgive statusrapport om den, men blev stoppet af en ordre.
"Du skal bruge denne pistol, Skyler, til at skyde Jessica i panden så hun dør."
Det var som om han mistede synet et kort øjeblik, for et sekund var hans krop lam.
"Hvad," Han vidste godt hvad de mente. Han havde forstået ordren fuldkommen, og forskerne vidste dette.
"Jessica, du må ikke forsvare dig selv."
Pigens øjne flakkede i chok, i dødsangst, men hun rørte sig ikke ud af stedet.
Skyler gjorde.
Han løftede armen nærmest ubevidst, pistolen hængende som en tonstung byrde, som et kors spændt fast. En klump steg op i halsen. Han kunne ikke skyde Jessica. Hvorfor skulle han også det? Den pæne pige. Pæn, smilende pige med anonym uniform, hvid hud, hvidt hår, blå øjne. Men de havde beordret ham. Elektriske impulser for rundt i baghovedet, pludselig havde han en sang på hjernen. Elektriske chok ned langs rygsøjlen, en ubehagelig følelse ud i leddene. Jessica stod ubevægelig foran ham og han ville sænke pistolen og nægte. Eller ville han? Han vidste det ikke, hovedet føltes som om det skulle eksplodere.
Han burde ikke dræbe hende.
Men han måtte.
Han måtte
Adlyde
Menneskerne.
Et råb piercede hans ører da han trykkede aftrækkeren ned. Hans eget. Med sig bar det en ubærlig smerte gennem tindingerne. Øjnene stramt lukket i flere lange sekunder. Da han åbnede dem gjorde Jessica det samme. Hun stod uberørt. Skylers hænder, arme, krop rystede da han førte pistolen ind til sig og betragtede den.
Den var ikke ladt.
Han faldt til sine knæ, videre ned på gulvet med et brag og brød ud i en tør gråd uden tårer. Jessica blev ført ud, forskeren klappede ham let på skulderen.
"Godt Skyler," roste han ham, og rosen gik som altid i hjertet på androiden. Dog på en anden måde, "Godt at se at dine glitches ikke forstyrrer dit adlydelsesinstinkt. Ja, vi beklager at vi måtte spille sådan et ondsindet puds med dig, men det var nødvendigt at se hvor langt du ville gå. Men alt er i orden, du klarede prøven.
Du har fri for i dag."
Med de ord forsvandt han ud af rummet, efterladende androiden på jorden bag sig. Den ene kittel brummede utilfredst og rakte en pengeseddel til sin smilende makker. Han havde tabt sit væddemål: Han havde været overbevist om at androiden ville knække sammen for presset og selvdestruere. Det virkede som det mest sandsynlige udfald - han havde trods alt en vis kendskab til robotterne, et vist bånd, havet givet dem kælenavne da de stadig var spædbørn.