"Bor hun hér? Jeg mener, seriøst bor her?"
   Jerra stirrede med en blanding af chok og afsky på de tomme vægge i det trange rum, hvor den sandede farve kun var afbrudt af et enkelt billede på den ene væg. Selv det var så begivenhedsforladt og falmet at man nærmest kunne høre det klynke ynkeligt.
   "Hvordan kan man holde ud at leve så kedeligt? Så er det klart at hun er knotten."
   Hun drejede en omgang rundt om sig selv, og samme vej tilbage for at blive viklet ud af rebet igen. Rummet kunne krydses på en halv snes skridt, indeholdte en seng, et bord med tilhørende stol og et støbekomfur, til hvilket Jerra var bundet. To døre ledte henholdsvis ud til baggården med udhus og verdens mindste gæsteværelse.
   Og det hele var så hamrende uinteressant at hun blev søvnig bare af at opholde sig der.
   "Hun kunne lære noget af jer elvere, et par farver ville friske op ... og hun har ikke engang et instrument. Hvad pokker laver hun her? Stirrer ud i luften? Hvorfor-Hej, du, hører du efter?"
   "Hm?" Takir snurrede rundt på hælen fra sin plads ved vinduet og stirrede nervøst på Jerra, "Uh, um, hvad?"
   "Du var mere snaksaglig i går. Og en del sjovere."
   Elveren fingererede ubeslutsomt sin røde kappe og så ned i jorden, "Åh."
   Stilhed fyldte rummet.
   Takir vendte sig igen og fortsatte med at stirre ud af vinduet.
   Suk.
   "Sandt nok, hun er budbringer, hun er her nok ikke specielt tit, men ..." Jerra fortsatte stædigt samtalen med sig selv, spankulerede rundt i rummet og iværksatte sin egen personlige søgning efter et eller andet hun kunne undersøge nærmere. Det tog ikke specielt lang tid.
   "Hvor har hun i øvrigt tænkt sig at jeg skulle sove? Du fik jo gæsteværelset. På gulvet? Hvad tror hun jeg er, en hund?"
   Hun skævede til den tavse Takir og begyndte efterhånden at blive lidt frustreret.
   "Det er for dårligt, virkelig. Hun burde få nogle lektioner i hvordan man omgås folk."
   Første lektion kunne for eksempel være at holde styr på tiden. Tianna havde efterladt dem i sit hus lidt over middag, og nu hvor solen kun netop holdte sig over horisonten var hun stadig ikke kommet tilbage. Hvilket egentlig var overraskende, for hun havde ikke ligefrem virket begejstret over at lade de to - især Jerra, nok - være alene i sit hjem.
   "Og i at have tillid til folk," tilføjede Jerra irriteret og rystede hænderne i et ineffektivt forsøg på at få rebet af, "Hun stoler ikke en meter på mig. Huden på mine håndled er praktisk talt ikke eksisterende mere."
   Tøvende trampede hun lidt i jorden med den ene sko mens hun overvejede hvad hun ellers kunne finde på at sige.
   "Tænder du ikke op i komfuret? Her begynder at blive køligt."
   Langt om længe kom der hvad der kunne ligne en reaktion fra Takir, men hun måtte indrømme at det ikke ligefrem var den hun havde håbet på. Med store øjne og et udtryk der bedst kunne beskrives som forskrækket drejede elveren langsomt hovedet mod menneskekvinden og sank en klump.
   "Tænde op ..."
   "Jeg kunne vel gøre det selv, men ... du ved, bundne hænder. Desuden, du har det der smarte magi-halløj."
   "Ja ..." Langsomt bevægede elveren sig hen over gulvet, hele tiden med blikket fæstnet på komfuret, "Det har jeg."
   Jerra betragtede ham nysgerrigt idet han løftede sine åbne hænder mod det sorte metalobjekt der lod til at krympe sig i forventning, og i hvad der føltes som en evighed stod Takir helt stille, med et nervøst udtryk fastfrosset i ansigtet.
   "Bliver det til noget?"
   Han gjorde et par fagter med hænderne, og pæne, rolige flammer skød op i komfurets mave.
   Tilfredst dumpede Jerra ned på gulvet og beundrede den knitrende ild, mens elveren stod og sundede sig lidt med et lettet suk. Han kastede et blik mod Jerra, lod sig glide ned på gulvet i siddende stilling og betragtede hende med hovedet på skrå.
   "Tianna sagde at du havde forsøgt at stikke af."
   "Tjo-"
   "Adskillige gange."
   Hun udstødte en irriteret lyd, "Hvad forventer de? At de bare kan læsse ansvaret for verden over på mine skuldre og så følger jeg med som en forelsket hvalp på deres lille 'mission'? Tag det fra mig, Guldhår, man lærer efterhånden ikke at stole på folk der lægger én i lænker ved det mindste tegn på utilfredshed."
   Takirs øjne gled ned på rebet. Om muligt endnu mere syrlig end før så Jerra på komfuret der stod ud som en klat olie på hvidt sand, dækket af et fint lag støv af inaktivitet. Ellers var det fuldkomment rent og vedligeholdt. Det var hele huset. Det var faktisk en anelse uhyggeligt.
   "Hvad gjorde du egentlig?"
   "Hm?" Jerra drejede hovedet tilbage mod Takir.
   "Du blev anholdt før alt det her, ikke? Hvad havde du gjort?"
   Jerra skottede til ilden der slikkede op af komfurets indersider med orangerøde tunger før hun lod blikket glide tilbage på den anden.
   "Ikke noget der berettigede dem i at smide mig i fængsel. Men-"
   Den metalliske lyd af en nøgle der blev drejet om afbrød hende.
   En stor taske med lange, tynde ben trådte ind, lagde sig på bordet og afslørede sig selv som Tianna der betragtede sine gæster med en kølig mine. Hun havde fandeme låst døren, den mistroiske djævel.
   "Nå, endelig," Jerra spankulerede over og satte sig tungt på sengen, "Hvor har du været?"
   "Ude at købe forsyninger," lød svaret.
   Forsyninger? Underligt ordvalg. Jerra drejede hovedet og kiggede sidelæns mod Tianna, et mistroisk udtryk spillet ud over sit ansigt.
   "... Til hvad?"
   "Vores rejse," Tianna begyndte at pakke dusinvis af indpakkede genstande ud, hver eneste gang hamrende dem hårdt ned i bordoverfladen, "til Sydperi."
   "A-ha ... Ooog hvad skal vi dér, helt præcis?"
   Den høje kvinde sukkede og lænede sig frem med hænderne hvilende på bordet i nogle øjeblikke, før hun gav sig til at pakke tingene ned i en vadsæk. Det tog hende lidt tid om at svare, men Jerra havde ikke noget behov for at skynde på hende. Hun lod til at være i fare for at eksplodere i store kugler af ild hvis man ikke var forsigtig.
   "Bringe dig til området med de magiske spændinger. Og snakke med en magiker."
   "Men vi har allerede en magiker." Jerra slog anklagende ud med armene, men kunne ikke rigtig opnå den ønskede effekt med hænderne bundne.
   "Nej," sagde Tianna, "Vi har en magikerlærling."
   "Budbringerlærling, faktisk," indskød Takir forsigtigt.
   "Uanset hvad," Tianna bandt sækken sammen med flere knuder end strengt nødvendigt, stred hen til sengen og stirrede på Jerra med et blik der ikke tillod andre muligheder for den brunhårede end at fjerne sig, lige nu og meget hurtigt, før hun selv overtog hendes plads, "Så sover vi. Nu. Vi tager af sted i morgen nat, og jeg har ærinder i løbet af dagen - vi kan ligeså godt få så meget søvn som muligt mens vi kan."
   Takir trippede lidt på stedet, vendte rundt og hastede ind på gæsteværelset, mens Tianna gik i gang med at fjerne sine støvler og lægge sit sværd til rette på en hylde bag sig.
   Jerra puffede til hende med foden.
   "Jeg nægter at sove på gulvet."
   "Der ligger et tæppe under sengen," sagde Tianna, lagde sig ned med ryggen til og sov.


* * *
   Død og pine, hvor var det koldt.
   Jerra var en kvinde i stand til at klare sig med få midler. Nætterne i ørkenen kunne blive ligeså kolde som dagene var varme, og hun havde flere gange måtte klare sig udendørs kun med hjælp fra et improviseret tæppe, sand at grave sig ned i og, hvis hun var heldig, en andens kropsvarme. Hun havde klaret sig igennem sådanne nætter før og kunne gøre det igen hvis det blev nødvendigt. Og det ville det. Sådan fungerede naturen.
   Men kulden var betydeligt sværere at udstå når man havde den person der var skyld i den kun få meter fra sig.
   Tianna måtte være godt dum hvis hun regnede med at slippe godt fra det her. Hendes opførsel havde været slem nok i forvejen, men dette - dette var dråben. Hun havde fået nok.
   Jerra satte sig op og bed tænderne sammen for at forhindre dem i at klapre voldsomt. Så stille og diskret som muligt kravlede hun hen over gulvet i retning af vadsækken. Første skridt var at slippe af med rebet. Hun havde ikke set hvor Tianna havde gjort af hendes kniv, men det måtte være muligt at finde noget skarpt ...
   Lidt besvær, og lykkedes det hende at få has på en række vrede knuder og hun dykkede ned i sækken med sammenknebne øjne.
   Med månelyset fra vinduet som sin eneste, sparsomme lyskilde havde hun mildest talt svært ved at finde hoved og hale i sækkens indhold. Tianna virkede som en organiseret person, men i dette tilfælde var det bedste hun havde kunnet præstere et organiseret rod. Med sammenbundne hænder gravede Jerra sig igennem bunker af saltet kød, vandflasker, diverse metalgenstande og-
   Et lille stykke stof.
   Den ukendte fornemmelse i fingrende stod ud som et lys i mørke for hendes følesans. Undrende falmede hun omkring den bløde genstand: For lille til at være tøj, for firkantet til forbinding. Og slidt, kunne hun mærke, optrevlede tråde hang fra siderne. Det mindede ikke om noget man ville vælge at pakke ned til en længere tur. Hun trak det op af sækken, umage med at lave så lidt støj som muligt.
   Det var en tegning.
   Hun drejede den lidt i lyset. En ganske pæn en, endda. En smilende pige med langt, sort hår og glade øjne kiggede ud på Jerra fra sin plads midt i en broderet ramme. Et strejf af blå farve formede et tørklæde om pigens hals. Hun så ud til at være, hvad, seks-syv år? Jerra studerede den nysgerrigt, vendte og drejede stofstykket indtil hendes interesse pludselig dalede voldsomt. Hun havde fundet hvad hun ledte efter. Noget skarpt.
   Problemet var at det svævede en millimeters længde fra hendes strube.
   "Det er ikke din." Tiannas evne til at bevæge sig uhyggeligt lydløst var kun overgået af hendes evne til at tale så man fik is i maven, "Giv mig den."
   Jerra adlød. Man er mindre kæk når man kan komme til at halshugge sig selv med en forkert bevægelse.
   "Flot tegning," påpegede hun, "Du burde hænge den op, og, um, fjerner-du-ikke-lige-sværdet-tak?"
   Hun åndede lettet ud og lod de spændte skuldre slappe af da det blanke stål forsvandt ud af syne, og lyden af Tiannas skridt bevægede sig over mod sengen igen. Jerra rejste sig og vendte kroppen mod hendes liggende skikkelse.
   "Hvem er pigen?"
   "Sov. Du får brug for din energi."
   "Det må være et eller andet vigtigt, siden du sådan tager det med dig."
   Intet svar.
   "Er det dig?"
   Nattemørket gjorde det svært at se hvad der netop fløj gennem luften et stykke over Jerras hoved, men glimtet af månelys og den hule lyd af metal der huggede ind i en tør væg var ikke til at tage fejl af.
   Jerra sundede sig lidt, overbeviste sit hjerte om at banke i et mere normalt tempo før hun vendte rundt for at hive kniven ud af væggen. Og opdagede at våbenet lige akkurat var uden for rækkevidde.
   Forbandede reb.
   Hun åbnede munden for at komme med en klage, men lyden af noget der splintredes inde hos Takir overdøvede hende.
   Tianna satte sig op i sengen med et sæt og udvekslede et forvirret blik med Jerra før hun trak sit sværd og sneg sig hen mod døren. Tavst lagde hun øret mod den, mens Jerra bandede indvendigt over ikke at kunne komme tæt nok på til at gøre det samme.
   Stemmer. Nok var det mørkt, men sammen med Tiannas koncentrerede øjne var det nemt nok at forstå hvad hun forsøgte at mime med læberne, og Jerra var smart nok til at følge Tiannas eksempel da hun trådte et skridt tilbage. Ikke af samme årsag, dog: Hun ville bare af vejen inden kvinden sparkede døren ind.
   Et velplaceret spark og den fløj op; Tianna var inde som et mørkt lyn, og Jerra kunne skimte hende svinge sit våben mod den fremmede sorte skikkelse hun havde spottet derinde bøjet over den blonde elver i en truende stilling.
   Skikkelsen snurrede rundt, gjorde en bevægelse med hånden, og Tiannas sværd borede sig adskillige centimeter ind i væggen over dens hoved.
   I hvad der syntes som en evighed stod hun tavs, chokket malet ud over sit ansigt og stirrende øjne. Hendes mund bevægede sig op og ned et par gange før det lykkedes hende rent faktisk at komme med en lyd:
   "Dig?"