Takir satte sig med et træt suk op i sengen og gav sig til at stirre formålsløst ind i den lukkede dør.
   Det var ikke lykkes ham at få ret meget søvn, konstant vækkedes han af fremmede lyde der måske eller måske ikke var imaginære. Spidsede han ører kunne han høre menneskerne røre på sig i søvne i rummet ved siden af, resterne af ilden knitre dovent.
   Tavst lod han blikket glide ned på sine hænder og betragtede dem, stadig ude af stand til at fjerne tankerne fra flammerne. Den pludselige, irrationelle skræk for at tænde op var kommet bag på ham, lurede stadig i baghovedet som et eller andet ubehageligt han ikke helt havde lyst til at tage stilling til.
   Det var en simpel handling. En han havde foretaget tusindvis af gange før. Et par krydsede fingre, et vift med håndleddet og, puf; ild. Hvorfor var det så at bare tanken om at bruge sine evner fik ham til at ryste over hele kroppen?
   Han løftede den ene hånd for at gøre et eksperimentalt knips med fingrene, et simpelt trick der var blevet brugt så mange gange før til at imponere og demonstrere. Et lille lysshow. En overfladisk effekt som Relin havde lært ham bare for sjov, bare fordi det var en god måde at charmere sig ind på folk til fester og på kroer.
   Med et suk lod han hånden falde.
   Rummet var godt nok lille. Mindst lige så småt som sygekammeret, hvilket var en sammenligning Takir helst ville være foruden, men tankerne ledte sig selv uvilkårligt tilbage på Yemin. På den afrevne arm. Og magien.
   Måske havde Relin haft ret.
   I lidt tid sad elveren stille og lyttede tålmodigt indtil menneskernes stemmer bag døren var forstummet og gik i ét med nattens mikstur af lyde, før han rejste sig og kastede et blik ud af det lille vindue. De fire måner lyste om kap med gløden fra ildsteder rundt omkring i Monethils huse, små, orangehvide skær der poppede op hér og dér så langt øjet rakte gennem de parallelt anlagte gader. Takir følte sig stadig overvældet af hovedstadens massivhed, den gevaldige mængde mennesker og i mindre grad elvere presset sammen på ét sted. Monethil var en by af mylder. Men et mylder ganske anderledes end Tenatis. Mere presset, mere trængt, mere ... farligt. Mere fremmed.
   Et råb gjaldede op mellem husmurene og døde ud igen, blandede sig med barnegråd og gøen og brægen fra diverse dyr sammen med lyde Takir ikke kunne sætte en finger på hvor kom fra.
   Lydløst som en skygge viste silhuetten sig på himlen, sort og skarpt mod den største måne og gled brat nedad, et grønt og et gult lys funklende fra krystallerne på dens ryg halvt skjult af de brune fjer.
   Med en skramlen landede den uelegant i vindueskarmen og skottede sidelæns til Takir.
   "Nå, der er du," knurrede elveren, trådte modvilligt tilbage og op i sengen for at give den abnormt store falk plads til at flakse ned på gulvet og gøre hvad den havde brug for.
   Som altid vendte Takir helt automatisk blikket bort, og forvandlingen forblev, i hans tanker, ikke andet end en samling kvalmende lyde af knækkende knogler, våde svup og en smertefuld stønnen når det hele var forbi.
   "Fordømt," lød det udmattet fra gulvet, "Det bliver sværere og sværere."
   Takir samlede tæppet fra sengen op og gjorde mine til at smide det til Relin der sad afklædt på gulvet med fjer og næb spredt i en nydelig, om end lidt ujævn cirkel omkring sig, men elveren rystede på hovedet.
   "Find din taske. Jeg pakkede et sæt tøj ned."
   "Selvfølgelig gjorde du det," mumlede Takir næsten uhørligt, men adlød alligevel.
   Relin hev roberne over hovedet, besværet nok til at give Takir tid til at kaste et blik på de to halskæder hvor krystallerne klirrende stødte på hinanden, gullig og grønlig røg hvirvlende rundt inde i dem. Lysende, og med øjne hvis man kiggede længe nok.
   Der lød et konstaterende suk fra den ældre elver da han var færdig med at samle de fældede fjer sammen og stoppe dem ned i Takirs taske. Han satte hænderne i siden og gav sig til at spejde rundt i rummet med flakkende øjne og et overvejende udtryk i ansigtet.
   "Pladsen er sparsom her. Bestemt ikke plads nok til to."
   "Hvorfor er du her?"
   Relin drejede langsomt blikket mod sin lærling, og til trods for manglen på øjenkontakt måtte Takir kæmpe for ikke at krympe sig uvilkårligt.
   "Det er som jeg sagde til dine to menneskevenner derinde - Jeg har ansvaret for dig. Tror du virkelig jeg har i sinde at risikere at du render ud og slår dig selv ihjel? Eller at menneskerne gør? For at være hudløst ærlig stoler jeg ikke på de to over en dørtærskel."
   Ansvar. Sengen gav en forskrækket knirken fra sig da Takir lod sig dumpe tungt ned på den. Selvfølgelig var det på grund af ansvaret.
   "Som magiker har du også ansvaret for Tenati," sagde han og gjorde et håbløst forsøg på at fange Relins blik, "Uden dig, hvor skal de så få vand fra?"
   Magikeren kom med et fnys, "Lad være med at forurolige dig, der er vand nok på lager til de næste par måneder, og skulle det vare længere har vi en handelsaftale med Dunera og et par andre byer. Ingen grund til bekymring."
   Takir sank lidt tilbage i sengen og betragtede sin mester. Han virkede bekymrende rolig. Normalt havde Takir fundet tryghed ved Relins myndige sikkerhed, men på det seneste var det begyndt at gå ham mere og mere på. Hvordan kunne han være så skråsikker når man hver dag hørte om andre byer der spontant blev opslugt af jordskælv? Om uforklarlige eksplosioner af magi? Og når-
   "Yemin," sagde han pludselig, øjnene store af frygt, "Hvem tager sig af Yemin?"
   Der gik et par sekunder hvor Relin stod stille med blikket vendt ud af vinduet, før han afslappet erklærede at heller ikke dette ville blive et problem.
   "Der er andre, ikke-magiske læger i byen, Takir. Der er alligevel ikke mere jeg kan gøre."
   "Men, betændelsen ..."
   "Jeg har prøvet," han slog beklagende ud med armene og sukkede, "Men jeg kan ikke lindre den. Noget af magien fra ulykken må have sat sig fast i såret. Det er ikke altid muligt at bekæmpe ild med ild."
   Et eller andet sort og tungt krøllede sig sammen i brystet på Takir og pressede ham ned i tæpperne under sig.
   "Du skulle være blevet," mumlede han, næsten lydløst, "og forsøgt igen."
   Han fortrød med det samme.
   Selvom Relin var spinkel og lignede noget på randen af død var han overraskende stærk. Han greb fat i lærlingens arm og, til trods for at Takir strittede imod som et andet barn, hev ham op at stå foran sig. Målbevidst borede den unge elver sit blik ned i jorden for at presse virkeligheden en anelse længere væk, men selvom ørene lagde sig tilbage helt af sig selv var det umuligt at holde lydene ude. Han gjorde et desperat vir med hovedet og en krukke på gulvet tippede over af sig selv og eksploderede i stumper af lertøj. Relin løsnede forskrækket sit greb om Takirs arm, men kun for en kort stund.
   "Tænk før du taler, Takir," hvæste han lavmælt, "Det var dig der startede med at stikke af fra dine forpligtelser i Tenati. Jeg forlod byen for at hjælpe dig."
   "Ja. Undskyld."
   "Verden er et farligt sted. Og du er ikke stærk nok til at overleve i den alene."
   Grebet i armen løsnedes sammen det hårde udtryk i Relins ansigt. Nu virkede han atter bare ... træt. Takir betragtede ham tavs med urolige øjne, og den nagende tanke om at der lå andet bag sneg sig ind i baghovedet.
   Relin havde været en eventyrer engang for længe siden, før han slog sig ned i Tenati. En af dem der rejste fra sted til sted og oplevede store ting. Takirs forældre havde kendt ham allerede dengang, og når Relin ikke fortalte historier gjorde de. Prægtige, spændingsfyldte eventyr om drager og røvere og stor magi. Det var nok ikke kun for at hjælpe Takir at han havde forladt Tenati.
   "Misforstå mig ikke," Relin gav et forsøgende smil fra sig og lagde en hånd på sin lærlings skulder, "Du har gode intentioner. Hvis menneskerne virkelig har fat i det rigtige med profetien har vi en mulighed for at gøre alting meget bedre."
   Der var et eller andet der midt i nattekulden og den pressede fornemmelse rummet havde været fyldt af som kravlede ind i Takirs bryst og løsnede op for knuden. Han kunne mærke sig selv smile.
   "-"
   Længere nåede han ikke før døren fløj op med et brag og Tiannas sværd pludselig borede sig ind i væggen få centimeter over Relins hoved.

Takir kendte ikke nogen mere respektindgydende person end Relin.
   Han holdte meget af sin mester. Magikeren var som en ekstra forælder for ham, en ven og en fortrolig. Den person i verden han tilbragte mest tid med, ikke engang overgået af Yemin. Hvis der var nogen - overhovedet - der kunne tillade sig at gå aktivt imod Relin og komme fra det i god behold, så var det Takir. Men selv han kunne ikke.
   Relin var en person der kunne vinde respekt fra hvem som helst, og hvis ikke så kunne han i det mindste indgyde nok frygt i dem til at det fungerede som respekt. Takir var sikker på at ingen anden person i verden kunne bære sig ad med dette med samme overlegne rolighed som Tenatis magiker.
   Men så mødte han Tianna.
   Luften i rummet var så sammenpresset at man kunne skære i det med en kniv. Relin og Tianna stod et par skridt fra hinanden i dyb, alvorlig stilhed og, for Tiannas vedkomne, formodentlig irritation over ikke at kunne fange sin modparts blik. Mennesket med armene over kors og et stenansigt, elveren med noget der kunne ligne et selvsikkert smil plantet på læberne.
   De havde stået sådan i næsten en time nu. Sollys var begyndt at snige sig ind i krogene af rummet.
   Takir sank en klump og pressede sig længere tilbage i sit skjul mellem Jerra og støbekomfuret, skottede for guderne måtte vide hvilken gang til de to tavse personer, alt sammen med et meget nervøst udtryk i ansigtet og en trang til at gøre noget, uden at vide hvad.
   Han havde forventet at Relin ville have haft en eller anden form for plan. Han havde tydeligvis haft tid til at forberede en, bare forvandlingen til et dyr tog sin tid at forberede for ham. At følge efter gruppen havde ikke været en spontan beslutning. Han må have haft en idé om hvad han ville gøre når det blev opdaget.
   Men han havde bare stået og smilet på den måde under hele forløbet. Havde ladet sig tavs føre ind i forstuen af Tianna efter hun havde tilbragt et par minutter med at bakse sværdet fri, havde givet sin generiske tale om ansvar da mennesket havde forlangt en forklaring. Og nu ... det smil. Den stilhed. Hele situationen var lige så absurd som de tos lydløse magtkamp, men ikke nær så absurd som Relins taktik.
   Og alligevel virkede den: Tianna tog ordet.
   "Har du rejseudstyr med?"
   Relin nikkede, "Medmindre Takir har smidt det ud af sin taske."
   "Fint. Vi tager til Sydperi i aften. Hold dig klar."
   'Nej' var ikke en svarmulighed. Tianna ventede ikke på at Relin skulle åbne munden igen før hun trådte ud af hoveddøren, et tøvende klik fra låsen få sekunder senere.
   Et par tøvende øjeblikke. To personer inde i Takir havde gang i en hed diskussion om hvorvidt elveren skulle være vred over at Relin ikke havde tiltro til at han kunne klare sig selv, eller ovenud lykkelig for at han nu ikke behøvede at foretage rejsen alene. Resultatet var en underlig, grumset fornemmelse.
   "Ke-"
   "Hvad fanden skete der lige?"
   Det var lige før at han havde glemt at Jerra også var der. Men hun var ikke ligefrem en person man fik lov til at glemme i ret lang tid af gangen.
   Relin gjorde en nonchalant bevægelse med hånden, "Jeg tror vores tavse ven har forstået vigtigheden af at have en erfaren magiker ved hånde i en situation som denne."
   Den lille kvinde rejste sig fra sin plads på gulvet og skulede rundt med et blik der tydede på at hun ikke anede hvad der foregik, men havde besluttet sig for at hun bestemt ikke brød sig om det.
   "Så nu skal vi have dig med? Skønt. Som om der ikke var nok fangevogtere i forvejen."
   Hastigt sørgede Takir for at komme af vejen da hun stred ud på gulvet med voldsom overbevisning. Det var ikke ligefrem ordet 'fangevogter' han havde tænkt om sig selv da han valgte at tage med menneskerne, men når man tog de foreløbige begivenheder i betragtning var det vist den mest passende beskrivelse. Også selvom Jerra havde begrænset sine flugtplaner til et hypotetisk stade. Indtil videre.
   Hun stoppede midt på gulvet og stillede sig direkte foran Relin, tilsyneladende opsat på at vinde samme kamp Tianna netop havde tabt. Relin var ikke den højeste person af alle, men sammenlignet med hende kunne han havde været et tårn.
   Jerra stillede sig prøvende på tæer for bedre udsyn og slog rekorden for laveste koncentrationsniveau. Da Relin ikke gjorde mine til at svare vendte hun sig med et anklagende udtryk mod Takir der lidt febrilsk viftede med hænderne og holdte sin mund solidt lukket.
   Relin rullede med øjnene, "Jeg er bestemt ikke med som 'fangevogter'. Jeg er her som magiker for at undersøge og analysere de magiske spændinger - og dig, vel sagtens - og udlede den bedste metode at udbedre dem på. Du ved," Magikeren syntes pludselig at blive en smule højere i det han rankede ryggen på en skrå måde og fik et glimt i øjet der bedst kunne beskrives som det hos en rovfugl der netop har spottet sit bytte, "de opgaver til hvilke I behøvede en magikers assistance."
   Og de opgaver som Takir åbenbart ikke var i stand til at udføre.
   Relin kastede et blik ud af vinduet, strakte sig eftertænksomt og spadserede i retning af døren til gæsteværelset, stoppede kun kort for at give Jerra et venligt klap på hovedet.
   "Du hørte din fangevogter: Det bliver en lang dag. Vi må hellere få det bedste ud af den."
   Jerras ansigt var et der gav udtryk for en ustyrlig trang til at bide den spinkle hånd over sig, men hun holdt sig i skindet og nøjedes med at knurre nogle halvkvalte bandeord.
   Magikeren forsvandt smilende ind i det andet rum, og der gik kun et øjeblik før Takir fulgte efter ham. Et eller andet sagde ham at det var livsnødvendigt at tænke begivenhederne grundigt igennem nu. Problemet var bare at de begivenheder havde et mere frisindet syn på tingene.
   Han bestemte sig for at prøve at se det fra deres synspunkt og lade sig føre med. Om ikke andet var det nemmere.