Der optrådte, i visse fortællinger, de mest magiske spisesteder. Store haller med række efter række af langborde fyldt med eksotiske og gavmilde retter, drikke fra nær og fjern, broderede gobeliner på væggene og forgyldte lysekroner i loftet der oplyste rummet i et gådefuldt skær. Det var i den slags spisesale hvor helte mættede sig efter deres bedrifter, kærlighedsløfter blev svoret over et glas vin og store mænd gjorde større forretninger. Det var den slags beværtninger der på billederne blev illustreret med så mange farver som overhovedet muligt.
   Den Dobbelte Vinge var ikke et af de steder.
   Den trange kro lå henslængt i mørke, da de sparsomme lamper var for fedtede til at afgive selv den mindste smule lys, og var man så heldig at finde et bord der stadig havde alle sine ben kunne man være sikker på at det var så beskidt at det ville være marginalt mere hygiejnisk at spise af gulvet. Kroejeren var ikke en person der holdt af at hyggesnakke mellem retterne, men det gjorde ikke så meget, for som regel åd man sin mad og skyndte sig ud igen for at undgå at blive indblandet i en af de hyppige, men tilsyneladende formålsløse, slåskampe.
   Der var kun én grund til at Den Dobbelte Vinge fortsat havde kunder: Maden var enestående. Og for Takir - hvis forældre var hovedleverandører af brød til Vingen - til nedsat pris.
   Elveren stoppede kort foran kroen, overvejede kort hvorvidt han skulle advare menneskerne før han rakte ud efter forhænget og kolliderede med en person der væltede ud efter at have fået erstattet det ene øje med en kniv.
   Tianna og Jerra stirrede overrumplede efter den fremmede der stavrede klynkende ned af gaderne før de spørgende vendte blikket mod Takir.
   "Hahaheh ... Hrm," Takir frembragte en nervøs latter og en grimasse der vist nok skulle være et smil og trak forhænget til side igen, "Deres forlorne hare er helt, uh, fantastisk."
   Menneskerne udvekslede et blik og bevægede sig noget tøvende ind i Vingen, efterfulgt af en Takir der var i fuld gang med at bede tavst til diverse guddomme.

Slagsmålet var heldigvis stilnet af da de trådte ind, og de eneste tegn på opgør var nogle forslåede folk der var i færd med at tilbagevende et par borde til oprejst tilstand og en meget knotten elver i hjørnet der formodentlig så sådan ud fordi hun netop havde mistet en ganske udmærket kniv. Ellers var der en afslappet stemning i den snuskede kro, som var det voldsomme slagsmål en ganske triviel og normal hændelse. Hvilket det i det store og hele også var.
   Takir løftede hånden til en hilsen på kroejeren, en vindblæst gamling der snerrede venligt som svar og tog det som signal til at hælde tre gange dagens ret op til de nyankomne.
   De placerede sig ved et bord bagerst i lokalet og forsøgte at modstå trangen til at rejse sig igen med det samme da møblerne knirkede faretruende under deres vægt, og noget tydede på at det var ren viljestyrke der forhindrede stolene i at skvatte sammen som benløse fugle.
   "Pænt sted," sagde Jerra i en tone der i et kort øjeblik fik Takir til at tro at hun mente det seriøst.
   "Jeg er, sådan, stamkunde," forklarede Takir undskyldende og blev mødt af en akavet stilhed.
   Han havde egentlig ikke tænkt over hvordan han skulle gribe det her an. Der havde ikke rigtig været tid - han og Relin havde brugt hvad der føltes som uendelige tider på at rydde op efter opgøret, og så vidt Takir vidste kunne menneskerne have været over alle bjerge for længst. Under sin spurten gennem de tætbefolkede gader havde hans eneste tanke været bønner til at de ikke allerede havde forladt byen. Det var ikke faldet ham ind hvad han skulle sige hvis de ikke var.
   Så det kom som en stor lettelse da Tianna bestemte sig for at tage ordet:
   "Din mester sagde at du ikke må forlade byen uden tilladelse. Hvis du tager med os, kan vi så stole på at vi ikke får en flok vrede elvere i hælene?"
   Hun tav, skævede tvivlsomt til maden der netop nu blev sat på bordet, hvilket ikke kunne bebrejdes hende - nok smagte retterne på vingen udmærket, men kønne var de ikke. Med sin let gullige farve og uidentificerbare klumper var denne ... kort sagt var dette et af de punkter hvorpå kroens begrænsede belysning kom til gode. Alligevel gik Takir straks i gang med sin portion, mest af alt for at udskyde sit svar.
   "Mrmf ... Ingen vil lede efter mig," sagde han, munden fyldt med mad og blikket alle andre steder end på Tianna, "Ikke nogen vi får problemer med, i hvert fald."
   "Dine forældre?"
   "Jeg snakker med dem."
   Den sorthårede kvinde lænede sig tilbage i stolen, forsigtigt for ikke at presse den ustabile konstruktion og undersøgte elveren med mistroiske øjne. Der var et eller andet over hendes blik der kunne bore igennem sten og fik Takir til at lægge ørerne tilbage af ren ubekvemhed.
   "Lad os nu bare tage ham med," Jerra sank hvad der vist nok var en klump kød og bøjede sig utålmodigt ind mod Tianna, "Vi er kilometervis væk før nogen opdager noget. Og selv hvis de gør, burde vi kunne klare et par elvere. De er tynde som kviste, du kunne knække en mellem to fingre."
   Et eller andet ved den udtale fik maden til at sidde fast i Takirs hals og elveren kastede sig ud i et voldsomt hosteanfald, men Tianna værgede Jerra af med en hurtig håndbevægelse;
   "Ikke hvis hun er vigtig nok til at de kommer løbende med sværd og magi - hvilket minder mig om, Takir, er du sikker på at du er magiker? Jerra siger at hun så dig udføre magi, men din mester virkede ikke overbevist."
   Uh-åh. Akavet.
   Takir lod den ene hånd glide op til halsen og falmede omkring snoren til en halskæde skjult under tøjet, tyggede unødvendigt længe på et stykke sejt hestekød og lod de frie fingre tromme på bordet i en uregelmæssig rytme indtil Tianna rakte ud, tog fat og stoppede dem. Insisterende tvang hun elveren til at se på sig.
   "... Teknisk set, nej. Jeg er ikke magiker," Takir lod langsomt hånden falde til ro på bordet, samlede fingrene eftertænksomt da Tianna endelig gav slip, "Men jeg kan udføre magi."
   De to mennesker sad afventende i lidt tid foran deres halvfulde tallerkener indtil det gik op for dem at Takir ikke havde tænkt sig at fortsætte frivilligt. Jerra pegede anklagende på ham med sin gaffel, besværet holdt i begge hænder.
   "Det giver ikke mening. Forklar."
   En tøven. Takir udstødte et suk og kastede et par blikke rundt i den dunkle krostue. Næsten tom, med undtagelse af et par søvnige elvere i den anden ende af rummet og kroejeren i fuld gang med at slå et eller andet skadedyr ihjel på væggen. Det gik vidst lige.
   "Fint. Se, um, ved I hvordan magikere er i stand til at lave magi? Hvor de får deres kræfter fra?"
   Kvinderne kiggede tomt ud i luften. Åbenbart ikke. Men det havde han heller ikke regnet med.
   "Kort sagt skal de opsøge en bestemt enhed: en kilde til magi, og indgå en pagt om at binde sig åndeligt til den. Det er lidt mere kompliceret, men det er essensen af det. Og, ser I, jeg har ikke bundet mig til noget: Jeg har altid kunnet gøre det her."
   For at demonstrere knipsede han hurtigt med fingrene, og små lyn og glitrende lys eksploderede lydløst i en miniaturestorm af blå energi over bordet.
   Jerra lagde hovedet lidt på skrå, tydeligvis meget koncentreret om at prøve at finde mening i det hele.
   "Jamen ... hvordan det?"
   Elveren trak på skuldrene. Og så var der ikke så meget mere at sige til den sag.
   Jerra gumlede overvejende på et stykke kød og gengældte så bevægelsen før hun tabte sin gaffel på gulvet, dykkede ned under bordet bandende indædt over sine bundne hænder og dukkede op igen med et skævt smil.
   "Fint med mig. Uanset hvad må det betyde at vi tager dig med."
   "Jeg ved ikke-"
   Tianna nåede ikke engang at afslutte sin protest før Jerra opgivende lod sin pande ramme bordoverfladen.
   "Hvad er der nu galt?" knurrede hun arrigt dernedefra, og selvom hendes ansigt var skjult af det fyldige hår kunne Takir gætte sig frem til at det besad et udtryk af dyb frustration.
   Tianna greb hende irriteret i håret og hev hende op til øjenhøjde.
   "Jeg ved ikke om vi kan stole på hende."
   "Av for- Hvem, Guldhår? Efter min mening virker han temmelig troværdig."
   "For knap en time siden var hun med til at tæve os halvt fordærvede-"
   "-nærmere tæve mig halvt fordærvet-"
   "-Hvad får dig til at tro at Relin ikke har sendt hende herhen for at sørge for at de fremmede mennesker ikke generer ham igen?"
   Der lød et host fra Takir. "I er godt klar over at jeg kan høre jer, ikke?"
   Næsten overraskede vendte de hovederne mod elveren. Tianna løsnede forlegent sit greb og lagde armene over kors i hvad der måtte være et forsøg på at se autoritær og truende ud. Det lykkedes.
   "Beklager. Men du bliver nødt til at bevise at du er til at stole på."
   Takir tav. Det kunne han ikke. Tianna havde trods alt en pointe; hvordan skulle man kunne stole på en der på det nærmeste havde smidt en på porten som en anden tigger? Men han kunne ikke have sat sig op mod Relin for næsen af ham. Desuden virkede tanken om at forlade Tenati ikke så indbydende - dengang. Det var dog gået op for Takir at det her i den grad var en chance for livet. Hvor tit fik man lov til at redde verden? Hvor tit fik man lov til at være en helt?
   Han strammede beslutsomt grebet om sin gaffel.
   "Hvad hvis jeg ordner det hele? Jeg skaffer proviant, dyr at ride på ... jeg har endda nogle ting og sager der kan blive nyttige på rejsen."
   Tianna så skeptisk ud.
   "Tag dig ikke af hende," Jerra smilede forsikrende og rankede sig lidt, "Hun er så stivnakket at hun dårligt kan dreje hovedet, men jeg siger god for dig. Det er alligevel min beslutning i sidste ende."
   Kvindens smil blev en anelse bredere ved den sidste sætning, og endnu mere da Tianna skulede knottent til hende, men hurtigt gled over i en opgivende grimasse.
   "Så er det afgjort!" Den brunhårede stak triumferende det sidste stykke kød på sin tallerken i munden, og tilføjede nysgerrigt, om end lidt uklart, "For resten, hvad for nogle 'ting og sager' snakker vi om, helt præcis?"