Mine herrer - det er en ære for mig her i aften at stå foran Deres lille eksklusive loge bestående af et absolut kræsent udvalg af toppen indenfor dansk erhvervsliv. Mit emne i aften drejer sig naturligvis om politik. Jeg vil berette om mine otte år som Danmarks leder.
Jeg blev jo valgt som Danmarks første socialistiske statsminister i år 2044, og to år efter fik jeg æren af at blive den første danske præsident nogensinde. Alt dette ved De jo, men det vil komme som en overraskelse for Dem, at jeg tidligere i dag har valgt at overgive præsidentembedet til min vicepræsident. Ja, mine Herrer, jeg mener at have gjort min pligt overfor mit fædreland, og ønsker nu jeg at trække mig tilbage - langt tilbage. I morgen formiddag vil offentligheden for kendskab til denne nyhed ved en pressekonference. Men inden da vil jeg være over alle bjerge.
Jeg er som bekendt blevet bedt om i aften at causere over emnet "den personlige identitets betydning for en toppolitikers karriere", og dette emne er som skabt til en afskedssalut fra mig. De vil senere forstå hvorfor. De vil også forstå, hvorfor denne dag, den sidste dag i November 2052 vil være skelsættende for Deres og alle andre danskeres opfattelse af både personlighed, identitet og politik.
Husker De, mine Herrer, at der for ca. et år siden blev fundet et lig i en skovsø i det nordlige Sjælland? Liget var i en sådan tilstand, at det var vanskeligt at bestemme alderog køn, og det viste sig, at ligets DNA ikke matchede nogen af de personers, der var meldt savnede, hverken i Danmark eller i udlandet. Det identitetsløse lig var en mand på cirka 40 år, og dødsårsagen var et slag i hovedet, så voldsomt, at hjerneskallen var splintret.
Det lig var mig.
Ja, De hørte rigtigt: Det lig var mig, Danmarks første præsident. Uden at overdrive kan jeg vist roligt fastslå, at det i høj grad er min fortjeneste, at Danmark endelig kom ud af den lange, hårde økonomiske krise. Det siges om mig, at jeg som toppolitiker har efterladt mig de dybeste spor nogensinde i landets historie. Jeg har brugt min politiske identitet til at skære igennem den massive modstand, jeg i starten mødte som statsminister. I et såkaldt demokratisk styre kræver det mere end bare logisk argumentation at fratage befolkningen fasttømrede sociale goder og økonomisk støtte. Jeg har bevidst droppet argumenterne og i stedet brugt min personlighed og identitet til at nå de mål, der var nødvendige for Danmarks fortsatte beståen som uafhængig nation.
Jeg kan mærke en vis uro i tilhørerrækkerne, og formodentlig er det min udtalelse om liget i skovsøen og dets identitet, der vækker forundring blandt Dem. Jeg lover at vende tilbage til dette emne om et øjeblik.
Inden da vil jeg bede Dem endnu en gang skrue tiden tilbage. Denne gang vil jeg henlede Deres opmærksomhed på en hændelse, der ligger længere tilbage i tiden. Erindrer de den amerikanske præsident, Barak Obama? Netop da han var blevet indsat i sit præsidentembede, gjorde han sig bemærket ved at insistere på at beholde sin egen håndholdte computer af mærket Blackberry i stedet for at benytte sig af den PDA, der blev stillet ham til rådighed fra officiel side. Han påstod, at hans gamle Blackberry var et nødvendigt arbejdsredskab for ham, fordi han kendte den og havde vigtige oplysninger liggende på den. De erindrer sikkert, at det lykkedes for ham at få lov til at beholde sin Blacberry, og hændelsen blev af flere politiske kommentatorer tolket som et vigtigt signal fra Obama både til politiske modstandere og tilhængere. Han markerede retten til at overføre sin personlige, private identitet til sit politiske liv. Dermed ville han stå stærkere, mente han.
Det samme gjorde sig gældende for det lig, der nu ligger som små forbrændte partikler i de ukendtes grav på en Nordsjællandsk kirkegård. I dette tilfælde drejede det sig dog ikke om en computer, men om en chauffør. Liget i skovsøen, der i levende live også var toppolitiker, insisterede på på at ansætte sin bedste ven som chauffør og bodyguard, i stedet for at benytte sig af de professionelle, som staten stillede til rådighed for ham. Det viste sig at være en rigtig dårlig ide, som faktisk fik fatale konsekvenser, idet mindste for ham personligt.
Men det er vist bedst, at jeg starter fra begyndelsen. I løbet af min beretning vil De forstå de løse ender og kunne sætte dem sammen til en historie, De aldrig har hørt magen til.
Han og jeg havde altid kendt hinanden.
Vent, mine Herrer! Jeg forstår, at mine ord skaber forvirring i blandt Dem. Hvordan kan jeg påstå, at jeg er et lig, der på nuværende tidspunkt må formodes at være temmelig integreret i naturens kredsløb, samtidig med, at jeg forsikrer Dem om, at jeg altid har kendt det menneske, der engang var ligeså levende som De og jeg. Atter må jeg appellere til Deres tålmodighed. Læn Dem tilbage og lyt. Snart vil De forstå.
Jeg vil altså fortsætte min beretning.
Han og jeg havde kendt hinanden altid. Da vi var børn, boede vi dør om dør i et større boligkompleks. Vi var samme alder, boede begge alene med vores mor og havde ingen søskende. Jeg kan ikke huske, om vi kunne lide hinanden eller ej, men vi var altid sammen. Vi kom i samme klasse i skolen. Han var den opvakte, meget veltalende elev, der altid skulle udfordre lærerne med sine venstreorienterede og meget skråsikre meninger. Jeg var den tavse dreng, ingen rigtig lagde mærke til. Stille og roligt faldt vi to drenge ind i nogle spor. Han var den aktive og udfarende. Jeg var hans beskytter og hjælper, og sørgede for at rydde vejen for ham.
Han rodede sig ofte ud i vanskeligheder med de andre elever. De opfattede ham som bedrevidende og provokerende, og ærlig talt: det forstod jeg godt. Alligevel sørgede jeg flere gange for at statuere et eksempel. De værste drillepinde fik et lag tæsk, som gjorde et betragteligt indtryk både på dem selv og på andre. Vi talte aldrig om det, han og jeg, men det lå i luften, at denne arbejdsfordeling var tæt på naturgiven. Han var den snedige og kloge, der skulle udrette store ting i verden. Jeg var den tavse og stærke, hvis opgave det var at rydde vejen, for at sikre den optimale udfoldelse af hans talent.
Mange troede, at vi var søskende, fordi vi altid var sammen og faktisk lignede hinanden en del. Vi var næsten lige høje og havde stort set samme kropsbygning. Også vores hårfarve var den samme matte gråbrune farve, som er typisk for mange danskere. Men vores øjne var meget forskellige. Han havde helt mørke brune øjne, mens mine var af en mere ubestemmelig grå farve.
Efter folkeskolen så vi mindre til hinanden. Han kom i gymnasiet, hvor både hans karisma og karriere tog stadig mere fast form. Jeg kom i lære som mekaniker. Men selvom vi ikke så hinanden så ofte som før, var der stadig en speciel fornemmelse af forbundethed i mellem os.
Efter studentereksamen begyndte han at læse statskundskab på Århus Universitet. Han blev studiekammerat med den nu forhenværende kronprins, hvilket han forstod at udnytte til det yderste i det, der var en målrettet politisk karriere. I sin retorik, der blev stadig mere venstreorienteret, tog han skarpt afstand fra det royale. Men i det virkelige liv sørgede han for at blive fotograferet til ugebladene med en svingende fadøl i den ene hånd og den anden hånd liggende venskabeligt på kronprinsens skulder. På den måde mente han at gavne sin politiske karriere bedst muligt. Såvel tilhængere som modstandere af monarkiet kunne identificere sig med ham og dermed godtage hans politiske budskaber.
Jeg havde fået egen bil. En gammel gul Skoda Fabia, som jeg havde brugt rigtig lang tid på at sætte i stand, så den blev køreklar. I den kørte jeg ham land og rige rundt til politiske møder. Lige så veltalende, han var i sin offentlige fremtræden, lige så tavs var han, når vi kørte. En gang i mellem sukkede han og fortalte mig, hvor meget det betød for ham, at jeg støttede ham og bakkede ham op. Jeg ved ikke, hvorfra han fik den ide, at det var tilfældet. Jeg transporterede ham rundt, ventede på ham, mens han udspyede sine røde meninger, men jeg hverken støttede ham eller bakkede ham op. Det blev stadig mere klart, at han stilede efter en politisk karriere i folketinget, og selvfølgelig blev hans første valg en bragende succes. Da han flyttede til København, fulgte jeg efter, og jeg fortsatte med at køre ham rundt i landet.
Da han efter et par år endelig blev statsminister, fik han naturligvis stillet både bil, chauffør og bodyguards til rådighed, men han valgte altså at gøre, som Obama gjorde i sin tid: Han forstærkede sin personlige profil ved at kæmpe for at beholde det, han var vandt til - det han forstod og stolede på. I hans tilfælde var der bare ikke tale om en computer, men om en chauffør. Husker De avisartiklerne? Jeg blev næsten ligeså kendt som ham på det tidspunkt, men til forskel fra ham viste jeg mig ikke i medierne. Jeg sørgede for altid at vende hovedet den anden vej, når der var fotografer, og ellers var jeg utrolig diskret. Allerede den gang var min plan begyndt at tage form, og det var vigtigt for mig ikke at være et kendt ansigt - endnu.
De første par måneder med ham som statsminister var katastrofale. De husker sikkert, hvordan Danmarks økonomi, der absolut ikke var for god i forvejen, styrtdykkede. I internationale sammenhænge var der tale om, at vores land ville gå fallit indenfor et år, og hans socialistiske visioner viste sig at være en omgang lunken ordgas. Men han var populær. Medierne rodede selvfølgelig rundt i hans fortid og forsøgte at finde skandaløse historier om ham, men det eneste de kunne finde var de gamle billeder af ham og kronprinsen på cafe med højtsvingende fadøl. Ingen kvinder, og heller ingen mænd for den sags skyld.. Han var ugift, levede og åndede for sin socialistiske politik. Det var mit held, at han ikke giftede sig eller havde amourøse affærer. Han havde faktisk ikke andre end mig, sin chauffør og bodyguard.
Jeg besluttede at slå til en novemberaften på vej hjem fra et politisk møde i en lille flække ved navn Eskebjerg i det nordlige Sjælland. Det var netop begyndt at sne, og de små vejene var glatte af sneen, der blev forvandlet til slud, når den ramte den sorte asfalt. Han sad på bagsædet og småsov, havde fortalt mig lidt løst og fast om mødet i en lille provinsby. Det var den lokale vælgerforening, der havde inviteret ham, og det var en del af hans politiske identitet at deltage i alle de lokale partiforeningers møder, hvis de inviterede ham.
Denne aften på vej hjem fra endnu et vælgermøde var han døsig. Han havde som sædvanligt drukket en kop kaffe af den termokande, jeg altid sørgede for var med i bilen. Men denne kaffe var anderledes end den sædvanlige. Den var præpareret med både muskelafslappende medicin og et kraftigt sovemiddel.
Han vågnede ikke engang, da jeg bragede bilen ind i træet. Hastigheden var høj, og dagen i forvejen havde jeg checket bilens airbags. De fungerede perfekt. Det fik jeg konfirmeret ved det voldsomme sammenstød med det gamle træ. Bilen var totalt skadet, men både han og jeg overlevede. Han mumlede lidt og ømmede sig, men han vågnede ikke.
Jeg havde bøjet et par ribben, og til trods for airbagen havde jeg sår i ansigtet fra forruden, der var splintret i mange små stykker. Nogle af sårene blødte temmelig meget og de gav mig de ar, der senere blev så berømte, ja de blev faktisk et slags kendetegn for Danmarks Præsident.
Men på trods af mine kvæstelser måtte jeg handle hurtigt. I bagagerummet lå et stort tæppe og sejlgarn. Jeg fik ham viklet ud af airbagen og rullet ind i tæppet. Selvfølgelig havde jeg sørget for at parkerer min egen bil i nærheden af stedet. Officielt var det ikke min bil, for jeg havde for længe siden fundet et gammelt lig af en bil, der skulle skrottes, og sat den i stand netop til denne lejlighed. Nummerpladerne havde jeg fikset fra en anden bil natten i forvejen, og bilens stelnummer havde jeg gjort ulæselig, så der var ingen spor, der ledte til min identitet.
Jeg hentede den gamle bil og slæbte tæppebylten ind på bagsædet, der var dækket af presenninger. Så kørte jeg ad de små veje ind i landet til en skovsø ca. 20 kilometer derfra. Den sø havde jeg på forhånd udvalgt til at være midlertidig gravplads for den første og eneste socialistiske statsminister i Danmark.
Jeg parkerede bilen et stykke fra søen, og så trak jeg bylten ned til søbredden.
Et par dage i forvejen havde jeg anbragt et arsenal af tunge sten ved skovsøens bred. Den største af stenene brugte jeg til at knuse hans hoved med. Derefter pakkede jeg størstedelen af stenene ind i tæppet sammen med hans lig, snurrede hele herligheden godt sammen med mange meter tykt sejlgarn, så der ikke var en chance for at min lille julegave til mig selv ville åbne sig i utide. Jeg trak i et par gamle waders, der også var anbragt til lejligheden, og så slæbte jeg bylten så langt ud i vandet, jeg magtede. Det var ikke langt. Det må jeg indrømme, men også det havde jeg forudset og havde i forvejen gravet en fordybning i skovsøens bund så langt fra bredden, som jeg havde anslået det var muligt at trække den tunge pakke.
Under hele forløbet, både i forberedelserne og under selve handlingen, havde jeg handlet rationelt og hurtigt. Men netop på det tidspunkt, da jeg baksede med den uhåndterlige og tunge bylt i slimet isnende koldt søvand og mudder, var jeg ved at gå i panik. Min plan var perfekt, men jeg havde ikke regnet med, at det ville være så svært at bakse liget på plads i fordybningen i vandet. Alt andet havde jeg gennemtænkt og afprøvet. Skulle mit foretagende nu stoppes, bare fordi et lig med tunge sten var sværere at slæbe gennem vand, end jeg havde regnet med? Mine fødder var følelsesløse af kulden, der trængte gennem røjserne, og min forslåede krop og sårene i ansigtet gjorde pludseligt opmærksomme på sig selv på en meget påtrængende måde.
Lige der - lige på det tidspunkt bestemte jeg mig for, at dette skulle være den sidste fejl, jeg nogensinde skulle begå. Fra det øjeblik vidste jeg, at jeg altid - og jeg gentager mine Herrer - altid ville have gennemtænkt alle konsekvenser af mine handlinger.
Det lykkedes for mig med stort besvær at få liget bakset på plads i hulningen under vandet. De resterende sten anbragte jeg som et slags dække oven på den undersøiske grav. Jeg ved ikke, om det var kulden eller om det var feber, der fik mig til at ryste så meget, at jeg knap kunne få de lange waders af og mine egne sko på. Men jeg er helt sikker på, at det ikke var tanken om mine handlingers natur, der fremkaldte disse vibrationer i min krop.
Den gamle bil startede uden besvær, og så kørte jeg tilbage i retning mod Eskebjerg. På turen standsede jeg på flere forskellige små rastepladser og dumpede mine waders, den kraftige pandelampe og andet udstyr, jeg havde anvendt. Nummerpladerne var det sværeste at komme af med, men jeg var blevet enig med mig selv om, at det ville være en fordel, hvis de blev fundet så hurtigt som muligt og sat i forbindelse med en kriminel handling, f.eks. smugling. Derfor smed jeg dem i et buskas på en rasteplads, så de var lige netop synlige og formodentlig ville blive fundet ret hurtigt. Et andet sted på samme rasteplads "tabte" jeg en karton udenlandske cigaretter. På det tidspunkt var det stadigvæk vanvittig dyrt at købe cigaretter i Danmark efter mange års helbredshysteri og dermed stadig stigende skatter og afgifter, så der var mange, der købte cigaretter på det sorte marked - cigaretter, der var smuglet ind fra udlandet. Jeg plantede altså en historie, der var lige til at spise for ordensmagten. Ingen ville drømme om at sætte nummerpladerne i forbindelse med den forsvundne statsminister. Det troede jeg da, men det viste sig faktisk, at jeg tog fejl. Nummerpladerne og kartonen med de udenlandske cigaretter kom faktisk til at spille en rolle i sagen om ulykken - en for mig meget gunstig rolle, men det vender jeg tilbage til om lidt.
Til sidst efterlod jeg bilen på en øde skovvej, og så begav jeg mig ud i natten. Jeg vaklede igennem den kolde regn og blæst, og nu var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde høj feber.
Da jeg endelig kom ud til nordkysten og fandt et øde sommerhus, var min krop så svag, at jeg næsten ikke kunne svinge mig ind af den rude, jeg havde knust for at komme ind.
De næste par dage flød ud for mig i en tåge af feber. Jeg spiste meget lidt og drak heller ikke meget, men jeg klarede dog at få sat de brune kontaktlinser i øjnene.
I løbet af en nat havde jeg skiftet identitet. Jeg var blevet en anden mand. Alle ville se mig som denne anden mand, men min personlighed...den var stadigvæk min egen. Skarp og tydelig stod min personlighed for mig, og selvom jeg havde høj feber og stærke smerter fra kvæstelserne, vidste jeg med mig selv, at det var perfekt. Jeg havde skabt den perfekte sammensmeltning af personlighed og identitet, og jeg var fuldstændig sikker på, at det ville få kolossale konsekvenser både for Danmark og for mig selv.
Statsministerens forulykkede bil blev fundet næste dag totalskadet ved det gamle træ. Hurtige DNA prøver viste, at blodet på bagsædet var statsministerens, mens der var rigelige mængder af chaufførens blod og DNA i øvrigt på førersædet.
Statsministeren dukkede op tre dage senere i et sommerhus i ca. 3 kilometer fra den forulykkede bil. Han havde store betændte sår i ansigtet og lange skægstubbe, og han havde tabt adskille kilo. Han rystede af feber og var meget afkræftet. Desuden kunne han intet huske, ikke engang sit eget navn, og han kunne slet ikke fortælle, hvorfor bilen var kørt galt, eller hvad der var sket med chaufføren.
Man gættede sig frem til, at statsministeren sikkert havde fået et chok efter ulykken, og havde strejfet omkring i natten uden at vide hvor han var, eller hvem han var. På et tidspunkt i løbet af natten havde han åbenbart fundet et vinterforladt sommerhus tæt ved Nordsjællands kyst. Han havde knust et vindue for at komme ind i sommerhuset, hvor han havde sovet på en sofa i stuen og levet af et par dåser baked beans og vand.
Sidst i november måned er der længe mellem besøgende i sommerhusområdet, så det var utrolig heldigt, at forbipasserende havde observeret det knuste vindue og ringet til politiet. De betjente, der fandt den syge og kvæstede statsminister i sommerhuset, udtalte senere til pressen, at statsministeren var så afkræftet, at han var næsten ukendelig. Det var de mørke brune øjne, der ledte dem på sporet af den syge mands identitet, og identiteten blev yderligere konfirmeret, da de i mandens lomme fandt nogle af statsministerens personlige ejendele. En mobiltelefon, der åbenbart var blevet knust ved ulykken og håndskrevne notater til den tale i vælgerforeningen, som statsministeren havde holdt samme aften som ulykken var sket. Den afkræftede statsminister var så svag, at han slet ikke kunne holde på en blyant, så det var ikke muligt for de betjente, der fandt ham, umiddelbart at fastslå identiteten ved hjælp af notaterne. En hastetilkaldt grafolog kunne dog meget hurtigt fortælle, at håndskriften var identisk med statsministerens på tidligere dokumenter.
Efter en rekreationsperiode genoptog statsministeren sit embede som landets leder. På det tidspunkt havde han genvundet sin hukommelse, bortset fra timerne før og efter ulykken. Han havde anlagt et stort fuldskæg, sikkert for at skjule de værste af arrene fra ulykken. Han var blevet tyndere og mere tavs, men det undrede ingen. Den forfærdelige ulykke og den langvarige dobbeltsidige lungebetændelse forklarede fuldt ud statsministerens mere indadvendte og tavse fremtoning. Derudover havde han jo på mystisk vis mistet sin chauffør og bedste ven. Han kunne stadig ikke huske noget fra selve ulykken, så ingen anede, hvad der var sket med chaufføren. På et tidspunkt satte politiet chaufførens forsvinden på ulykkesnatten i forbindelse med en gruppe kriminelle fra Polen, der havde været i aktivitet samme nat i området, tæt på ulykkesstedet. Man formodede, at den sårede chaufføren havde strejfet omkring i ligeså hjælpeløs tilstand som statsministeren og måske overrasket den polske smuglerbande. Hvad der derefter var hændt chaufføren, var et ubesvaret og meget ubehageligt spørgsmål. Den polske smuglerbande var for længst ude af landet og havde ikke efterladt sig andre spor end de stjålne nummerplader og en tabt karton cigaretter med polsk tekst. Chaufføren var naturligvis blevet eftersøgt både i Danmark og i udlandet, men han var som forsvundet ud i den blå luft.
Befolkningen og pressen havde stor forståelse for, at statsministeren var følelsesmæssig meget påvirket af tabet af sin bedste (ja, nogle mente oven i købet eneste) ven. Men alle var dog enige om, at selvom statsministeren også i det ydre var påvirket af den grimme ulykke, var de mørke brune øjne heldigvis de samme som altid.
Og resten af forløbet kender De jo, mine Herrer. Et af højdepunkterne var den gang statsministeren gennemtrumfede monarkiets fald. Naturligvis spillede medierne en stor rolle i den sag, selvom det aldrig blev klart, hvem der sendte de famøse fotografier til bladene, men det var først og fremmest statsministeren, der på dygtig vis slog den kommende konge af pinden.
De ved også, hvordan statsministeren, der nu var blevet Danmarks første præsident, satte hele Danmark på hestekur, afskaffede næsten alle sociale ydelser, lukkede grænserne og sørgede for at kriminalitet ikke længere kunne betale sig. Selvom indførelsen af dødsstraf medførte et ramaskrig i starten, har befolkningen nu vænnet sig til det - ja, jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at de fleste er ret godt tilfredse med, at der nu hersker gennemført konsekvens for forbrydelser.
I starten var der naturligvis mange kritiske røster, der gjorde opmærksomme på, at den førte politik ikke harmonerede med den socialistiske ideologi, statsministeren var blevet valgt på. Men det varede ikke længe, før disse kritiske røster blev overdøvet af den økonomiske optur, som i det mindste nogle af danskerne oplevede. De danskere, der ikke kom til at deltage i opturens rus, forsvandt faktisk ret hurtigt og med dem også de kritiske røster.
Mine herre, må jeg bede om ro i salen! Jeg forstår, at De er oprørte og forvirrede, og om et øjeblik skal de få lejlighed til at diskutere mine bekendelser med hinanden. Men inden da må jeg bestemt bede Dem lægge mobiltelefonerne fra dem. Hvis De vender Dem om, vil de se en række af mine sikkerhedsmedarbejdere ved udgangsdøren. Danmarks første socialistiske statsminister begik af sentimentale årsag en brøler, idet han ansatte det menneske, der var mest tæt på ham som sin chauffør og eneste bodyguard. Han gjorde det som sagt for at afstive sin politiske identitet, men det viste sig, at det havde den helt modsatte virkning: han mistede sin identitet, ja og med den sin personlighed og sit liv. Jeg har ikke begået samme fejl. Mine bodyguards er nok håndplukkede af mig personligt, men min strategi har været helt modsat hans. Jeg har fundet mine bodyguards i udlandet, flere af dem har været lejesoldater i andre landes borgerkrige. Mine bodyguards er i ordets bogstavligste forstand mine. Jeg har nemlig ladet dem forstå, at jeg er vidende om og har beviser på de bestialske forbrydelser, de har begået i andre dele af verden. Muligheden for, at jeg kan melde dem til rette myndighed, og tankerne om konsekvenserne heraf er nok til at deres fulde loyalitet ligger hos mig. På den anden side har jeg sørget for, at de ikke ved andet om mig end resten af befolkningen ved. Mange af mine mænd hverken taler eller forstår dansk. Det er for eksempel en stor fordel for mig i aften. Mine mænd ved, hvad de skal gøre, når de hører, at min minihelikopter nærmer sig bygningen her. Og det lyder til, at den tid er kommet.
Mine Herrer! Behersk Dem! Mine mænd har fået ordrer på IKKE at skyde, med mindre nogen bruger sin mobiltelefon eller forsøger at rejse sig fra sin stol.
Jeg, derimod, vil forlade det gode selskab i det jeg takker for invitationen og Deres lydhørhed.
Jeg har som politiker taget mig kærligt af Danmarks økonomiske fremtid, uden jeg har forsømt at udnytte min stilling til at sikre mig selv en behagelig fremtid. Jeg har sørget for at få overført et anseeligt beløb til en konto i en for Dem ukendt, men yderst diskret bank, i et land langt fra Danmark.
Jeg er sikker på, at min lille historie hurtigt vil sprede sig og rejse en tsunami af rædsel og vantro i landet. De vil spørge hinanden, hvordan det har været muligt for mig at gennemføre et bedrag af sådanne dimensioner, og De vil tænke tilbage og analysere, hvad der egentligt er hændt. Ikke mindst vil De for altid føle skyld over, at De hver især ukritisk fulgte flokken og ikke gennemskuede mig. Kejserens nye klæder, ikke sandt? Men i en ny og mere gennemført variation.
Om et øjeblik går jeg om bord i min til lejligheden specialbyggede minihelikopter. Jeg vil flyve sydpå, for altid væk fra Danmark for at få mit ansigt lagt i andre folder, så at sige, hos en velrenommeret og - igen - yderst diskret plastickirurg. Jeg agter at leve resten af mit liv som en helt anden mand end den, der står foran Dem nu. Med andre ord, min personlighed står stadig knivskarp og usårlig, men min identitet som Danmarks præsident vil jeg krænge af mig som en overflødig og nytteløs frakke.
Så farvel, mine Herrer. Jeg vil rejse mod en bedre og mere behagelig fremtid. De og Danmark kan for min skyld gå ad Helvede til.