Denne tekst handler om en mand, der sprænger sig ud af rammerne. I begyndelsen er teksten et stilleben. En mand på en stol, foran et bord med fotografier.
   Nu begynder det:

Teksten zoomer ind på billedet af en fotograf, der altid har ønsket sig at stå på vandski. Men han har forskanset sig bag det trygge og stillestående - nemlig det frosne billede. Hans egne sort-hvide langsomt fremkaldte fotografier fra et langt kedsommeligt liv.

Præcis i dette øjeblik sidder han anspændt på en på en stol ved sit bord og gransker sine prisbelønnede og højt besungne fotografier. Fra de sort hvide flader vrider og slanger sig en stank af stillestående, grynet mosevand - en ubegribelig hørmende, tyktflydende suppe, der har været forbandet til stilstand gennem hele hans modvillige livsforløb. Mosevandet er et stillleben af fortrængte og forvrængede begær, et tavst vræl efter en villig grydeske.

Fotografen værger for sig, men stanken fra fotografierne skubber ham ind i en verden, hvor han vader mellem rustne lænker og sovende, overvægtige vagthunde. Ufrivilligt spænder han musklerne i underkroppen. Han er klar til flugt og klar til at springe ud i et liv i fart på vandoverfladen.

Han fejer fotografierne ud over bordets kant, og de lander på gulvet i et stort virvar. Han springer op og højt bandende sparker han til stolen, han har siddet på. Den brager ind i bordet, og stolryggen knækker midt over med et uheldsvarslende, men befriende smæld. Hans øjne kramper sig sammen i en grimasse og forsvinder ind ansigtets rynker og folder. I et øjebliks panik kan han ikke se andet end sin egen ufremkommelige og krogede vilje, der fortaber sig i en sløjfe af forudsiglighed. Han kæmper tavst med lokkende tanker om døden. Om han vinder eller taber, ved han ikke. Men da hans øjne igen finder sig tilrette i ansigtet og synet breder virkeligheden ud foran ham, kan han mærke uroen i kroppen.
   Hans egen Fugl Fønix lander omsider i sin rede. Omkring fuglen knitrer blålige flammer af is, og fuglen forsvinder med et vildt skrig, der gør alting omkring fotografen lyst og skarpt. Hans egne stive fotografier omkommer frysende i smerte og omvendte fødselsveer. Overeksponering og sansernes endelige møde med det levende liv.
   Under fuglens kamp er fotografens krop krummet og rund. Fuglens sidste skrig er en kniv, og hans krampagtige fosterstilling forhindrer ikke kniven i at massere sig dybt ind i hans hjerne. Kniven skærer sig kærligt igennem billederne, alting smelter og Fønix genopstår lydløst som en rimdækket vej. En sti, der kalder og lokker. Mod vandet, mod bølgerne mod strømmen.

Fotografen kaster terningerne over sin skulder og tager vandskiene på nakken. Han går.