Natten før hendes begravelse stormede det. Han lå på sengen med alt tøjet på og kiggede på vinduet og mørket udenfor. Hans øjne sved, og han blinkede reflektorisk et par gange for at sætte gang i tåresekretionen. Munden var også tør, men tanken om at rejse sig op og gå ud i køkkenet for at drikke et glas vand var uoverskuelig. Umulig. Han kunne ikke.
   Stilheden i huset sad som en konstant summende tone i hans hoved. Han rømmede sig, og den lille lyd fik hans krop til at lave et lille spjæt af forskrækkelse.
   På den anden side af det novembermørke vindue kastede stormen sig hylende rundt i haven. Den høstede de sidste blade på de store egetræer og kastede dem tilfældigt rundt i haven. Et par af bladene klaskede mod det våde vindue og blev siddende et øjeblik. De lignede desperate hænder, der prøvede at komme ind til ham. Et kraftigt vindstød rev bladene væk fra vinduet ud i mørket. De var væk. Hun var væk. Død. Stille. Farveløs.

Den første gang de mødte hinanden var en sommermorgen. Han arbejde i sin fars kælderbutik med frugt og grønt, og var i gang med at bære kasser med ærter fra butikkens baglokale op på fortovet foran butikken. Han havde travlt, for kasserne med varer var kommet sent den dag, og udover ærterne manglede han stadig at bære jordbær op i lyset. Selvom døren stod vidt åben til butikken, havde de faktisk ikke åbnet endnu. Men der stod hun så pludselig midt i butikken i en lyseblå, tynd sommerkjole og et indkøbsnet i hånden. Hun var fra Skagen, og var lige startet som pige i huset hos manufakturhandlerens, fortalte hun. Derfor havde han ikke set hende før. Han hentede en enkelt kasse med jordbær, før han ekspederede hende. Kartofler, gulerødder, ærter og jordbær, bad hun om. Sommermad. Hun var glad for at være hos manufakturhandlerens. De var venlige mennesker. Men hun synes, at der var langt fra Frederikshavn til Skagen. Hun savnede sine forældre og sine veninder fra hjembyen. Mens de talte, vejede han varerne af og pakkede ned i brune poser, som hun så lagde ned i sit net efterhånden. Jordbærrene forsigtigt øverst. Og så - den kejtede, forventningsfulde stilhed i mellem dem, da handelen var overstået. Vi ses, sagde hun, da hun vendte sig for at gå op ad de fire trappetrin til gaden. Vi ses.

Det første syn af hende dengang for næsten 60 år siden i kælderbutikken med det skarpe morgenlys som baggrund havde stået klart inden i ham siden da. Når han lukkede øjnene stod synet helt fremme i panden på ham. Stadigvæk. En høj, lidt kantet ung kvinde med mørke øjne og bryn. Midt på betongulvet i butikken stod hun i sin lysende blå kjole. Afventende.

Han friede tre måneder senere, men allerede dengang - den første morgen i butikken, havde han vidst, at hun var hans kvinde. Synet af hende havde ligesom løftet ham op, hans liv havde skiftet gear. Tandhjulene havde fundet nyt naturligt modspil. Han var kommet hjem.

Han havde ligget i samme stilling på sengen i mange timer nu. Følte sig mat og lidt svimmel, måske fordi han ikke havde spist noget. Han havde heller ikke taget sin medicin. Hele dagen havde det blæst voldsomt, men det var først efter mørket, at blæsten var blevet til storm. Hans tanker var sporadiske og overfladiske. Han orkede faktisk slet ikke at tænke, men et sted inden i sig selv kunne han mærke en undren over, at han ingen sorg følte. Intet savn. Han følte slet ikke. Også kroppen var underlig svævende. De sidste mange år havde knæet og hofterne gjort smertefuldt opmærksom på sig selv, især når han havde ligget et stykke tid. Men i aften og nat havde han ikke mærket smerterne. Han følte bare et tryk i hovedet, som om stormen var i hans hjerne og pressede mod kraniet for at slippe ud. Voldsomme vindstød, der ville gennembryde den tynde skal af knogle.

Kort efter brylluppet var de flyttet til fra Frederikshavn til Skagen. De havde købt en grøntbutik og begge knoklet for at bygge den op. Han havde jo allerede kontakterne til landmænd og leverandører, og de havde fået butikken til at vokse. Altid friske grøntsager, altid god betjening. Hun havde ønsket sig børn, men der var noget galt med ham, så de fik ingen. Han for sin del havde ikke savnet børn, havde nok i hende og butikken - ja, og så deres hus og haven. Og sådan var det jo så. Da hun blev 40 år, havde han foræret hende et stort drivhus. Han havde selv bygget det bagerst i haven.
   Hun fik det til at blomstre og bære alverdens eksotiske frugter og grøntsager. Det var hendes plet, og han lod hende tage sig af det. Efterhånden ændrede drivhuset sig. Hun plantede roser. I årenes løb drev hun så mange roser frem, at næste alt glas i drivhuset var dækket af blomster. Mit paradis, plejede hun at sige.

Det regnede meget nu. Han lyttede til de skarpe smæld af koldt vand mod ruden og til vindens hylen og skrigen. Stormen i de store træer bagerst i haven lød som havet. Det var et opgør. En kamp imellem de gamle træers tålmodige styrke opbygget gennem mange år, gennem et helt liv - og en vild kaotisk kraft - en storm født på havet og allerede dødsdømt ved morgengry.

Så skete det. Han hørte braget og den langetrukne, spinkle klirren, der fulgte efter. "Fandens" sagde han. "Fandens, Fandens, Fandens". Han bukkede kroppen sammen på sengen og fik svinget først det ene ben, så det andet ud over kanten. Han ville op, han ville ud. Terrassedøren var låst, og det var besværligt at låse den op. Hans højre hånd var tung og slap, så han måtte bruge begge hænder til at låse op. Og så kom følelserne. Han mærkede sin hånd blev endnu tungere, det prikkede og snurrede og stak i højre hånd og følelsen bredte sig op i armen og i skulderen som en tung, ubærlig smerte. Han lænede sig op ad terrassedøren og fik den presset op. Kroppens pres mod døren, der var tung af stormen, fik hans hoved til at blive større. Han mærkede, hvordan kraniet gav op, og han lod det ske. Han så omridset af det store pæretræ liggende hjælpeløst midt i hendes drivhus. Hørte glasstumperne, der skrigende blev kastet rundt af stormen.
   Og så kom det endeligt. Han mærkede en skarp smerte af ensomhed og savn, og han faldt. Armene kunne ikke tage fra, de var tunge og uden kraft. Han faldt sidelæns ud på terrassen og mærkede de grove fliser under sin kind. Noget gled fra ham og blev suget ud i stormen. Han lod det ske. Hans krop sukkede, og på én gang blev den både lettere og tungere. For anden gang i sit liv oplevede han, at tandhjulene greb fat i nye led. Musikken omkring ham tiltog i styrke og alt andet forsvandt. Han gav sig ind i mørket. "Her er jeg", sagde han og lagde hovedet tilrette på hendes bryst.

Journalnummer 050525-0129

Pt. fundet livløs i hjemmet 6/11 09 klokken 08:56 af social-. og sundhedshjælper. Pt. erklæret død ved ankomsten til Skadestuen, Hjørring Sygehus.
   Obduktion viser:
   Mors indtruffet ca. 03:00 -03:30.
   Mortus causa: hæmoragia cerebi dext. Udbredt livores. Ingen Rigor Mortis. Ingen tegn på ydre vold.

Sagen afsluttet.

Obducent Kristina Persson