Hjemme så moderen bare set på ham uden at sige noget, da han ved aftensmaden havde fortalt, at han skulle over til en af gutterne og spille kort.
Så skubbede hun gryden med kartofler over i mod ham, og spurgte om det nu var klogt? Dels var der jo det med spærretid, og så var han i øvrigt også snotforkølet efter fisketuren i regnvejr sidste søndag. August havde ellers været varm og smuk i år, med undtagelse altså fra sidste søndag.
Han skubbede gryden med kartofler tilbage til hende og mumlede noget om en af vennerne, der havde fødselsdag, og skulle man ikke have lov til at have det lidt sjovt, selvom tyskerne sad tungt og kvælende på fædrelandet. Og nej tak, han skulle ikke have flere kartofler.
Hans manglende appetit var ren og skær kvalme ved tanken om aftenens forestående begivenheder, men det undlod han at fortælle sin mor. Ingen måtte vide noget endnu. Men hvis alt gik som planlagt, ville de meste af byen om et par timer blive vækket af et kolossalt brag. Også hans mor. Han kunne se for sig, hvordan hun ville sætte sig op i sengen og forskrækket se mod det mørkelagte soveværelsesvindue. Han vidste, at hendes første tanke ville dreje sig om ham. Hvor var han? Var han i sikkerhed?
Selvom han intet havde fortalt om sine natlige udflugter, vidste han, at hun fornemmede, hvad det handlede om. Alene det, at hun aldrig spurgte ham om, hvad han foretog sig, de nætter han var borte, fortalte ham, at hun nok vidste besked.
Så havde han taget sine snøresko på. Det var vigtigt, at han kunne bevæge sig hurtigt og ubesværet på det ujævne og mørkelagte banelegeme. Hans mor kom med et halstørklæde, hun havde fundet frem fra vintergemmerne. Det havde været hans fars, og han kunne godt huske det fra den tid, hvor faderen stadigvæk var levende. En overrumplende længsel efter tryghed væltede ind over ham, da det bløde, slidte stof lagde sig om hans hals. At blive hjemme og pleje den forkølelse, der ganske rigtigt var resultatet af hvad moderen troede var en fisketur, stod pludselig for ham som det mest naturlige i verden.
Men nej.
Han var så involveret, og så mange menneskers skæbne var afhængig af hans indsats. Hvad betød vel en banal forkølelse i forhold til et helt folks skæbne.
Og så var han ude af døren.
Det hele var planlagt ned til mindste detalje. Sprængstoffet befandt sig allerede på stedet. Det var anbragt i en sæk, der nu stod mellem flere andre sække med affald bag et skur på banelegemet.
Heldigvis var det overskyet, så august mørket var massivt, da han kom lidt ud af byen. Han stod af cyklen, og trak den et stykke hen ad den snoede landevej. Kiggede sig omkring som for at sikre sig, at ingen var fulgt efter ham, eller tilfældigt kunne se ham.
Hurtigt tog han cyklen op og smed den et lille stykke ind på marken, så den var skjult af det endnu ikke høstede korn.
Så gik han videre langs den sorte asfaltvej, til han kom til en lille sidevej. Han drejede ned ad vejen og talte de gamle popler på den venstre side.
...seks, syv, otte. Ud for den niende poppel standsede han.
- Sten i skoen, hviskede han og kom til at hoste. Han holdt halstørklædet op foran munden for at dæmpe lyden. Den forkølelse var altså kommet på et meget uheldigt tidspunkt. Han kunne mærke, at han blev mere og mere snottet, og nu gjorde det også ondt i halsen.
- Løb linen ud, lød svaret, og ud af mørket dukkede en skikkelse op, præcis som de havde aftalt.
De to unge mænd begav sig i tavshed hen over markerne. Det modne korn bøjede sig hvidt og spøgelsesagtigt efter dem i nattens mørke.
Det tog dem 20 minutter ad omveje at nå til jernbanen. Godstogvognene fyldte næsten hele baneterrænet, der ligesom resten af byen var mørkelagt.
De to unge mænd sneg sig op på en jordhøj, der lå lige ved siden af banen. Fra dette skjulested kunne de snarere høre end se den tyske soldat, der gik vagt. Vagtens rute var ligeså lang som togstammen. Han gik med rolige lange skridt, og lyden af hans støvler blev lidt kraftigere, hver gang, han passerede en åbning mellem togvognene.
De to unge mænd, der lå bag jordvolden behøvede ikke at sige noget til hinanden. Alt var aftalt ned til mindste detalje.
Hans opgave var at løbe ned til skuret, hvor sækken allerede var anbragt. En af de andre fra gruppen arbejdede på jernbanen og havde tidligere på dagen sørget for at stille sækken diskret sammen med andre sække, der indeholdte affald.
Når han var kommet i sikkerhed bag skuret, skulle han hurtigt hælde petroleum ud over sækkene - han mærkede efter med hånden. Feltflasken med petroleum var solidt fortøjret i hans bælte. Derefter gjaldt det om at finde tidsblyanten, der var forbundet med det plastiske sprængstof gemt i sækken blandt ragelse og affald. Når han havde knækket tidsblyantens lille ampul med syre, ville der gå nøjagtigt fem minutter inden syren havde ætset sig ind til detonatoren, og så ville helvede være løs. De fem minutter var den tid, han havde til at nå bilen og komme væk.
Kammeratens opgave var at starte bilen, der stod parkeret 200 m fra banen, så de begge kunne komme i sikkerhed, inden det store brag. De havde planlagt og gennemtænkt begivenhederne et utal af gange, og de vidste, at de skulle bevæge sig væk fra jordhøjen på samme tid.
De to unge mænd kiggede på hinanden. Det var nu. Pesten skulle sprænges væk, så landet igen kunne blive frit.
Da tyskeren næste gang passerede skuret og dermed havde ryggen mod dem, løb de. Kammeraten forsvandt hen mod bilen, og han var alene. Hans hjerne var anspændt og klar - uden tanker, syntes det ham, men helt klar og vågen. Selvom de havde planlagt aktionen så godt, at det til sidst føltes helt virkeligt, var det alligevel noget helt andet pludselig at være midt i det.
Han nåede i læ bag skuret. Uset. Hjertet dunkede hårdt og hurtigt, og han åndede tungt gennem munden. Næsen var nu helt lukket til, og en smal stribe af snot løb konstant fra næsen ned mod munden. Han tørrede næsen i halstørklædet. Indtil nu var alt gået efter planen, men han var sig helt bevidst om, at de næste minutter ville være afgørende.
Tyskeren var nået til den sidste vogn i togstammen og vendte om. Pludseligt standsede han, og trak noget op af frakkelommen. En cigaret så det ud til. Idet soldaten tændte cigaretten, blev hans ansigt oplyst af flammen. En ung mand, måske endda yngre end ham selv. Med cigaretten i mundvigen genoptog vagten sin langsommelige vandring.
Han lå helt stille, indtil til tyskeren igen havde passeret skuret. Så var han hurtigt henne ved sækken med sprængstof. Han hev feltflasken med petroleum fri fra sit bælte under frakken, skruede låget af, og plaskede væsken ud over alle sækkene for at gøre eksplosionen endnu kraftigere.
Da feltflasken var tom, satte han den forsigtigt fra sig og greb ned i sækken efter tidsblyanten. Ampullen knækkede med en fin, knasende lyd. Nedtællingen var begyndt, og nu gjaldt det om at komme væk så hurtigt som muligt, lige så snart vagten havde passeret skuret for tredje gang.
Han tørrede næsen i halstørklædet igen. Nu havde han vist fået feber, han følte sig varm og kold på en gang, og det kildede i næsen.
Og så nøs han. Det var som en eksplosion. Han forsøgte at dæmpe det ved at presse faderens halstørklæde mod mund og næse. Han kunne høre, hvordan den unge tyske soldat standsede sit langsomme skridt, og hurtigt kom hen i mod skuret. Med hævet våben og cigaretten dinglende fra mundvigen drejede han rundt om hjørnet og så, hvad der var at se i mørket. Tyskeren tog sigte.
Og så var det slut. Så var der ikke mere. Han blev væk i et lyn af smerte og koldt hvidt lys.
Den unge tyske soldat sænkede geværet gik hen til den døde krop, og sparkede lidt til den.
-Gesundheit! sagde han, tog et sidste hiv af cigaretten og smed den fra sig, ned mellem sækkene.
Hjemme vågnede moren ved eksplosionen. Hun satte sig op i sengen og kiggede mod det mørkelagte vindue. Flammerne fra branden tegnede en tynd kontur af lys omkring de tunge mørke rullegardiner.