Søren var vild med tornadoer. Engang havde han set en lille en af slagsen ude på en mark. Støvet blev hvirvlet kraftigt op i jordhøjde, og en tynd søjle kunne skimtes lige over stedet hvor hvirvelvinden stod. Solen glimtede i støvet. En høtyv vidste han at en sådan hed. De hersens små af slagsen som på en varm sommerdag kan løfte halm og hø op i en anselig højde. En sommeraften lovede meteorologerne torden, det havde Søren set på TV. Så måtte han ud, ud og jagte tornadoer. Tornadoer er temmelig sjældne i Danmark, og de bliver sjældent særligt store. Det vidste Søren. Men der var altid håbet, gyset og adrenalinen der pumpede når bare chancen var for at se en sådan. Søren var gambler, han elskede at spille, spille på det usikre. Og så var håbet der, om den store gevinst. Eller måske bare en lille gevinst, så det kunne løbe rundt. Søren gik ud. Store sorte skyer hævede sig højt over ham. De var i alle mulige former, majestætisk lå de deroppe og ventede. Der var stille, helt stille. Lummervarmen fik sveden til at springe frem på Sørens pande. Han tørrede den af i sit ærme. Søren kiggede efter bevægelser i skymassen. Tornadoer kendetegnes ofte ved en roterende bevægelse. Lige sådan vil en tordensky tit bevæge sig rundt i cirkler. Det begyndte at dryppe, ganske lidt, så lidt mere, og så pludselig stod det ned i frisk regn. Søren hoppede til side, ind i læ under skyggen af et træ. Søren vidste godt at det kunne være farligt. Men han kunne godt lide at leve farligt. Desuden kan man også leve for sikkert, og så er der ikke noget ved det. Det begyndte at lufte lidt. Søren ventede på tordenfronten, de kraftige vindstød. Tornadoer kræver vind og varme. Så kom de, de første små vindstød. Søren blev helt opstemt, nu var der gang i noget. Et lyn, så et til, og to lige i række, lydløst. Regnen ændrede sig, stoppede hurtigt. Så kom de, haglene, først nogle få, så væltede de ned. De var ikke så store som Søren havde håbet på. Jo større hagl jo bedre. Nogle steder falder der hagl på størrelse med dueæg. Søren kunne godt tænke sig at opleve sådan noget. Så kom bragene i det fjerne. Tordenen rumlede, og bevægede sig rundt deroppe over skyerne. Frem og tilbage. Den blev ved og ved i en uendelighed. Så blev der ganske langsomt stille, - regnen holdt op. De sorte skyer trak sig langsomt væk fra hinanden, ligesom et forhæng, og solen kom til syne. Den stod lige i øjnene på Søren. Æv, tænkte han. Søren gik ind igen, satte sig foran flimmeren. Zappede lidt rundt, tyske, svenske, engelske kanaler. Søren slukkede på fjernbetjeningen. Han lagde sig ned, kiggede op i loftet. Der var alle mulige former. Det var et træloft. Knasterne dannede billeder for Sørens blik, og snart døsede han. Søren drømte, han var i Amerika. Kansas city. De største tornadoer i verden, kategori 5 på tornadoskalaen. Kilometer store, som hvirvlede alt op og med sig. Bølgende varme og vind. Søren stod midt i det hele. Den var på vej mod ham. Han kunne se tragten som den hvirvlede rundt med ødelæggene kraft. Den var på vej hen mod ham. Så kom den. Så kom de. Søren så rundt, han kunne se dem alle vegne. Der var ti, tyve. Ude i horisonten, store og små. Søren kiggede til siden. Den store var næsten ved ham. Han forsøgte at gå til siden, men han kunne ikke nå væk. Han kom ikke ud af stedet. Han prøvede at løbe. Han var tung. Så mistede han bevidstheden. Han vågnede. Satte sig op og bare så frem foran sig. Han lagde sig ned igen. Tænkte på drømmen. Følelsen havde ikke helt forladt ham endnu. Det var en traumatisk fornemmelse, men samtidig fed. Søren gamblede. Han kunne gå rundt og rundt, foran den enarmede, trække i håndtaget, igen og igen. Søren gik rundt, frem og tilbage, han ænsede kun maskinen, ikke alle de andre mennesker i rummet. Zombie. Ulykkelig. Håbefuld. Levende. Den store gevinst, den store tornado. Søren tænkte stort, uden at handle. Men han handlede, bare i det små. Med store beløb, måske ikke så store beløb. Små beløb. Søren var lille, stormen omkring ham var stor. Stormen i ham, størst.