I nattens mulm og mørke, med tårevædet blik,
hun sad så stille, såret, mens tiden stille gik.
Hun sukkede og sang med ord så fjerne, lette,
de genklang gennem natten, lydløst de sig tætte.
I gråd den sang da endte, den sidste tone spandt,
i nattens mulm og mørke, hun stille søvnen fandt.