Fire dage var gået, der stod jeg, mens jeg kiggede ind i spejlet. Jeg var ikke sikker på, at der var gået så mange dage, det hele var lidt sløret, at det var 4 dage siden, at jeg ankom hertil, det vidste min krop men ikke min forstand. Min hud var blevet krøllet, den så gammel ud. Den havde sit eget liv, det stemte i hvert fald ikke overens med den alder, jeg følte. Badeværelset var beskidt, plus der var besynderligt slidt. Jeg prøvede at huske, hvornår jeg sidst havde vasket det. Eller om jeg nogensinde selv gjorde dét rent. Men jeg kunne ikke genkalde det, der var mange begivenheder, jeg ikke kunne genkalde. Havde jeg nogensinde haft en kone eller børn, det var ikke til at vide, fordi jeg huskede det ikke. Min alder var sløret, jeg lignede en på 60, men jeg følte mig som en på 30 eller måske yngre. I hjørnet ved siden af kummen lå et cigaret skod. Pludselig kom der billeder farende ind i hovedet på mig, jeg kunne huske en kvinde sidde rygende på min kumme, mens hun talte en følelsesladet sprog, et sprog med stærke s og k lyde. Det kunne godt være russisk eller rumænsk, men jeg kunne ikke identificere det eller genkalde dets præcise ordlyd. Jeg kiggede ind i spejlet igen, der stod jeg med mine kraftige rynker, mens en ny tænkt cigaret dampede fra mine læber. Jeg kunne høre de sjove lyde, der kunne tolkes af kyndige mennesker til et sprog, inde fra min stue. Jeg kastede smøgen ned i kummen, kummen var fyldt med pis, det havde en rødlig farve. Det er formet som et hjerte.

Inde i stuen regnede jeg med at se hende igen, kvinden fra kummen. Den dampende lidenskabelige snakkende kvinde. Den løsslupne, virile, frodige kvinde med bløde hofter. Men i stedet var der intet. Men hendes stemme hang i gardinerne. Hurtigt gik jeg til vinduet, og trak gardinerne til side. Tunge ildelugtende som omvandrende æskebærer. Jeg kunne høre hendes latter, og se hendes krop. Men hun var der kun for mit sind ikke min krop. Hun hopper rundt om sofaen og hen for at gemme sig i det her gardin. Men gardinet dækkede ikke hendes ben og alle kunne ane en spinkel hår vækst på hendes ene skinne ben. Billederne kom i flok, som sorte ravne, der stiger op fra skovens tomme grene. Vi havde været i lejligheden nogle dage sammen. Fordi vi havde både spist og drukket flere gange. Uden at vide det, kunne jeg sige, at der var mindst fem brugte tallerkner i køkkenet. Så nogle erindringer kom igen. Jeg gik til køkkenvasken og kontrollerede det. Men jeg kunne endnu ikke placerer hende ind i, hvad hun lavede her med mig. Der kom igen billeder af os, som snakkende sammen, og jeg kunne ikke samle hovedet og finde ud af hvad det var for et sprog, hun brugte. Jeg gik roligt rundt i lejligheden, mens jeg prøvede at få hjernen i gang. Jeg kæmpede en fortvivlet kamp. Måske kunne nogle ting eller lugte herinde fra hjælpe mig på vej.

Der var et langt blankt hul i min hukommelse. Jeg overvejede, om jeg var blevet dopet af den særlige kønne kvinde. Men hvis hun havde gjort det, hvorfor var jeg så overbevidst om, at hun havde boet her sammen med mig, mindst tre dage. Det var ikke min kone. Jeg kunne huske, da jeg tog af sted fra Danmark, jeg skulle til øst Europa, for at være udenlandsrapporter. Jeg skulle bl.a. være i Polen, Tjekkiet og Slovakiet. Jeg skulle være klar til, at tage eventuelle andre steder hen. Så jeg rejste meget let fra Danmark. "12 kg", sagde de i lufthavnen: "Plus 72 kg kropsvægt". Men der er hurtigt kommet 5 kg ekstra på. Jeg kan huske, enkelte nyheder jeg havde sendte hjem. Men det blinde felt ramler hurtigt indover og blokerer for klarsynet. Jeg måtte kunne tale nogle af alle disse sprog, gad vide om jeg endnu var i Polen.
   "Bare almindeligt kaffe, det kan være, jeg kan huske, hvornår jeg sidst har fået sådan en kop," svarede jeg til den tomme luft.

I min stille optrævling, af min egen historie, kommer jeg tilbage til rejsen fra Danmark mod Prag. Jeg husker, at jeg skulle af sted tidligt mandag morgen og skulle så til Prag, der skulle jeg overnatte og næste dag skulle jeg videre til Polen til en by ved navn Wroclaw. Desværre kom der intet tilbage, om hvad eller hvorvidt jeg kom frem. Og hvem jeg sagde farvel til i lufthavnen. Det må have været SAS, det plejede det at være.

En enkelt dag fra et tidspunkt tilbage i tiden står helt klart. Jeg sidder roligt i en togkupé og ryger på en cigaret. Røgen i kupéen er tæt og folk snakker ikke. Det er besynderligt, fordi kupéen er helt fyldt. Folk sidder stille, som jeg selv og kigger ud af vinduet. Toget klatre opad en bjergskråning, og det kan mærkes. Jeg har et par lette propper i ørerne og af uforklarlige årsager, gør jeg ikke noget ved dem. Jeg bruger dem. Lydene lukkes af og jeg kommer nærmere en trance situation. Det er aften og solen er på vej ned. Jeg sidder bare og er til - uden bekymringer. Jeg tænker hverken på sult eller arbejdsløshed eller skævridning af verdens samfund. Jeg er kun lige her og ønsker mig ikke andre steder hen, jeg er lykkelig i hvert fald for en stund. Jeg har en indre glød, en varm forelskelses følelse. Jeg sidder for mig selv og smiler til solen sidste stråler og venter afklaret på, at natten skal omslutte mig. Jeg hører trin og en kvinde sætter sig ved min side. Jeg kender hende, men lige nu kan jeg ikke huske hendes navn. Jeg kender hendes blide, søde rynker omkring øjne. Hun er høj og har brunt hår. Hendes øjne er brune. Hun smiler og lægger sin hånd på mit lår. Hun sidder stille, sammen med mig og kigger ud af vinduet. Og smøgen damper roligt af. Ligesom sekunderne der render mod dødelighedens klare ensrettet sand tunnel, og rynkerne der glattes ud af glædelige minder.

Gad vide om det er min kone, eller er det en elsker. Hende her har aldrig ladet mig se hende tisse. Jeg varmes ved tanken om hende, men en slags genkendelses glæde, der breder sig. Det er den tid på året, at det sker. Den naturlige legende kvinde er svundet ud af mine hænder, hendes høje brune skønhed. Det er efterår og det ses på bladene og det er indlejret i vandet. Det var vist kærlighed, det er en prikkende varme, fordi vi har været tæt ved hinanden. En intimitet der ikke kan sublimeres med et surrogat. Det er en fælles hjerte takt - eller en entydig sang stemme. Det er let og ubesværet nærværd. Det er synkronisering af bevægelser og handle trin, det er et fælles skab. Det er taktslaget 4 igen og igen. Det er, at tage med i tankerne, at man er to. Det er at tilpasse uden at brokke sig. Men tydeligt har jeg elsket og mistet, men det er bedre end ikke at have levet. Men er jeg virkelig ved livets udgang, er det min sidste chance, og i så fald hvad skal den bruges til. Det absurde og tilfældige ekspliciterer deres berettigelse.

Jeg sætter mig i sofaen som er stuens midtpunkt. Jeg ligger mig på sofaen. Jeg sætter mig på sofaen. Aften solen titter ind til mig og strålerne rammer det døde tv, og laver skygge billeder på endevæggen. Uden lyd og med ingen tanke aktivitet samler jeg blikket om endevæggen, jeg svæver ind i en dvæle situation, hvor virkeligheden og fiktionen bliver rystet sammen. Med fuld bevidsthed og med egen selvbestemmelse lader jeg mig svæve væk.

Jeg er vægtløs og svæver hen over byen. Det er nat og gaderne ligger stille hen, temperaturen er lav, men pulsen er høj. Min krop over pumper varme gennem mine blodåre, det er uden for min kontrol. Enkelte hår trækkes af mod vinden og falder let op mod månen, som er klar og skinner sin stærke grønne farve. Farven genkendes som farven i min mavens tomrum, farven er kommet fra de endeløse, bundløse sække af pistacie nødder, som jeg har levet af. Min negl på min højre storetå vrikker og hænger kun i en tynd neglerod, på begge sider af neglen er huden rød og betændt. Jeg leder ikke efter noget, jeg svæver bare, det er som et skib der vandre i sin egen søgang på det åbne hav, men det er ikke vinden der styre det. Underbevidstheden styrer mig. Eventyret om dobbelt P (Peder Pedal/ Palle alene i verden) hænger fast i mit hovedet, det gule regntøj og den høje cykel. Men det er ikke første gang jeg flyver. Jeg går op og ned i mellem luftlagene, men jeg er ikke i kontrol. På trods af objektet - kroppen, mit tilhørende maskineri, kan jeg ikke beregne eller udregne hvordan eller hvornår, jeg er hvor. En klump af massiv muskel masse blandet med kogler og vand farer pludselig i mod jorden. Den rammer den hårde asfalt og opsluges af den. Men klumpen mig mærker hvordan det yderst af hud lagene bliver skrællet, som med løg, får jeg tårer i øjnene men de forsvinder hurtigt. Deres funktion er heller ikke til meget nytte under asfalten inde i jorden, jeg skrælles totalt og jeg er kun knogler og sener, intet fyld. Altså det overflødige er trukket af, som mandlerne, man smuttede før julen rigtig starter. Jeg modtager den kølige jord med kyshånd, og takker den for den gestus, uden muskler, blodåre og hjerte - så mærkes den hårde puls ikke.

Taknemligt bevæger jeg mig mod centrum, jorden centrum, jeg møder gamle venner og andre folk jeg slet ikke kender. De ligger hernede og leger med ormene i deres små kasser. Endelig rammer jeg stedet hvor jeg vil være, sammen med de udødelige. I helvedet andre plejede at elevatoren, men den gamle sportsmand kom op i mig. I helvedet har du det der kendes som den evige ild, det er i realiteten jordens kerne. Det er den rå natur, Satan byder mig velkommen, men han er en travl mand, han er retro - eller han er blevet mode igen. Der er mange hernede på denne særlig aften, jeg vidste egentlig ikke at der ville være nogen speciel fest her i aften. Hvis jeg vidste og kun hvis jeg vidste det ville jeg have pudset knoglerne, inden mit sande jeg hiv mig hertil. Satan taler blød og mildt, og han griner slet ikke så fjoget, som de siger. Hernede er alt lidt anderledes, man bliver ikke budt på noget at drikke, det skyldes nok at de fleste ligger mavesækken der hjemme. Man taler heller ikke, man bruger kroppen, alle taler med de italienske universale arm tegn, på den måde gå samtalerne også hurtigere. Dermed kan hurtig op den optimale stilhed altså stilstand. Målet er ikke at blive set eller hørt, målet er at blive en del af intetheden. Den intethed som vi alle vil komme til at kende. Hvorfor?

Med jordens befolkning, med tidens forandring, med fornuftens tomhed, på den måde kan man værdsætte at man skal glemmes og forsvinde. Der er ikke noget formål, der er ikke andet end tidsfordriv. Bliver træernes blade hørt, når ikke noget er i nærheden. Holder vi hinanden i live ved hinanden omgang. Er enkelt P så alene i verden lykkelig? Når de timerne er gået, så svinder jeg ind i elevatoren og på vejen op, på sættes mig min biokemiske dragt ikke af mennesker med af de styrende. De frie natur mennesker har ingen rettigheder over 0 punktet. Verden er blevet delt. Os fra helvedet bliver modtaget ved elevatoren til asfalten af 12 høje betjente. De kropvisitere os og kontroller damernes tasker. Jeg slipper hurtigt i gennem og jeg vandre taktfast gennem de ellers så søde gader. På 12 gader blev jeg engang opsnappet af et overvågnings kamera, jeg legede at stregerne i mellem fliserne var giftige, jeg fik en kæmpe bøde. Men de tider er forbi, den glatte asfalt har indtaget fortovet, pladserne og selv de haver foran folk små parcel huse. I den glatte asfalt opkommer der ikke mås eller svamp. Inden i skoens træng hed er mine storetå negl nu røget helt af. Og i mellem blusen og den yderste skin ligger en våd klud af sved. Jeg stopper op for at vride den velvidende at det vil koste en bøde. Jeg smiler til kameraet på gade 1212, mens jeg tømmer kluden over asfalten, men i dag kan de ikke slå mig ud. For et kort øjeblik tror jeg at den grønne asfalt - fortovet - er en græsplane og at græsset vokser af min livgivende sved. Med min højre hånd mærker jeg på farven grøn. Den er varm og væsken bliver hurtigt til damp. Med dampen i ansigtet og udsigten til endnu en dag spinder jeg mig hjem.

Et par sagte messende stemmer forklare mig om situationen, mine rettigheder er blevet inddraget og jeg må ikke forlade kroppen igen, ikke før jeg har givet noget tilbage til samfundet. Jeg mærker en smertende fornemmelse mens jeg sidder og kigger på mine blanke hvide vægge. Jeg kan ikke klare det, kroppen er blevet et fængsel, og jeg føler huden, senerne og muskler besnærende. Jeg overvejer at flygte til undergrunden igen, men en dårlig samvittighed som blev plantet tidligt af gamle tilpasset mennesker holder mig i kroppen. Jeg gentager stemmernes messen for mig selv og mine mure. Jeg gentager og bider fast i de enkelte ord, det bliver for en kort stund et mantra.
   "Du må ikke svæve hen i intetheden igen ikke før du har tilbage givet noget betaling i form af kropsligt arbejde."
   Min væg svarer:
   "Sådan noget pis, som om samfundet har gjort noget for dig."
   Jeg lader den sure stemme klinge ud, den forsætter lidt. Det er kun mine vægge der lytter til mig længere, det har været således længe, mine vægge kender mig bedre end jeg selv, mig og mine vægge er alene i denne båd. Vi gynger i samme takt og bliver begge ramt af vand dråber der bruser op mod skibets stævn. Skibs sejlet retter sig ind og jeg sætter kursen mod kysten, jeg finder ingen tørst midt på de syv have længere. Jeg ændre mig og giver mig selv fire arm så jeg bedre kan klatre til toppen af masten. På toppen under den sky frie himmel smager jeg på salt der falder let fra himmelen, jeg ser de døde engle der flyver over skibet, der nærmest håner mig med deres rene sind og deres blide harpe spil. Jeg tisser. Og drikker af havet. Med håret hængende i store klodser ned over ryggen. Jeg spejler mig og finder kroppens fejl, de svage øjne og den rynkede hud. Jeg er blind velvidende om muligheden for at lytte sig synet, jeg sender bølger som en flagermus. Imens tænker fiskene på deres fremtid, de overvejer deres muligheder og i et samspil med de andre uddøde dyrearter planlægger de overtagelsen af vores jordiske rester. Snart er vi her ikke længere tiderne vil forandre os og solen vil går, månen vil blive hjemsted for en ny naturlig race. Den går race der har samme format som de største dinosaurer og hjerne som de bedste hvaler. Jeg spiser ikke mere, for i drømmenes verden spiser man ikke. Jeg sulter ikke og jeg tænker kun klare af den grund. Når droppet skiftes bliver jeg som ny, jeg husker den anden verden, den umulige verden. Den mulige umulige verden, jeg husker den svagt, men jeg er stærkere og bedre nu og mere natur end nogen har været. Jeg er den overlegende race den ikke dødelige race, jeg ændre kun udseende, jeg krops fri jeg er ikke knyttet i noget objektivt og jeg ændre konstant naturens regler. Jeg er guden, som er kommet, guden der ikke vil du der lever i den uendelige endelighed. Jeg kigger på byer som New York og Moskva samtidigt og mikser varmen med kulden, og skaber lyde, lyde der trænger ind over alt uden at de kan høres. Hvis lyset udebliver, bliver jeg selv til lys og hvis mørket kommer lader jeg det styre. Jeg er intet og alt uden at de bliver en byrde for nogen.

Vandet har adgang til alt, det fløder hvor alle mennesker har gået, men jorden er intakt, der er ikke sket nogen naturkatarstoffer. Vandet svæver op og falder ned i hovedet på folk - de andre flok - jeg bliver ikke våd, jeg er våde der trænger ind gennem tøjet og mærker de andres skin. I gennem deres pore ser og høre og mærker jeg deres indre deres tomhed deres knyttet næver og deres kolde tæer. Jeg er vred hvis De er glad. "Hvem er de?" spørger skibet skræmt.
   Jeg synker væk ind i asfalten og smager folkets fodsåler jeg er under dem, jeg er deres hjælper, men ikke overlegen, jeg er rad og skælver indtil solen varmer asfalten. Stemmer i erindringen sætter mig sammen med mine forfædre, jeg ser ikke deres kroppe, men mærker, jeg er følelsen der svæver hen over byen mens myldretiden breder sine fange arme ud. Trafikken holder stille i begge retninger og en enkelt glemme sin egen travlhed og tænker på sine nærmeste, han slukker radioen og motoren der sidder han svagt inde i sin egen blikkapsel, vi mærker at stilheden har taget fat i ham og han møder sit sidste lys. Han dør uden at sige farvel - han dør stille og tror han bliver til en engel - han tror han skal møde sin skaber. Uden at vide det har han levet med ham hele sit liv - han møder ikke sin skaber. Jeg pakker mig ud til en flad pandekage og indfanger min fødeby. Det rykker sig ikke mens jeg lægger hen over den, jeg ser og rører alle steder der har betydet noget, men de siger ikke noget. Væggene taler, væggene i mine utallige lejligheder de taler til mig, de kender mig bedst, de fortæller om alt det, alt det jeg bør vide - alt det jeg burde huske men har glemt. De kender mine fejl og mangler som person eller som gud. De ud lurer og gennemsyre min forstand og sætter et nyt eksemplar ud - et bedre. Et meget bedre eksemplar der ikke vil lave sådan fejltagelser, en person der ikke glemmer noget - en person der ikke forlader sin krop når livet bliver for hårdt. Stoffri uden tilsætninger. En ren kemisk blanding et perfekt miks af intuitioner, viden, talemåder og andre del mængder der skal behandles med varsomhed. Aggressioner og passioner bliver nøje afvejet og behandlet og han skabes. Ham den anden mig, ham der er perfekt til opgaven, opgaven i at skaffe mere produktion af en hvilken som helst art. De lever blandt, dem der ikke er menneskelig de perfekte robotter der lystre.

Jeg er vægtløs og svæver hen over byen. Det er nat og gaderne ligger stille hen, temperaturen er lav, men pulsen er høj. Min samvittighed er glemt, og jeg er igen på røv i byen. Jeg ser gamle damer der græder og unge mænd der drikker. Jeg hører alle stilarter af musik og ser alle danse typer. Jeg genkender mange men husker igen. Jeg ser den smarte, den sarte, den klodsede, den kloge, den dumme, den glade og den sure jeg genser dem. Deres tøj signaler og deres tone fald lyver aldrig, jeg smager deres parfumer og ser deres svækket egoer. Den splittede folkemængde rammer hårdere hver gang, de samlede latter overdøver mine signaler og jeg flyver ind i en lygte pæl.
   To rare nat gæster i byen hjælper mig op på benene. Da jeg står af mig selv, ser jeg mig selv i det selv samme tøj, som jeg havde på, dagen jeg blev student.
   "Tillykke med huen."
   Jeg kigger mistroisk igennem dem og ser ikke et ondt ord inde i dem. De ville bare hjælpe. Jeg hopper op for at flyve væk igen. Men jeg letter ikke.
   "Hvad er der galt?"
   "Ikke noget."
   Jeg kigger på de to, det er en mand på 22 og en kvinde på 24. Han er lun på hende, men hun har en anden og de er kun venner. Jeg vender mig om for at slippe for hele deres livshistorie. Men manden går rundt om mig og stiller sig igen foran mig. Han arbejder i postvæsnet og hans mor er erklæret alkoholiker, og faren er død i et bil uheld på vej hjem fra en julefrokost sidste år. Jeg lukker øjnene. Og mindes hvordan mennesker taler.
   "Jeg har det fint, I skal ikke tænke på mig." Velvidende at dette vil gøre det endnu sværere for dem at glemme alt om mig og forsætte deres gåtur på vej til "Jon Bon Jovi" koncerten. Hun siger svagt med sine læber:
   "Kom nu."
   De går videre men mandens øjne søger mod min ryg mens det går ned ad gaden. Jeg synker, smelter ud af kroppen og ned i asfalten. Men manden ynkelige medlidenhed ødelægger resten af aften.

Kvinden fra kummen lyser sig gennem mine øjenlåg og fører mig sikkert.