Hen ad gaden kører jeg, der er helt tomt, og ikke en lydbølge rykker sig. Min cykel er flad på baghjulet, men jeg orkede ikke at gå. Skulle man lave en døgnåben cykelsmed, reperationer på farten. Man ser det i Tour de France og de andre store cykeløb. Jeg må ikke lave flere skøre idéer, hun tror jo jeg er sindsyg, jeg må holde mig til mit arbejde. Jeg behøver jo ikke gøre det, men jeg kan bare tænke det.
   Hvilke komplikationer kunne der være?
   Mange forskellige typer cykler, det kan løses ved et stort lager.
   For langt til nærmeste: "Cykel på farten" sted, de skal ligge godt centralt placeret.
   Det er en genial idé!

"Er du fuld stændig sindsyg!"
   "Nej, jeg synes det kunne være en god idé."
   "Du er helt fra den! Vi har ikke en gang betalt af fra dit sidste eventyr, hvad var det nu det hed?"
   "Tasker uden stropper.."
   "Ja, tasker uden stropper, hvorfor er vi ikke rige nu, er du bindegal, ikke flere skøre ideer."
   "Jeg synes det var en god idé, vi blev bare udkonkurret af Salamons slagtilbud."

Hun forstår ikke den nye verden, det gælder bare om at få en genial idé. Alle kan jo udføre den hvis den er godt nok gennemført.

Ring!
   "Hej mor."
   "Jo det går meget godt, selvom din søn lige har fået endnu en idé."
   "Nej, du vil ikke høre det."
   "Nej, denne er ikke god."
   "Shhhhhh!" du skal ikke fortælle hende det, hvisker han.
   "Jeg må ikke fortælle det."
   "Nej han står her og skaber sig åndsvag."
   "Er du helt sikker på at du vil vide det," hun kigger skævt over mod ham.
   "Stop! du skal ikke fortælle hende det," siger han.
   "Hun vil så gerne høre det, det vil være et billigt grin."
   Han river telefonen fra hende og smækker den på. Hun begynder at grine ukontroleret.
   "Har du ingen respekt, hva.... Du har ingen respekt for en god idé."
   "Okay, så er det nok, det var jo kun for sjov."
   "Det er ikke sjov, det kunne være at hun stjal den."
   "Hvad mener..."
   "Jeg kender den nye verden, du kan ikke bare forære gode ideer væk, de hænger jo ikke på træerne."
   "Det er din mor."
   "Og hvad så, du ved aldrig hvem der er tyve."
   "Nu må du lige...."
   "Nej, jeg vil ikke høre, nu skal du høre."
   En lille pause. Hun vender sig og går ind i stuen, og sætter sig sammenbøjet i sofaen.
   "...hulk..."
   "Græder du."
   "Jeg vil bare have en almindelig familie, men du har så travlt med dine nye idéer."
   "Nej, lad vær med at græde."
   "Vi skændes altid om dine skøre ideer, kan du ikke bare glemme dem."
   "De er jo en del af mig."
   "Ja, men det er snart også det eneste du har."
   "Hvad mener du?"
   "Jeg er træt af dem, de giver aldrig andet end hovedpine og gæld."
   "Det må du undskylde."
   "Hulk."
   "Kom her."
   Hun bliver siddende, han går langsomt hen imod hende. Hun kigger op på ham med glinsende øjne. Han giver hende et varmt kram.
   "Hi, Hi. Se det er et talent, jeg kan spille hvad som helst."
   "Hold kæft hvor er du ond, du ved jeg hader når du græder."
   "Men jeg er så god til det..."
   Han sætter sig og klapper hænderne sløvt sammen.
   "Skal vi spise, fnis."
   "Ja, du er sku' ond."

De sætter sig til bords og ligner for en stund en almindelig familie uden børn. Han tænker over, hvor meget hun stråler mens hun tygger sin mad, og fortæller om sin dag på arbejdet. Han lytter ikke, men kan se på hende hvornår han skal nikke, og svare med et svag ja. Hun glider ind i fortællingen og oplever det hele igen, hvordan kan hun holde ud, at opleve den samme kedelige dag engang til. Hvis han ikke vidste bedre ville han tror, at hun havde været på ferie i en uge.

"Hvordan var din dag?"
   "Hallo, hvordan var din dag?"

Han spolede båndet tilbage, men knappen var i stykker, så han improviserede.

"Jeg kom jo lidt for sent."
   "Men du kom da afsted i god tid."
   "Men bussen var punkteret."
   "Nå."
   "Ja, det var faktisk sjov, at se folk i hovederne, da de kunne ane at de måske ville komme for sent på arbejde. Jeg selv blev ikke grebet af panik, men holdt hovedet koldt."
   "Ja, det var nok fordi du cyklede."
   "Nå ja, jeg måtte holde tilbage for alle de travle mennesker der pludselig skulle ud af bussen. Mobiler og taxier på grebet."
   "Kunne du ikke bare køre udenom?"
   "Jo, det gjørde jeg også."
   "Okay, men det kunne da ikke forsinke dig meget."
   "Nej, men jeg var jo heller ikke helt fremme."
   "Var det på hovedvejen."
   "Ja, ja."
   "Hvad skete der så siden du kom for sent."
   "'Jo."

En svedperle ramte bordet.

"Der var også en demonstration mod bilisme..."
   "Om morgenen?"
   "Ja, de starter tidligere og tidligere hvert år."
   "Okay, rolig vi har hele aften til at høre din historie."

Hun kiggede interesseret på ham. Hun ved, tænkte han.

"Jeg kan ikke finde ud af det."
   "Nej, kom nu. Improviser, nu når du nu har valgt at lyve."
   "Jeg kan ikke."
   "Det skal ikke lade dig binde af noget. Alt kan være sket."
   "Okay, jeg kørte om kap med et grøn bud."
   "Er det rigtig?"
   "Ja, vi kørte som gale igennem byen."
   "Kunne du følge med."
   "Jeg skal love dig, jeg kunne følge med, jeg gav ham faktisk baghjul, indtil...."
   "Indtil hvad?"
   "Indtil, jeg fandt ud af jeg havde kørt for langt."
   "Vendte du så om, og der kom han susende på den store klinge."
   "Nej, da jeg vendte om kunne jeg ikke se ham, han var drejet af."
   "Hi, hi."
   "Det var godt, hva?"
   "Du er ikke på arbejde endnu, husk nu skal det være endnu mere spektakuleret."
   "Jeg kørte så tilbage, mens jeg ærgrede mig over at han måtte dreje af, så jeg kørte for langt den anden vej."
   "Nej...."
   "Ja, det var ret fjollede, men jeg vendte igen. Men jeg blev stoppet af politiet."
   "Hvorfor?"
   "No Crusing, du ved, tre gange forbi det samme punkt inden for en time."
   "Hvad såh?"
   "Det sædvanlige en hurtig bøde, og dolken gennem forhjulet. Så jeg tog cyklen op på skuldren, og løb mod arbejdet."
   "Så kom du for sent, og var meget svedig."
   "Ja, næsten, men der var lige en ting."
   "Hvad var det!"
   "På vejen mødte jeg en."
   "Hvem?"
   "Du man ikke sige det til nogen."
   "Okay, spejder ære."
   "Bjarne."
   "Bjarne?"
   "Ja, ørnen fra herning, han kørte forbi i sin service bil."
   "Fik du hjælp med cyklen? Kastede han den i grøften?"
   "Nej, han var kold, han sagde: Jeg så dit ryk!"
   "Okay, stjerne holdet for amatører, eller hvad?"
   "Nej, det var ynkeligt, du burde stoppe med at cykle og tage bilen selvom det ødelægger verden for vores børnebørn."
   "Nej, kom nu, det er sku da ikke sjov."
   "Du sagde ingen grænser."
   "Okay, forsæt."
   "Præsis, han piftede mit andet hjul."
   "Det er løgn!"
   "Ja."
   "Det var ikke sjovt."
   "Jo lidt."
   "Meget lidt. Tager du opvasken."
   "Ja, jeg skal nok, tak for mad."

Mens han vaskede tallerner, prøvede han at finde på noget bedre.

"Hør lige nu har jeg en bedre en," råbte han til hende inde i stuen.
   "Det kan man ikke, så er det ikke improvisation."
   "Nej, men det er meget sjovere."
   "Det er lige meget, jeg gider ikke høre."
   "Kom nu, prøv at hør'."
   "Jeg ser lige det her."

Han dukkede hænderne igen ned i vandet.

"AVV!"

Hun styrtede ud i køkkenet. Han kiggede på sine hænder med skæk i øjnene.

"Hvad er...? Hvad er der sket?"

Der kom to små grynt fra ham. Hun gik langsomt hen imod ham. Han kastede sig på gulvet og skreg:

"Sø uhyret!"

Hun sprang op af forskrækkelse.

"Det var ikke sjov."
   "Jeg kan også spille skuespil."
   "Den slags skal man ikke lave grin med."
   "Du hoppede på den, du hoppede på den."
   "Du er ikke i børnehave."

Hun gik ind i stuen. Resten af aften blev han ignoret. Hun talte først til ham næste morgen.

"Jeg tager bilen, så køber jeg ind på vejen hjem."
   "Okay."

Han tænkte, jeg betalte for den bil, men jeg kan ikke huske hvordan den kører.
   På sin cykel prøvede han at overtræde crusing reglen, men det havde ingen konsekvenser. Andre mennesker så en by i myldre tid, han så:
   Folk der fyldte sig med morgenmad på vej til bussen eller toget, kvinder der sminkede sig i bilen, mobil telefoner der ringede, cykler der punkterede, nøgler der blev tabt, mapper der blev beskidte af soden, hansker der blev glemt, paraplyer der var i vejen, gamle mennesker der blev fanget på fodgænger platforme, biler der kradsede i gear kassen, mennesker der gik til morgen svøming, tiden der løb, og mange andre uhænsigtmessigheder. Han prøvede at føde idéer, og skabe sin egen velstand.

Han tænkte på fremtidsfilm. Kunne man lave en sminke maske, der kunne sminke på få sekunder, nøgler der transportede sig selv når man kaldte, rulleskøjter der kunne køre selv, biler der ikke larmede, tørrerum i svømmehaller, tid der stod stille, håndcreme der varmede hele dagen, piller der mættede, tøj der ikke blev beskidt, toilet besøg der ikke lugtede eller lign.

Han ville finde muligheder i alt det de andre havde vænnet sig til. For ham var der kun et skælsord. Sådan er det bare, det skal man. Hvilken mand finder sig i afgrænsinger, for hans smag var der for mange af dem.

Han kørte fra a til b og fra b til a hver dag, men han sagde til sig selv, hver dag oplever jeg turen forskelligt. Men han var på abejdet hver dag, og oplevede kun det samme, denne konflikt brændte i hans indre. Hans trædemølle var trang og tung, 7 ud af 8 timer om dagen. Han ville ikke finde sig i det, men han vidste at det ikke var arbejdets skyld. Hans arbejde som ingenør var meget afvekslende i forhold til hans tidligere erhverv som egendomsmægler. Han prøvede virkelig at skubbe sine tanker ud på vildmarken, men arbejdsmiljøet låste dem inde i det altfor trange åbne kontor. Som han delte med 14 andre ingenøre. Når chefen var ude, fandt han undskyldninger for at gå ind på hans kontor og sidde for sig selv, men det hjalp ikke. Han beskyldte tit beton bygningen for at låse hans tanker, selvom han vidste det ikke var sandt.

"Man kan ikke tænke her!"
   "Hvad siger du?"
   "Har du det ikke sådan?"
   "Nej, jeg synes det er et godt kontor."
   "Føler du ikke at betonen låser dine tanker."
   "Nej, har det godt?"
   "Ja, nogen gange."
   "Er det konen?"
   "Nej, overhovedet ikke."
   "Jeg var oppe og skændes med konen igår."
   "Nå, jeg troede I var glade for hinanden."
   "Det er vi også, hun er bare lidt stresset for tiden."
   "Kan du improvisere?"
   "Hvad mener du?"
   "Jeg mener kan du stikke en god løgn."
   "Ah, din frækkert, har du en affære?"
   "Nej, nej, jeg er ikke god til at finde på historier."
   "Hvad mener du? Hvilke historier."
   "Okay, følg mig. I går spurgte min kone hvordan min dag var gået.."
   "Hmm, jeg lytter."
   "Så prøvedet jeg at finde på en god løgnehistorie, for at gøre den lige så spændende som min kones."
   "Det der kan jeg ikke, hun gennemskuer mig lige på stedet..."
   "Ja, ja, det gjorde hun også, men jeg fik lov til at prøve at fortsætte, selvom..."
   "Det kan man da ikke."
   "Jo, det var faktisk sjov, men det bedste var efter, at jeg lavede den lidt om. Vil du høre?"
   "Ja, hvad sagde du."
   "Nej, nej, det her tænkte jeg kun. Jeg mødte Bjarne Riss, og han sagde...."
   Ring!
   "Undskyld, jeg skal lige tage denne her."
   Han kiggede på sin kollega.
   "Ja, jeg har kigget på det, nu skal du høre......"

Kollegaen fortsatte med at tale i telefonen, imens glemte han sin historie, den der lige havde stået helt klart i hovedet. Åh nej, tænkte han, den kedelige beton stjal hans lille lyspunkt, men det var den godt undt.

Han begyndte at arbejde, og deres samtale endte der. Arbejdsbåndet kørte til ende og han tog cyklen hjem.

"Hej skat."
   "Hej, sagde du skat."
   "Ja, det gjørde jeg vist."
   "Hvorfor er du så glad?"
   "Jeg hjalp betonnen idag med dens kedelige tilværelse."
   "Okay, den triste beton der fanger dine tanker."
   "Ja, jeg tror den er ved at løsne sig over min plads."
   "Nå."
   "Ja, efter frokostpausen lå der lidt puds på min plads."
   "Godt så kan dine tanker slippe fri."
   "Ikke endnu men snart."
   "Godt kan jeg så få en glad mand hver dag."
   "Det tror jeg."
   "Jeg har købt ind til forloren hare."
   "Det er jo min mad-dag, jeg kan ikke finde ud af at lave det."

Hun gik mod ham, hun kyssede ham let på munden.

"Improviser."
   "På en betingelse."
   "Okay."
   "Du skal spise det."
   "Okay."
   "Vent, en til betingelse."
   "Du presser citronen, men okay."
   "Du skal sige: det smager godt."
   "Okay, det smager godt."
   "Nej, ikke nu, når du har spist din første mundfuld..... lige efter."
   "Lige efter....?.... og en tår vand."
   "Det er en aftale."
   "Vil du have det på tryk."
   "Nej, jeg stoler på dig, håndslag."