Enhver kunne se det på mig, dem alle sammen. Blodet havde lavet store plamager på tøjet og jeg knugede stadigvæk kniven i hånden. Folk omkring mig kiggede uforstående, de fleste troede nok det var skjult kamera eller lignende. Livet gik videre ude på gaden, der skal mere til at ryste folk. Jeg løb ned ad en sidegade. Jeg blev forfulgt af en mand med et kamera. Det viste sig at være en fotograf fra et dagblad. Inde i baggården stoppede jeg op, og gav ham nogle gode skud til hans forside, ligesom cover-girls gør det.
   "Vent, vent jeg skal lige skifte rulle."
   "Godt."
   Han bøjede sig og fumlede med filmen. Som en jæger så jeg hans bare nakke. Jeg kastede kniven og ramte hans baghovede, et stykke menneske kød faldt af og ramte jorden. Lidt efter falder han sammen som en klud.
   Jeg gad ikke ødelægge filmen, der skulle være noget til den skide forsiden. Jeg fulgte min rute tilbage til mit gemme sted, her skiftede jeg tøj. Det passede perfekt med, at frokostpausen var færdig og jeg kunne tage på arbejde. Næste level måtte vente til i morgen.
   "Var det et fedt rush," spurgte en ansat.
   "Det var kanon, men jeg skal tilbage til sælgerjobbet."
   "Virtuel reality, det er noget særlig," sagde han og smilede.
   "Sweet mama," udstødte jeg.
   Sveden fra udstyret blev tørret af, og jeg forlod det lille kammer. De andre narkomaner blev tilbage. Der var altid godt gang i biksen, især her omkring frokost tid. De fleste brugte det til at kople af, inden de forsatte med arbejdet. Jeg brugte det som en måde for at få gang i blodet inden jeg skulle til vigtige kunder. Det nærmest formaterede min overfyldte harddisk øverst oppe.
   Jeg gik en tom eftermiddag imøde. Jeg skulle til Gilleleje, for at overtale et stort diskotek til at føre vores mærker. Marlbro, den ensomme cowboy. Det burde ikke være svært at sælge det, nu hvor der er så mange singles i verden. I verden hvor alle ens inderste ønsker gennemleves, et par gange ved et skrivebord inden de rigtigt udleves. Jeg synes ikke specielt godt om arbejdet, men jeg er tydeligvis god til det. Ud af de kun fire måneder jeg havde været ansat, har jeg solgt mest i tre af dem. Jeg tog egenligt jobbet for at kunne købe billige smøger. Men nu lå bilen i overhalingsbanen, og min karrie tog fart. En karrie der ville blive dyr for mine overordnede. En personbil blokerer vejen med en hastighed på 130. Jeg blinker med det lange lys, og bilen giver mig frit lejde. Jeg kan ikke udstår at gamle mennesker i sløve biler skal have lov til at bruge vores kørebane. De kunne passende for et spor inde bagved lastbilerne, et snegle spor. Jeg har set track's, der har været nødsaget til at overhale disse gamle mazda'er og stationcar bare for at opret holde en nogenlunde fart gennem landet.
   Cheferne holdt deres øjne på mig, det vidste jeg. De har nok været igang med at undersøge min baggrund. Det er ikke fordi jeg har noget at gemme i min fortid, men der er heller ikke noget at vise frem. Lønnen er 100% provision, og er derfor eksploderede, det regnede de nok ikke med, dem på toppen af magt pyramiden. Men jeg er fandens god til at overtale de skide bønder. Det er talent, jeg ikke anede jeg havde før nu.
   Bilen gav en god lyd og jeg kunne mærke at motoren var godt varm nu. De andre biler så ud til at stå stille. Jeg fik flashback til min rekordtid på denne strækning. Jeg måtte finde nogle fart tosser, der kunne motivere mig, til at fræse udover de åbne veje. Det ville tage endnu et kvarter før jeg var fremme, beregnede mit navigations anlæg. Det ville ikke være tilfredsstillende, da det er langt fra min rekord.
   Smilehuller fryser fast i hans maske.
   Rynkerne forsegles.
   En svedperle stivner.
   Ledene brister.
   Pausen samler himmelrummet.
   Pludselig kunne jeg ikke genstarte spillet og tage det om igen. Jeg har aldrig punkterede i den anden virkelighed. Nu fik jeg brug for alt det jordnære, så som læger, hospitaler og andres blod. Jeg kunne ikke gøre noget selv hele kroppen havde svigtet mig, og jeg fordømte denne side.
   Imens jeg ønskede mig tilbage til min egen superhelt der levede i bedste velgørende. på den anden side af virkelighedsmuren.